Kig op i februar: Venus lyser klart, og Mælkevejen trækker spor over himlen
.. og så er det første foto af Mælkevejens sorte hul måske på vej.
Mælkevejen vores galakse set fra Jorden

Her fra Jorden ser vi vores galakse, Mælkevejen, som et smukt, lysende bånd hen over himlen. Det skriver Videnskab.dk's faste astro-skribenter, Helle og Henrik Stub, som ses her på tegningen. (Foto: Shutterstock)

Her fra Jorden ser vi vores galakse, Mælkevejen, som et smukt, lysende bånd hen over himlen. Det skriver Videnskab.dk's faste astro-skribenter, Helle og Henrik Stub, som ses her på tegningen. (Foto: Shutterstock)

Vi går nu ind i februar, den sidste vintermåned og ofte kaldet ’den lille hidsige’ - nok fordi vinteren endnu kan vise sig med fuld styrke, selv om man mener at være på vej mod foråret.

Men det går nu alligevel den rigtige vej, og ved februars slutning er dagens længde allerede 10,5 timer -eller godt 3,5 timer længere end den korteste dag 21. december.

På stjernehimlen kan vi endnu glæde os over vinterhimlens stjernebilleder - som omtalt i Januars Kig Op.

Om serien 'Kig op'

'Kig op' er en serie, der i starten af hver måned zoomer ind på de vigtigste astronomiske begivenheder på himlen og ude i rummet.

Nogle af disse begivenheder vil blive uddybet i selvstændige artikler, som bringes i løbet af måneden

Følg også med i serien 'Rumfarten', der i starten af hver måned giver dig en oversigt over de vigtigste aktuelle rumfartsnyheder.

Her er de seneste artikler i serierne:

Orion og de omgivende stjernebilleder på himlen i syd følger os gennem februar- dog bedst at se inden midnat.

Vi må desværre undvære stjerneskudssværme i februar, selv om det ikke hindrer, at man til enhver tid kan være heldig og opleve sporadiske stjerneskud. Rummet omkring os er jo aldrig helt frit for småpartikler, der falder ind i atmosfæren.

Den internationale Rumstation ISS er også på himlen i store dele af februar, fra 1.-5. februar og igen fra 19. februar og måneden ud.

Et godt eksempel er 3. februar, hvor ISS er på himlen i næsten 6 minutter fra cirka klokken 18.12 i SV, hvor den passerer hen over Jupiter og et smalt månesejl, begge tæt på horisonten, og til cirka 18.18, hvor ISS forsvinder lidt under stjernebilledet Orion.

Sådan står Månen og planeterne i februar

Februar indledes med nymåne 1. februar og fuldmåne midt i måneden 16. februar.

Og netop ved fuldmåne finder vi Månen på himlen i øst, ganske tæt på den klare stjerne Regulus i stjernebilledet Løven.

Merkur, Venus og Mars er alle morgenstjerner. Venus er dog tidligst på færde, idet den står op lidt før klokken 6 ved månedens begyndelse og lidt efter klokken 5 ved slutningen af februar – i god tid inden solopgang. Så den skulle være let at få øje på på himlen i øst.

Grunden til, at Venus altid lyser så klart, er, at det tætte skylag omkring planeten tilbagekaster ikke mindre end 76 procent af Solens lys.

Venus klar planet på himlen

Den skydækkede Venus tilbagekaster omkring 76 procent af det indfaldende sollys. Derfor ses Venus altid som en meget klar planet på himlen. (Foto: NASA)

Vores anden naboplanet, Mars, er både mindre og har kun en tynd atmosfære, og den tilbagekaster kun 17 procent af sollyset.

Brøkdelen af det sollys, der reflekteres fra en planet, kaldes ’albedoen’. Så Venus og Mars har albedoer på henholdsvis 0,76 og 0,17.

Men her i februar lyser Venus så ekstra klart. Der er to årsager:

  • For det første er Venus tæt på Jorden i sin bane om Solen.
  • Og dertil kommer, at en større del af planetens skive - helt op til 38 procent- er belyst af Solen. Venus opnår sin højeste lysstyrke 12. februar.

Merkur og Mars står lidt senere op end Venus og står derfor begge ret tæt på horisonten, når det begynder at lysne i øst.

Et godt bud på, hvornår man kan se både Venus og Mars, er 25. og 26. februar omkring 6.30 inden daggryet i øst, hvor begge planeter står lavt på himlen i SØ - ovenikøbet sammen med en aftagende Måne.

Mens Saturn stort set befinder sig på daghimlen, er det stadig muligt at fange Jupiter kortvarigt som aftenstjerne. Jupiter går ved månedens begyndelse ned kort efter klokken 19 og sidst i februar allerede lidt efter klokken 18.

Den 3.-5. februar lige efter solnedgang er det muligt af se Jupiter lavt på himlen i SV sammen med Månen, der er tæt på nymåne. Månen er nærmest Jupiter 3. februar og derefter højere på himlen.

Om artiklens forfattere

Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.

I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.

