Når de kæmpestore regnskove i Amazonas bliver oversvømmet, svømmer der delfiner rundt mellem træerne i skoven.
De lyserøde floddelfiner i Amazonas kan nemlig sagtens plaske rundt mellem træer, rødder og buske i det helt lave vand.
Ligesom andre hvaler navigerer floddelfinerne ved hjælp af lyd – såkaldt ekkolokalisering – og ny dansk forskning viser, at floddelfinerne har tilpasset deres lydnavigation perfekt til de snævre omgivelser.
»De lyserøde floddelfiner er nogle spændende dyr, som vi ikke ved særlig meget om. Vores undersøgelse viser, at deres sanseapparat er tilpasset utrolig godt til det miljø, de lever i,« siger ph.d.-studerende Michael Ladegaard, som står bag den nye undersøgelse.
På delfinjagt i kano
\ Fakta
Du kan høre forskernes lydoptagelser af de lyserøde floddelfiner her.
Sammen med sine kolleger fra Aarhus Universitet har Michael Ladegaard besejlet Amazonfloden og Rio Negro i kanoer og motorbåde for at optage lyde fra vilde, lyserøde floddelfiner.
Når forskerne fik øje på floddelfinerne, sænkede de undervandsmikrofoner - såkaldte hydrofoner - ned i vandet for at opfange dyrenes lyde; en metode, som Aarhusforskerne har forfinet gennem en årrække, og som har gjort dem til nogle af verdens førende forskere i hvalers ekkolokalisering.
Ud over delfiner og andre hvaler bliver ekkolokalisering også benyttet af flagermus og enkelte fuglearter. Ekkolokalisering foregår ved, at dyrene udstøder lyde, som bliver reflekteret i omgivelserne, og når dyrene hører den reflekterede lyd – ekkoet - får de informationer om, hvor der er potentielle byttedyr, eller hvor der er forhindringer, de skal navigere udenom.
Lavere lydstyrke end i havet
Hos delfiner er lyden, der udsendes, en kort klikkende lyd, og forskerne har i den nye undersøgelse optaget mere end 35.000 klik fra lyserøde Amazondelfiner.
Deres analyser viser, at de lyserøde floddelfiner udsender kliklyde, som generelt er af lavere styrke end de lyde, som kendes fra delfiner i havet. Til gengæld klikker de lyserøde floddelfiner langt hurtigere end deres slægtninge på åbent hav, viser undersøgelsen.
»Vi fandt frem til, at i gennemsnit udsender floddelfinerne et nyt klik hvert 35. millisekund. Det er rimelig hurtigt, hvorimod delfiner ude i havene måske udsender et nyt klik for hver gang der går 50, 100 eller måske 200 millisekunder. Så floddelfinerne klikker meget hurtigere. Deres klik er også er af lavere styrke, og det indikerer, at de har en meget kortrækkende ekkolokalisering,« siger Michael Ladegaard fra Institut for Bioscience på Aarhus Universitet.
Derfor klikker floddelfiner lavere
Det kan måske umiddelbart lyde som en ulempe for de lyserøde floddelfiner, at deres ekkolokalisering er kortrækkende og af lav styrke, men det giver god mening, når man ser på det miljø, floddelfinerne svømmer rundt i, forklarer Michael Ladegaard.
»I og med, at de lever på lavt vand og i oversvømmede skove, bliver lyden reflekteret af overfladen og bunden. Samtidig får dyrene en masse ekkoer tilbage fra træstammer, planter og andre ting og sager i det lave vand.«
\ Fakta
Der kendes fem arter af ægte floddelfiner – delfiner som lever i ferskvand. Ægte floddelfiner er specielt tilpasset et liv i grumset flodvand. Deres synssans er mere eller mindre reduceret, og de finder vej ved hjælp af lyd - såkaldt ekkolokalisering, også kaldet biosonar. Den lyserøde floddelfin (Inia geoffrensis) – også kendt som amazondelfin – er en ægte floddelfin, som lever i Sydamerika. De lyserøde floddelfiner kan blive større end to meter, og visse dyr har en lettere pink farve. Kilde: Den store Danske mm
»Det giver to udfordringer; dels at navigere og dels at skulle finde bytte. Især det med at finde bytte kan være svært, når delfinerne skal høre et forholdsvist svagt ekko fra byttedyret og kunne skelne det fra måske 100 andre ekkoer, som kommer fra omgivelserne. Det er en meget anderledes situation end for delfiner, som svømmer ude på åbent hav,« forklarer Michael Ladegaard.
