Det første, man ser, når man træder ud af den lille lufthavn i Marabá i delstaten Pará i det nordlige Brasilien, er en kopi af frihedsgudinden, som våger over byen.
Herfra og videre ind i Amazonas har en kaotisk okkupation af landområder baseret på en massiv fældning af regnskoven fundet sted.
Regnskoven i Amazonas er verdens største regnskov, men hvert år svinder skoven ind. 7.900 kvadratkilometer blev ryddet i 2018. Det svarer til mere end hele Sjælland.
LÆS OGSÅ: Rekordhøjt antal skovbrande i Amazonas afsløret af billeder fra rummet
Områderne langs hele Amazonas' sydlige grænse kaldes for 'the arc of deforestation', eller afskovningsbuen.
Så snart man bevæger sig ud af bykernen i Marabá, åbner et nyt landskab sig op. Tynde, enkeltstående palmer på græssletter, hvide køer og elmaster farer forbi bilruden. Udsigten fortsætter time efter time.
De enorme græssletter danner det økonomiske grundlag for regionens mange kvægavlere.
Flere drøvtyggere end mennesker
Brasilien er verdens næststørste oksekødseksportør. Mellem 1996 og 2016 steg antallet af kødkvæg med 60 millioner, og i dag græsser mere end 200 millioner kreaturer i Brasilien.
40 procent lever i de 9 forskellige stater, som udgør den brasilianske del af Amazonas-regnskoven, og der bor i dag langt flere drøvtyggere end mennesker i regionen.
Cirka 80 procent af de ryddede landområder i Brasiliens Amazonas bruges til græsning for kvæget eller består af tilgroede græsningsarealer, ifølge den statslige instans for jordbrugsforskning i Brasilien. Blot 5 procent bruges til andre formål, som for eksempel produktion af sojabønner.
Kødproduktion er en enkel måde at tjene til dagen og vejen i Amazonas. Man har brug for et stykke jord og adgang til et slagteri.
Kvæget bruges til at beslaglægge ny jord. Spekulanter og jordtyve raserer offentlige regnskovsområder, udplacerer kvæg og satser på, at de ikke bliver opdaget.
I delstaten Pará er kvægdriften ikke blot en vigtig del af økonomien; den er også en del af statens identitet. Kvæglobbyen har stor magt i det brasilianske samfund.
Men i de senere år er tingene begyndt at ændre sig. Private initiativer, nonprofit-organisationer og myndigheder har forsøgt at ændre kursen. Nogle landmænd er endda gået foran for at ændre deres egen sektor.
LÆS OGSÅ: Rystende: Så slemt står det til med træerne i Amazonas
Landmændene kan tjene mere på frugt end på kvæg
Ifølge brasiliansk lov skal landmænd i Amazonas bevare 50-80 procent af urskoven på deres jord; alligevel er der ikke meget regnskov at se.
Loven, som har eksisteret siden 1965, har været genstand for stor modstand og bliver i praksis ikke fulgt.
Ifølge et studie af blandt andet Joice Ferreira, som er forsker ved den statslige landbrugsforsknings-institution Embrapa, kan landmændene tjene helt op til 12 gange så meget ved frugtavl som ved kvægproduktion.
Frugtavl kræver mindre plads, beskytter jorden bedre og er bedre for artsmangfoldigheden. Men alligevel sværger de fleste til kvægproduktionen.
Joice Ferreira interviewede en række kvægavlere i forbindelse med sin forskning, og de påpeger, at den livstil, som følger med kvægavl, er vigtigere end pengene. Mange landmænd bor langt fra beboede områder og byer, og infrastrukturen mangler i forhold till frugt- og grøntsagsproduktion.
»Folk her er besat af kvæg,« siger Frederico Brandao. Han er forsker ved Center for International Forestry Research (CIFOR).
