Er der liv på Venus?
ANALYSE: Overfladen på Venus er for varm til liv – men så kan livet jo bare flytte sig.
Magellan Venus mission NASA

En computersimuleret visning af udsigten fra Magellan-fartøjet, der i 1990'erne kortlagde 98 procent af Venus' overflade under skydækket. (Foto: NASA/JPL)

For et par milliarder år siden lignede Venus Jorden en smule – endda med have på overfladen og et køligere klima end i dag.

Og måske er vore nærmeste naboer i rummet mikroorganismer, som lever i skyerne omkring Venus.

Det mener en række forskere, som fremsætter deres teori i en stor artikel i tidsskriftet Astrobiology.

Store flyttedag

Hvis der engang har været liv på Venus, så har det været helt nødvendigt undervejs at holde store flyttedag for overhovedet at overleve. For i dag er temperaturen på overfladen 460 grader – ikke ligefrem befordrende for nogen levende organisme.

Om artiklens forfattere

Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.

I snart 40 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.

De står bag bogen 'Det levende Univers' og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet 'Stubberne'.

Man kan forestille sig, at eventuelt liv på Venus har reageret på samme måde som livet her på Jorden: Hvis et sted bliver ubeboeligt, vil livet flytte til andre steder, hvor betingelserne er noget bedre.

Den meget tætte atmosfære omkring Venus kan måske give livet bedre betingelser end dem, der hersker nede på overfladen.

I en højde på 50 kilometer er temperaturen ikke meget forskellig fra, hvad vi her på Jorden kender til. I denne højde er der skyer, og ny forskning viser, at det måske ligefrem er en fordel, at skyerne indeholder koncentreret svovlsyre.

Et liv blandt skyer

Artiklen i Astrobiology er skrevet af et internationalt hold af forskere. To af disse forskere er Rakesh Mogul og Sanjay Limaye, som for tiden er med til at analysere data fra den Japanske Akatsuki-rumsonde, der kredser om Venus.

Artiklen bygger på detaljerede undersøgelser af Venus-atmosfæren, men to argumenter er centrale:

  • Venus har sandsynligvis i de første 1-2 milliarder år haft et meget mildere klima og desuden have som her på Jorden. 
  • I skylaget findes der nogle mørke områder, som bedst ses i ultraviolet lys. Disse områder absorberer lys på samme måde, som visse mikroorganismer her på Jorden.

Det første argument bygger på, at forholdet mellem tung brint (D) og let brint (H) er 100-150 gange større end her på Jorden. Det er et ret sikkert tegn på, at Venus har mistet en masse vand. Hvis Venus er født med vand nok til at danne have, så har der været mulighed for, at liv kunne opstå.

Venus lyn torden NASA ESA

Sådan forestiller man sig, at der kan se ud på Venus' overflade, når det lyner. (Illustration: European Space Agency/J. Whatmore)

Masser af tid til at udvikle liv

Efter denne idylliske start gik det dog helt galt. Venus er jo tættere på Solen end Jorden, og det har betydet en større fordampning fra havene. Atmosfæren har derfor fået tilført store mængder vanddamp, som i sig selv er en kraftig drivhusgas.

Det fik temperaturen og dermed fordampningen til at stige yderligere, og til sidst var havene fordampet helt bort. Vandet forsvandt også fra atmosfæren, og det ændrede forholdet D/H – altså mellem tung og let brint.

Når vanddampen kommer op i atmosfæren, spalter Solens ultraviolette lys vandmolekylerne i ilt og brint.

Ilten går i kemisk forbindelse med klipperne, og brinten forsvinder ud i rummet. Men almindelig brint har lettere ved at forsvinde ud i rummet end tung brint. Resultatet er, at forholdet mellem tung og let brint, D/H, på Venus gradvist er vokset, til det nu er over 100 gange større end det, vi kender her fra Jorden. 

Limaye siger selv om det første argument:

»Venus har haft masser af tid til at udvikle sit eget liv. Der har sandsynligvis også været vand på overfladen i længere tid end på Mars.«

Et biologisk argument

Det liv, man nu leder efter, er mikroorganismer, der driver omkring i skyerne, og som kan leve i en atmosfære helt domineret af CO2 og mindre mængder SO2, der sandsynligvis stammer fra vulkansk virksomhed. Sådanne organismer kan producere svovlsyre som en del af deres stofskifte.