De står bag bogen 'Det levende Univers' og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet 'Stubberne'.

Mælkevejen trækker spor hen over himlen

I vinterens mørke og klare nætter træder Mælkevejen tydeligere frem som et lysende bånd hen over himlen.

På himlen i syd kunne man begynde med at kigge højt på himlen - lidt vest for Zenith og nær den klare stjerne Capella i Kusken.

Mælkevejsbåndet strækker sig nu nedad over himlen gennem stjernebillederne tvillingerne og Tyren og videre mellem stjernebillederne Lille Hund og Orion mod Store Hund med himlens klareste stjerne, Sirius, hvor Mælkevejen under gode betingelser kan følges hele vejen ned til horisonten.

På den nordlige himmel går sporet fra Capella højt på himlen og ned efter gennem stjernebillederne Cassiopeia, der ligner et W, Andromeda og Cepheus og videre ned mod Svanen nær horisonten.

Nu bor vi jo midt i Mælkevejen, og det er bestemt ikke let, ud fra det smukke lysende bånd hen over himlen, at finde ud af, hvordan Mælkevejen i virkeligheden ser ud, hvis man ser den på stor afstand udefra.

Det har også taget lang tid for astronomerne at få form på Mælkevejen.

Lad os se lidt på den historie.

Mælkevejen tager form

Navnet Mælkevejen er inspireret af den græske mytologi, hvor det lysende spor på himlen blev set som mælkestrømmen fra gudernes dronning Hera, der nærede guderne som små.

Mælkevejen vores galakse set fra Jorden

Selv om Mælkevejen set fra Jorden er et smukt syn, giver det ikke meget fornemmelse af, hvordan Mælkevejen ser ud i virkeligheden - set udefra i stor afstand. (Foto: Shutterstock)

Galileo Galilei (1564-1642) var den første astronom, der så på himlen gennem en kikkert, og han opdagede, at Mælkevejens lysende bånd dækkede over ’myriader af stjerner, som ikke hidtil har været kendt’.

Det har været en lang vej at nå fra disse spredte observationer af Mælkevejens lysende bånd og frem til det nuværende billede af Mælkevejen som en spiralgalakse blandt de utallige af universets andre galakser. 

William Herschel tæller stjerner og sætter Solen i centrum af Mælkevejen

Med kikkertens hjælp kom astronomerne videre i deres studier af Mælkevejen.

Den første, der satte sig for at kortlægge Mælkevejen ved hjælp af stjernetællinger, var den engelske astronom William Herschel (1738-1822).

William Herschel Mælkevejen kort over stjerner Solen i centrum midten

William Herschel var den første, der studerede Mælkevejen med sin kikkert, for at finde ud af hvilken form den havde, og hvor i Mælkevejen vi boede. (Maleri: National Portrait Gallery/CC0 1.0)

Herschel talte stjerner i udvalgte områder på himlen og nåede frem til, at der stort set er lige mange stjerner i alle retninger.

På grundlag af sine observationer sluttede Herschel, at Mælkevejen måtte være en ø af stjerner med Solen i enten i centrum, eller i hvert fald meget nær centret.

Forklaringen var, at Herschel kun var i stand til at kortlægge et ganske lille område af Mælkevejen med en udstrækning på nogle få tusinde lysår centreret omkring Solen.

Herchels model holdt dog i næsten 100 år, helt op til begyndelsen af det 20. århundrede. Det skyldes især, at den berømte astronom Jacobus Kapteyn så sent som 1922 publicerede en model af Mælkevejen baseret på hans egne stjernetællinger – og den viste også, at Solen måtte være meget tæt på centret.

Det var så også sidste gang, Solen havde en så central plads i et verdensbillede.

William Herschel Mælkevejen kort over stjerner Solen i centrum midten

William Herschel var også den første, der forsøgte at kortlægge Mælkevejen. Det gjorde han ved omhyggeligt at tælle stjerner i udvalgte områder på himlen. Han kom frem til, at der var lige mange stjerner i alle retninger. Herschel sluttede derfor, at Solen måtte befinde sig i eller i hvert fald meget tæt på Mælkevejens centrum - den lille sorte prik i midten af tegningen. (Tegning: William HerschelCC0 1.0)

Kuglehobene viser, at Solen er langt fra Mælkevejens centrum

Med stadigt større og bedre teleskoper afdækkede vi gradvist Mælkevejens sande opbygning.

Således viste observationer over fordelingen af Mælkevejens mange kuglehobe, at Solen ligger meget langt fra centrum.

Solen befinder sig i virkeligheden i de ydre områder af Mælkevejen i en afstand på godt 27.000 lysår fra centret, og den kredser med sine planeter om Mælkevejens centrum med en omløbstid på omkring 220 millioner år - også kaldet et galaktisk år.