Mindre forstyrrende ekko
På den måde mener Michael Ladegaard, at det giver det god mening, at floddelfinernes kliklyde er af lavere styrke – jo mere kortrækkende deres lyde er, des færre forstyrrende ekkoer, vil delfinerne nemlig modtage.
Til gengæld er det en hjælp for floddelfinerne at klikke hurtigt, for når de skal navigere i det lave vand, har dyrene konstant behov for at vide, hvad der er lige foran dem – om de eksempelvis er ved at svømme ind i et træ eller andre forhindringer.
Delfiner, som lever på åbent hav, kan derimod godt vente lidt længere tid med at få et nyt ekko fra omgivelserne, forklarer Michael Ladegaard.
»Vi tolker resultatet sådan, at de omgivelser, som floddelfinerne lever i, har stor betydning for deres ekkolokalisering. Der er ikke ret mange studier, som tidligere har undersøgt, hvordan dyrs habitat og deres ekkolokalisering hænger sammen, men man har set noget tilsvarende hos flagermus,« siger Michael Ladegaard.
Minder om flagermuses lydjustering i skoven
På Syddansk Universitet forsker Signe Brinkløv netop i ekkolokalisering hos flagermus og fugle, og hun mener, at det nye studie er spændende læsning.
»Det er faktisk en meget fin parallel til det, vi ser hos flagermus. Når flagermusene flyver rundt i skoven mellem en masse træer og blade, kan de ikke bare sende kraftige lydsignaler af sted, som brøler derudaf. Så får de alt for meget ekko tilbage fra grene, blade og så videre.«
»I det nye studie viser de, at det er nogenlunde det samme for floddelfinerne. Både flagermus og floddelfiner skruer ned for lyden i de snævre omgivelser, så de får færre ekkoer tilbage fra irrelevante ting,« forklarer Signe Brinkløv, som er postdoc ved Biologisk Institut på Syddansk Universitet.
\ Fakta
I en ny undersøgelse har danske og brasilianske forskere undersøgt ekkolokalisering hos lyserøde floddelfiner. De optog lyd på tre forskellige steder i Brasilien. Lyden blev optaget af syv undervandsmikrofoner – hydrofoner – som sad på række og blev sænket ned i vandet. Ved hjælp af modeller over lydens udbredelse i vandet kan forskerne blandt andet udregne, hvorhenne delfinerne befandt sig i forhold til hydrofonerne – og hvilken styrke og retning dyrenes lyd havde. I alt optog forskerne næsten 35.000 kliklyde fra delfinerne. Herefter identificerede de 268 klik, hvor delfinerne havde befundet sig inden for 21 meter af båden og haft retning direkte mod rækken af hydrofoner. Analysen viser blandt andet, at dyrene klikker med en lavere styrke men hurtigere rate end delfiner i havet. Kilde: Michael Ladegaard
Signe Brinkløv påpeger, at selvom det nye studie viser, at de lyserøde floddelfiner har skruet ned for lyden i forhold til flipper og andre delfiner på åbent hav, så formår floddelfinerne alligevel at have en fokuseret lydkegle.
»Det viser, at de her dyr er i stand til tilpasse sig deres omgivelser. Evolution har gjort, at de har tilpasset sig til et andet habitat end delfinerne i havet,« siger Signe Brinkløv.
Flere floddelfiner er truede
Men hvad kan vi så bruge den nye viden til?
Spørger man Michael Ladegaard, er der først og fremmest tale om grundforskning, som giver os indblik i floddelfinernes levevis og tilpasningsevne.
Han påpeger, at andre arter af floddelfiner er truede eller udryddede, men efter alt at dømme er de lyserøde floddelfiner i Amazonas ikke truede på nuværende tidspunkt - selvom det er svært at lave nøjagtige estimater af, hvor mange der findes.
»De kinesiske floddelfiner i Yangzefloden blev udryddet for et par år siden, og det går sandsynligvis samme vej for Ganges floddelfinerne i Indien – de er blevet hårdt ramt af for eksempel dæmningsbyggeri, og der er kun nogle få tusinde tilbage. Der er stadig flere tusinde lyserøde floddelfiner tilbage i Amazonas, men Brasilien har store planer om gå ind i bygning af vandkraftværk. Det kan få betydning for delfinerne, hvis planerne bliver gennemført, og i den kontekst kan det være relevant at have viden om, hvordan floddelfinerne har tilpasset sig miljøet i floderne,« slutter Michael Ladegaard.
Den nye undersøgelse er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Journal of Experimental Biology.
