Hvor risikabel må sygdomsforskning være?

Vi finder formentligt aldrig ud af, om COVID-pandemien virkelig startede i et kinesisk laboratorium eller i hvert fald slap ud derfra.

Det er jo mystisk, at COVID-19 netop begyndte i en by, hvor der lå et laboratorium, der aktivt forskede i coronavirus.

Meget bevismateriale peger på, at virussen opstod på et marked i Wuhan, hvor levende pelsdyr blev solgt.

Det er derfor sandsynligt, at en flagermus med coronavirus har smittet sig igennem pelsdyrsfarme i Kina og frem til markedet i Wuhan.

Hvis virussen rent faktisk kom fra laboratorier i Wuhan, hvor virologer arbejdede med coronavirus fra flagermus og andre dyr, så ville det være et eksempel på forskning, som foregik med gode intentioner.

Formålet med denne type forsøg er nemlig at blive klogere på virusser, så vi i fremtiden kan undgå dem og beskytte os alle sammen mod nye pandemier.

Men uanset de gode intentioner er der en alvorlig risiko ved disse forsøg, hvis en superdødelig og supersmitsom variant en dag slipper ud af laboratoriet. Så bør vi lave denne type forsøg?

Hvad skete der i Wuhan?

I Danmark erfarede vi under COVID-19 pandemien, hvor nemt det er at smitte fra pelsdyret mink til mennesker.

I efteråret 2020 var nemlig op imod halvdelen af corona-smittede mennesker i Nordjylland smittet med en mink-variant.

Det førte til at minkerhvervet blev nedlagt, for at forhindre at der skulle opstå en yderligere muteret version, som kunne modstå en fremtidig vaccine eller være mere dødelig.

Med dette in mente kan det sagtens være, at mårkatte eller andre pattedyr på farme var blevet smittet af flagermus i provinsen i Kina og derefter transporteret til salg på markedet i Wuhan, hvorfra virussen spredte sig.

Der findes masser af eksempler på, hvordan en dyrevirus er hoppet over i mennesker.

For eksempel vides det med sikkerhed at SARS, den første coronavirus-trussel i 2003, var overført fra flagermus via en mårkat eller desmerdyr på et marked i Guandong, Kina.

Også svineinfluenza-pandemien i 2009 skyldtes en influenzavirus, som kom fra grise i Mexico.

Går vi tilbage til ’Spanskesygen’ i 1918, så var den også forårsaget af en influenzavirus overført fra fugle til mennesker, selv om omstændighederne stadig debatteres.

Problemet med laboratorie-hypotesen

Vi har dog ikke ’the smoking gun’ til at afgøre med sikkerhed, hvor SARS-CoV-2 virussen kom fra i 2019, og vi kan derfor ikke sikkert be- eller afvise, at virussen undslap et laboratorie i Wuhan.

Problemet med laboratorie-hypotesen om COVID er bare, at der ikke er fuld transparens om, hvad der foregik på Wuhan-laboratoriet.

Der er ingen afklaring af, om der faktisk var syge laboratorie-arbejdere i november 2019, som blev testet for SARS-CoV-2, altså lige før virussen begyndte at sprede sig i Wuhan.

Vi kan heller ikke be- eller afkræfte, om forskning med at manipulere flagermus-coronavirus faktisk fandt sted - men det er dog sikkert, at et amerikansk/kinesisk team af forskere havde ansøgt om forskningspenge til noget i den retning i 2018 og fået afslag.

Men spekulationen (og bekymringen) vil eksistere, så længe denne type forsøg potentielt kan finde sted.

Hvorfor eksperimenterer virologer?

Indenfor såkaldt ’gain-of-function’-forskning eksperimenterer virologer med at få virusser til at mutere, så de får nye egenskaber. Dette foregår som oftest med ædle intentioner om at opdage og modstå fremtidens pandemi-trusler.

Men det er en type forskning, som medfører en vis risiko for, at en virus undslipper laboratoriet og starter et udbrud med katastrofale konsekvenser for hele verden.

