Det er svært at gennemskue, om en kvinde hele tiden lyver. Eller om hun er stolt af at være dansker. Det er nemlig umuligt at se på et menneskes ydre, hvordan dets personlighed er. Men for 150 år siden var mange videnskabsmænd overbeviste om, at det faktisk kunne lade sig gøre.
Videnskabsmændene mente, at forskellige personlighedstræk – humor, musikalitet, fædrelandskærlighed og ordenssans – sad på helt faste steder i hjernen. Hvis man for eksempel var en sand joke-cracker, var hjernens 'humor-område' så stort, at det pressede en bule ud på kraniet.
Så ved at måle størrelsen på folks kraniebuler, kunne videnskabsmændene meget præcist afgøre, hvor veludviklede forskellige personlighedstræk var hos et menneskes. De kaldte videnskaben for 'frenologi'.
»Det var jo fantastisk! Blot ved at måle på kraniet kunne videnskabsmændene forudsige, om en mand var en stor samfundsborger eller en stor-forbryder. Men i virkeligheden tog forskerne fejl. Andre videnskabsmænd afslørede efter mange år, at teorien overhovedet ikke holdt.«
»Det er faktisk derfor, vi skal stole på videnskaben: Videnskabsfolk holder hele tiden øje med hinanden. På den måde retter de fejl i forskningen, så vi hele tiden har de mest troværdige resultater,« siger Claus Emmeche, leder af Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier ved Københavns Universitet.
Videnskabelig metode førte til frenologiens fald
Frenologien er i dag død og begravet – takket være de kritiske videnskabsfolk. De ville nemlig have, at frenologien blev tjekket efter med den naturvidenskabelige metodes principper. Ifølge principperne skal man til hver en tid kunne nå det samme resultat, når man gentager et forsøg. Det kunne frenologerne ikke.
De kunne sagtens finde fem musikalske mænd, der havde 'musikalitet-buler' over øret. Men når de undersøgte 100 tilfældige mænd med den samme slags buler i kraniet, viste det sig, at nærmest ingen af dem var musikalske.
»Frenologien levede ikke op til den moderne videnskabs vigtigste krav: En systematisk metode, der gang på gang viser den samme sammenhæng,« siger Claus Emmeche.
Derfor skal vi stole på videnskaben
Kranie-videnskaben blev altså stemplet som uvidenskabelig, fordi
- den byggede på en spekulativ hypotese om, at der er en sammenhæng mellem formen på et menneskes kranie og menneskets forskellige personlighedstræk – en hypotese, som ikke kunne eftervises via den naturvidenskabelige metodes principper
- hypotesen blev afsløret som fejlagtig, fordi kritiske videnskabsfolk afslørede, at den ikke holdt.
Rent faktisk er det de to grunde til, at vi skal stole på videnskaben:
1. De videnskabelige metoder sørger for, at videnskabelige undersøgelser bliver udført på en holdbar måde.
\ Fakta
Selvom frenologien blev kasseret, lever nogle af frenologernes idéer utroligt nok stadig i nutidens hjernevidenskab. Mange forskere er overbeviste om, at hjernen er delt op i særlige centre, hvor de forskellige mentale evner findes. Vi har for eksempel et center for kærlighed, for motorik og for medfølelse. Men til forskel fra frenologerne tror nutidens forskere ikke, at man kan måle centrenes størrelse udenpå kraniet.
2. Alverdens videnskabsfolk holder øje med hinanden og sørger for, at metoderne er i orden, og at de altid bliver fulgt.
(I videoen kan du se, hvordan videnskabsfolk holder øje med hinandens forskning.)
Forskernes fællesskab kan tage fejl
'Ja, ja', tænker nogen sikkert. 'Det er fint nok, at videnskabelig metode og fællesskabet af videnskabsfolk kan garantere forskningens videnskabelighed. Men hvad hvis fællesskabet tager fejl?'
Det er der faktisk mange eksempler på. Det tog for eksempel mere end 50 år, før frenologien blev smidt på møddingen – i mange år tog videnskaben fejl og troede, at frenologien faktisk var videnskabelig.
