‘Mørketal’ har vi hørt meget om under corona-pandemien. Men videnskaben har med mørketal at gøre hele tiden.
Historikere prøver for eksempel at male et billede af fortiden, men er konstant begrænsede af alle de kilder, de ikke har fundet.
Et hold forskere, der arbejder med ridder-romaner, har i et nyt studie prøvet at bruge statistik til at kortlægge, hvor mange der er gået tabt gennem tiden.
Hvis deres statistiske model kan vise mørketal for disse værker, ville den være til stor hjælp med andre kilder også og derfor for historien generelt.
Men selvom deres resultater stemmer godt med skøn gennem andre metoder, er det i sagens natur ikke nemt at blive helt sikker på noget, man ikke ved.
Mere end 90 procent af tekster og 32 procent af værker tabt
Studiet har fokuseret på nedskrevne ridder-fortællinger fra seks lande i middelalderens Europa: Tyske, franske, engelske, hollandske, irske og islandske.
I resultaterne lægger forskerne vægt på forskellen mellem tekster og værker:
- Tekster er en fysisk nedskrivning af en bestemt fortælling
- Værker er selve fortællingen, der kan være nedskrevet i flere tekster
Og selvom den statistiske model generelt vurderer, at over 90 procent af ridder-tekster og 32 procent af værkerne om dem er gået tabt, er der store forskelle på tværs af de undersøgte lande.
Især Irland og Island overrasker med værker med en overlevelsesrate på henholdsvis 81 og 77 procent og fund af hele 19 og 17 procent af deres tekster.
Det er ret meget i forhold til de andre lande, for eksempel England, hvor kun 38 procent af værker og 7 procent af tekster har overlevet.
Hvad kan denne viden om tekster, vi aldrig har fundet, så bruges til? Ifølge Matthew Driscoll, professor på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet og medforfatter til den videnskabelige artikel, er der flere fordele ved at kende mørketal:
»Det er selvfølgelig godt at kende sandsynligheden for, at et ufundet værk har overlevet, men vigtigst er det for historikere, at de kan huske på, at de kun arbejde med en brøkdel af det puslespil, de prøver at samle,« forklarer han:
»Derudover tror jeg også, at de fleste af os vil synes, at det er fascinerende at vide, at en kunstner eller komponist man holder af, kan have lavet værker, man ikke ved noget om. Hvordan har de mon været?«
Hvad angår resultaterne for Island og Irland, lader isolerede ø-samfund generelt, ifølge Matthew Driscoll, til at have en højere overlevelsesrate:
»Jeg har ingen konkret idé om, hvorfor det er sådan, men det kunne være, fordi romanerne var mere folkelige i Irland og Island,« foreslår han.
På de to øer var der nemlig ikke et aristokrati, der havde langt bedre adgang til romanerne end folket, så teksterne var mere udbredte og tilgængelige.
Og selvom England også var et ø-rige, var dets forbindelse til fastlandet langt stærkere end de to andres.
Det kunne også forklare, hvorfor overlevelsen af engelske tekster tilsyneladende er så lille, sammenlignet med tekster på de andre sprog.
Engelsk var nemlig slet ikke så udbredt dengang, og forskerne påpeger, at engelske teksters overlevelse minder mere om andre regioners, når de medregner engelske fortællinger skrevet på fransk.
Den statistiske model er lånt fra økologien
Idéen om at kortlægge, hvor mange kilder videnskaben mangler at finde, kommer faktisk fra økologien.
Specifikt har den taiwanesiske statistiker Anne Chao, der også er medforfatter til artiklen, opfundet en model til at udregne, hvor mange dyr af en bestemt art der findes inden for et bestemt område.
»Simpelt forklaret: Hvis man har fundet fem snegle af en bestemt art i et område, kan modellen vurdere, hvor mange der cirka er i et større område,« forklarer Matthew Driscoll.
Dét princip har studiet så anvendt ved at sætte information om fundne kilder ind i modellen og se på dens udregninger.
Resultaterne stemmer også overens med tidligere vurderinger i andre studier af mørketal for kilder, selvom modellens skøn typisk indikerer større tab.
»Men det er jo svært at regne ud, hvor meget der ‘er’ af noget, der ikke findes, såsom tabte kilder, og vi har jo ikke så meget konkret evidens,« påpeger Matthew Driscoll.
Modellens udregninger kan snarere ses som et supplement til andre metoder inden for historien end som 100 procent nøjagtige tal.
Ikke desto mindre kan brugen af metoden kun give et mere realistisk billede af tabte kilder end mere klassiske metoder. Det fortæller Fernando Colchero, der er professor i statistik på Syddansk Universitet, og som ikke har været involveret i den nye forskning.
»Uden redskaber som denne model kan en forsker kun skønne baseret på hints i de kilder, man HAR fundet, og sådan nogle skøn risikerer at være lidt for optimistiske,« påpeger han.
Modellen vurderer også generelt, at flere kilder er gået tabt end hidtil antaget.
\ Læs mere
En god kombination af discipliner
Fernando Colchero roser selv anvendelsen af modellen i et nyt felt, men han anerkender samtidig, at brug af metoder fra flere discipliner kan vække nervøsitet hos forskere.
»Det kan jo lyde mærkeligt for nogle eksperter pludselig at bruge en model fra økologi til historie, men metoden egner sig faktisk godt til problemet,« mener han.
Inden for biologi er manglende data (eksempelvis ved optælling af arter) ofte et problem, hvilket ikke normalt gælder for humanistiske felter.
Men det ændrer sig hurtigt i feltet historie, hvor der mangler mere og mere data, jo længere tilbage i tiden man kigger.
»Og selvom modellen ofte bruges i økologi, har den også fundet anvendelse i palæontologi og samfundsvidenskab,« påpeger Fernando Colchero.
Det var ifølge ham også Anne Chaos hensigt med modellen, at den kunne anvendes til generelle mørketals-problemer.
»Den største begrænsning i dette studie er, at modellen kræver en række antagelser, men de er tydeligt skrevet i artiklen,« mener Fernando Colchero:
»Så under alle omstændigheder er det et ret smart eksempel på frugtbart arbejde mellem forskellige discipliner.«
Det er Matthew Driscolls håb, at modellen ikke kun begrænses til ridder-romaner, men at den anvendes på andre kilder over hele feltet, fra kunst til redskaber.