Med denne type forskning kan man i et laboratorie eksempelvis finde ud af, hvilke bestemte mutationer i flagermus-populationer (coronavirussens naturlige vært) som medfører, at coronavirussen kan spredes effektivt blandt mennesker.

Det giver os viden om, hvilke mutationer vi bør holde ekstra øje med ude i den virkelige verden, for at forstå om en zoonotisk virus er i gang med at udvikle sig mere i retningen af en menneske-pandemi.

Formålet med eksperimentet er dermed at få en virus til at blive til en potentiel pandemisk virus ved at øge dens mulighed for at sprede sig effektivt blandt mennesker, eller ved at lave mere dødbringende varianter.

Det hverken lyder eller er risikofrit, og derfor er gain-of-function-studier også særligt bekymrende for pandemiforskere som mig.

To forsøg rystede os

Gain-of-function er at opnå evnen til effektiv smitte blandt mennesker.

To banebrydende influenza gain-of-function-studier blev publiceret i sommeren 2012 i førende tidsskrifter, ét i Nature og ét i Science.

Resultaterne i Science-artiklen blev fremlagt på en influenza-konference i Malta i 2011 og forskrækkede mange af de tilstedeværende forskere.

I dette studie ’trænede’ man en H5N1-højpatogen fugleinfluenzavirus i mårkatte ved at overføre den fra næsebor til næsebor, indtil virussen blev luftbåren i dette pattedyr.

Det tog kun fem mutationer at få virussen til at smitte gennem luften. Dermed har den foretaget et betydeligt skridt hen mod at kunne smitte i pattedyr, og dermed potentielt blandt mennesker.

I Nature-eksperimentet kombinerede man i laboratoriet H5-segmentet fra en højdødelig H5N1-virus med resten af virus-segmenterne fra ’svine-influenza-pandemiens H1N1pdm09-virus (som jo altså i 2009 var vældig god til at smitte blandt mennesker).

Her lykkedes det at lave en hybrid H5N1-virus, som kunne smitte effektivt, efter at bare fire betydelige mutationer i H5-genet var sket.

Et betændt spørgsmål, der splitter forskerverdenen

Men forskersamfundet er splittet, fordi dilemmaet er, at viden fra sådanne studier kan være vigtig og svær at opnå uden sådanne risikable eksperimenter.

For eksempel ville det være rart at vide, hvad man skal se efter lige nu med hensyn til H5N1.

I de sidste tre år har der været en vedholdende trussel fra en ny klade af H5N1-fugleinfluenza-virus, som har smittet verden over især blandt vilde fugle og fjerkræsfarme, men også forårsaget omfattende smitte blandt køer, katte, søløver, ræve og mange andre pattedyr.

Her er det vigtigt at vide, hvilke mutationer som er mest bekymrende – og det er jo netop denne viden, man kan få fra gain-of-function-forsøgene.

Personligt er jeg dog ikke i tvivl: Studier af denne type, hvor man faktisk fremstiller en potentiel pandemisk virus, er for risikable og bør ikke tillades.

En årelang bekymring

Forsøgene har bekymret mig i over 10 år, faktisk lige siden de to studier fra 2012.

Af denne grund var jeg med til at stifte ’Cambridge Working Group’ i 2014, som har til formål at skabe opmærksomhed omkring gain-of-function-forskning og forsøge at få retningslinjer på plads, for at forhindre at den slags forskning fører til en fremtidig pandemi.

Ideen med retningslinjerne var, at risikoen skal vejes op mod vigtigheden af de videnskabelige opdagelser man søger, altså en risk-benefit afbalancering.

Vi argumenterede for, at der er en kendt risiko for laboratorie-udslip: Farlige virusser slipper indimellem ud fra højsikre laboratorier og smitter mennesker.

Typisk smittes kun et par nærtstående, men en undtagelse er da H1N1-influenza-virus (en mildere sæson-influenza, som oprindeligt stammer fra 1918-virussen, der er nævnt længere oppe i artiklen), på en eller anden måde slipper ud af et laboratorium i 1977.