Siden er det ikke blevet meget bedre. I nutiden kan vi den ene dag læse, at katte giver dig astma. Den næste dag, at de forebygger astma. Og begge dele er blevet bevist af videnskabsfolk.
Videnskaben giver det bedste bud på, hvad der er rigtigt
Forskning foregår i fællesskaber, hvor forskerne kritiserer hinanden inden for de forskellige fagfelter – fysik, dansk, historie, musik og så videre.
Claus Emmeche
Sandheden er desværre, at sådan er det bare med videnskab. Vi kan faktisk aldrig være 100 procent sikre på, at videnskabsfolkene har ret, når de præsenterer noget ny forskning. Men forskningsresultater er alligevel verdens bedste bud på, hvordan tingene hænger sammen.
»Det skyldes, at videnskabsfolkene kan kommunikere med hinanden. Så længe de kan det, kan fejlene også blive opdaget. En totalt isoleret forsker kan ikke lave ordentlig forskning – der skal et kollektiv ind over,« siger Claus Emmeche.
Det er da også kollektivet, der skal finde ud af, hvem af de to katte-forskere, som har ret. Begge har de fremlagt deres argumenter for hinanden og deres kollegaer. Hver for sig ser resultaterne umiddelbart ud til at holde. Men når de to konklusioner er offentlige, kan nye kloge hoveder undersøge dem nærmere.
Med tiden vil flere nye resultater underbygge den ene konklusion, imens den anden vil blive glemt. Det betyder, at skaden ved at tage fejl ikke behøver at vokse sig stor. Som i eksemplet med frenologien, kommer der på et tidspunkt nogle nye kloge hoveder til, som retter misforståelserne. Det eneste, det kræver, er tid, videnskabelige metoder og kritiske videnskabsfolk.
\ Peer-review
Forskerne har sat deres kritik af hinanden i system. De kalder det 'peer review'.
Hver gang en forsker har gjort en opdagelse, skal den dokumenteres i en videnskabelig artikel. I artiklen fortæller forskeren om resultatet, og hvilken metode, han brugte.
Artiklen sender videnskabsmanden til redaktøren på et videnskabeligt tidsskrift. Tidsskriftet sender artiklen videre til nogle af forskerens kollegaer. Inden for nogle videnskabelige traditioner bliver det holdt hemmeligt, hvem der har skrevet og hvem som læser artiklen. Andre har tradition for, at det er en åben proces.
De kritiske kollegaer ser nu efter, om videnskabsmanden har fulgt metoden rigtigt – og om resultaterne ser fornuftige ud.
Hvis de kritiske kollegaer finder den mindste fejl, skal artiklen skrives om, så det er tydeligt, at han har brugt sin metode korrekt. Kan han ikke gøre kollegaerne tilfredse, kommer forskningen aldrig ud.
\ Metode
En metode er en fast fremgangsmåde, som man bruger, når man vil lave en særlig type undersøgelse.
Der er forskel på, om du vil undersøge det politiske budskab i et partiprogram eller hvorvidt Higgs partikel eksisterer. Derfor bruger forskere fra forskellige fagtraditioner – i det her tilfælde humaniora og naturvidenskab – forskellige slags metoder.
På universitetet bliver der tænkt utroligt meget over de metoder, forskerne bruger. Det er nemlig metoden, der sammen med den teoretiske ramme bestemmer, hvordan du skal sætte dit fysik-forsøg op. Eller hvordan du stiller de rigtige spørgsmål til en sex-handlet kvinde fra Nigeria, så du får den mest sandfærdige beskrivelse af livet på gaden i København.
Metoden er en slags guide for din forskning. Og når andre kan se, hvilken guide, du har brugt, kan de også se, om de synes, du har grebet forskningsopgaven rigtigt an.
Metoderne er opfundet af forskere, og de bliver – ligesom forskningsresultater – hele tiden vurderet af det store fællesskab af videnskabsfolk. Finder nogen en fejl i en metode, går de kloge hoveder sammen og løser den. Derfor har forskerne hele tiden de mest troværdige metoder.
