Man har længe troet, at humlebier hører til den kategori af dyr, der agerer ud fra instinkt og ikke ud fra intelligens.
Men det har en gruppe forskere netop modbevist, i et studie publiceret i tidsskriftet 'PLOS Biology'.
De har i en række forsøg vist, at humlebier ikke bare kan lære at trække i en snor for at få en belønning i form af sukkervand, men at de efterfølgende også kan lære andre humlebier denne færdighed.
Dette indikerer et højt intelligensniveau på trods af biernes meget små hjerner.
LÆS OGSÅ: Forskere følger humlebier med bittesmå radiosendere
Store hjerner er ikke lig med intelligens
»Studiet udfordrer succesfuldt forestillingen om, at store hjerner er nødvendige for, at nye færdigheder kan sprede sig,« siger Christian Rutz, der forsker i fugles hjerner på University of St. Andrews i Storbrittanien, til sciencemag.org.
Man har tidligere brugt snor-trækning til at måle, hvor kloge primært fugle og aber er, og derfor brugte forskerne samme metode på humlebierne, der ellers ingen erfaring har fra naturen med den slags opgaver.
Forskerne satte et meget lavt, transparent plastikbord op, der lige nøjagtig kunne dække tre flade kunstige blomster. Alle 'blomsterne' indeholdt en fordybning med sukkervand og havde en snor fastgjort til sig, der nåede ud på den anden side af bordet. Bien kunne kun få fat på sukkervandet ved at hive i snoren.
LÆS OGSÅ: Utroligt kloge krager bruger redskaber til at skaffe føde
Fire eksperimenter viste, hvor kloge humlebierne var
Forskerne lavede en række eksperimenter:

- Først satte de 110 humlebier ved siden af bordet og observerede deres adfærd. Nogle trak i snoren men gav op, mens to bier formåede at blive ved, indtil de fik fat i sukkervandet.
- I et andet eksperiment trænede forskerne 40 bier ved først at placere blomsten ved siden af bierme og dernæst rykke blomsten længere og længere ind under bordet. 23 af de 40 bier lærte, hvad de skulle gøre, og begyndte at trække i snoren med arme og ben.
- Dernæst placerede forskerne bierne bag en gennemsigtig plastikvæg, så de kunne se de andre bier hente sukkervand. Over 60 procent trak derefter instinktivt i snoren, da det blev deres tur.
- I et sidste eksperiment puttede forskerne de bier, der vidste, hvordan man skulle trække i snoren, tilbage til deres kolonier. Her imiterede størstedelen af de utrænede bier teknikken, da de ledte efter mad. Bierne lærte oftest snortræknings-tricket efter at have observeret de trænede bier fem gange.
LÆS OGSÅ: Ju-bi: Bier kan føle glæde
En uventet adfærdsmæssig fleksibilitet
At to bier i det første eksperiment uden nogen hjælp fandt ud af, hvordan de skulle trække i snoren, og at andre bier kunne tillære sig denne færdighed, var »yderst imponerende,« siger Ivo Jacobs til sciencemag.org.
Han er kognitiv zoolog på Lund University i Sverige og har ikke været indvolveret i studiet.
»Det faktum, at humlebier kan lære dette, viser, at de har en uventet adfærdsmæssig fleksibilitet,« tilføjer han til sciencemag.org.
Medforfatter af studiet og professor på Queen Mary University of London Lars Chittka, der forsker i dyrs sansesystemer, er klar til at lave opfølgende eksperimenter. Han håber at kunne finde ud af mere om det neurale grundlag bag disse kloge humlebier.
Han advarer om, at insekterne muligvis ikke er så intelligente igen, men at resultaterne i stedet kan betyde, at »kulturelle fænomener faktisk er baserede på relativt simple mekanismer,« siger han til sciencemag.org.
LÆS OGSÅ: Bestanden af amerikanske humlebier i frit fald
\ Kilder
- Christian Rutzs profil (University of St Andrews)
- Ivo Jacobs' profil (Lund University)
- Lars Chittkas profil (Queen Mary University of London)
- Artiklen på Sciencemag.org
- "Associative Mechanisms Allow for Social Learning and Cultural Transmission of String Pulling in an Insect", PLOS Biology (2016), doi: http://dx.doi.org/10.1371/journal.pbio.1002564






























