Så vidt vi ved, er vores planet det eneste sted i universet, der er hjem til tænkende væsner. Men det er en opfattelse, der kan blive vendt på hovedet så tidligt som ved midten af dette århundrede. 

Forskerne fyrer op under deres bestræbelser på at lede efter intelligent liv for at bevise, at Homo sapiens blot er én blandt utallige arter i universet.

Forestillingen om liv i rummet er ikke ny. Selv de gamle grækere overvejede, om mon ikke der var liv på én af de fjerne planeter, de kunne se fra Jorden. 

Men vores evne til at opfange svage tegn på biologi i andre verdener er derimod ny. Og selvom vi ikke kan garantere, at eksperimenterne vil lykkes, er de involverede forskere – heriblandt NASA-chefforsker Ellen Stofan – overbeviste om, at vi vil stå med endegyldige beviser inden for 20 til 30 år.

Måske bliver vi de første, der opdager, at Jorden alligevel ikke er noget særligt.

Liv trods ekstreme betingelser

Optimismen steg, da biologerne opdagede de såkaldte extremophiler: Mikroorganismer, som kan tåle de mest utrolige forhold, lige fra kulde og mørke til temperaturer over 100 grader og stærk stråling.

Extremophilerne trives under betingelser, der ligner forholdene på adskillige nærliggende måner og planeter som Mars og flere af Jupiters og Saturns måner, og deres eksistens kunne tyde på, at i hvert fald mikroorganismer kan findes mange steder. 

Intelligent liv – skabninger, der som mennesket kan ræsonnere – kræver måske betingelser, der er mindre strenge, men i de seneste 20 år har astronomerne påvist et utal af nye planeter, hvoraf flere er blevet vurderet i stand til at levere de objektive betingelser for liv. 

Muligvis en milliard jordlignende planeter

I 1961 satte radio-astronomon Frank Drake sig til at regne på, hvor mange intelligente civilisationer vi teoretisk set vil kunne kommunikere med i rummet. Tager vi hans ligning i brug kan vi få alt mellem ca. 500 og 10.000 alene i Mælkevejen. 10.000 kloder med intelligent liv, som i teorien burde være der nu, og som vi kan høre, hvis de er tæt nok på, og vi lytter i den rigtige retning. (Foto: Frank Drake/Wikimedia)

For 25 år siden var der ingen, der med sikkerhed kunne sige, om der var mange eller få planeter rundt omkring stjernerne. I dag ved vi, at Mælkevejen huser mange milliarder planeter.

Selv hvis kun én tusindedel af disse planeter havde en tyk atmosfære og flydende oceaner ligesom Jorden, ville det betyde, at der fandtes flere milliarder af disse planeter.

Så med mindre der skal et mirakel til, for at livet og evolutionen bevæger sig frem mod tænkende væsner, kan vi ligesom de gamle grækere forvente, at vi ikke er alene i verdensrummet.

De seneste astronomiske forskningsresultater har givet nyt liv til nutidens bestræbelser på at finde biologi i rummet. 

Langt størstedelen af finansieringen og indsatsen har fokuseret på robotudforskning af solsystemet (og på et senere tidspunkt bemandende rumflyvninger).

Er der levn af mikrobielt liv under Mars'  bjerge og sletter? Eller måske gemt dybt i oceanerne på måner som eksempelvis Saturns Enceladus ellers Jupiters måne Europa? Det er spørgsmål, som rumfartsagenturer verden over jagter svaret på.

SETI søger efter fremmede civilisationer

En væsentligt mindre (og privatfinansieret) indsats håber at finde intelligent liv, der er mindst lige så klog som Homo sapiens.

De såkaldte SETI-eksperimenter så dagens lys i 1960'erne. SETI står for 'Search for Extraterrestrial Intelligence', eller frit oversat ‘eftersøgning efter ikke-jordisk intelligent liv’.

SETI-forskere leder efter intelligent liv i rummet med Allan Teleskop-opstillingen i Californien, USA. (Photo: Colby Gutierrez-Kraybill / Wikipedia)

Idéen bag SETI er, at hvis fremmede civilisationer sender radiosignaler ud i rummet, kan vi måske finde frem til dem, selvom de befinder sig på en planet, der kredser om en anden stjerne end Solen. 

I 1960 startede SETI det første projekt, som skulle søge efter fremmede civilisationer i rummet. 

Projektet, som blev kaldt Ozma, var ledet af Frank Drake, og benyttede en parabolantenne, der var 26 meter i diameter. Resultatet var nedslående. ET lod ikke til at snakke på de frekvenser, som Frank Drake undersøgte.

SETI bør være i stand til at opspore intelligent liv

SETI-eksperimenterne er dog ikke første gang, man har forsøgt at påvise eksistensen af kosmisk liv i rummet.

