Din bolig har samme klimaaftryk som din tipoldemors – men tre gange mindre end din bedstemors

Hvis du er under 50 år gammel, har du sandsynligvis haft dit eget værelse som barn. Måske har dit hjem også indeholdt et dedikeret legeværelse til børnene og/eller kontor til de voksne.

Historisk set har det ikke været normalt.

Går vi 'bare' 160 år tilbage i tiden – cirka dengang din tipoldefar var barn – peger optegnelser fra Den Gamly By Aarhus på, at der typisk var to familier (10 personer) om at dele et hus på 50 kvadratmeter.

I dagens Danmark har hver person i gennemsnit hele 50 kvadratmeter til sig selv.

Hvordan og hvor tæt, vi bor, har vist sig at have stor betydning for, hvor meget klimaet belastes via vores bolig.

I et tværfagligt dansk forskningsprojekt har vi undersøgt, hvordan danskernes personlige klimabelastning har udviklet sig historisk i perioden 1860-2020.

Vi har blandt andet kigget på forbrug af mad, transport, og bolig.

Sidstnævnte har særlig stort fokus i den nuværende grønne omstilling, da byggesektoren står for omtrent en tredjedel af vores globale CO₂-udledning.

Mit mål med denne artikel er at give et indblik i en gennemsnitlig danskers klimabelastning fra deres bolig i et historisk perspektiv. Hvor stort er dit klimaaftryk sammenlignet med din bedstemors og din tipoldefars?

Mit håb er, at det kan give nye indsigter til fremtidens boligudvikling.

Hvor meget CO₂ udleder ét kilo stål fra Kina?

Før vi går i gang, er det vigtigt for mig at understrege, at bæredygtighed og klimabelastning er to forskellige ting.

Bæredygtighed er et ekstremt komplekst begreb (se faktaboks), mens klimabelastning kan forstås mere snævert – nemlig global opvarmning, som måles i kilo CO₂-udledning.

Vores historiske forskningsprojekt beskæftiger sig udelukkende med klimabelastning.

Hvordan kan vi så sætte kvantitative tal på klimabelastning?

Vi kan jo ikke se den CO₂, der udledes. Og selvom vi kan måle drivhusgasser i atmosfæren, kan vi ikke adskille, hvor de kommer fra.

Derfor må vi gå til computertasterne og lave simuleringer. Den mest anerkendte metode til dette er ’livscyklusvurdering’, forkortet LCA.

Her har vi nogle store databaser med tusindvis af 'byggeklodser' i.

En byggeklods kunne for eksempel være '1 kilo stål produceret i Kina', 'lastbilstransport af 1 ton gods' eller '1 kilowatt-time strøm fra Danmark'.

Hver byggeklods indeholder data om, hvor meget den forurener miljøet.

Således kan vi sætte hundredevis af byggeklodser sammen for at simulere, hvor meget opførelsen af et dansk hus forurener fra første produktion af byggematerialer, til det endelige hus står klar.

Her er det vigtigt, at vi ser på boligen, fra før den er bygget, til den rives ned:

• Råmaterialerne skal udvindes fra naturen, forarbejdes til byggematerialer og transporteres
• Selve huset skal bygges, hvortil der bruges maskiner og så videre
• Derudover vil boligen gennem hele dens levetid (typisk 80 år) blive opvarmet, vedligeholdt og renoveret
• Til sidst rives den ned, og materialerne bortskaffes og/eller genbruges

Som du kan se, er der enormt mange metodiske valg, når man laver en LCA – og dette er blot de mest grundlæggende.

Det betyder, at resultatet af en sådan analyse er dybt afhængig af, hvilke data man bruger, og aldrig kan være bedre end de data og forudsætninger, som den laves på baggrund af.

At den type analyser afhænger af datavalg (og fravalg) kan man eksempelvis se af forsøget på at udregne, hvor mange gange man skal bruge en stofpose, før den bliver mere miljøvenlig end en plastikpose (en sag, Videnskab.dk har dækket i artiklen hér).

