140 års målinger afslører: Ekstremt varme dage er blevet hyppigere i Danmark

Klimaet er under forandring. Vi befinder os i en periode med global opvarmning, hvor menneskeskabte udledninger af drivhusgasser til atmosfæren er hovedårsagen til den temperaturstigning, vi ser.

En drivhusgasteori, der har været genstand for lange og dybdeborende videnskabelige diskussioner og udredninger, som har sigtet på at udfordre og afprøve teorien – men uden held.

Temperaturen må kortlægges for at forstå forandringer

Forudsætningen for at forstå de globale og regionale klimaforandringer er viden om temperaturvariationer. Rumlige og tidsmæssige variationer i temperaturen må kortlægges i de områder, hvor vi har pålidelige og systematiske temperaturobservationer.

Det er den eneste måde, vi på et sikkert grundlag kan forsøge at forudsige de sandsynlige forandringer og rekorder – måske ekstremer – som venter os i fremtiden.

DMI's meteorologiske stationer placeret rundt om i landet giver en unik mulighed for at analysere temperaturudviklingen, hvilket har været muligt siden begyndelsen af 1870'erne.

Temperaturforskellene er større i vinterperioden

I alt i Danmark er der fem meteorologiske stationer, der kan dateres tilbage til 1875 eller et par år lige før. Analysen, vi beskriver i det følgende, inkluderer forholdene før Danmark for alvor blev mekaniseret, varmeperioden i 1930'erne og 1940'erne og frem til i dag, inklusive den igangværende globale opvarmning.

Data fra de fem målestationer viser, at middeltemperaturen i Danmark (målt 2 meter over jordoverfladen) er steget med cirka 1,4 grader siden omkring 1880. I samme periode er den globale middeltemperatur ifølge NASA steget cirka 1,2 grader. I Danmark forekommer – ikke overraskende – de højeste temperaturer i sommerperioden fra juni til august.

Her findes også den mindste forskel mellem absolut højeste og laveste temperaturer og mellem højeste og laveste månedsmiddeltemperaturer set over hele perioden siden 1875.

I vinterperioden fra december til februar er disse temperaturforskelle relativt større – både mellem højeste og laveste temperaturer og mellem månedsmiddeltemperaturer, da temperaturerne er steget mest om vinteren og i nattetimerne i perioden siden 1875.

Temperaturrekorder kortlægges af systematiske observationer

At vi i Danmark oplever forskelle i temperaturforhold, skyldes blandt andet at vores vejr veksler mellem at komme fra vest domineret af lavtryk dannet over Atlanterhavet og tilhørende frontsystemer eller fra øst påvirket af det store Sibiriske landområde.

Danmark dækker et areal på cirka 43.000 km2 svarende til cirka 1/12.000 af klodens areal – eller størrelsen af en mobiltelefon i forhold til en typisk dansk lejlighed.

Derfor kan for eksempel usædvanlig kulde i Danmark sagtens forekomme, uden at det vil være et paradoks i forhold til klodens igangværende overordnede opvarmning, da forholdene isoleret set for Danmark har en forsvindende effekt på den globale udvikling.

Maksimum- og minimum-temperatur

De rumlige og tidsmæssige forskelle i temperaturrekorder kortlagt siden 1875 er foretaget på basis af pålidelige systematiske temperaturobservationer. De højeste (36,4°C) og laveste (-31,2°C) temperaturer, der er målt i Danmark, fandt sted i henholdsvis august 1975 i Holstebro og januar 1982 i Hørsted i Thy.

Det giver et spænd i temperaturer mellem maksimum og minimum på omkring 68°C.

Kulde- og varmeekstremer

Ekstreme begivenheder ligger per definition langt fra det 'gennemsnitlige'. Ekstremværdihændelser er derfor baseret på tidligere observationer og den periode, de dækker. Temperaturekstremer kan inddeles i både kulde- og varmeekstremer.

