I juli gav den russiske milliardær Yuri Milner 100 millioner dollar til SETI-forskningen, der går ud på at lytte efter signaler fra andre civilisationer. Pengene faldt på et tørt sted, for i mange år har SETI været næsten helt afhængig af private donationer.
Naturligvis var der stor glæde blandt forskerne, men lidt overraskende hørte man også mere bekymrede kommentarer om konsekvenserne af en kontakt. Denne bekymring blev i hvert fald ikke delt af de tidlige SETI-pionerer, der omfattede så kendte personer som Nikola Tesla og Guglielmo Marconi, der begge uden den mindste tøven søgte at få kontakt med andre planeter.
Der var i øvrigt en strid mellem dem, da de begge påstod at have opfundet radioen. Det endte med, at den amerikanske højesteret tildelte Tesla æren i 1943, få måneder efter hans død.
De glade pionerdage
De to ord, der bedst beskriver den serbisk-amerikanske fysiker Nikola Tesla (1856-1943) er genial og excentrisk. Inden for elektricitet var han et geni, der allerede i 1888 opfandt vekselstrømsmotoren og få år senere radioen. I dag er enheden for styrken af et magnetisk felt opkaldt efter ham.
I 1899 forsøgte Tesla som den første i verden både at sende og modtage radiosignaler fra rummet. Han havde i Colorado Springs bygget et 85 meter højt tårn udstyret med en transformator spole. Med enormt høje spændinger sendte han radiosignaler ud i rummet – og det var et forsøg indbyggerne i Colorado Springs kunne mærke, da det fik hårene til at rejse sig på alle, som opholdt sig inden for 1-2 km af tårnet!
Han påstod senere, at han havde hørt svar på sine signaler. Han beskrev svaret som »rene toner, der ændrede deres frekvens.« Tesla var selv overbevist om, at han havde hørt et svar fra en anden planet.
Marconi lyttede omkring 1921 også efter signaler fra rummet ombord på sin yacht, og også han mente at have opfanget signaler, som ikke kunne være naturlige. Han mente at kunne genkende morsetegn, og gættede selv på, at signalerne kom fra Mars.
Det store Mars-år
Den 23 august 1924 kom afstanden mellem Mars og Jorden ned på 55,7 millioner km – den mindste afstand siden 1804. Den mulighed måtte naturligvis udnyttes. Interessen for radio var meget stor. De første radiostationer var blevet bygget, og der var allerede millioner af lyttere. Desuden var de første forsøg på at sende radio over Atlanten blevet gennemført.
Desuden var det den almindelige opfattelse, at Mars var en gammel planet, næsten sikkert med en højtudviklet civilisation som havde bygget et stort netværk af kanaler, som skulle fordele det sidste vand på planeten fra de isdækkede poler ned til de udstrakte ørkener nær ækvator. Man forestillede sig, at de måske uden held gennem mange hundrede år havde forsøgt at sende radiosignaler ned til os på Jorden.
Nu var tiden kommet. Den amerikanske professor David Todd søgte at organisere radio-stille peioder, hvor alle radiostationer blev lukket for at man bedre kunne høre eventuelle signaler fra Mars.
Den opfordring blev nu ikke fulgt, men det amerikanske militær fik ordre til at søge efter og rapportere ethvert usædvanligt signal. USA's mest berømte ekspert i at bryde koder, William T. Friedman, erklærede, at han var parat til at bryde de koder, Marsboerne måske ville anvende.
Dagen kom, og der blev lyttet. Naturligvis hørte man signaler, der ikke umiddelbart kunne tydes, og i Vancouver mente man endda at have opfanget en slags morsekode. Men der var ingen sikre signaler, og sagen blev glemt – indtil 1938, da Mars igen kom i søgelyset, efter at Orson Welles havde udsendt sit hørespil 'Klodernes Kamp', der skabte panik over store dele af USA.
Derefter kom krigen, og verden fik andet at tænke på.
Projekt OZMA
Vi skal frem til 1960 før den første eftersøgning af signaler blev foretaget med et moderne radioteleskop. Det var den unge Frank Drake, der havde fået lov til at bruge en 26 meter stor parabolantenne til at lytte efter signaler fra to stjerner bare 12 og 10 lysår borte, Tau Ceti og Epsilon Eridani.
Projektet blev kaldt OZMA efter en prinsesse fra et eventyr. Drake havde valgt at lytte på en bølgelængde på 21 cm, fordi brint udsender radiostøj med netop denne bølgelængde, og brint er det mest almindelige grundstof i universet. Det er helt sikkert en bølgelængde, enhver teknisk kultur kender.
Drake lyttede i 150 timer og fandt til sin enorme overraskelse allerede efter kort tid et stærkt signal. Han har selv fortalt, at det slog ham »Kan det virkeligt være så let?.« Men det var det nu heller ikke, for signalet kom fra et amerikansk militærfly.
Den store stilhed
Siden da er der gået mere end 50 år, og trods mange og store eftersøgninger er det eneste, man har hørt, enkelte gådefulde signaler som det berømte 'Wow-signal' fra 1977, der forbliver gåder, fordi de aldrig er gentaget. Pengene til SETI blev færre og færre, og man begyndte at overveje, om intelligent liv var noget ret sjældent.
Samtidig opdagede biologerne de såkaldte extremophiler, mikroorganismer som kan tåle de mest utrolige forhold, lige fra kulde og mørke til temperaturer over 100 grader og stærk stråling. Extremophilerne kunne tyde på, at i hvert fald mikroorganismer kan findes mange steder.
Dog er det tankevækkende, at der gik mere end 3 milliarder år, før Jorden gik fra encellet liv til flercellet liv i form af dyr og planter. Det kunne tyde på, at springet fra encellet liv til store organismer er ganske vanskeligt og kræver særligt gunstige forhold, som kun findes få steder.
Milners millioner
Hvis der overhovedet er nogen derude, som sender signaler til Jorden, så betyder Milners 100 millioner dollar, at vi aldrig har haft bedre muligheder for at opfange signalerne, for nu bliver der omsider råd til at skabe en virkelig omfattende eftersøgning.
Men måske netop fordi vi nu skal til at tage muligheden for kontakt mere alvorligt, så begyndte nogle forskere samtidig at advare mod konsekvenserne. Den mest kendte er nok professor Stephen Hawking, men også andre har luftet deres bekymring.
En af dem er den australske Professor Matthew Bailes, der selv får ansvaret for at bruge en del af Milners millioner på det store radioobservatorium Parkes. Han siger direkte, at vi skal tænke os om to gange, før vi optager kontakt med en avanceret civilisation.
For selv om de skulle være fredelige, så viser erfaringerne fra vor egen historie, at primitive kulturer aldrig har klaret sig godt, når de kom i kontakt med en kultur med en mere avanceret teknologi.
Universet og os
Det er en forbløffende ændring af vor holdning fra de glade dage med Tesla og Mars og til i dag – endnu mere når man tænker på, at vi nu leder efter civilisationer ikke i vort eget solsystem, men fra andre stjerner mange lysår borte. Måske har det 20. århundredes historie fået os til at miste noget af vor selvtillid – og det er da også rigtigt, at en smule omtanke ikke skader.
Men er det virkelig bedre at gemme sig for universet for at undgå en risiko? Man kunne jo også anlægge det synspunkt, at det er først når vi får kontakt med andre civilisationer, at vor egen kultur får mulighed for at udvikle sig til et niveau, hvor vi ikke bare er observatører, men deltagere i hvad der måtte ske i universet.
Men heldigvis ser det ud til, at vi får god tid til at svare på dette spørgsmål, og i mellemtiden kan vi jo trøste os med, at vi nok er særdeles godt beskyttet af de enorme afstande i universet.
Vor egen mening
Vor egen mening om den nye holdning til at kontakt kan være farlig er ganske simpel: Der er ingen grund til at bekymre sig. Hvis vi en dag får kontakt, så vil det være med en civilisation, der er millioner af år ældre end vores. I udvikling vil de være fjernere fra os, end vi er fra vor 'formoder' den lille hominid Lucy, der er over 3 millioner år gammel.
Det åbner for to muligheder:
- Enten er de fjendtlige, og så kan de ødelægge os, hvis de vil. Da vi alligevel ikke kan stille noget op mod en civilisation, der er så langt forud for os, er der ikke rigtig noget, vi kan stille op. Man kan kalde det den risiko, man løber som borger i universet.
Vi mener, at det er en meget lille risiko, fordi en krigerisk civilisation næppe kan overleve i millioner af år. Den vil i stedet ødeægge sig selv i løbet af få hundrede eller få tusinde år med højteknologiske våben. - Den anden – og efter vor mening meget mere sandsynlige – mulighed er at de ikke ønsker at skade os. Vi kan være ret sikre på, at de har både erfaring og viden om, hvordan man skaber kontakt uden at den yngre og svagere civilisation går til grunde. Så i det tilfælde har vi heller ikke er noget at bekymre os om.
Sagen er, at kontakt med en anden civilisation er noget, vi må regne med kan ske. Det kan være en trussel eller en fantastisk mulighed, men hvad det end er, afgøres bestemt ikke af os. Dertil er vor civilisation alt for ung og primitiv. Så vi kan ikke gøre andet end at håbe på det bedste.
Men det er sådan set ikke noget nyt. Vi har altid været i fare for at blive udslettet af store naturkatastrofer – og har til enhver tid blot kunnet forsøge at finde et sted med et godt og stabilt klima og en god landbrugsjord, hvor vi kunne bygge og bo.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