Historisk LCA - pionerende forskning

Man bruger ofte LCA-analyser til at få en idé om, hvilke konsekvenser bestemte handlinger har i fremtiden:

• Skal vi bo i små træhuse i fremtiden?
• Er cirkulær økonomi og genbrug løsningen på byggeriets klimabelastning?
• Er elbiler altid bedre end benzinbiler, eller kommer det an på, hvor strømmen kommer fra?

Der er mange relevante spørgsmål, som vi kan undersøge med sådanne fremtidsorienterede LCA’er, og både industrien og forskningsverdenen er dybt engagerede i udviklingen.

I den sammenhæng er der også begyndt at komme et spirende fokus på, at vi skal forstå, hvor vi kommer fra, for at kunne forstå hvor vi bevæger os hen.

Således kan vi bruge historien til at kalibrere den ’krystalkugle’, som vi bruger til at give bud på mulige fremtids-scenarier.

Jeg er ph.d.-studerende ved Syddansk Universitet og beskæftiger mig netop med tids-dimensionen af LCA.

Jeg bruger (sammen med en håndfuld dygtige ingeniørstuderende) det store danske forskningprojekt 'Bylivets sorte omstilling' som legeplads til at udforske metoder til at kvantificere klimabelastning bagud i tid.

Til gengæld får den store gruppe historikere bag forskningsprojektet nogle konkrete tal, som de kan bruge i deres analyser, bøger og museumsudstillinger.

Der findes imidlertid kun ét studie, der har brugt historiske data i livscyklusanalyser. Det er derfor enormt spændende – og udfordrende – at være pioner på det område.

Fem nedslag i historien

Vi deler vores tidsperiode fra 1860-2020 op i fem perioder, for at vi kan få et groft billede af udviklingen.

Hver periode er et gennemsnit af sit respektive årti: 1860’erne, 1890’erne, 1920’erne, 1970’erne og 2010’erne.

Vi baserer vores tankegang på den temmelig abstrakte IPAT-ligning, der kort sagt fastlægger, at klimabelastning (I) generelt afgøres af:

• Antallet af mennesker (på Jorden) (P)
• Deres levestandard, eller trang til at forbruge (A)
• Hvor effektiv teknologien er (T) – for eksempel hvor mange ressourcer og energi går der til at bygge et hus, producere et materiale eller køre en tur i sin bil

Et meget interessant spørgsmål er, hvilke af disse parametre det både er realistisk og etisk at skrue på for at nedbringe klimabelastningen.

Dette ønsker jeg at grave dybere i i en senere artikel.

Selve boligen forurener mere...

Vores resultater (som jeg i skrivende stund er i gang med at udgive videnskabeligt) giver et plausibelt bud på, hvordan danskernes klimabelastning har set ud tilbage i historien. Når vi kigger på boligen, deles den op i to dele:

• Selve den fysiske bolig
• Energiforbrug i boligen (se faktaboks)

Kigger vi alene på den fysiske bolig, kan vi se, at CO₂-udledningen generelt er stigende op gennem tiden.

Vores resultater viser, at nutidens fysiske boliger (der som regel ikke er helt splinternye, men bygget i 80’erne) forurener 200 kilo CO₂ per person per år - altså det højeste siden den industrielle revolution i 1860’erne, hvor den var helt nede på 60 kilo CO₂.

Og det er der en grund til.

(Grafik: Bruhn et al. / Videnskab.dk)

… men den samlede klimabelastning er markant lavere

Det skyldes nemlig de meget avancerede materialer, som understøtter bygninger med høj komfort, heriblandt krav til god isolering.

Man kan sige, at der er investeret noget klimabelastning til blandt andet at lave isoleringsmateriale (som ofte er rockwool – altså sten, der er varmet rødglødende og hermed lavet til stenuld).

