Forskere forudså klimaforandringerne for 40 år siden med stor præcision

For nylig kunne vi fejre, at det var 50 år siden, at den amerikanske astronaut Neil Armstrong som det første menneske satte fod på Månen.

2019 byder også på en anden videnskabelig mærkedag, der nok har mindst lige så stor betydning for civilisationens fremtid.

Det er nemlig 40 år siden, at en gruppe klimaforskere ved Woods Hole Oceanographic Institution i Massachusetts, som kaldte sig ‘Ad Hoc Group on Carbon Dioxide and Climate', afholdt deres første møde.

Det førte til udfærdigelsen af den såkaldte Charney-rapport, med den officielle titel ‘Carbon Dioxide and Climate: A Scientific Assessment', som var den første omfattende sammenfatning af forskningen om de globale klimaforandringer som følge af CO₂.

Det er måske ikke umiddelbart så imponerende som månelandingen, og hele verden ventede da heller ikke i åndeløs spænding på resultatet af drøftelserne ved mødet.

Men Charney-rapporten er et eksempel på god videnskab, og forudsigelserne har i løbet af de seneste 40 år været grundstenen for den globale klimaforskning.

Drivhusgas… a hva' for noget?

Andre forskere (de første i det 19. århundrede) havde allerede demonstreret, at kuldioxid er en 'drivhusgas', og da vi nåede frem til 1950'erne, forudsagde forskere en opvarmning på adskillige grader som følge af brug af fossile brændstoffer.

I 1972 skrev John Saywer, leder af Storbritanniens Meteorologiske Instituts forskningsafdeling, et studie på 4 sider, der blev publiceret i Nature.

Her opsummerede han al den tilgængelige viden på klimaområdet på det tidspunkt og forudså en temperaturstigning på 0,6℃ ved udgangen af det 20. århundrede.

Kontroversielle forudsigelser

Forudsigelserne var kontroversielle i 1970'erne. Om noget var kloden blevet køligere siden midten af det 20. århundrede, og i medierne gjorde man sig endda spekulationer om, at vi måske var på vej ind i en ny istid.

Mødet ved Woods Hole samlede omkring 10 anerkendte klimaforskere, der også fik rådgivning fra andre forskere verden over. Gruppen var ledet af Jule Charney fra Massachusetts Institute of Technology; en af det 20. århundredes mest respekterede forskere.

Rapporten sammenfatter klart, hvad forskerne vidste om den stigende CO₂'s effekt på klimaet såvel som de associerede usikkerheder. Hovedkonklusionen lød således:

»Vi estimerer, at den mest sandsynlige opvarmning ved en fordobling af CO₂ til at være nær 3℃ med en sandsynlig fejlmargin på 1,5℃.«

Siden mødet for 40 år siden er den årlige gennemsnitlige atmosfæriske CO₂-koncentration (som bliver målt af Mauna Loa i Hawaii) steget med cirka 21 procent.

I løbet af den samme periode er den gennemsnitlige globale overfladetemperatur steget med cirka 0,66 ℃, næsten nøjagtig hvad man kan forvente, hvis en fordobling af CO₂ producerer en stigning på 2.5℃, som kun er en smule mindre end estimatet.

Alt i alt en bemærkelsesværdig fremsynet forudsigelse.

Modtagelse af artiklen

På trods af den store agtelse, som forfatterne af Charney-rapporten nød blandt deres forskerkolleger, førte rapporten bestemt ikke til øjeblikkelige adfærdsændringer - hverken blandt politikerne eller offentligheden.

Men med tiden, i takt med at verden (som forudsagt ) blev stadig varmere, blev rapporten set som en afgørende milepæl i vores forståelse af, hvilke konsekvenser vores handlinger har for klimaet.

Nutidens klimaforskere beundrer Jule Charney og hans medforfattere for deres indsigt og klarhed.

Solid forskning

Rapporten eksemplificerer, hvordan god forskning fungerer: Etablér en hypotese på baggrund af den bagvedliggende fysik og kemi. Foretag 'solide forudsigelser' på baggrund af evalueringen af forskningen.

I dette tilfælde betyder 'solide forudsigelser' noget, som sandsynligvis ikke vil ske, hvis ikke hypotesen og forskningen var på rette spor.

I dette tilfælde forudså forskerne meget specifikt en opvarmning på mellem 1.5℃ og 4.5℃ samt en fordobling af den atmosfæriske CO₂-koncentration.

Dengang kunne man forvente - i mangel af både hypotese og forskning - at de globale temperaturer forblev stort set, som de var de næste 40 år, eller at de faldt en smule (eller meget) eller steg en smule (eller en hel del).

Alle disse forudsigelser var sandsynlige i mangel af global klimaforskning, så forskningen blev sat på noget af en prøve af forskernes meget specifikke forudsigelser.

Stillede sig skeptisk

Charney-rapportens forfattere sammenfattede ikke forskningen ukritisk. De stillede sig skeptisk og forsøgte at finde faktorer, der kunne modbevise deres konklusioner. De konkluderede:

»Vi har forsøgt, men har ikke været i stand til at finde oversete eller undervurderede fysiske effekter, der kan reducere den nuværende estimerede globale opvarmning som følge af en fordobling af atmosfærisk CO₂ til et ubetydeligt niveau eller vende den helt.«

Rapporten og den vellykkede verifikation af dens forudsigelser leverer et solidt videnskabeligt grundlag for diskussionen om, hvad vi skal gøre ved den globale opvarmning.

I de efterfølgende 40 år, i takt med at verden blev opvarmet, som Jule Charney og hans kolleger havde spået, blev der gjort store fremskridt indenfor klimaforskningen med bedre klimamodeller, der omfattede nogle af de faktorer, der manglede i 1979.

Den efterfølgende forskning har kun bekræftet Charney-rapportens konklusioner, selv om forskerne i dag er i stand til at foretage langt mere præcise forudsigelser.

Neville Nicholls hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

LÆS OGSÅ: Sådan er klimamodeller skruet sammen

LÆS OGSÅ: Medier lader pensionerede geologer sprede unødig tvivl om klimakrisen