Hajerne har levet i klodens oceaner i mere end 400 millioner år, hvis vi medregner hajfamiliens tidligste slægtninge.
De har gennemlevet adskillige store og dramatiske omvæltninger af livet på Jorden samt flere masseudryddelser, der har gjort det af med hele dyregrupper.
Den store masseudslettelse for 252 millioner år siden tog angiveligt livet af mindst 80 procent af alt liv i havet. En sandsynlig forklaring er vulkansk aktivitet i det nuværende Sibirien. Det kan du læse mere om i denne artikel hos Videnskab.dk: Vulkanudbrud kan have udløst masseudryddelse
Men hajerne klarede sig gennem katastrofen uden at forsvinde.
En anden masseuddød, hajerne klarede sig igennem, var den kridt-tertiære-masseudryddelse i slutningen af Kridttiden for 66 millioner år siden. Udryddelsen var blandt andet forårsaget af en kæmpe meteorit, som ramte Jorden i det nuværende Mexico, og som afsluttede de landlevende dinosaurers epoke.
Hajerne blev også ramt af massedød, og omkring 30 til 40 procent af alle hajarter blev udryddet.
Masseudryddelse for 66 millioner år siden banede vej for nutidens hajer
For 19 millioner år siden kan der imidlertid være sket noget langt mere katastrofalt for hajerne: I et nyt studie i tidsskriftet Science præsenterer forskere nemlig bevis for endnu en - langt mere - dramatisk massedød.
Det skete angiveligt i løbet af en periode på 100.000 år, og antallet af hajer i de undersøgte havområder blev muligvis reduceret med helt op til 90 procent. Så mange som 70 procent af arterne forsvandt, og det skete på meget kort tid.
»I palæontologien anser vi 100.000 år som en meget kort periode. Det er næsten det mærkeligste,« siger Lene Liebe Delsett til forskning.no, Videnskab.dk's norske søstersite.
Hun er palæontolog og arbejder ved Institut for Biovidenskab ved Universitetet i Oslo. Lene Liebe Delsett har set studiet, men ikke deltaget i det nye studie.
Men hvad skete der med hajerne? Det er et mysterium. Forskerne har for eksempel ikke fundet nogen særlige forandringer i klimaet på dette tidspunkt.
»Det er påfaldende, fordi hajen er en så gammel dyregruppe. De har overlevet flere masseudryddelser. Klimatiske ændringer kan ske på kort tid, men vi kan ikke knytte det til nogen kendte hændelser. Det er næsten som en krimi,« siger Lene Liebe Delsett til forskning.no.
Vi vender tilbage til de mulige forklaringer på hajernes endelig. Men lad os først gennemgå tegnene på, at hajer næsten blev udryddet for omkring 19 millioner år siden.
Tænder og hudtænder
Forskerne bag det nye studie har indsamlet fossiler fra boreprøver fra bunden af Stillehavet - cirka 6.000 meter nede under havet. Disse kerner indeholder fiskefossiler fra adskillige millioner år, så forskerne kan se, hvordan sammensætningen ændrer sig over tid.
Hajer er bruskfisk. Skelettet bliver næsten ikke fossileret og dermed ikke bevaret. Men deres tænder og dele af huden bliver til fossiler. Hajerne er dækket af noget, som kaldes hudtænder - små hårde skæl, som til sammen udgør huden.
Hudtænderne kan ikke direkte knyttes til hvilken art, de engang tilhørte, men forskellige hudtænder har forskellige egenskaber. Nogle hajer har hudtænder, som er tilpasset hurtig svømning, mens hajer, som er tilpasset til at gemme sig, har andre hudtænder.
Men hajerne taber både tænder og hudtænder, som ender på havbunden. Samtidig lever der en masse andre fisk i havet, som også efterlader fossiler på havbunden.
\ Læs mere
Så på forholdet mellem fossiler fra almindelige fisk og forhistoriske hajer
Forskerne har set på forholdet mellem fossiler fra almindelige fisk og resterne efter forhistoriske hajer.