Mælkevejen kinesisk legende Vega Altair

Ifølge en kinesisk legende er Mælkevejen skabt af himlens hersker som en lysende flod hen over himlen. Floden skulle adskille to elskende symboliseret ved stjernerne Vega og Altair. De to stjerner har naturligvis haft andre navne i den kinesiske legende. (Maleri: Dublin: Chester Beatty Library/CC0 1.0)

Radioastronomerne opdager Mælkevejens spiralarme

Det var først, da radioteleskoperne omkring 1950 kom ind i astronomien, at vi blev i stand til at kortlægge Mælkevejen så godt, at også spiralarmene trådte frem.

Andromeda stjernebilledet M31

Andromeda-galaksen med katalognummeret M31 har sit navn efter stjernebilledet Andromeda, hvor galaksen kan ses som en lille tågeklat blandt de øvrige stjerner på en klar og mørk aften. På himlen rækker Mælkevejsbåndet også hen over stjernebilledet Andromeda. (Kort: Torsten Bronger/CC BY-SA 3.0)

Og i dag ved vi så, at vi bor det ydre af en spiralgalakse med en udstrækning på omkring 100.000 lysår.

Andromeda-galaksen er dobbelt så stor som Mælkevejen

Mælkevejen er en pænt stor galakse, men dog ikke helt så stor som vores nærmeste nabogalakse, Andromeda-galaksen, der på himlen befinder sig i stjernebilledet Andromeda.

Efter de bedste skøn er Andromeda-galaksen i udstrækning godt dobbelt så stor som Mælkevejen og rummer omkring dobbelt så mange stjerner.

Hvis vi gerne vil have oplevelsen af at se, hvordan vores egen galakse ser ud udefra, så er det en god ide netop at ty til de mange flotte billeder af Andromeda-galaksen.  For i opbygning ligner de to galakser hinanden.

Andromeda-galaksen nabo-galakse

Så flot ser vi vores nærmeste galakse nabo, Andromeda-galaksen på himlen. Vores egen Mælkevej ville se nogenlunde sådan ud, hvis vi kunne se den på afstand. Andromeda-galaksen befinder sig godt 2,5 millioner lysår borte. (Foto: David (Deddy) Dayag/CC BY-SA 4.0)

Mælkevejens centrale sorte hul

I nyere tid er vi blevet klar over, at Mælkevejen i lighed med de fleste galakser har et sort hul i centret.

Det har taget tid at finde ud af det. For i det synlige lys er Mælkevejens centrale dele fuldstændig skjult for os, da de befinder sig bag store og meget tætte skyer af gas og støv.

Det var først, da man blev i stand til at studere området i andre bølgelængder som infrarødt lys og i radioområdet, at det blev klart, at der for det første er en meget stor tæthed af stjerner inde ved centret på mere end 1.000 stjerner per kubiklysår.

Stjerner i bevægelse omkring Mælkevejens centrum med det sorte hul - betegnet Sagittarius A* - baseret på observationer fra 2021. (GIF: European Southern Observatory/CC BY-SA 4.0)

Det er en million gange den tæthed, vi finder i Solens omegn.

Men da man så i de senere år med stor omhu og præcision fik målt hastigheder for nogle af disse stjerner i deres baner omkring centret, blev det klart, at deres bevægelser var styret af en så stor central masse, at der kun kunne være tale om et sort hul.

Stjerne SMælkevejens centrum

Stjernen med betegnelsen S2 er en af mange stjerner, der i stor fart bevæger sig rundt om det sorte hul i Mælkevejens centrum. I 2018 rundede den sit nærmeste punkt til det sorte hul - med en fart på over 25 millioner km/h. Afstanden til det sorte hul var 120 x Jordens afstand fra Solen. (Tegning: ESO/CC BY 4.0)

Ud fra stjernernes bevægelser og hastigheder, der rækker typisk fra 1.500 km/s og op til omkring 12.000 km/s, har det været muligt at lave et skøn på det sorte huls størrelse og masse.

Og herved er astronomerne kommet frem til, at der i Mælkevejens centrum befinder sig et sort hul med en udstrækning på omkring 24 millioner km og en masse på cirka 4 millioner solmasser.

Billede af Mælkevejens sorte hul er måske på vej

Det vakte behørig opsigt, da vi i april 2019 fik det første billede af et sort hul i galaksen M87, der befinder sig 55 millioner lysår borte.

Billedet var dannet gennem flere års observationer af det store kompleks af teleskoper, der går under navnet EHT, som står for Event Horizon Telescope. Event Horizon er den ydre rand af et sorte hul.

M87 første foto af sort hul

Det første og meget berømte billede fra april 2019 af det sorte hul i galaksen M87, 55 millioner km borte. Klik her for at zoome ind. (Foto: EHT)

Efter den første succes har EHT astronomerne arbejdet på, at vi inden længe også skulle få et billede af vor egen galakses sorte hul.

Det har dog været en vanskelig proces, der trækker lidt i langdrag, fordi så meget skygger for udsigten til Mælkevejens centrum. 

Selv om M87 ligger så langt borte, var der den store fordel, at man så at sige kikkede ned fra oven i den store galakses centrale dele med god udsigt til det sorte hul.

Annonce

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.

Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om det bizarre havdyr her.

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med over en halv million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk