»Brace for impact.«
Det er nok en af de værste ting, man som flypassager har lyst til at høre piloten sige over højttaleranlægget. Men skulle ulykken alligevel ske, har forskningen nu fundet svaret på, hvordan et fly evakueres hurtigst, skriver ScienceAlert.
For selvom flyvning allerede er blandt de sikreste transportformer, kan den nye forskning, der er publiceret i tidsskriftet AIP Advances, hjælpe flyselskaber med at beskytte deres passagerer, hvis en ulykke alligevel finder sted, og passagererne skal evakueres.
Den amerikanske luftfartsstyrelse (FAA) har fastsat en standardtid på 90 sekunder til at forlade flyet under en evakuering.
Standardtiden er dog fastsat efter kontrollerede simuleringer, der ikke nødvendigvis afspejler virkelige forhold, såsom kaos i nødsituationer og forskellige demografiske grupper ombord på flyet.
Dette omfatter blandt andet ældre, der i øget omfang kan være ramt af mobilitetsproblemer og kognitive udfordringer.
Derfor er den mest effektive måde at evakuere et fly på – ifølge forskningen – ikke blot et spørgsmål om, hvor mange ældre der er ombord, men hvordan de er placeret i kabinen.
For skulle der for eksempel opstå brand i et fly med to motorer – en af luftfartens farligste situationer, der kan være forårsaget af kollisioner med fugle, funktionsfejl i brændstofsystemet eller hårde landinger – kan nødudgangene over vingerne ikke bruges.
Det efterlader passagererne med to muligheder: At komme ud via flyets front eller bagende.
Ved at benytte sig af forholdene i en Airbus A320 modellerede forskerne tre overordnede fordelingsmønstre af passagerer til op til 180 passagerer og simulerede evakueringstider baseret på både andelen af ældre og deres placering i kabinen – eksempelvis tæt på udgange eller mere jævnt fordelt.
Ud af i alt 27 evakueringsscenarier blev den hurtigste tid noteret til at være 141 sekunder opnået med en fordelingsplan med den laveste procentdel af ældre personer – 20 procent af passagererne – som samtidig sad ligeligt fordelt i positioner ved siden af udgangene.
Omvendt bemærkede forskerne også, at den længste tid observeret – når andelen af ældre blandt passagererne lå på 80 procent, hvor de ældre var placeret ved udgangene – gav en evakuering på 218,5 sekunder.
Og med en hastigt aldrende befolkning, er det sandsynligt, at fremtidens kommercielle flyvninger vil have flere ældre om bord.
»Vi håber, at disse resultater hjælper flyvselskaberne med proaktivt at reducere risikoen,« fortæller studiet medforfatter Chenyang Zhang til ScienceAlert og tilføjer:
»Ved at forstå, hvordan passagerfordelingen påvirker evakueringen, kan flyselskaber potentielt implementere mere strategiske sædearrangementer for at opnå optimal sikkerhed uden at gå på kompromis med den operationelle effektivitet«.
