Sammen med Francisco Fonseca, en repræsentant for nonprofit-organisationen The Nature Conservancy, er han på vej til at besøge kvægavlere i kommunen São Félix do Xingu.
Kommunen dækker et areal, der er dobbelt så stort som Danmark. Den ligger et godt stykke inde i regnskoven i det nordøstlige Brasilien. Tidligere bestod kommunen hovedsagelig af tæt skov og reservater for den indfødte befolkning. I dag er den hjem for det største antal kvæg i Brasilien.
At se skoven for bare græs
»Jeg sad i et fly over São Félix do Xingu og kunne se al skoven. Jeg ønskede mig et stort område, så jeg købte 12.000 hektar med skov her i 1987,« fortæller Acioli José Teixeira.
Han er kvægavler i Amazonas og fører daglig kontrol med sine 6.000 kreaturer.
I dag er landskabet omdannet til flade græssletter.
Acioli José Teixeira har fået besøg af Francisco Fonseca fra The Nature Conservancy.
De to mænd sidder sammen og taler portugisisk. Acioli José Teixeira virker opgivende. Hans barnebarn forklarer, at Francisco Fonseca prøver at hjælpe familien med at få et skøde på landområderne.
Det er nemlig vanskeligt at blive godkendt til et lån, som kan finansiere opgraderinger på gården uden et skøde.
Det er få, som har godkendte dokumenter, der viser, hvem som ejer jord i denne region.
»Jeg er rancher«
Acioli José Teixeira sætter sig i førersædet i sin store pickup. Et kraftfuldt køretøj er godt at have, når turen går på jordvejene, der fletter sig gennem et netværk af indhegnede græsningsarealer.
Acioli José Teixeira har i dag 5.000 hektar med græs, hvilket ikke er en usædvanlig størrelsesorden i Brasilien. Det er dog mere end 15 gange stå stort som Norges største landbrugsejendom, Jarlsberg Hovedgård, på 330 hektar opdyrket jord.
Da Acioli José Teixeira Teixeira kom til São Félix do Xingu i 1987, vidste han, at det var stedet, hvor han ville opdrætte kvæg. Han solgte sine andre landbrugsejendomme.
»Alt passede her. Klimaet, den frugtbare jord og nedbørsmængden. Her er næsten ingen tørketid, og temperaturen falder ikke så meget om natten.«
Han har aldrig villet andet end at opdrætte kvæg.
»Jeg har opdrættet kvæg, siden jeg var 12 år gammel. Når man gør det, man kan lide, så går det godt, fordi man har passion for det. Jeg har aldrig solgt et træ, jeg har aldrig brudt mig om minedrift. Jeg er rancher.«
LÆS OGSÅ: Regnskov forsvinder, men verden bliver alligevel grønnere
Slash and burn
»Den økonomiske aktivitet, som er årsag til mest afskovning i Amazonas, er kvægdrift,« siger Andre Cutrim Carvalho.
Han er professor i økonomi ved Federal University of Pará og har studeret afskovning knyttet til landbrug i Pará.
Han forklarer, at man traditionelt har benyttet en metode, som kaldes ‘slash and burn’; fældning og afbrænding.
Man satte ganske enkelt ild til planter og træer, som så lagde sig som aske på skovbunden og gødede jorden. Efterfølgende såede man græs.
Men efter ti år er græsgangen udpint. Uden viden eller penge til at investere i forbedring af jorden er det lettere at afskove et nyt område, som så sikrer indkomsten i nogle år.
Hvis du ikke sælger, så gør din enke det
São Félix do Xingu har siden 2001 toppet listen over kommuner i Brasilien med mest afskovning. Kvægdriften stiger og stiger, også i beskyttede områder, hvor der bor indfødte mennesker.
»For mig er en af de mest sørgelige konsekvenser af afskovningen det sociale aspekt. Slavearbejde og konflikter om land er udbredt,« siger Carlos Valério Aguiar Gomes.
