Richard Bransons tur ud i rummet med sit eget rumskib Unity gør ham ikke til verdens første rumturist, men alligevel er hans flyvning af stor betydning.
Det centrale er, at hans flyvning betyder, at vi skal til at se på begrebet rumturisme på en anden måde, som noget andet og mere end en sport for superrige mennesker.
Branson var kun en af seks personer på Unity. Ud over Branson var der to piloter og tre ansatte fra hans firma – noget af en bonus for mange års hårdt arbejde.
Det er et tegn på nye tider, at rumskibet ikke alene privat bygget, men det starter også fra en privat rumhavn i New Mexico.
Cape Canaveral skal nok overleve, men hvem ved, hvor længe den vil bevare sin status som en af verdens vigtigste rumhavne. Rumfarten er på vej til at flytte til nye steder.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen ‘Det levende Univers‘ og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
De første turister
Verdens første rumturist har netop kunnet fejre 20-året for sin flyvning ud i rummet.
Det var amerikaneren Dennis Tito, der i april 2001 besøgte rumstationen ISS som passager på et russisk Soyuz-rumskib. Siden da er han blevet fulgt af 6 andre, hvoraf en, nemlig Charles Simonyi, endda har været i rummet to gange.
Disse første rumturister blev alle opsendt af russerne til en uges ophold på ISS for priser mellem 20 og 30 millioner amerikanske dollar, men siden 2009 har der ikke være nogen russiske opsendelser af turister.
Denne form for turisme har ikke ført til ret meget, fordi der kun blev anvendt eksisterende rumskibe, og rumturismen derfor ikke var forbundet med en teknisk udvikling.
Private firmaer kommer på banen
Men næsten samtidig med disse første flyvninger begyndte en udvikling, som helt kan ændre rumfarten.
Langsomt begyndte private firmaer selv at investere i rumfart, og de mærkede hurtigt sandheden i vittigheden: »Hvordan forvandler man hurtigt en stor formue til en lille formue?«
Svar: »Ved at investere den i rumfart«.
Men for nogle få lykkedes det at overvinde vanskelighederne, og i dag er navnene verdenskendte:
- Richard Branson med firmaet Virgin Galactic, der vil udbyde billig rumturisme.
- Jeff Bezos fra Blue Origin, der drømmer om at flytte først industri og senere mennesker ud til rumkolonier.
- Elon Musk med firmaet SpaceX, der har som mål at kolonisere Mars.
De tre er drømmere, og undervejs var de med til at skabe det tekniske grundlag for det 21. århundredes rumfart.
Det helt store gennembrud var, da det lykkedes SpaceX at genbruge første trin af deres Falcon-raketter og dermed mere end halverede prisen for en opsendelse.
Men i modsætning til de første turistflyvninger blev der også udviklet rumskibe beregnet til rumturister, altså med fokus på lave priser. Da også andre end turister kan bruge disse raketter, skal vi derfor se Bransons flyvning i et større perspektiv.
Ansari-prisen
I 2004 skete der noget, som varslede en ændring. Et lille privatbygget rumskib, som rent teknisk er en forløber for Unity, blev opsendt til en højde på lidt over 100 km – den officielle grænse til rummet – med piloten Mike Melvill, og det betød, at det lille rumskib SpaceshipOne vandt Ansari-prisen på 10 millioner dollar.
Det har nok været lidt af en overraskelse, at det har taget 17 år at tage det sidste skridt til korte turistflyvninger.
Selv om et lille rumhop bare 100 km op nok tilhører den lette del af rumflyvninger, så er det svært alligevel. Og vejen til det nuværende rumskib blev endda forsinket i 2014 på grund af en pilotfejl, der kostede en pilot livet og efterlod en anden hårdt såret.
Heldigvis har Branson to vigtige egenskaber: Han har masser af penge til at skyde i projektet, og han tror virkelig på tanken om rumturisme.
Det kan godt være, at Branson konkurrerer med Bezos, men som nævnt er de enige om en ting: Rumflyvning er vigtig for menneskets fremtid.
