Regnskoven langs Brasiliens atlanterhavskyst er et af de mest biodiverse og mangfoldige steder på kloden.
Omkring to procent, eller én ud af 50 plante- og landlevende hvirveldyrsarter, lever her – og kun her.
Regnskoven langs kysten (som kaldes Mata Atlântica på portugisisk) strækker sig 3.000 kilometer langs store dele af Brasiliens kyst og ind i landet, helt til Argentina og Paraguay.
Skovens utrolige mangfoldighed stammer fra en mosaik af forskellige økosystemer, blandt andet naturlige græsmarker, tropiske regnskove, gamle skove tilpasset vinterlige kuldeperioder, disede tågeskove i bjergene og meget mere.
Atlanterhavsskoven alvorligt truet
Men denne forbløffende rigdom på liv er alvorligt truet: Biomet er knust af flere århundreders skovrydning og ødelæggelse af habitater.
Nu truer de omvæltninger, vi forårsager i Jordens klimasystemer, med at skabe større forstyrrelser i løbet af de kommende årtier i de atlantiske skovøkosystemer, end naturlige forandringer har gjort i mange tusinde år.
Allerede nu er der kun fragmenter af Atlanterhavsskoven tilbage. Blot 25 procent af det resterende skovareal er mere end 250 meter fra åbent land; det er en gåtur på 3 minutter på fortov.
Mere end 80 procent af skovens naturlige vegetation er blevet tilintetgjort siden europæerne ankom til Brasilien, og risikoen for at visse atlantiske skovøkosystemer kollapser inden for de kommende 50 år er fifty-fifty.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Global opvarmning skaber endnu en trussel
Den globale opvarmning skaber endnu en trussel.
Jordens klima har altid ændret sig, men forstyrrelser i dette århundrede vil sandsynligvis være større og ske hurtigere end noget, menneskeheden tidligere har oplevet.
Højere temperaturer og mere variabel nedbør vil være en særlig udfordring i den sydlige del af Atlanterhavsskoven, hvor økosystemerne er en skrøbelig balancegang af arter – nogle fra de varme troper, andre tilpasset til kolde vintre, men næsten alle afhængige af konstant høj luftfugtighed.
Fortiden kan bruges til at forudsige fremtiden
Hvordan vil klimaforandringer i det 21. århundrede påvirke den sydlige Atlanterhavsskov?
Det har jeg samarbejdet med kolleger i Storbritannien, Sverige og Brasilien for at afdække og sætte det næste halve århundrede med forandringer ind i en kontekst på 21.000 år.
At se tilbage mod fortiden kan virke som et overraskende valg, men det leverer de bedste – og måske de eneste – konkrete data, vi har om, hvordan liv reagerer på store klimaforandringer.
I løbet af de seneste 21.000 år har ejendommeligheder i Jordens kredsløb bragt vores planet fra toppen af den sidste istid til den varmere Holocæn-periode.

Dybt bekymrende praj om fremtiden
Hvis vi kan finde noget, der kan give os nogle praj om fremtidige forhold i de årtusinder, der er gået, og afdække, hvordan arterne og økosystemerne reagerede, kan vi forbedre vores forudsigelser om, hvad fremtiden vil bringe.
Vores studie samlede rekonstruktioner og fremskrivninger af tidligere og fremtidige klimaforhold, data om 30 vigtige græsmark- og skovarter samt adskillige lokationer, hvor der tidligere er registreret klima- og vegetationsændringer (som fossil pollen begravet i lag af sumpmudder).
Vores fund er dybt bekymrende.
Som vi forventede, viste vores data, at det sydlige Brasilien gradvist er blevet varmere siden den sidste istid.
Vil ekspandere yderligere og hurtigere
For 21.000 år side havde næsten hele regionen et klima, der lignede klimaet i de nuværende højlandsområder – tempereret med varme somre – men denne klimazone er aftaget med tiden, hvor lavlandet skiftede til en varmere klimatype.
I mellemtiden var den tropiske regnskovsklimazone begrænset til regionens nordlige kyst, hvor udviklingen i klimaet stilfærdigt bølgede frem og tilbage gennem årene.
