Hvorfor skal vi stole på videnskaben?

Det er svært at gennemskue, om en kvinde hele tiden lyver. Eller om hun er stolt af at være dansker. Det er nemlig umuligt at se på et menneskes ydre, hvordan dets personlighed er. Men for 150 år siden var mange videnskabsmænd overbeviste om, at det faktisk kunne lade sig gøre.

Videnskabsmændene mente, at forskellige personlighedstræk – humor, musikalitet, fædrelandskærlighed og ordenssans – sad på helt faste steder i hjernen. Hvis man for eksempel var en sand joke-cracker, var hjernens 'humor-område' så stort, at det pressede en bule ud på kraniet.

Så ved at måle størrelsen på folks kraniebuler, kunne videnskabsmændene meget præcist afgøre, hvor veludviklede forskellige personlighedstræk var hos et menneskes. De kaldte videnskaben for 'frenologi'.

»Det var jo fantastisk! Blot ved at måle på kraniet kunne videnskabsmændene forudsige, om en mand var en stor samfundsborger eller en stor-forbryder. Men i virkeligheden tog forskerne fejl. Andre videnskabsmænd afslørede efter mange år, at teorien overhovedet ikke holdt.«

»Det er faktisk derfor, vi skal stole på videnskaben: Videnskabsfolk holder hele tiden øje med hinanden. På den måde retter de fejl i forskningen, så vi hele tiden har de mest troværdige resultater,« siger Claus Emmeche, leder af Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier ved Københavns Universitet.

Videnskabelig metode førte til frenologiens fald

Frenologien er i dag død og begravet – takket være de kritiske videnskabsfolk. De ville nemlig have, at frenologien blev tjekket efter med den naturvidenskabelige metodes principper. Ifølge principperne skal man til hver en tid kunne nå det samme resultat, når man gentager et forsøg. Det kunne frenologerne ikke.

De kunne sagtens finde fem musikalske mænd, der havde 'musikalitet-buler' over øret. Men når de undersøgte 100 tilfældige mænd med den samme slags buler i kraniet, viste det sig, at nærmest ingen af dem var musikalske.

»Frenologien levede ikke op til den moderne videnskabs vigtigste krav: En systematisk metode, der gang på gang viser den samme sammenhæng,« siger Claus Emmeche.

Derfor skal vi stole på videnskaben

Kranie-videnskaben blev altså stemplet som uvidenskabelig, fordi

• den byggede på en spekulativ hypotese om, at der er en sammenhæng mellem formen på et menneskes kranie og menneskets forskellige personlighedstræk – en hypotese, som ikke kunne eftervises via den naturvidenskabelige metodes principper
  
• hypotesen blev afsløret som fejlagtig, fordi kritiske videnskabsfolk afslørede, at den ikke holdt.

Rent faktisk er det de to grunde til, at vi skal stole på videnskaben:

1. De videnskabelige metoder sørger for, at videnskabelige undersøgelser bliver udført på en holdbar måde.

2. Alverdens videnskabsfolk holder øje med hinanden og sørger for, at metoderne er i orden, og at de altid bliver fulgt.

(I videoen kan du se, hvordan videnskabsfolk holder øje med hinandens forskning.)

Forskernes fællesskab kan tage fejl

'Ja, ja', tænker nogen sikkert. 'Det er fint nok, at videnskabelig metode og fællesskabet af videnskabsfolk kan garantere forskningens videnskabelighed. Men hvad hvis fællesskabet tager fejl?'

Det er der faktisk mange eksempler på. Det tog for eksempel mere end 50 år, før frenologien blev smidt på møddingen – i mange år tog videnskaben fejl og troede, at frenologien faktisk var videnskabelig.

Siden er det ikke blevet meget bedre. I nutiden kan vi den ene dag læse, at katte giver dig astma. Den næste dag, at de forebygger astma. Og begge dele er blevet bevist af videnskabsfolk.

Videnskaben giver det bedste bud på, hvad der er rigtigt

Forskning foregår i fællesskaber, hvor forskerne kritiserer hinanden inden for de forskellige fagfelter – fysik, dansk, historie, musik og så videre.

Claus Emmeche

Sandheden er desværre, at sådan er det bare med videnskab. Vi kan faktisk aldrig være 100 procent sikre på, at videnskabsfolkene har ret, når de præsenterer noget ny forskning. Men forskningsresultater er alligevel verdens bedste bud på, hvordan tingene hænger sammen.

»Det skyldes, at videnskabsfolkene kan kommunikere med hinanden. Så længe de kan det, kan fejlene også blive opdaget. En totalt isoleret forsker kan ikke lave ordentlig forskning – der skal et kollektiv ind over,« siger Claus Emmeche.

Det er da også kollektivet, der skal finde ud af, hvem af de to katte-forskere, som har ret. Begge har de fremlagt deres argumenter for hinanden og deres kollegaer. Hver for sig ser resultaterne umiddelbart ud til at holde. Men når de to konklusioner er offentlige, kan nye kloge hoveder undersøge dem nærmere.

Med tiden vil flere nye resultater underbygge den ene konklusion, imens den anden vil blive glemt. Det betyder, at skaden ved at tage fejl ikke behøver at vokse sig stor. Som i eksemplet med frenologien, kommer der på et tidspunkt nogle nye kloge hoveder til, som retter misforståelserne. Det eneste, det kræver, er tid, videnskabelige metoder og kritiske videnskabsfolk.