I det 19. århundrede mente man at have observeret 'linjer' på kryds og tværs hen over Mars' overflade, der blev fortolket som kanaler konstrueret af en højere civilisation af marsboere.

I det 19. århundrede mente man, at have observeret 'linjer' på kryds og tværs hen over Mars’ overflade, som blev fortolket som kanaler, konstrueret af en højere civilisation af marsboere. (Foto: NASA)

Da Frank Drake foretog sit SETI-eksperiment, stod det klart, at det hverken var kanal-anlæg eller andre spor af civilisationer, fordi ingen af de nærliggende planeter kunne opretholde den komplekse biologi, som er forløberen til en storhjernet art som mennesket.

Men hvis der findes rumvæsner, som er i stand til at bygge kanal-anlæg – som dem vi regelmæssigt ser i film og på tv – så bor de i andre stjernesystemer; steder som vi ikke kan rejse til. SETI-projektet er en tænkelig og lovende måde at påvise deres eksistens.

En ganske enkel beregning viser, at det er muligt at sende beskeder fra ét solsystem til et andet med radio- og laserteknologi, der ikke adskiller sig væsenligt fra vores.

Hvis mennesker er i stand til at gøre det, blot et århundrede efter den italienske fysiker Guglielmo Marconi opfandt radioen, er der formentlig også andre, der kan.

SETI har kun gennemsøgt 1.000 verdener

SETI-eksperimenterne har nu været i gang i mere end 50 år, så hvorfor er det ikke lykkedes SETI-forskerne at opspore og bekræfte radiosignaler fra en anden verden?

Et rimeligt og indlysende svar er, at SETI-projektet endnu ikke har indsamlet nok data til, at vi kan forvente succes. Indtil videre har SETI-forskerne kun gransket et par tusind stjerner ved et bredt udvalg af radiofrekvenser.

Fire radioteleskoper, 'Atacama Large Millimeter Array (ALMA)', i det nordlige Chile. ALMA observerer stråling fra koldt støv og gas i helt unge solsystemer og fra de tidligste og fjerneste galakser i universet. (Foto: NASA)

Projektet har dog også kigget efter signaler sendt med laserlys. Impulser fra lasere kan nemlig også bruges til at sende signaler gennem rummet med, men indtil videre er det kun få stjerner, SETI-forskerne har gransket for laserglimt.

Med andre ord: Selvom SETI har været i gang længe, har vi simpelthen ikke udforsket rummet nok til at kunne udelukke tilstedeværelsen af ​​sofistikerede væsner andre steder.

Fremskynder søgningen

Men nu er situationen ved at ændre sig.

SETI Institute i Californiens Silicon Valley er i færd med at bygge nye digitale radiomodtagere, der i princippet kan fremskynde den igangværende rekognoscering.

Den private organisation Breakthrough Listen er også blevet så interesseret, at den vil ofre midler på en grundigere undersøgelse. 

Breakthrough Listen har købt observationstid på store radioteleskoper, der almindeligvis bliver benyttet til den radio-astronomiske forskning, der forsøger at lytte i hele det elektromagnetiske spektrum fra lange bølger til røntgen (eksklusiv synligt lys og nærområderne til det).

Breakthrough Listen blev oprettet af den russiske fysiker, investor og multimilliardær Yuri Milner, og hans initiativ får opbakning fra folk som Stephen Hawking og Facebook-grundlæggeren Mark Zuckerberg.

Der er så mange midler og avanceret rumteknologi bag Breakthrough Listen, at man forventer, at initiativet vil generere 100 gange så meget data i døgnet som det gamle og parallelle SETI-projekt.

Hvis den manglende SETI-succes skyldes, at vi endnu ikke har gransket nok planeter, er det rimeligt at forvente, at vi vil være i stand til at påvise eksistensen af ​​andre kendte arter inden for de kommende 20 år.

Tager SETI-forskerne fejl?

Det er også muligt, at visse af SETI-forskernes forudsætninger er forkerte.

Vi leder efter væsener, der i vid udstrækning ligner os selv; et stort samfund bestående af individer på en planet med vand. 

Men den nuværende udvikling inden for kunstig intelligens indikerer, at biologisk intelligens med alle dets begrænsninger – for eksempel levetid og habitat – måske kun er en forløber til syntetisk intelligens.

Kan det være, at størstedelen af ​​universets kognitive kapabilitet ikke befinder sig ikke i blød, forgængelig protoplasma, men derimod i yderst sofistikerede maskiner?

Hvis denne sidste hypotese er korrekt, skal SETI ændre søgestrategien, for hvis jagten skal lykkes, skal vi være bedre til at karakterisere vores bytte.

Men ikke desto mindre har vi for første gang i menneskets historie både viden og teknologi til at søge efter andre intelligente væsener. Det ville være dumt ikke at forsøge.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark