Under en gåtur på det nordlige Bornholm har en af Videnskab.dk's læsere fundet et dyr med et eksotisk udseende.
Læseren skyndte sig at knipse et billede af det grøn-gule væsen, og han vil nu gerne vide, hvilken art der er tale om.
»Jeg mødte denne øgle ved Opalsøen på Bornholm. Jeg synes ikke, den ser dansk ud. Kan I fortælle mig, hvad det er for en fyr?« spørger Mogens Nielsen i en e-mail til Spørg Videnskaben.
I en tid, hvor store Jurassic Park-reptiler er genopstået på landets biograflærreder, vil Spørg Videnskaben naturligvis også gerne vide, hvad det er for nogle øgler, der gemmer sig på klippeøen Bornholm. Vi har derfor videresendt billedet fra Opalsøen til to forskere.
Almindelig - men ikke kedelig øgle
Det første svar kommer prompte, da lektor Peter Rask Møller fra Zoologisk Museum ved Københavns Universitet modtager fotografiet.
\ Fakta
Firben er krybdyr og hører til krybdyrs-familien ’øgler’, som også omfatter gekkoer, firben, leguaner og kamæleoner. Firben kan forveksles med salamandere, som også findes i dansk natur, men salamandere er klassificeret som ’padder’. Salamandere og firben kan blandt andet skelnes fra hinanden ved, at firben har skæl ligesom andre krybdyr. Der findes to slags firben i Danmark: markfirbenet (Lacerta agilis) og skovfirbenet/almindeligt firben (Lacerta vivipara) Kilde: Den store Danske, Arne Redsted Rasmussen
»Det er et markfirben. En relativt almindelig dansk art. Flot er den,« konstaterer Peter Rask Møller.
Beskrivelsen 'en relativt almindelig dansk art' fremstår måske en smule kedeligere end en eksotisk øgle fra Bornholm. Men da vi får fat på lektor Arne Redsted Rasmussen, fortæller han, at markfirbenet (Lacerta agilis) faktisk er alt andet end kedeligt.
I den videnskabelige litteratur kan man eksempelvis læse, at markfirbens-hannerne udfører mærkværdige tvekampe om deres udkårne.
»De kan godt finde på at kæmpe om hunnerne. Det bliver beskrevet sådan, at to hanner stiller sig over for hinanden. Først bider den ene han den anden i hovedet, og bagefter bider den anden han igen. Sådan skiftes de til at bide hinanden, indtil en af dem ender med at trække sig. Når det sker, laver vinderen af kampen en lille dans med forbenene for at markere, at den har vundet,« fortæller Arne Redsted Rasmussen, som er lektor ved Kunstakademiets Konservatorskole.
Det er en han!
Arne Redsted Rasmussen påpeger, at markfirbenet, som læseren har fotograferet på Bornholm, tilsyneladende er af hankøn. Markfirbenets typiske farve er nemlig brunlig med mørke pletter, men fra april til juni bliver hannerne grønne på kroppens sider – ligesom firbenet på Mogens Nielsens billede.
»Firbenet på billedet ligner en han, for hannerne er generelt mere farvestrålende end hunnerne,« fortæller Arne Redsted Rasmussen.
Markfirbenet har ligesom andre firben en bemærkelsesværdig metode til at slippe væk fra sine fjender – dyret kan smide sin hale, hvis den føler sig truet. Mens halen ligger og vrider sig på jorden, får firbenet en chance for at smutte væk fra fjenden.
»Hvis en fugl for eksempel tager fat i halen, kan den lave en afsnøring og smide halen. Halen vil vokse ud igen, men den nye hale bliver aldrig lige så stor som den oprindelige hale,« fortæller Arne Redsted Rasmussen.
I 2013 opdagede danske forskere faktisk hemmeligheden bag firbens evne til at smide halen – det kan du læse mere om i denne artikel.
Så store bliver markfirben
Markfirben findes i næsten alle landsdele her i Danmark, og rejser man til udlandet, kan man også støde på de små firben – de forekommer i et bredt bælte gennem Europa og Asien afgrænset af Frankrig i vest og den sibirske Bajkalsø i øst.
\ Fakta
Markfirbenet findes i hele Danmark, dog ikke på Læsø og det meste af Lolland-Falster. Markfirben har tendens til at leve i grupper, kolonier. Hvert individ har et hul, som det overnatter i. Markfirbenet lægger æg i en hule, som graves i jorden. De voksne firben går i dvale i september, mens de nye unger i solrige efterår kan være aktive til langt ind i oktober. Dvalen foregår i dybe gange, som firbenet selv graver, i helt ned til 1,5 meters dybde. Markfirbenet æder alt, hvad det kan overmande, men især insekter som græshopper, sommerfuglelarver og biller. Kannibalisme kan forekomme. Kilde: Naturhistorisk Museum, Aarhus
»Her i Danmark bliver de ikke meget større end 20 centimeter, men i andre lande bliver de op til næsten 30 centimeter. Man ser dem typisk på solrige pletter i grusgrave eller på sydvendte skråninger – i det hele taget kan de godt lide varme steder,« fortæller Arne Redsted Rasmussen.
Møder man et firben i den danske natur, kan der ifølge Arne Redsted Rasmussen også være tale om en anden art – nemlig skovfirbenet (Lacerta vivipara - også kendt som 'almindeligt firben').
De to arter kan blandt andet skelnes fra hinanden ved at se på kropsbygningen: Markfirbenet er væsentligt kraftigere bygget end skovfirbenet, og for markfirbenet gælder desuden, at de forreste fødder har længere og krummere kløer end bagfødderne.
Æg eller levende unger?
Endelig mangler skovfirbenet markfirbenets karakteristiske smalle hvide punkterede linje midt ned ad ryggen. Og i begyndelsen af livet er der også en anden væsentlig forskel på de to arter, fortæller Arne Redsted Rasmussen.
»Markfirbenet lægger æg. Men skovfirbenet føder levende unger,« siger han.
Med disse ord vil vi sige tusind tak til Mogens Nielsen for hans gode spørgsmål – der er en T-shirt på vej til hans postkasse. Ikke med en øgle, men med en abe på maven.
Også en stor tak til de to forskere – Peter Rask Møller og Arne Redsted Rasmussen – for deres gode hjælp med at identificere det usædvanligt sædvanlige øglefund på Bornholm.
