Den er verdensberømt som et 'levende fossil', der ikke har forandret sig i millioner af år. Nu viser dansk forskning, hvordan den ganske særlige fisk evner at svømme med hovedet nedad.
I 1938 fik en sydafrikansk fisker en sensation i sit net: Han fangede et eksemplar af 'den blå fisk', som ifølge videnskaben havde været uddød i 66 millioner år.
Siden har den blå fisk, eller coelacanthen, som den kaldes inden for forskningsverdenen, stået som et ikon for såkaldt levende fossiler. Altså arter, der har været til stede på kloden i mange millioner år, og som er mere eller mindre uforandrede i dag.
Den blå fisk lever på meget store havdybder. Et af dens mange spøjse kendetegn er, at den af og til jager ved at svømme med hovedet nedad lige over havbunden i håb om at fange blæksprutter og fisk.
Nu har et dansk forskerhold med medlemmer fra Københavns Universitet og Aarhus Universitet givet den blå fisk en tur i en CT- og en MR-skanner på Skejby Sygehus.
»Denne fisk er ikonisk, enormt sjælden og stadig omgærdet af en masse mystik,« udtaler lektor Peter Rask Møller i en pressemeddelelse og forklarer, hvorfor den er så gådefuld:
»Fordi den lever i undersøiske klippehuler på 150 til 200 meters dybde, er den svær at observere i live. Og da mange af de få eksemplarer, der er blevet samlet gennem årene, er skåret i småstykker, har der været brug for at tage nye metoder i brug, for at blive klogere på hvordan den lever. Nu ved vi lidt mere.«
Kilde: Københavns Universitet
Peter Rask Møller arbejder som kurator på Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet, og medforfatter til det studie, som undersøgelserne er mundet ud i.
Det individ af den blå fisk, som ligger til grund for det nye studie, stammer fra farvandet omkring Comorerne i Det Indiske Ocean og er arten Latimeria menadoensis. Den har været opbevaret på Zoologisk Museum i København i 60 år.
Kilde: Københavns Universitet
Resultatet af forskningen er, at forskerholdet nu kan give et bud på, hvad der gør den blå fisk i stand til at jage, mens den selv står på højkant i vandsøjlen.
Det handler om, hvordan knoglemineral og fedt er fordelt i fiskens krop.
»Vi opdagede, at den blå fisk har et specielt skelet med meget knoglemasse i hoved og hale, mens der næsten ikke er nogen ryghvirvler,« forklarer lektor Henrik Lauridsen fra Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet, studiets førsteforfatter, i pressemeddelelsen.
»Det er ret unikt. Fordi de tunge dele er i enderne af fisken, er det nemt for den at stå med hovedet nedad. Så balancepunktet er en fordelagtig mekanisme for dens levevis,« uddyber han.
På Skejby Sygehus er MR-skanneren blevet brugt til at analysere fedtindholdet i organerne hos den blå fisk. Ud fra dette er det muligt at beregne fiskens opdrift.
Hvor meget opdrift, en fisk har, hænger sammen med, hvilken havdybde den normalt lever på.
CT-skanneren er blevet brugt til at se, hvor knoglerne i den blå fisk befinder sig. Blandt andet kan forskerne se, at fisken mangler ryghvirvler.
En af de internationale forskere, der har stor viden om den blå fisk, er doktor Karen Hissmann. Til dagligt er hun biolog og forsker på det oceanografiske forskningscenter GEOMAR i Kiel i Tyskland.
Hun har tidligere observeret den blå fisk i dens naturlige omgivelser ved øgruppen Comorerne i Det Indiske Ocean og ud for Sydafrikas kyst som del af et tysk forskerhold.
Karen Hissmann kalder det nye studie for »storartet«, omend hun i sin e-mail til Videnskab.dk er hurtig til at fremhæve en pointe:
»Den blå fisks normale position i vandet er vandret. Nogle gange vender den bugen i vejret i sin hule, hvilket ikke er ualmindeligt for huleboende fisk. Når den jager, sker det ikke udelukkende med hovedet nedad nær havbunden. Den kan også jage og fange bytte, når den er vandret,« skriver hun og føjer til:
»For en som mig, der havde det privilegium at se og observere den blå fisk med mine egne øjne i dens naturlige omgivelser ombord på en bemandet undervandsbåd, er det altid rart at lære mere om dyret.«
»Vi observerede, at fiskene altid var velafbalancerede, ligegyldigt hvor smalle og overfyldte deres huler var, men vi kunne ikke præcist forklare hvorfor,« fortæller hun.
»Henrik Lauridsen og hans kolleger kan nu vise, hvorfor disse store og massive fisk er så velafbalancerede og flydende, og hvordan de kan holde deres position i vandet med et meget lille energiforbrug. Det er fantastisk.«
Den benyttede metode er samtidig værdifuld i den forstand, at man kan undersøge kostbare og sjældne museumseksemplarer af truede arter, uden at man behøver at ødelægge dem.
»Det viser, at der er et ganske stort videnskabeligt potentiale i samlings- eller museumseksemplarer, hvis nye idéer og metoder tages i anvendelse. CT- og MR-skannere er dyre og derfor ofte ikke tilgængelige inden for biologisk grundforskning,« lyder det fra Karen Hismann.
»Det er derfor meget rart, at forskerne, som er baseret på institutioner med forskellige discipliner, kan samarbejde om deres studie med medicinale afdelinger, der driver disse store og teknisk komplekse systemer.«
Forskerne bag det nye studie peger på to oplagte muligheder for videre forskning.
Dels vil man gerne forsøge at finde ud af, hvor den blå fisk føder sine unger. For den har en drægtighedsperiode på hele fem år og er i dag en sjældenhed.
Så hvis det kunne lykkes at analysere fordelingen af knogler og fedt i et foster, ville det ifølge forskerne være muligt at finde ud af, hvilken havdybde ynglen var tilpasset til at leve på.
Den viden kunne så bruges til at finde ud af, hvordan man bedst kan beskytte den blå fisk.
Karen Hissmann fra forskningscentret i Kiel er enig og ser blandt andet perspektiver for en velsmagende, men ligeledes truet fisk.
»Undersøgelser af opdrift hos ål (Anguilla anguilla) for eksempel ville hjælpe med at løfte mysteriet om deres gydesteder. Ål er vigtige kommercielle fisk. Deres bestand er desværre i konstant tilbagegang på verdensplan,« påpeger hun.
Den andet forskningsområde, som ifølge studiet forfattere kunne være værd at dykke ned i, er, hvilke havdybder andre organismer lever på.
Her kan metoden, som er blevet benyttet i forbindelse med den blå fisk, coelacanthen, genbruges.
»I stedet for at gå ud at fange nye coelacanther, som jo er både sjældne og fredede, giver de moderne skanningsteknikker os mulighed for at udføre nye spændende analyser, selvom dyret har ligget i sprit i mange år,« siger Peter Rask Møller.
»At have museumssamlinger af sjældne dyr er jo nærmest som at komme ind i verdens bedste vintage-butik, hvor der findes det vildeste genbrugsguld, som ikke længere kan opstøves som nyt.«
Det nye studie er i august 2022 blevet udgivet i det videnskabelige tidsskrift BMC Biology.
