Så kom vi ind i det nye år med januar som den midterste vintermåned. Hvis vejret ellers vil være med os, kan vi se frem til lange, mørke nætter - lige egnet til stjernekiggeri!
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen 'Det levende Univers' og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet 'Stubberne'.
Og der er som altid noget at komme efter.
Vinterhimlens stjernebilleder folder sig ud i al deres pragt, og vi kan se frem til en god klassisk stjerneskudssværm på himlen i nord. Og så er der jo planeterne - i denne måned især Jupiter, Saturn og Mars.
Den Internationale Rumstation, ISS, har også synlige passager hen over landet fra 19. januar og måneden ud.
Et par gode og lidt længere passager er 26. januar, cirka klokken 18.37 – 18.42 fra Sydvest mod Sydøst, hvor ISS-sporet ender nær stjernebilledet Orion. Det samme er tilfældet 30. januar, cirka klokken 18.40 – 18.45, endnu engang Sydvest-Sydøst.
Du kan i øvrigt følge passagerne her.
Jorden kommer nærmest Solen i januar
4. januar passerer Jorden perihel, som er det nærmeste punkt til Solen i løbet af Jordens årlige bane rundt om Solen.
Afstanden til Solen er da godt 147 millioner kilometer. Middelafstanden til Solen er 150 millioner kilometer, også kaldet 1 AE - for astronomisk enhed.
Enheden AE benyttes af praktiske grunde ofte som afstandsenhed i Solsystemet, fordi det gør det lettere at forestille sig afstande, når man kan sammenligne med Jorden. Således er Jupiter 5 AE borte, mens dværgplaneten Pluto svinger mellem 49 AE og 29 AE i sin lidt aflange bane om Solen.
Når Jorden er nærmest Solen, modtager vi knap 7 procent mere sollys. Det er ikke meget, men det betyder dog, at vinteren ikke bliver helt så kold, som den ellers kunne blive.
Den virkelige årsag til årstiderne er jo Solens højde hen over himlen. Ved vintertide på den nordlige halvkugle står Solen lavt på himlen - omkring 10,5 grader over horisonten ved middagstid.
På den sydlige halvkugle, hvor det nu er sommer, betyder mødet med perihel, at sommeren bliver en smule varmere end ellers.
\ Læs mere
Planeterne og Månen
Det er nymåne 2. januar og fuldmåne ved midnatstid natten til 18. januar.
Mars er morgenstjerne og står hele måneden op tæt på klokken 6.30 - et par timer før solopgang. Den står dog lavt på himlen i Sydøst. Bedste tidspunkt for at fange Mars er nok omkring klokken 7, hvor det endnu er mørkt.
\ Om serien 'Kig op'
'Kig op' er en serie, der i starten af hver måned zoomer ind på de vigtigste astronomiske begivenheder på himlen og ude i rummet.
Nogle af disse begivenheder vil blive uddybet i selvstændige artikler, som bringes i løbet af måneden
Følg også med i serien 'Rumfarten', der i starten af hver måned giver dig en oversigt over de vigtigste aktuelle rumfartsnyheder.
Her er decembers installationer i serierne:
Planeterne Merkur og Venus er begge tæt på Solen - både ved opgang og nedgang, så de er ikke lette at få øje på det meste af måneden.
Der er dog nogle dage sidst på måneden, omkring 20. til 31. januar, hvor Venus kan ses omkring klokken 7 i Sydøst sammen med Mars - begge står dog lavt på himlen. Mellem 25. til 28. januar har vi samtidig Månen på himlen.
Jupiter og Saturn er aftenstjerner. Begge planeter står op i løbet af formiddagen og går ned efter solnedgang. Saturn står dog lavt på aftenhimlen og går sidst i januar ned allerede omkring 17.30.
Et godt bud for at holde øje med de to planeter er 5. til 7. januar omkring klokken 17, hvor Jupiter og Saturn kan ses på himlen i Syd-Sydvest sammen med et smalt månesejl.
5. januar står Månen mellem Jupiter og Saturn, 6. januar er Månen rykket op nær Jupiter, mens den står lidt højere på himlen 7. januar.
17. januar står Månen i en fin position lige under de to stjerner Castor og Pollux i Tvillingerne på himlen i Øst–Sydøst, fra mørkets frembrud og ud på aftenen. Det er jo tæt på fuldmåne, som indtræffer allerede dagen efter.
