»Verdenskendt klimaforsker: Indlandsisen er dødsdømt, uanset hvad vi gør«.
Sådan lød overskriften i en artikel hos DR, hvor resultaterne af et nyt studie af den anerkendte klimaforsker Jason Box i denne uge blev lagt frem. I artiklen fortalte forskeren blandt andet, at vi kommer til at miste Indlandsisen, selvom vi begrænser vores CO2-udledning nu.
Men selvom det nye studie er »videnskabeligt solidt, velskrevet og gennemført«, er det alligevel en helt forkert måde at fremlægge dets resultater på, mener Erlend Moster Knudsen, der har en ph.d. i klimadynamik fra Universitetet i Bergen, Norge.
»Her males et billede af, at selv hvis vi gør noget, er der ikke noget, der ændrer sig. Og det er jo ikke rigtigt: Der er store fordele, hvis vi handler nu. Når vi fremlægger forskningsresultater, er det meget vigtigt, at folk ikke sidder tilbage med følelsen af, at der ikke er noget at stille op,« siger Erlend Moster Knudsen til Videnskab.dk.
Og der ér da også flere ting, vi både kan – og bør – gøre, lyder det fra Jason Box, som vi vender tilbage til lidt senere i artiklen.
\ Historien kort
- Et nyt studie viser, at Indlandsisen er ‘dødsdømt’. Den forsvinder, uanset hvad vi gør.
- Men selvom forskningen er solid, burde den have været kommunikeret ud med et mere konstruktivt afsæt, lyder det fra en norsk klimaforsker.
- Forskeren bag studiet er helt enig i, at der er masser, vi kan og bør gøre – for selvom isen forsvinder, kan vi påvirke hastigheden markant ved f.eks. at trække CO2 ud af luften.
- Men det er først og fremmest politikerne, der skal forstå alvoren, mener han.
- En udenforstående forsker stiller dog også spørgsmålstegn ved studiets konklusion.
80 procent af befolkningen kan rykkes
Erlend Moster Knudsen fortæller, at der findes en stor gruppe mennesker – mellem 70 og 80 procent af befolkningen – som hverken er stærke klimaskeptikere eller stærke fortalere, såkaldte ‘alarmister’, og derfor stadig kan påvirkes i deres indstilling til klimaforandringer.
Det er dem, man skal have fat i, hvis der skal rykkes ved den politiske agenda.
»Men det får vi ikke med historier som den her, hvor folk bare kan se, at der er noget meget negativt i spil, men de ved ikke, hvordan de skal reagere på det. Der er ingen bud på, hvad folk kan stille op med den information, og det savner jeg virkelig i den her fremstilling,« siger Erlend Moster Knudsen.
Han har tidligere forsket i klimaforandringer, arktisk is og forskningskommunikation ved universiteter i Norge, USA, New Zealand og Tyskland, men er i dag ansat hos firmaet StormGeo, som guider firmaer i at træffe beslutninger om vejrsensitive opgaver.
Den gode nyhed er, at der er tale om en katastrofe i slowmotion, og at vi kan købe tid på flere måder: Ved at nedbringe vores CO2-udslip og ved at trække CO2 ud af atmosfæren.
Jason Box, professor ved GEUS
Tre positive historier for hver negativ
I stedet for at gribe fat i den meget negative vinkel – isen smelter, uanset hvad vi gør – burde man i stedet have angrebet historien med en konstruktiv tilgang, mener Erlend Moster Knudsen.
\ Læs mere
»Klimapsykologien viser, at hvis du kun deler det negative med folk, er det så meget lettere for dem at forholde sig skeptiske eller uvidende og ikke gøre noget som helst. Du er nødt til at tænke, at for hver negativ historie, skal du minimum have tre positive.«
Selvom der ér flest negative klimahistorier, er der også nogle positive, påpeger Erlend Moster Knudsen. Eksempelvis udgav FNs klimapanel for nylig en særrapport, der fokuserede på et klimascenarium, hvor den globale temperaturstigning bliver holdt på 1,5 grad.
Selvom det bliver ekstremt svært, er det fortsat muligt, lød budskabet.
»Det er et supergodt eksempel. Et andet fantastisk eksempel er Danmarks engagement i vedvarende energi og i særdeleshed indenfor vindmøller. Vi er nødt til at fremhæve de historier i stedet for altid at tale om Donald Trump.«
En katastrofe i slowmotion
Hvis Erlend Moster Knudsen selv skulle have kommunikeret budskabet om det nye studies resultater ud, ville han have lagt meget mere vægt på, hvordan den enkelte kan være med til at lægge socialt pres på politikerne og tvinge dem til at reagere på klimaforandringer.
\ Afstemning: For mange negative klimahistorier?