Det er ikke bare så simpelt som, at de blot ser rumturisme som en indtægtskilde. Det skal den nok blive, men det vil tage mange år, og der må vist være lettere måder at tjene penge på.
To veje ud i rummet
Branson og Bezos har valgt to forskellige veje ud i rummet.
Bransons firma Virgin Galactic har bygget et smukt lille fly, der sendes ud i rummet fra en kæmpe jet i en højde på 15 km. Når rumskibet er frigjort, tændes en raket, som sætter farten op til næsten 4.000 km i timen, og så går det bare opad. Men kun til omkring 90 km, og det er altså under den officielle Karman-grænse til rummet på 100 km.
Det er over de 50 miles (80 km) som det amerikanske luftvåben, men ingen andre, sætter som grænsen til rummet. Det er godt nok mærkeligt, at Virgin Galactic ikke har givet deres rumskib en bare lidt stærkere motor, så det også kunne nå de 100 km. Men man får da tre minutters vægtløshed og en fantastisk udsigt til en kulsort himmel og en blå Jord, som tydeligt viser, at den er rund og ikke spor flad.
Til sammenligning skal nævnes, at ISS bevæger sig i en bane 400 km oppe, og at der stadig er så meget luft selv i en højde på 100 km, at det er umuligt for en satellit at bevæge sig i en så lav bane. Så det med rummet skal nok tages med et lille gran salt, selv om man oplever en kulsort himmel.
Nedturen er en kompliceret, men langvarig svævetur, der virkelig forlænger oplevelsen, hvor man oplever overgangen fra en helt sort til først en meget mørkeblå himmel og til sidst den himmel, vi kender.
Hele flyvningen varer omkring halvanden time og ikke bare de 11 minutter, man får med Bezos’ raket New Shepard, som skal opsendes 20. juli, datoen for den første landing på Månen (amerikansk tid). Den starter lodret og kommer op over Karman-grænsen, så man bliver helt ægte astronaut.
Det er en flyvning bare lige op og ned, men man oplever en ægte raketstart og en landing i en kapsel. Vi ville nu nok foretrække den langsomme landing med Unity i en lufthavn i New Mexico, hvor der er god tid til at nyde udsigten på vejen hjem, selv om man ikke længere er vægtløs.
Det må nævnes, at Bezos er i færd med at udvikle en stor raket ved navn ‘New Glenn’, som skal anvendes til at sende rumskibe (med eller uden turister) i bane om Jorden – og skal det lykkes, må det være til priser, som kan konkurrere med Elon Musk. For rumfarten er det vist en ‘win-win’ situation.
En ny æra
Når alt dette er sagt, så er det starten på en helt ny æra.
Hvor udviklingen vil føre rumfarten hen, er endnu for tidligt at sige, men vi vil følge udviklingen, som godt kan føre til en helt anden rumfart end den, vi kender i dag.
Deres store bedrift er, at de er i færd med at gøre rumfart til noget, som er tilgængeligt – om ikke for alle, så for temmelig mange mennesker.
Et rumhop koster i dag lidt over en million kroner, men prisen vil nok hurtigt komme ned, og det er da en rejse, som er værd at spare op til. Og hele tiden skal man huske, at teknologien kan anvendes af andre end turister.
Det er endda muligt, at Musk med sin Starship-raket vil tage nogle endnu større skridt.
I hvert fald regner han med at sende syv turister i et sving rundt om Månen i 2023, et noget mere dristigt projekt end NASAS eget måneprojekt Artemis. Så ‘interesting times’ venter forude. Står det til Musk, kommer mennesket til Mars flere år tidligere, end NASA regner med…
Rumturismen er den synlige del af den kommende revolution – det vigtige er den teknologi, de nye rumfirmaer er ved at udvikle, og som måske kommer til at danne grundlaget for en ny måde at anvende rummet på.
Så et stort tillykke til Richard Branson, Jeff Bezos og Elon Musk, der hver på deres måde er på vej til at ændre vores fremtid.
Vi ved det ikke, men det vil ikke undre, om Musk selv kommer ud i rummet om ikke så længe, og så bliver det ikke et lille rumhop, men en måske flere dage lang flyvning i bane rundt om Jorden.