Det var måske fra et militært laboratorie, som arbejdede med at lave vacciner i Kina eller Rusland.

I hvert fald spredte virussen sig i 1977 blandt mennesker verden over, og lavede epidemier i de følgende vintre indtil 2009-pandemien.

Virussen var ikke særlig dødelig men smittede rigtigt effektivt, og var ifølge sekvensanalyser helt identisk med H1N1-virus fra 1950'erne. Der var kun én forklaring: den genopdukkede version af H1N1 kom ud af en fryser.

Bør vi forbyde forsøgene?

I gruppen foreslog vi også, at man kunne overveje at lave den slags eksperimenter med mindre højpatogene (det vil sige meget dødelige) virusser eller på anden vis minimere risikoen.

Sidst men ikke mindst var vi i ’Cambridge Working Group’ ikke overbeviste om, at de indsigter, som kan opnås i farlige eksperimenter, altid er risikoen værd.

Debatten, som fulgte de to Science- og Nature-artikler i 2012, førte til et midlertidigt forbud mod gain-of-function-studier i USA fra 2014-2018, imens sagen blev undersøgt, og regler for den type forskning afklaret.

Men jeg medgiver, at det kan være svært at finde grænsen mellem farlige gain-of-function-studier og så eksperimenter, som er rutine i virologiske laboratorier og ikke risikable.

Dyb splittelse blandt forskere

Man skal heller ikke være blind for forskernes motivation for at få publikationer i meget anerkendte tidsskrifter som Nature og Science.

Derfor mener jeg også, at den type tidsskrifter bærer et ansvar for at sikre, at bekymrende studier ikke bliver publiceret og fremmer videnskabelige karrierer.

At sagen er og var kontroversiel blev også tydelig, da en anden gruppe forskere dannede gruppen ’Scientists for Science’, som et modspil til vores kritik af gain-of-function-forskning.

De argumenterede for, at eksperimenterne ikke er farlige set i forhold til alt det, man kan lære af dem. Det var lidt vildt – en situation, hvor to grupper af forskere næsten ikke kunne tale sammen.

Og nu står vi i en lignende situation med debatten siden 2019 om, hvorvidt SARS-CoV-2 virusset var laboratorieskabt eller ej.

En skarp uenighed blandt forskere, som polariserer i stedet for at samle forskere om at tænke sig igennem alle kendte og ukendte elementer, opdage huller i argumenter og forbedre dem, i stedet for at stoppe dem til.

Europa har flest laboratorier – og færrest regler

Hvad også er interessant for mig er, at det er svært i Danmark at vække interesse for debatten om gain-of-function, mens den i USA har udspillet sig siden 2012.

Forbuddet fra 2014-2018 førte til, at der kom retningslinjer for risikable gain-of-function eksperimenter i USA.

Men debatten eller forbuddet har ikke rigtigt manifesteret sig i andre dele af verden, som for eksempel i Europa.

Men det er jo ikke bare et amerikansk anliggende at sikre, at forskningen ikke er for risikabel.

Faktisk er der over 100 BSL-3+ og BSL-4 laboratorier verden over, som er designet til forskning med farlige patogener - flest i Europa, som du kan se på figuren herunder, som viser, hvor laboratorier til høj-risiko-forskning befinder sig verden over i 2024:

Forsøgene skal reguleres

Jeg kunne personligt godt tænke mig, at diskussionen om gain-of-function bredte sig ud til andre lande verden over.

Den type forskning skal reguleres, så man undgår unødig risiko uden at misse de fundamentale indsigter, som kan komme ud af de mindre risikable forsøg af slagsen.

For hvis det går galt, er det noget, som angår os alle. Hvis en ny pandemi-virus skabt i laboratorier slap ud og fik fat, ja, så er jo et globalt anliggende, da de fleste af os ville blive smittet over få år. Uanset hvilket laboratorie og verdensdel det startede i.

Det handler ikke bare om, hvordan COVID-19-pandemien opstod, men om at fremtidssikre verden mod at en menneskeskabt pandemivirus en dag vil kunne undslippe et laboratorium et eller andet sted ved et uheld.