Han er forelæser og forsker ved Federal University of Parà og har tidligere lavet en dokumentarfilm om São Félix do Xingu.
»Store landejere har presset småbønderne ud ved at opkøbe deres jord. De kunne finde på at møde op og bede om at købe jord. Hvis manden i huset nægtede, var svaret, at de i stedet køber den af hans enke. Mange steder bliver enorme områder nu ejet af landejere, som kun flyver ind med privatfly for at inspicere driften et par gange om året,« siger Carlos Valério Aguiar Gomes.
I dag har Brasilien én af de mest skæve jordfordelinger i verden.
»Det sociale aspekt er en mørk side ved afskovningen, og São Félix do Xingu er ét af de værste steder,« istemmer Ima Celia Guimarães Vieira.
Hun forsker i biodiversitet i tidligere ryddet land ved Museu Paraense Emilio Goeldi.
»Rigtig mange opholder sig på ulovligt okkuperet land. Vi kalder dem for grileiros.«
Ima Celia Guimarães Vieira forklarer, at en grilo er en fårekylling, og at de bliver brugt til at forfalske dokumenter.
Man fabrikerer et ejendomsdokument og lægger det så i en skuffe med et par grileiros et par dage. Fårekyllingerne sørger så for, at dokumentet kommer til at se gammelt og troværdigt ud.
Så går man op til ejendomskontoret og får dokumentet godkendt. Der er ofte korruption blandt de kommunaltansatte.
»Ejendomssituationen i Amazonas er meget kompleks og vanskelig at forstå,« siger Ima Celia Guimarães Vieira.
LÆS OGSÅ: Mennesker har påvirket Amazonas i flere tusinde år
Hvor asfalten slutter
Der hvor asfalten ender i centrum af São Félix do Xingu, venter små lastbiler og mænd med knallerter på en transportflåde, som går frem og tilbage over floden.
Så fortsætter rejsen på en ujævn jordvej gennem et landskab, som er voldsomt præget af ild og kvæg.
Selv bjergtoppene er stort set renset for skov bortset fra enkelte områder med lave palmer og plantevækster, som er sprunget op fra tidligere græsgange.
Der er ingen huse at se, ingen andre biler eller mennesker langs vejen, men kvæget er tegn på, at ranchere holder til i nærheden.
Langt inde i dette landskab ejer den tidligere advokat Lazir Soares de Castro en stor kvæggård.
Advokaten, som tog sig betalt i jord
En høj, slank mand kommer ud og viser os vej ind i sit arbejdsværelse. Det er et rummeligt kontor med plads til tre arbejdsborde. Som ung uddannede Lazir Soares de Castro sig til advokat i Goiás.
»I 1979 tog jeg til Xinguara i delstaten Pará. Der fandtes ikke elektricitet, ikke TV og ikke engang rigtige huse at bo i. Jeg fandt den værste lokation og tog hjem til min kone og spurgte, om hun ville med. Hun sagde ja, og derfor er vi stadig sammen i dag.«
Både hustruen, som er tandlæge, og Lazir Soares de Castro havde nok at gøre. Lazir Soares de Castro specialiserede sig nemlig i landkonflikter.
»Men ranch-ejerne har ikke så mange penge. De har derimod rigelig jord. Så jeg foreslog, at de kunne betale mig med otte procent af deres jord. Hvis jeg tabte, fik jeg ingenting.«
»Jeg var heldig. Jeg tabte aldrig, og jeg er stadig i live.«
Det viste sig, at det var en lukrativ forretning. I dag ejer Lazir Soares de Castro syv kæmpe-gårde; alle på flere tusind hektar. Fire styrer han selv, resten har hans børn arvet.
Forsøger at ændre mentaliteten
The Nature Conservancy, en nonprofit-organisation, som arbejder for skovbevaring, er begyndt at samarbejde med den tidligere advokat og nu jordejer Lazir Soares de Castro.
