Der er rigeligt af atombrændstoffet uran tilbage.
Så meget, at topforskere fra Massachusetts Institute of Technology (MIT) ligefrem kalder det en fejl, hvis verdens store lande vælger at se bort fra atomkraft som energikilde. Det fremgår af en rapport fra netop MIT, der kommer med en lang række forslag til, hvordan atomenergi kan udnyttes bedre.
Rapporten konkluderer blandt andet:
»Der er ikke mangel på uranressourcer i en sådan grad, at det vil begrænse muligheden for at bygge atomkraftværker i dette århundrede.«
Affaldssystemet er akilleshælen
Rapporten gør op med mange års myter om, at der er knaphed på uran, og at atomkraft derfor vil være en dødssejler.
I stedet understreger de, at det er nødvendigt, at udvide forskningen i kraftværkernes affaldssystemer. I øjeblikket bliver uranet brugt én gang, og restproduktet, der er radioaktivt, bliver så lagret enten i miner eller i andre former for sikrede beholdere.
MIT-forskerne foreslår i stedet at bygge reaktorer, der kan genbruge det radioaktive affald, men indtil videre er alle modellerne kun på forsøgsbasis.
Charles Forsberg, atomfysiker og medforfatter på rapporten, mener at det er vigtigt, ikke at forhaste opbygningen af nye kraftværker, men at der i stedet skal investeres i forskning.
»Vi har brug for at finde ud af, om brugt brændstof er affald eller en ekstrem værdifuld ressource,« siger han og forsvarer dermed MITs forslag om at fordoble investeringen i atomenergiforskning til en milliard dollars i USA.
Nok til 1.000 reaktorer de næste 50 år
Den seneste rapport er blot én ud af tre, hvoraf den først udkom i 2003. Allerede dengang konkluderede forskerne, at mængden af uran var større end forventet. De fandt blandt andet ud af, at videnskabens opjustering af antallet af uopdagede uranreserver steg hurtigere end forbruget i kraftværkerne.
Både i første og anden udgave fra 2009 konkluderede forskerne, at der er omkring 13 millioner ton uran tilbage på Jorden – nok til at holde 1.000 reaktorer kørende i et halvt århundrede.
Ifølge European Nuclear Society er der i øjeblikket 438 reaktorer i drift på verdensplan og 61 under opbygning.