Evnen til at følge rytme og bevæge sig i takt til musik anses ofte som noget grundlæggende menneskeligt.
Hidtil har forskere antaget, at denne evne kun findes hos arter med avanceret vokallæring – det vil sige evnen til at lære og producere nye lyde gennem imitation, som hos mennesker og visse sangfugle.
Et nyt studie viser imidlertid, at makakaber (Macaca), som ikke har denne type vokallæring, alligevel kan opfatte rytme og synkronisere deres bevægelser med musik, skriver phys.org.
Forsøget, som blev udført i Mexico, omfattede tre faser, hvor aberne blev belønnet med juice for at tappe med til tre forskellige musikstykker.
I første fase placerede aben hånden på en bjælke. Når musikken startede, blev et signal givet, som indikerede, at aben skulle løfte hånden og tappe på en berøringssensor.
Selv når forskerne ændrede musikken – ved at forskyde beats eller omarrangere melodien – kunne aberne fortsat finde og følge takten.
I den afsluttende fase lyttede aberne til Everybody af Backstreet Boys. Her kunne de vælge enhver stabil rytme, men alligevel fulgte de sangens egentlige tempo.
»Dette afspejler en større generalisering og fleksibilitet i rytmeopfattelse, end hvad der tidligere er beskrevet hos makaker og antaget for arter uden vokal læring,« skriver forskerne i studiet.
Forskerne foreslår, at evnen til at følge rytme ikke nødvendigvis kræver vokallæring, men kan forklares med fire helt almindelige evner:
- Evnen til at høre og opdage rytmen i musikken
- Evnen til at forudse det næste slag
- Evnen til at reagere på det, man hører
- Evnen til at koordinere disse processer gennem belønning
Kombinationen af disse fire færdigheder gør det muligt at opfatte og følge musikalsk rytme.

