Organisationen giver udvalgte landejere i São Félix do Xingu råd og økonomisk støtte til forbedringer på gården, mod at landmændene lader skoven vokse op igen i områder, der er mindre egnede som græsgange.
Organisationen arbejder også med at hjælpe små landbrug i Sao Felix do Xingu med at omstille produktionen fra kvæg til frugt og kakao. Kvægdrift i Amazonas er ikke videre produktivt og kræver enorme landområder.
Det er almindeligt at have mindre end én ko per 10.000 kvadratmeter. Nogle mener, at behovet for afskovning kan reduceres, hvis landmændene begynder at passe jorden bedre og fokusere på at øge produktiviteten i stedet for at ekspandere, ifølge Frederico Brandao, forsker ved Center for International Forestry Research.
For at øge produktiviteten ved kvægdrift skal man blandt andet dele græsgangene op i mindre indhegnede udstykninger, investere i kunstvandning, flytte rundt på kreaturerne, så græsset ikke bliver helt spist op, samt bruge ph-behandling og gødning for at vedligeholde græsgangene.
LÆS OGSÅ: Oksekød er otte gange værre for klimaet end kylling og laks
Lazir Soares de Castro følger nu en del af anbefalingerne. Men denne praksis er nok så sjælden i Amazonas, ifølge Francisco Fonseca, som repræsenterer The Nature Conservancy.
»Ud af 3 millioner kvægavlere er der 50.000, som gør tingene på denne måde. 250.000 er begyndt at opgradere. Resten, 2.750.000, gør hverken det ene eller det andet. Ingenting,« siger Francisco Fonseca.
Den nonprofit-organisation, han arbejder for, har aftaler med 18 landmænd i São Félix do Xingu. Tanken er, at forbedringerne skal brede sig af sig selv, baseret på misundelse fra nabogårdene. Det virker en smule, men sandheden er, at det har krævet meget arbejde.
»Ranchejere i Amazonas er ikke vant til at arbejde sammen med nonprofit-organisationer eller med myndighederne. De vil skjule det, de gør, fordi mange har foretaget ulovlige ting. Det var et stort arbejde at opbygge tilliden, overtale dem til at komme med ombord og til at ændre deres mentalitet,« siger Fonseca.
»Ingen betaler bøderne«
Lazir Soares de Castro har iværksat flere tiltag for at restaurere enkelte områder i tråd med råd fra nonprofit-organisationen. Bagved huset står passionsfrugt og kakaotræer på rad og række. På et slidt græsgang har han plantet acai-palmer, og området, som tidligere var uden skov, vokser frodigt. Han er særlig optaget af at sikre, at hans vandkilder har godt med skovdække rundt omkring sig.
Det er ulovligt at fælde skov omkring vandløb og på bakketoppe, men det er alligevel almindelig praksis her. Med tiden kan det føre til, at vandkilderne tørrer ud, og jorden bliver eroderet.
Det vil i sidste ende blive et problem for kvægejerne, som er afhængige af tilgang til vand.
»Der er brug for streng kontrol fra myndighedernes side. Nogle burde komme og fortælle om de økonomiske problemer. Men jeg er en drømmer, en utopist,« indrømmer den forhenværende advokat, som stadig har en del primærskov på sin grund (primærskov er uberørt regnskov).
»Naboerne siger, jeg er dum, fordi jeg ikke bare rydder skoven i hele området, for ingen betaler landmændene for ulovlig afskovning her,« fortæller Lazir Soares de Castro.
Han er ikke videre bekymret for de konsekvenser, afskovningen har for lokalt eller globalt klima.