Før den store hajdød for 19 millioner år siden var der et hajfossil per fem fiskefossiler. Efter den 100.000 år lange periode var der et hajfossil per 100 fiskefossiler. Det tolker forskerne som, at der var markant færre hajer ude i det åbne hav.
»Det er en vældig interessant dataindsamling,« siger Lene Liebe Delsett.
Hun påpeger, at resultaterne virker solide.
»Det er ganske overbevisende, at de faktisk har opdaget en reel hændelse.«
Men det er altså fortsat meget, som ikke er kendt, og det vides heller ikke med sikkerhed, om hændelsen fandt sted overalt på kloden.
Stillehavet
Forskernes kerneboreprøver kommer fra to steder i Stillehavet, både i nord og syd. Prøvestederne er mange tusinde kilometer fra hinanden, og forskerne ser det samme mønster begge steder.
Det er ikke sikkert, om beviserne findes andre steder på kloden, men forskerne mener, at det er sandsynligt, at det var en global hændelse.
Men hvad kan forklaringen være? Det virker ikke, som om hajer og rokker, som levede nærmere kystlinjerne, blev ramt af massedøden, så det må have været noget med hajerne, som levede ude på det åbne hav.
Det mener forskerne Catalina Pimiento og Nicholas Pyenson, som har skrevet en kommentar til forskningen i Science.
De påpeger, at denne massedød lagde grundlaget for de hajer, vi ser i havet i dag. Før massedøden var der flere hajer, som havde hudtænder tilpasset et andet liv end de store hajer, som levede i det store, åbne hav.
Forskerne fremhæver visse hajer, som lever nu, men som fanger deres bytte ved at gemme sig og vente. Disse hajer lever gerne dybt nede i havet. En af dem kaldes en cigarhaj, og før massedøden var der flere hajtyper med lignende hudtænder som denne, ifølge forskerne.
Men der er meget, vi ikke ved om økosystemerne i denne periode som kaldes tidlig Miocen.
Forandringer i økosystemerne?
Lene Liebe Delsett peger på flere hypotetiske muligheder, som kunne have spillet ind i forhold til hajernes massedød.
Et eksempel er, at økosystemet kan have ændret sig, så datidens hajers livsgrundlag også ændrede sig.
Energien, som hajerne indtager, kommer fra byttedyr, og disse byttedyr får energi fra blandt andet andre, mindre dyr i fødekæden. Til at begynde med kommer energien fra små mikroorganismer, som lever af sollys.
»Det kan være sket ændringer, som påvirker hele økosystemet. Hvis noget går galt på vejen fra sollys til haj, kan hajen få problemer,« forklarer Lene Liebe Delsett.
En anden mulighed er konkurrence fra andre arter, men forskerne ved det ikke. Der er mange spørgsmål at udforske her, for eksempel om andre dyr også oplevede massedød eller store forstyrrelser i det samme tidsrum.
Hajer under pres
I dag er hajerne i verdenshavene under stærkt pres blandt andet som følge af overfiskeri. Ifølge et Nature-studie fra 2021 er antallet af hajer og rokker i oceanerne muligvis faldet med helt op til 70 procent siden 1970.
Mange af de store hajarter, som lever i dag, er defineret som truede, ifølge IUCN's rødliste. Det gælder for eksempel hammerhajen, hvidhajen og hvalhajen.
Lene Liebe Delsett mener, det er vigtigt at få et overblik over, hvorfor masseudryddelserne skete i fortiden, så vi får en bedre forståelse af, hvad der kan ske i fremtiden.
»Det gælder om at finde helt konkrete mekanismer, som fører til massedød. Hvad er forbindelsen mellem for eksempel klima, hav og udryddelser.«
Hun mener også, det bliver mere og mere aktuelt, eftersom mange forskere argumenterer for, at vi er på vej mod en ny masseudryddelse.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