Der er en mening med 'galskaben'. Det har nemlig den effekt, at der spares markant på energiforbruget (og deraf følgende klimabelastning) i boligen – hvoraf størstedelen historisk er gået til opvarmning.

Typisk udgør energiforbruget omkring 80-90 procent af en bygnings samlede klimabelastning.

Den ’klimabelastning’, man investerer i bedre isolering, kommer altså flere gange retur i form af lavere energiforbrug (se figur i næste afsnit).

Nutidens bolig belaster klimaet lige så meget som for 120 år siden

Herunder ser vi, at den sammenlagte klimabelastning fra boligen (det vil sige den fysiske bolig og energiforbruget heri) i dag er på 2,8 ton CO₂ – omtrent samme niveau som i 1890’erne, da din tipoldefar var barn.

Hvorimod klimabelastningen toppede i 1970’erne, da din bedstemor var midaldrende. Dengang var den omtrent tre gange højere end i dag, hele 7,8 ton CO₂.

Hvorfor?

Det hænger især sammen med, at man dengang begyndte at få enormt meget plads og komfort, men uden den store omtanke for at energi og ressourcer er begrænsede.

Nogle læsere kan måske huske, at man dengang åbnede vinduet, hvis det var for varmt – uden at skrue ned for radiatoren.

Siden denne realisering er opstået i den kollektive bevidsthed, er der altså sket en markant forbedring.

Vi er blandt andet blevet markant bedre til at skabe et godt indeklima, der kan holde varme og kulde ude, hvorfor der går mindre energi til opvarmning – uden vi er gået på kompromis med komforten.

Det tyder på, at teknologisk forbedring virkelig batter noget. Der kan kun gisnes om, hvilken effekt, vi på den lange bane vil høste af den enorme fokus på grøn omstilling, som vi ser i dagens Danmark.

Personligt er jeg fortrøstningsfuld.

Hvad kan du selv gøre – belært af historien?

Baseret på de historiske resultater kan vi give en række perspektiver på og anbefalinger til, hvordan den grønne omstilling kan fremmes.

Der er noget, du selv kan ændre i dit forbrugsmønster som supplement til den teknologiske udvikling, der foregår mere eksternt

• Mindre bolig: Klimabelastning bliver - alt andet lige - mindre, jo mindre boligen er. Hvor meget plads har du reelt brug for?
• Flere om pladsen: Er jeres børn fløjet fra reden? Så kunne I måske fremleje de overskydende værelser. At deles om pladsen fører til mindre behov for nybyggeri, afhjælper boligmanglen og kan være en økonomisk fordel for både lejer og udlejer.
• Pas på boligen: En længere boliglevetid fører generelt til lavere klimabelastning, da den kan deles ud over en længere periode og mindske graden af nybyggeri.
• Isolér: At have et energieffektivt hus (især via isolering) gavner enormt meget (se faktaboks).

Som slutbemærkning vil jeg sige, at dette dog skal ses i en større helhed: For hvad er konsekvenserne af disse handlinger?

Vil man eksempelvis være tilfreds med at bo i et minihus, hvor stuen deles med en lejer – eller er man en person, som har brug for mere alenetid og albuerum?

Sidstnævnte person ville måske få et større behov for at tage oftere på ferie, hvilket kunne have den konsekvens, at klimabelastning bare flyttes fra boligen til ferien.

Det kunne, set i den store helhed, potentielt føre til en højere klimabelastning (jeg undlader at give mit bud, da det er et ultra komplekst regnestykke).

Mit store ønske er snarere at så et frø i dig, kære læser, der vil give lejlighed til at filosofere over dit forbrugsmønster set i en større helhed.

På den måde bliver vi til forbrugere, der både er bevidste om ansvaret for vores egen lykke samt ansvaret for den globale belastning af miljø og klima.

Denne artikel er et resultat af et samarbejde mellem Videnskab.dk og forskningsnetværket ‘Circular Built Environment Network’, som er kurateret af BLOXHUB.