»Nogle mennesker siger, at skoven er vigtig. Andre siger, den ikke er det. Jeg ved det ikke. Hvor meget urskov er der tilbage i USA? Ikke meget. I Amazonas skal vi bevare 50 til 80 procent af skoven på vores jord. Brasilien er det eneste land, som gør det. Vi er verdens lunger, men vi får intet igen. Jeg hører hele tiden denne diskurs. Brasilien har en stor landbrugskapacitet, som kan brødføde verdens voksende befolkning.«
Håb og fældede træer
I de seneste år har São Félix do Xingu været kommunen med mest skovrydning, og kommunen er som følge blacklistet af myndighederne.
Paragominas, som også ligger i delstaten Pará, har også været på myndighedernes sortliste, men der er sket store forandringer i løbet af de seneste år. Ranchejeren Mauro Lucio var med til at få forandringerne til at finde sted.
Turen fra hovedstaden i Pará til Paragominas tager cirka seks timer. Det er Paulo Barreto, som kører. Barreto er forsker ved nonprofit-organisationen Imazon, som arbejder for skovbevaring.
De seneste år har Paulo Barreto hovedsaglig arbejdet med kvægdrift. Rancheren Mauro Lucio tog kontakt med ham for flere år siden for at bede om råd. Nu er de to mænd venner. Paulo Barreto har et bredt smil og en smittende begejstring.
»Se på disse græsgange,« siger han og peger.
»Denne græsgang er udpint, og græsset har fået så hårde strå, at kvæget ikke længere vil græsse her.«
På begge sider af vejen er der grønne sletter med kvæg, men landbrugssektoren er mere varieret her end i det sydøstlige Pará. Turen går forbi palmeolieplantager, acai-palmer og enkelte soyamarker.
Paulo Barreto svinger ind på en jordvej, som fører til et område med kvæggårde. Langs vejen er skoven under forandring; man er i færd med rydde den. Træstammerne ligger på kryds og tværs i bunker. Skovbunden er forvandlet til mudder, og der dufter af jord.
»Dette er nok et tilfælde af ulovlig afskovning på privat land,« siger Paulo Barreto.
»De rydder skoven med maskiner i stedet for ild. Sandsynligvis for at undgå at blive afsløret på satellitbilleder.«
Paulo Barreto stiger igen ind i bilen og kører videre. For enden af jordvejen kommer han til alléen, som fører til Mauro Lucios gård. Mauro Lucio byder os velkommen. Sorte okser græsser på en stor græsgang lige ved siden af.
LÆS OGSÅ: Forskere har regnet på populær klimaløsning: Kloden kan huse 1,8 milliarder hektar mere skov
Ville bryde med traditionen
Mauro Lucio flyttede til Paragominas i begyndelsen af 1980’erne. Både hans far og farfar var ranchere.
»Jeg ville prøve at ændre produktionsmåden, gå andre veje end mine forældre. Den traditionelle måde handler om at åbne nye områder op og fortsætte med at udvide ved at fælde skoven.«
Mauro Lucio mener, det vil gavne sektoren at øge produktionen ved hjælp af teknologi, bedre forhold for arbejderne og at følge lovgivningen.
Han påtog sig en lederrolle i den lokale organisation for ranchere.
»Heldigvis reagerede folk på en intelligent måde. De forstod, at vi var nødt til at komme væk fra sortlisten.«
Siden 2006 har han foretaget mange opgraderinger på sin gård.
Han er en af de landmænd, som har bevaret 80 procent af urskoven på sin ejendom, og han er i gang med at genoprette skov på uproduktive områder.
Lønsom forandring
Mauro Lucio står tidligt op den følgende morgen. Dagens gøremål tæller blandt andet inspektion af vejningen af de unge okser.
Han holder nøje øje med, hvor hurtigt okserne tager på i vægt for at finde den bedste kombination af tillægsfoder.
Græsset ved Mauro Lucios gård er usædvanligt grønt. Rotationen af kvæg fra græsgang til græsgang er nøje planlagt, så græsset vokser bedst muligt.
Ryttere på muldyr er i gang med flytte en gruppe køer fra en græsgang til en anden.
