Det begynder i mors mave: Derfor kan vi mennesker gå på to ben

Har du nogensinde set en chimpanse gå på to ben? Så må du forestille dig en vraltende and, for sådan ser det ud, når den gør det.

Chimpansen er ligesom andre pattedyr slet ikke anatomisk bygget til at gå på to ben. Musklerne er ikke tilpasset oprejst gang, og derfor kan chimpanser kun gå et lille stykke på to ben.

Det er modsat mennesket, afslører forskere i et nyt studie, publiceret i Nature.

Menneskets muskulatur tilpasser sig allerede i fostertilværelsen med en ændret udformning af bækkenet, der sikrer, at vi kan gå effektivt på to ben senere hen i livet.

Ifølge forskerne sker der nemlig en reorientering i vækstmønstret i den øvre del af bækkenet i ilium-knoglen, som er en del af hoftebenet. Væksten sker i horisontal retning og ikke som hos andre primater og pattedyr i vertikal retning.

»Det nye i studiet er, at dannelsen af bækkenet – morfogensen – her analyseres i detaljer,« siger Peter K. A. Jensen, der er pensioneret læge, og som har skrevet flere bøger om menneskets udvikling.

»Det bidrager med ny viden om, hvordan mennesket er tilpasset den oprejste gang.«

Særligt for mennesket

Ifølge Peter K. A. Jensen er den oprejste gang et varemærke for os mennesker.

»Det er den mest fundamentale egenskab, der definerer os som mennesker,« siger han.

For det er den oprejste gang, der adskiller os fra andre pattedyr, der alle går på fire ben.

»Den oprejste gang er meget definerende for at forstå vores udvikling som mennesker. Og derfor er enhver viden, der kan være med til at gøre os klogere på den oprejste gang, af stor vigtighed,« forklarer Peter K. A. Jensen.

Den oprejste gang var det første tegn på, at der tilbage for syv millioner år siden var en udvikling frem mod mennesket. Det var, da vores fælles forfader, som vi deler med chimpansen, splittedes op i to linjer.

Den ene, der førte frem til de nulevende chimpanser, og den anden, menneskelinjen, der førte frem mod mennesket.

Selv om vi ved, den oprejste gang var det primære og fundamentale i udviklingen, så er der meget stor usikkerhed om det. Hvad var det præcist, der satte udviklingen i gang, og hvordan udviklingen skete.

Det er noget af det, som forskerne bag det nye studie udgivet i det mest anerkendte videnskabelige tidsskrift, Nature, nu bidrager med en bedre forståelse af.

»Det er et rigtig spændende studie. Ellers udkommer det heller ikke i Nature. Det kan vi roligt regne med,« understreger Peter K. A. Jensen.

Fra horisontal til vertikal

Allerede tidligt i fostertilværelsen omkring uge seks til ti sker en ændring af vækstmønstret i bækkenet. Ilium-knoglen begynder at vokse i horisontal retning i stedet for i vertikal retning, som det ses hos alle andre pattedyr, inklusiv hos vores nærmeste slægtning chimpansen.

»Forskerne undersøger meget detaljeret på det cellulære, anatomiske og genetiske plan, hvordan udviklingen af bækkenknoglerne i fostertilværelsen skifter, så det færdige bækken vil understøtte oprejst gang på to ben og ikke gang på fire ben,« siger Peter K.A. Jensen.

»Derudover kan de også se, at tidspunktet, hvor bruskvæv bliver til knoglevæv, sker forsinket hos mennesket i forhold til chimpansen og andre aber.«

Menneskets bækken blev i første omgang udviklet til at understøtte oprejst gang. På fossiler, der er tre til fire millioner år gamle, og hvor hele eller dele af bækkenet er bevaret, kan man tydeligt se, hvordan bækkenet meget tidligt ændrede form hos vores opretgående forfædre sammenlignet med chimpansens bækken.

Hvis du er kvinde, og du har født et barn, ved du også, hvor svært og smertefuldt det er, når barnet bevæger sig ned gennem bækkenet og ikke mindst til sidst kommer til verden.

»Det er jo unikt for os mennesker. For chimpanser og aber smutter fostret lige ud, det gør det ikke for mennesker. Det skyldes, at hovedet på fosteret hos mennesker er så stort. Og at barnet skal rotere ned gennem fødselskananel, for at det kan lade sig gøre. Det hjælper en jordemoder med, men sådan en har chimpanser jo slet ikke brug for,« siger Peter K. A. Jensen.

»Men det er altså på grund af det ændrede vækstmønster og den lidt forsinkede knogledannelse i fostertilværelsen, at det sikres, at bækkenet bliver så bredt, så det kan akkomodere barnets store hoved.«

Ikke alt, vi ved endnu

Selvom studiet gør os klogere på udviklingen af bækkenet, er det langt fra alt, vi ved om den oprejste gang, fastslår Peter K. A. Jensen.

»Der er stadigvæk mange, ubesvarede spørgsmål om oprejst gang, men studiet giver et bidrag til at forstå den fysiske proces.«

Men hvad der præcist fik en kvadrupedal menneskeabe til at gå oprejst på to ben nede på jorden, det ved vi endnu ikke.

Måske det hænger sammen med menneskets udvikling i Østafrika, forklarer Peter K. A. Jensen.

For mere end syv millioner år siden, var hele det centrale Afrika dækket af tæt jungle. Af forskellige årsager blev landskabet gradvist mere åbent i den østlige del af det centrale Afrika, som i dag er en åben, næsten træløse savanne.

»Det var sandsynligvis i dette åbne landskab, at den oprejste gang og dermed menneskelinjen opstod,« siger han.

I det åbne landskab var der nemlig brug for at bevæge sig over større afstande og af flere grunde en fordel at gå oprejst på to ben. Så formentlig har åbningen af landskabet i det østlige Centralafrika været triggeren for oprindelsen af den oprejste gang.

»Sekundært er der indtrådt ændringer i skelettet, blandt andet i bækkenets udformning, der skal ses som en tilpasning til den begyndende gang på to ben. Disse ændringer understøttede og muliggjorde, at den oprejste gang blev effektiv,« forklarer Peter K. A. Jensen.