Synes du, at der er for mange negative klimanyheder i medierne? Eller skal vi have mange flere historier, som råt for usødet fortæller, hvor slemt det står til?
Deltag i afstemningen nederst i artiklen her.
Men også på, hvordan det faktisk kan nytte noget, hvis vi handler nu.
Og her er han og Jason Box helt enige, påpeger Box – også selvom han lægger mere vægt på politikere end på individer.
»Nu er det kommet til at handle meget om, at al isen i Grønland kommer til at forsvinde. Men selvom det måske kommer til at ske, er det samtidig noget, der ligger meget langt ude i fremtiden, og vi er nødt til at snakke om, hvad vi skal gøre i mellemtiden.«
Faktisk er det ikke rigtig relevant at tale om, hvad der sker, når al isen i Grønland forsvinder, mener Jason Box. Det kommer først til at ske om mange tusind år, og problemerne opstår længe inden da.
»Vi løber allerede ind i store problemer, hvis vi mister bare 10 procent af Indlandsisen. De globale havstigninger alene bliver katastrofale,« siger han og fortsætter:
»Den gode nyhed er, at der er tale om en katastrofe i slowmotion, og at vi kan købe tid på flere måder: Ved at nedbringe vores CO2-udslip og ved at trække CO2 ud af atmosfæren. Så lad os komme i gang med det projekt, for det bliver et virkelig stort et af slagsen.«

Begrænset, hvad enkeltpersoner kan gøre
Ifølge Jason Box er det ikke så vigtigt, om folk bliver skræmt af deprimerende historier om klimaets tilstand:
»Det er begrænset, hvad enkelte mennesker kan stille op. Selv hvis alle blev veganere og byttede deres bil ud med en cykel, ville vi stadig have store problemer. Det er grunden til, at vi har regeringer: Til at gøre de ting, som individer alene ikke kan,« siger Jason Box, som er professor ved De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), til Videnskab.dk.
Politikerne skal i gang med at fokusere på, hvordan de gør det rigtige i stedet for at tænke på næste valg, mener Jason Box:
»Hvis de mister deres job af den grund, kan de i det mindste være glade for, at de gjorde noget for at redde planeten. Måske har vi ladet politikerne slippe for let indtil nu. Det er deres opgave at beskytte fremtiden, og hvis de ikke gør det, udfører de ikke deres arbejde.«
Nedture skal omsættes til motivation
Andre klimaforskere, som Videnskab.dk har talt med, ser heller ikke nogle problemer i at gå ud med det deprimerende budskab om, at Indlandsisen i Grønland er dødsdømt.
Det gælder eksempelvis seniorforsker William Colgan, som i en tidligere artikel har udtalt, at han gerne så »flere stærke forskere, som talte for aggressive klimapolitikker«.
Da han bliver spurgt, om det var det her, han mente, svarer han:
»Kort sagt: Ja. Det kan være deprimerende at få at vide, at vi passerer point-of-no-returns, men vi skal stoppe med at pakke klimaændringernes alvor ind over for offentligheden og beslutningstagere. Den nedtur, der er forbundet med at passere et ’tipping point’, skal omsættes til motivation for at undgå at krydse det næste,« skriver William Colgan i en mail til Videnskab.dk.
»Is har ikke nogen politisk agenda«
Heller ikke klima- og polarforsker Sebastian Mernild ser nogle problemer i at gå ud med et budskab, som er »helt i overensstemmelse med videnskabelige fakta.«
Han har ikke deltaget i Jason Box’ studie, men har læst det og er enig i konklusionerne.
»Nogle vil nok tænke ’Hvad er det for en skrækhistorie’, men det er sådan virkelighedens verden forholder sig. Det er funderet i solid videnskab, og det har både stor videnskabelig og samfundsmæssig interesse,« siger dr.scient. og professor Sebastian Mernild, som er administrerende direktør ved Nansen Centeret i Bergen, til Videnskab.dk.
Jason Box er enig:
»Det er på tide at råbe højt og være mere ærlige om, hvad forskningen viser. Is har ikke nogen politisk agenda,« siger han.
\ Læs mere
Folk kan ikke bruge negative historier
Erlend Moster Knudsen understreger dog, at han ikke beder sine forskerkollegaer om at sige noget, som ikke er sandt eller i overensstemmelse med fakta.
»Det er sandt, at Indlandsisen formentlig vil kollapse eller svinde betragteligt. Men det er også sandt, at der er en masse firmaer, der tager et stort socialt ansvar, og en masse lande, som begynder at leve op til deres del. Der er en masse positive historier, det er bare et spørgsmål om, hvad du vælger at fokusere på,« siger han.