Gennem indsats og investeringer har Lucio siden 2003 næsten firedoblet antallet køer, som græsser på den samme mark, og han tror, at der stadig er plads til vækst.
»De seneste 10 til 14 år er flere og flere her i Paragominas blevet optaget af at øge produktiviteten på deres gårde. Der er også sket virkelig store forbedringer i forhold til afskovning i denne region,« siger Mauro Lucio.
Accepterer ikke længere kvæg fra gårde, som fælder skoven
Siden 2008 er afskovningen i Amazonas faldet kraftigt. Det er der flere grunde til, blandt andet politiske tiltag, bedre overvågning og private og nonprofit-initiativer.
Det blev bestemt, at alle jordlodsgrænser skal registreres i et digitalt system kaldet Cadastro Ambiental Rural (CAR), som gør det lettere for myndighederne at holde øje med, om de enkelte landmænd følger loven.
Efter pres fra blandt andet Greenpeace underskrev flere store slagterier i 2009 en aftale, som kaldes The Meat-TAC Agreement, og som går ud på, at slagterierne skal kontrollere, at deres leverandører følger lovgivningen.
70 procent af slagtekapaciteten er ejet af slagterier, som har skrevet under på aftalen; 30 procent står udenfor.
Daniel Freire driver et middelstort slagteri udenfor byen Castanhal. Hver dag tager slagteriet imod omkring 500 dyr fra de omkringliggende gårde.
Daniel Freire har forpligtet sig til at kontrollere, at ingen af landmændene, som leverer kreaturer, har gang i ulovlig afskovning, skattefusk eller arbejdslivskriminalitet.
»Det har øget mine omkostninger, blandt andet fordi jeg skal betale for tjenester fra et bureau, som har med satellitovervågning at gøre. Trods det får jeg ikke en øre mere for kødet,« siger han.
Han mener, at det er myndighedernes - og ikke hans - opgave at sikre, at landmændene følger reglerne. Han mener også, at det er uretfærdigt, at mindre slagterier slipper for at følge de samme regler.
»Nogle gange er jeg nødt til at sige nej til mine egne kunder; det er ikke en god forretning.«
Daniel Freire håber, at hans indsats kan åbne op for et bedre marked. Han kommunikerer med banken Santander, der har planer om at tilbyde lån til landmænd, som følger miljø-, skatte- og arbejdslovgivningen, og som ønsker at forbedre produktiviteten på deres ranch.
»Vi håber på, at vi kan udvikle os gennem teknologiske forbedringer, og at vi kan øge produktionen på mindre arealer. Kvægsektoren konkurrer med palmeolie og soyabønner. Vi ved, at vi allerede har den jord, vi har brug for. Vi har ikke brug for mere.«
Optimistisk på vegne af Amazonas
Det er ikke alle, som er enige i, at øget produktion og markedsmekanismer er alt, der skal til for at løse problemerne i Amazonas. René Poccard-Chappuis er geograf og har forsket i kvægsektoren og landskabsforandringer i Amazonas i mere end 20 år. Han fortæller, at afskovningen er faldet, og at han har set en stabilisering i de seneste syv år.
»Landmænd i mange kommuner er allerede begyndt at bruge andre strategier end ekspansion,« fortæller forskeren.
Det gør ham optimistisk i forhold til bærekraftig udvikling i Amazonas. Det vigtigste tiltag for skovbevarelsen steder som São Félix do Xingu er først og fremmest strengere kontrol, mener René Poccard-Chappuis.
»Landmanden kan effektivisere én af sine gårde, men så fælde skoven ved en anden gård. Hvis afskovning er mulig, så gør man det. Jordens værdi vil stige mere på denne måde end alle andre aktiviteter.«
Det nytter ikke kun at satse på produktivitetsforøgelse i disse kommuner, mener han.
»De skal ringe til politiet,« siger René Poccard-Chappuis og banker hånden let i bordet.