Vinterhimlen i nord i januar: Nogle stjernebilleder går ikke ned
Retter vi blikket mod himlen fra lavt i nord og op mod Zenith, er der udsigt til en række klare stjernebilleder, der bevæger sig hen over himlen i nattens løb.
Når jordkloden drejer sig fra vest mod øst, ser det for os ud, som om himmelkuglen med stjernebillederne drejer sig den modsatte vej rundt.
Det betyder, at nogle stjernebilleder aldrig går ned.
Stjernebillederne kan ses i nattens løb, mens de drejer sig rundt om himlens nordpol, der ligger tæt på vores klare Polarstjerne.
En del af stjernebillederne er cirkumpolare, hvilket vil sige, at de er så højt på himlen, at de aldrig går ned i deres drejning om himmelpolen.
Det gælder stjernebilleder som Lille Bjørn - med Polarstjernen - samt Dragen og Store Bjørn med Karlsvognen.
I retning vest for Polstjernen kan nævnes Cepheus, Cassiopeia og Perseus.
Kusken og Geden
Højt på himlen nær Zenith finder vi Auriga - på dansk Kusken - med den klare stjerne Capella.
Stjernebilledet har i den græske mytologi navn efter kusken og helten Erichthonius, der var opdraget af Athene.
Han var kusk på en vogn med fire heste spændt for, der var skabt i billedet af ’Solens vogn’. For denne vogn og for sine heltegerninger blev han af Zeus anbragt på himlen.
Den klareste stjerne i Kusken er Capella, hvis navn vel næsten får en til at tænke på en prinsesse.
Det er hun nu ikke. Hun er en ged - Capella er det latinske ord for en ged.
I mytologien repræsenterede stjernen geden Amalthea, som selveste Zeus diede hos. Stjernen kaldes derfor også for Gedestjernen.
På himlen nær ved Capella ses tre små klare stjerner, der naturligt nok har fået navnet ’the kids’ eller Capellas gedekid.
Capella er en firedobbelt stjerne
Capella er den sjette klareste stjerne på himlen. Den befinder sig knap 43 lysår borte.
Capella er i sig selv et firedobbelt stjernesystem, der består af to dobbeltstjernepar, Capella Aa og Capella Ab, samt Capella H og Capella L.
Capella Aa og Ab er to klare gule kæmpestjerne, begge med en masse omkring 2,5 gange Solens. De to stjerner kredser om hinanden i en afstand som mellem Solen og Venus.
Capella H og Capella L er et par små røde dværge, der kredser i stor afstand om de to hovedstjerner. I vores solsystem ville de befinde sig helt ude i Oortskyen.
Vinterhimlen i syd i januar
Nu er stjernebilledet Orion for alvor kommet frem på vinterhimlen i syd.
Orion er stået op ved mørkets frembrud og står fint på himlen det meste af natten. Vi kan nikke genkendende til de to klare stjerner, den røde Betelgeuse øverst i Orion, og den klare hvide Rigel ved Orions fod.
Midtvejs ligger de tre bæltestjerner og Orions sværd, hvor man med en mindre kikkert let kan få øje på den kendte Oriontåge, hvor der dannes nye stjerner.
Orion er hele vejen rundt omgivet af en række klare stjernebilleder. Lidt under og øst for Orion finder vi Den Store Hund, der let kendes på Sirius, der med sin afstand på knap 9 lysår er himlens klareste stjerne.
Lidt højere på himlen og en smule længere mod øst har vi Den Lille Hund, hvis klareste stjerne er Prokyon. Vi er nu lige ud for Betelgeuse i Orion.
Lidt højere oppe på himlen følger Tvillingerne med de to klare stjerner, Castor og Pollux, der blev omtalt i forbindelse med decembers stjerneskud.
Det topper ved stjernebilledet Kusken med den klare hvide Capella, som med sin beliggenhed nær Zenith er med både på nord- og syd himlen.
Vi fortsætter buen rundt om Orion nu på den vestlige side, hvor vi møder Tyren, som krigeren Ori-on retter sit sværd i mod. Tyrens røde øje er kæmpestjernen Aldebaran, der ligger kun 65 lysår borte.
