Myrer, vandmænd, fertilitet, elefanter, søstjerner, planters størrelse, ulves hårfarve, små europæiske samfund i USA og konditallet blandt landbeboere i Gambia.
Hvis man ser på, hvad medlemmerne af et nyt videnskabeligt selskab forsker i, kan det være meget svært at få øje på fællestræk i deres forskning.
Alligevel er forskerne i disse dage rejst fra flere verdensdele til Odense for at samle deres viden på den første konference for det nye selskab, der har fået navnet 'Evolutionary Demography Society'.
»Biologi og demografi er to helt forskellige videnskabelige felter, og de snakker kun meget sjældent sammen. De fleste demografer har studeret samfundsfag, og de tænker slet ikke på dyr eller andre organismer end mennesket i deres forskning. Men de to felter har i virkeligheden mange stærke fællestræk, og der er mange fordele ved, at vi samler vores viden,« siger adjunkt i biologi Daniel Levitis fra Max-Planck Center i Odense.
Han har stået for at organisere konferencen i Odense, hvor mere end 100 forskere er mødt op for at fortælle om deres forskning og lære af andre forskere.
Livets processer gentages i alle arter
En af dem er Tom Miller, som er lektor ved Rice University i USA. Han forsker i dynamikken i store populationer af planter, og han er begejstret for det nye videnskabelige selskab.
»Alle de forskere, som er på konferencen, studerer livets processer. Alle organismer bliver til, gror, reproducerer sig selv og dør, og forståelsen af alle de her processer er et helt generelt problem.«
»Så det er meget brugbart at have et videnskabeligt selskab, som fokuserer på alle de her processer på tværs af forskellige typer af organismer,« siger Tom Miller fra Rice University.
'Låner' fra hinandens metoder
Ifølge Daniel Levitis, som har arrangeret konferencen i Odense, er der en stigende tendens til, at demografer og evolutionære biologer låner forskningsmetoder fra hinandens felter.
Vi kan bruge hinandens koncepter og viden og hente metoder fra begge værktøjskasser.
Daniel Levitis, SDU
»Der er mange fordele ved at bringe de to felter sammen. Vi kan bruge hinandens koncepter og viden og hente metoder fra begge værktøjskasser. På den måde kan vi pludselig få besvaret spørgsmål, som vi ikke havde kunnet besvare, hvis vi kun havde holdt os til metoderne inden for vores eget felt,« siger han.
Som eksempel nævner han, at nogle forskere på konferencen har fået ny indsigt i livet i myretuer ved at låne af demografiens metoder til at studere store befolkningsgrupper. Andre forskere på konferencen har eksempelvis set på data fra elefanter eller bakterier med demografiske briller.
Demografi på bakterier og planter
»De metoder, som biologerne låner fra demografien, er udviklet til at blive brugt på mennesker, men de bliver i stigende grad brugt til at studere meget andet end mennesker. Men de forskere, som bruger de demografiske metoder på dyr, planter og bakterier, kan ofte ikke få lov at tale ved konferencer for demografer, for der accepterer man ikke forskning i andet end mennesker.«
»Så det er brugbart for de her mennesker, at de nu har fået et sted, hvor de kan snakke om deres forskning og dele deres erfaringer,« siger Daniel Levitis.
Formand for selskabet fra SDU
Formanden for det nye videnskabelige selskab er professor James W. Vaupel. Han er også leder af forskningscentret Max-Planck Odense Center ved Syddansk Universitet, som lægger hus til den første konference i det nye videnskabelige selskab.
»Det har været en rigtig interessant konference, og jeg har faktisk lært en masse,« siger den erfarne professor Vaupel fra Max-Planck Odense Center.
Han tilføjer, at næste konference for den nye videnskabelige sammenslutning vil komme til at foregå på Stanford University i USA næste år.
Max-Planck Center i Odense åbnede tidligere i år, og forskningscentret er et tværfagligt og internationalt samarbejde mellem forskere inden for demografi, epidemiologi, medicin, biologi, matematik og statistik.
