»Markedsmekanismerne er ikke effektive de steder, hvor landbrugsarealet ekspanderer. Det er, fordi produktet for det meste ikke er kvæg; det er land. Kvæget kan man jo bare sælge hos et lokalt slagtehus, som ikke er registreret hos myndighederne.«
Tydeligt pres
Forsker og aktivist Paulo Barreto er stadig bekymret for afskovningen, som er forbundet til kvægdrift.
»Det er den største drivkraft.«
Han fortæller, at man arbejder på at pålægge kvægdriften fuld gennemsigtighed i produktionskæden, men at det har mødt modstand.
Situationen i dag er, at det kun er den sidste ranch, som en flok kvæg har været igennem, som bliver tjekket af slagterierne.
Ifølge et studie, som Paulo Barreto har ledet, åbner det op for muligheden for at ‘grønvaske’ kreaturer, som er opdrættet eller opfedet på afskovet land.
Det er også et problem, at 30 procent af slagterikapaciteten ikke har underskrevet Meat TAC- aftalen.
Paulo Barreto fortæller, at tre ting har betydning for bevarelse af regnskoven: Trussel, tilgængelighed og sårbarhed.
»Truslen er de uregulerede markeder og folk, som er villige til at fælde skoven, fordi de ser en mulighed for at tjene penge. Så handler det om tilgængelighed. Den nye regering er allerede i gang med at asfaltere gamle veje i Amazonas og har også planer om at anlægge nye. Regnskovens sårbarhed er afhængig af, i hvilken grad den er beskyttet af lovgivningen, og om lovene bliver håndhævet i praksis.«
»Det er bekymrende, at den nye miljøminister har udtalt sig kritisk om det statslige organ Ibama, som arbejder på at bekæmpe miljøkriminalitet. Det får folk til at føle, at de kan fælde regnskoven og slippe afsted med det.«
Men hvis myndighederne, civilsamfundet og den private sektor lægger pres på, så sker der ændringer, og ranchejerne reagerer.
»Det er let at se, at ranchejerne tilpasser sig hurtigt. Hvis presset varer ved, vil de ændre praksis for evigt.«
Viser vejen frem
I Castanhal har kvægavlere samlet sig for at høre et foredrag med ranchejeren Mauro Lucio, som er arrangeret af Santander bank.
Unge og gamle kvægavlere er mødt op. Da alle har sat sig, begynder arrangementet med en fælles bøn. Mauro Lucio stiller sig foran forsamlingen. Han klikker sig gennem sin præsentation, mens han taler roligt og fremviser tallene, som fortæller om effektivitetsstigningen på hans gård.
Rancherne lytter interesseret. Nogle af dem diskuterer hviskende med sidemanden, nogle rejser sig halvvejs fra stolen for bedre at kunne inspicere tallene.
Flere tager billeder med deres smartphone. Enkelte rækker hånden op og stiller kritiske spørsmål. Efter foredraget går snakken. En af de fremmødte havde flere indvendinger i løbet af foredraget. Men når alt kommer til alt, er han enig i meget af det, som blev sagt.
»Mauro viser vejen frem. Mange ranchere har ikke de samme kundskaber som ham. Men Mauro sagde noget vigtigt, og det er, at selv han - med 40 års erfaring - fortsat har noget at lære.«
Mauro Lucio fortæller, at han opdrætter kvæg på en helt anden måde, end hans far gjorde.
»90 procent af rancherne siger med stolthed, at de opdrætter kvæg ligesom deres forældre og bedsteforældre gjorde. Det, synes jeg, er mærkværdigt, for der er ikke andre aktiviteter, hvor man er stolt over at repetere det gamle,« siger cowboyen fra Amazonas.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.
LÆS OGSÅ: Kæmpe udregning: Så meget ville det gavne Jorden, hvis vi spiste mindre kød
LÆS OGSÅ: Overraskede forskere: Død pukkelhval fundet i Amazonas