Rakesh Mogul, der er professor i biokemi, angriber meget naturligt sagen fra en biologisk synsvinkel. Han bemærker først, at vi faktisk kender organismer her fra Jorden, som godt kunne trives i skyerne på Venus. Han siger:

»Vi ved, at der her på Jorden findes liv, som trives i syreholdige omgivelser og kan leve af CO2 og producere svovlsyre.«

Venus skylag ESA

Venus' skylag – bemærk de mørke områder. (Foto:ESA/MPS/DLR/IDA)

De mørke områder

Det næste led i argumentet er, at målinger fra rumsonder viser, at de mørke områder i skyerne ud over svovlsyre indeholder partikler, der i størrelse godt kan sammenlignes med mikroorganismer. 

Således har de russiske VEGA-rumsonder i 1986 sendt balloner ind i atmosfæren. De fandt aflange partikler på omkring en mikrometer i udstrækning, svarende til en lille bakterie. Der er også fundet betydeligt større partikler.

Hverken VEGA eller andre rumsonder har dog medført instrumenter, der kan afgøre, hvad partiklerne består af. Men vi kender mikroorganismer her fra Jorden, som absorberer lyset på samme måde som de ukendte partikler i de mørke områder i venusatmosfæren. Det er naturligvis ikke noget bevis, men det gør en biologisk hypotese mere sandsynlig.

Højt at flyve 

Der er endnu et argument, der blev diskuteret på et møde i Wien 10. april. Vi ved nu, at 'Acidophile' – altså syreelskende – mikroorganismer her på Jorden er ganske almindelige. Nogle er endda så syreelskende, at de ikke trives, med mindre de bliver godt fodret med svovlsyre.

Det er heller ikke svært at forestille sig, hvordan mikroorganismer finder vej fra overfladen og op i atmosfæren. Det sørger vinden for, og man har fundet mikroorganismer i højder helt op til 40 kilometer over Jorden af balloner, som er sendt op netop for at lede efter dem.

Man kan sagtens forestille sig, at noget lignende er sket på Venus for et par milliarder år siden, og at mikroorganismerne simpelthen udviklede sig til et liv blandt skyer, da de nu ikke længere havde en overflade at vende tilbage til.

Venus skydække NASA Magellan

NASA højdekort, der viser lavland og højland på Venus. Baseret på radarmålinger fra rumsonden Magellan. Sådan ville Venus se ud, hvis den ikke have et tæt skydække. (Foto: NASA/JPL/USGS)

Ny ekspedition til Venus

Spørgsmålet er nu, hvordan man i fremtiden kan undersøge sådanne højtflyvende mikroorganismer. Endnu er der ingen helt faste planer, men rumagenturerne er ved at tage de første skridt til en ny ekspedition til Venus.

Det russiske rumagentur Roskosmos har planer om at sende en rumsonde til Venus i 2026. Den skal gå i bane om Venus og sende en lander ned på overfladen i håb om, at landeren kan klare sig i hele tre timer, før den går til grunde i den intense varme. Hidtil er rekorden for en lander på Venus 1,5 time, men det er også helt tilbage i 1981.

Men mere interessant er det, at Roskosmos og NASA har talt om et samarbejde, hvor NASA måske kunne supplere med et fly eller en ballon, der kunne udforske skylaget, og naturligvis især de mørke områder, som måske kunne være biologisk interessante.

Der er, så vidt vi ved, endnu ingen endelig aftale, men det har nu ikke hindret amerikanerne i allerede at overveje konstruktionen af et fly. Typisk amerikansk har flyet allerede fået navnet 'VAMP', der står for Venus Atmospheric Maneuverable Platform. Det med akronymer er vist blevet en hel sport for rumforskerne.

VAMP Venus fly

VAMP, der kan hjælpe med at søge efter liv på Venus. (Illustration: Northrop Grumman Corp)

Venus er vanskelig

VAMP er en blanding af et fly og et luftskib. Det er beregnet til at pustes op ved ankomsten til Venus, og det er konstrueret på en måde, så det ikke behøver varmeskjold. VAMP er så let, at den næsten kommer ind i atmosfæren som et faldende blad.

Fartøjet er soldrevet og udstyret med propeller, og det flyver med den imponerende hastighed af op til 100 kilometer i timen. 

VAMP flyver så højt, næsten 50 kilometer over overfladen, at man regner med, at den kan holde i op til et år. Der er plads til næsten 50 kilo instrumenter, og man regner med, at VAMP i princippet kan tage nogle af de små partikler i skyerne ind, se på dem i et mikroskop og undersøge, om der er tale om noget levende.

Men en venusflyvning ligger desværre nogle år ude i fremtiden. Venus er på alle måder en meget vanskelig planet at udforske, selv om det er den planet, der kommer tættest på Jorden.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.