»Det er klart, at det er lettest at kommunikere det negative i den her historie, for det ér en negativ historie, men det kan folk ikke bruge til noget. Vi er nødt til at tænke meget mere i, hvordan klimaforskning kan skabe klimahandling.«
\ Kilder
- “The urgency of Arctic change”, Polar Science (2018), DOI: 10.1016
- Erlend Moster Knudsens profil (StormGeo)
- Jason Box’ profil (GEUS)
- Sebastian Mernilds profil (egen hjemmeside)
- Søren Rysgaards profil (Aarhus Universitet)
- “Greenland Ice Sheet Surface Mass-Balance Modeling in a 131-Yr Perspective, 1950–2080”, Journal of Hydrometeorology (2010), DOI: 10.1175
- “Scepticism in a changing climate: A cross-national study”, Global Environmental Change (2015), DOI: 10.1016
\ Ér Indlandsisen virkelig dødsdømt?
I det nye studie, som netop er udkommet i tidsskriftet Polar Science, bliver afsmeltningen af den arktiske is meget nøjagtigt kortlagt.
Resultaterne viser først og fremmest, at Indlandsisens smertetærskel er lavere, end forskerne hidtil har troet. Forskerne kalder det for et ’tipping point’: Når isen ikke længere er i stand til at genopbygge sig selv, fordi mere is smelter, end der falder ny sne om vinteren.
Konklusion: Lige meget hvad vi gør, forsvinder Indlandsisen. Det er bare et spørgsmål om hvor hurtigt.
Forskerkollega: Isen forsvinder ikke
Den konklusion stiller professor Søren Rysgaard fra Arktisk Forskningscenter ved Aarhus Universitet sig dog skeptisk overfor. Han har læst det nye studie for Videnskab.dk.
I det videnskabelige studie omtaler forskerne den såkaldte ’albedo-effekt’. Det er en effekt, der minder om den ekstra varme, du kan mærke, hvis du tager sort T-shirt på en meget varm sommerdag sammenlignet med en hvid T-shirt: I takt med at isen smelter i Grønland, skrumper de lyse overflader, mens de sorte vokser.
Men ifølge Søren Rysgaard er det ikke nok til, at Indlandsisen forsvinder.
»Der skal bare nogle kolde år til med sne, der ikke tør et år, så er det sorte lag dækket igen. Der er ikke tale om ‘point-of-no-return’ efter min bedste overbevisning,« skriver han og fortsætter:
»Indlandsisen var der jo stadig under Eem-mellemistiden, hvor der var varmere end nu.«
Box: Fortiden er mindre nyttig, end vi tror
Ifølge Jason Box er situationen i Grønland dog helt anderledes nu end i Eem-mellemistiden – som fandt sted for ca. 130.000 til 115.000 år siden.
»I dag er situationen helt anderledes, end den var under Eem, hvor de højeste temperaturer var drevet af kredsløbseffekter på den nordlige solindstråling. Fortiden er mindre nyttig, end vi tror,« siger han og tilføjer:
»Der er et stigende antal videnskabelige publikationer, som bakker op om, at Grønlands is er dødsdømt.«
Jason Box refererer eksempelvis til dette Nature-studie fra 2004. Han Box påpeger, at selv hvis vi overholder vores forpligtelser i Paris-aftalen og holder den globale opvarmning til 2 grader, har vi allerede oversteget Indlandsisens smertetærskel. Ifølge nyere forskning ligger den med størst sandsynlighed omkring 1,6 grad temperaturstigning.
»Derfor lider Grønlands iskappe et uopretteligt tab, medmindre der kommer nogle nedkølingsfaktorer i spil,« siger han og refererer eksempelvis til teknologier, hvor man trækker CO2 ud af atmosfæren.
Isen nærmer sig sin smertetærskel
Sebastian Mernild bakker op:
»Indlandsisens overflademassebalance (surface mass balance, SMB) er et vigtigt aspekt, når vi taler for eksempel ‘point of no return’, som Søren fremhæver. Er SMB negativ over en længere periode, vil Indlandsisen ikke have mulighed for at opbygge sig selv,« skriver han som svar på Søren Rysgaards mail.
Ud over et netto-tab på overfladen af isen, vil isen også forsvinde på grund af bundsmeltning og produktionen af isbjerge, såkaldt ’calving’, forklarer Sebastian Mernild. Han fremhæver et studie fra 2010, som han selv var medforfatter på, hvor modeller for Indlandsisen viste, at den ville nå sin smertetærskel i begyndelsen af 2040’erne.
»Meget er sket siden da, og i dag er modellerne langt bedre, men tendensen er den samme: At man med den igangværende koncentration af CO2 i atmosfæren med forsinkelse vil se en stigende temperatur, kraftigst i Arktis, og dermed en stigende afsmeltning, en negativ udvikling i SMB og tab fra Indlandsisen.«