Men uden kontrol over udledningen af CO2 vil hver klimatype ændre sig mere i de kommende 50 år, end vi har set i løbet af de seneste perioder på 3.000 år, som vi granskede.
Stigende globale temperaturer vil få den varmere lavlandsklimatype til at ekspandere yderligere og hurtigere, end den har gjort i løbet af flere årtusinder.

Svaret er ikke helt ligetil
Tropisk regnskovsklima risikerer at brede sig over enorme områder, der ikke har oplevet det siden før den seneste istid.
De køligere klimatiske forhold i højlandet, som har hersket siden starten af vores studie, risikerer at blive reduceret i en udstrækning, der ikke er set i omkring 21.000 år.
Men hvad vil disse drastiske klimaforandringer betyde for selve Atlanterhavsskoven?
Én ting er sikkert: Svaret er ikke helt ligetil. Arter og økosystemer ændrer sig på indviklede måder gennem tiden.
Overraskende udviklinger i økosystemer er hyppigt forekommende, især når klimaet ligner det nuværende mindst – arter kan trives under forhold, som de på nuværende tidspunkt gør alt for at undgå, eller de kan danne grupper, som overhovedet ikke ligner dem, vi kender i dag.
Største klimatiske forandring
Vores studie fandt evidens for ændringer i sammensætningen af de sydlige atlantiske skovøkosystemer over tid, samt to perioder med store, mærkværdige og uventede plantesamfund.
De forekommer i løbet af den største klimatiske forandring.
Den første skete for omkring 12.000 år siden, da den seneste istid sluttede, og kloden trådte ind i den varmere Holocænperiode. Den anden kan finde sted i løbet af min levetid.
Når vi når frem til 2070’erne kan de nordøstlige egne i vores studieregion miste arter, som har tilpasset sig køligere forhold, som de ellers har været hjemsted for i 21.000 år eller mere – eksempelvis det forhistoriske, ikoniske Araucaria-træ, et levende fossil, der vil blive erstattet af mere varmetolerante tropiske træer i en gruppering, der er sjælden i dag.
Vores modeller indikerer, at mere end 100.000 km² i den sydlige Atlanterhavsskov vil opleve større klimadrevne forandringer i artsammensætningen i det 21. århundrede med høj CO2-udledning, end på noget andet tidspunkt i løbet af de seneste 21.000 år.
En måde at forstå Brasiliens Atlanterhavskov
Bekymrende nok fandt vi tegn på, at disse ændringer måske allerede er i gang, og at varmetilpassede plantesamfund allerede er begyndt at skubbe deres kuldetilpassede naboer længere op nordpå.
Vores studie leverer en nyttig måde at forstå Brasiliens Atlanterhavskov – hvad der tidligere er sket, samt hvad der kan ske nu.
Men vores resultater viser også begrænsningerne ved at stole på tidligere scenarier – selv på tværs af titusinder af år – for at forstå effekterne af vores radikalt forandrede menneskeskabte fremtidige klima.
På trods af den århundreder lange mishandling i form af skovrydning ser det ud til, at den hårdeste test for det sydlige Brasiliens Atlanterhavsskov stadig ligger forude.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Læs mere
\ Kilder
- Oliver Wilsons profil (ReasearchGate)
- “Floristic change in Brazil’s southern Atlantic Forest biodiversity hotspot: From the Last Glacial Maximum to the late 21st Century”, Quaternary Science Reviews (2021). DOI: 10.1016/j.quascirev.2021.107005
- “Biodiversity hotspots for conservation priorities”, Nature (2000). DOI: 10.1038/35002501
- “The Brazilian Atlantic Forest: How much is left, and how is the remaining forest distributed? Implications for conservation”, Biological Conservation (2009). DOI: 10.1016/j.biocon.2009.02.021
- “An ecosystem risk assessment of temperate and tropical forests of the Americas with an outlook on future conservation strategies”, Conversation Letters (2019). DOI: 10.1111/conl.12623
- “Past climates inform our future”, Science (2020). DOI: 10.1126/science.aay3701
- “Novel climates, no-analog communities, and ecological surprises”, Frontiers in Ecology and the Environment (2007). DOI: 10.1890/070037