Kuldeekstremer er i den klimatiske litteratur ofte defineret som de 10 % laveste værdier (1. decil) af en tidsserie, hvor disse temperaturer typisk er målt i nattetimerne (her i analysen har vi specifikt anvendt daglige minimumtemperaturer). Varmeekstremer er omvendt defineret som de 90 % højeste værdier (9. decil) af en tidsserie, hvor disse temperaturer typisk er målt i dagtimerne (her har vi specifikt anvendt daglig maksimumtemperaturer).

Samme 1. og 9. decil-definitioner er anvendt i dette studie. Data fra de fem DMI-stationer, der har målt minimum- og maksimumtemperaturer siden 1870'erne og frem til i dag, viser, at antallet af dage med kuldeekstremer i Danmark er aftaget, mens antallet af dage med varmeekstremer er tiltaget (målt i tiårsintervallerne 1877–1886, 1887–1896 og så videre).

Ved de fem stationer var det gennemsnitlige antal af dage med kulde- og varmeekstremer per år i perioden 1877–1886 henholdsvis på 45 og 30, mens det i perioden 2007–2016 var på henholdsvis 30 og 50.

Antallet af varmeekstremer for 2007–2016 (det sidste årti i analysen) var endvidere højere og antallet af kuldeekstremer lavere end for varmeperioden i 1930'erne og 1940'erne (specifikt tiårsintervallerne 1927–1936, 1937–1946 og 1947–1956).

Til sammenligning bekræfter studier fra Arktis – specifikt Grønland (1890–2010) – at de samme tendenser for antallet af kulde- og varmeekstremer, som vi finder for Danmark, også ses i Grønland.

Årtiet 2007–2016 var det varmeste siden 1870'erne

Disse ekstremværdi-tendenser for Danmark dækker over årlige variationer i antallet af kulde- og varmeekstremer. Året 1879 var et rekordår med hensyn til antallet af dage med daglige kuldeekstremer (dog med undtagelse af stationen Hammer Odde Fyr, Bornholm), hvor stationerne i 1879 havde mellem 82 og 100 dage med kuldeekstremer.

Hvad angår varmeekstremer var 1947 et rekordår på fire af de fem stationer, hvor der var mellem 74 og 107 dage med varmeekstremer (stationen Tranebjerg Øst på Samsø skiller sig ud, idet 2002 var rekordår for varmeekstremer her).

I årtiet 2007–2016, som var det varmeste årti siden 1870'erne, viser den rumlige fordeling i antallet af daglige ekstremer, at der i gennemsnit per år mellem de fem stationer forekom mellem 21 og 29 kuldeekstremer, mens antallet af varmeekstremer lå mellem 42 og 58.

København havde det største fald i kuldeekstremer

Den generelle tendens for de fem DMI-stationer er, at antallet af dage med kuldeekstremer stiger med aftagende årsmiddeltemperatur, mens antallet af dage med varmeekstremer stiger med stigende årsmiddeltemperatur.

Det dækker dog over variationer på tværs af Danmark. Hvis man ser på ændringer i antal ekstremer pr. 100 år, så aftager antallet af kuldeekstremer mod øst, dog med undtagelse af Bornholm.

Det største fald i kuldeekstremer fandt sted i København (et fald på 21 per 100 år), hvor en stigende urbaniseringseffekt sandsynligvis er årsagen hertil – over tid medvirkende til en varmere minimumstemperatur i nattetimerne.

Modsat steg antallet af varmeekstremer mest mod vest, hvor Fanø havde den største stigning (en stigning på 17 pr. 100 år). Selv over et relativt lille land som Danmark kan man altså se markante variationer i ekstremtemperaturer på tværs af landet.

En varmere atmosfære giver flere ekstremer

På grund af den globale opvarmning forventer man, at frekvensen, effekten, udbredelsen og varigheden af varmeekstremer vil blive øget i fremtiden, mens forekomsten af kuldeekstremer samtidig vil mindskes.

Vores analyse af temperaturekstremer i Danmark siden 1875 kan siges at være en bekræftelse af denne forventning i en regional målestok: Antallet af dage med kuldeekstremer er aftaget, mens antallet af dage med varmeekstremer er tiltaget.

En varmere atmosfære medfører simpelthen flere varmeekstreme temperaturforhold – også i Danmark.