Rundturen slutter ved den klare hvide stjerne Rigel i Orions fod.
Vinterhimlens store stjerne-ellipse
Man kan nu forestille sig en stor ellipse, der udbreder sig hen over himlen gennem disse seks klare stjerner:
Sirius, Prokyon, Castor, Capella, Aldebaran og Rigel.
Den kaldes ofte for Himlens Vinter-Ellipse, på engelsk kaldet Winter Hexagon eller Winter Circle. Andre ser en sekskant i de klare stjerner. Det giver anledning til navnet Vinter Hexagonen.
Hvis man nu synes, at Betelgeuse ikke kan undværes i det fine selskab, så udvider man blot med en stjernetrekant, der går fra Sirius ind over Betelgeuse og ud til Prokyon.
Kvadrantiderne - januars stjerneskudssværm
De første knap to uger af januar er der udsigt til stjerneskud fra Kvadrantiderne. Sværmen er mest intens omkring 3. og 4. januar, hvor det er mulighed for ganske mange og ofte klare stjerneskud. Da det er nymåne 1. januar, kommer månelys ikke i vejen for oplevelsen.
Kvadrantiderne har deres navn efter stjernebilledet Quadrans Muralis, der på dansk hedder Murkvadranten. På himlen i nord finder vi Murkvadranten - med radianten for stjerneskuddene - et stykke under Store Bjørn, mellem Dragen og Bootes.
Murkvadranten er navnet på et astronomisk sigteinstrument, der især blev brugt før opfindelsen af kikkerten.
Tycho Brahes murkvadrant
Tycho Brahe, der selv opfandt og byggede sine instrumenter, opførte i 1582 en stor murkvadrant på sit observatorium Uranienborg på øen Hven.
Murkvadranten blev brugt til positionsbestemmelser af stjernerne. Tycho Brahe noterede, hvornår stjernerne kulminerede, altså passerede deres højeste punkt i bevægelsen hen over himlen.
Tycho Brahe var den sidste store astronom, der observerede uden brug af kikkert.
\ Læs mere
Kvadrantiderne stammer fra udbrændt komet
I 2003 kom astronomerne frem til, at kilden til Kvadrantiderne med stor sandsynlighed er en tidligere komet eller måske en asteroide.
De to muligheder er en komet, der blev set af kineserne i 1490, og som derfor har betegnelsen komet C/1490 Y1, samt asteroiden 2003 EH1. Navnet viser, at asteroiden først blev opdaget for 18 år siden.
Går vi tilbage til Ming Dynastiets historie omkring 1490, finder vi følgende beretning, som godt kan være en beskrivelse af nedslag fra resterne af en komet eller asteroide:
Sten faldt som regn fra himlen i Ching-Yang distriktet. Nogle var store som gåseæg, andre som vandkastanjer. Flere end 10.000 mennesker blev ramt og døde. Folk flygtede i stort tal bort fra området.
Ukendt
Det er dog tvivlsomt, om beretningen direkte har noget med kvadrantiderne at gøre, da kvadrantiderne finder sted i januar, og den beskrevne hændelse i marts eller april 1490. Men beretningen viser, at kineserne holdt godt øje med himlen allerede dengang.
En så voldsom hændelse er dog en sjældenhed. Vi kan vel i nyere tid bedst sammenligne den med Tunguska-hændelsen over Sibirien 30. juni 1908.
Her eksploderede en stor meteorit i atmosfæren over Tunguska-området midt i Sibirien.
Da det var et øde område, omkom ingen mennesker, men ødelæggelserne var omfattende.
Massevis af rensdyr omkom, og op mod 80 millioner træer blev væltet omkuld. Varmen fra eksplosionen kunne mærkes i den nærmeste by godt 60 kilometer borte. Og selve braget kunne høres 1.000 kilometer derfra.
Man skønner, at eksplosionen var mindst 185 gange stærkere end Hiroshima-bomben, og rystelserne i jordskorpen blev registreret så langt borte som i England.
Også her i Danmark blev der meldt om lysende natteskyer i nætterne efter nedslaget. Vi har endda en øjenvidneberetning i vores egen familie om disse lyse skyer på nattehimlen.
Læs mere om nedslaget i artiklen Forskere: Vi har løst historiens største UFO-mysterium.
