Er nogle hjerner 'skabt' til dans?

Uanset hvor gamle eller unge vi er, har dans en enorm gavnlig effekt på vores fysiske og mentale trivsel.

Dans kan hjælpe os med at opretholde eller opbygge tonede muskler, fleksibilitet og udholdenhed, samtidig med at dansebevægelserne frigiver endorfiner, som kan lindre symptomer på stress og angst.

Nogle af os har tilsyneladende et naturligt talent, som gør det muligt at lære dansetrinene med åbenlys lethed, mens andre har større vanskeligheder med at bevæge sig yndefuldt.

Man hører tit, at nogle mennesker er 'født til at danse', mens andre 'falder over mønstret i gulvtæppet', men faktisk afslører en kombination af beretninger om oplevelser og forskning, at næsten alle kan lære at danse med den rigtige træning.

Genetik og fysik spiller en stor rolle

Allerede et par måneder efter fødslen kan spædbørn faktisk genkende rytmen i et stykke musik samt bevæge sig i takt med den.

Og vi er ikke den eneste art, der reagerer rytmisk på musik - det kan papegøjer og en enkelt elefantart også.

Ved at studere vores fjerklædte, danseglade venner kan vi lære mere om, hvordan dans har udviklet sig, og hvorfor det måske bare handler om social tilknytning og vurdering af potentielle mager.

Men en medfødt evne til at reagere på musik fortæller langt fra hele historien, og mange andre faktorer bestemmer, hvad der gør nogle mennesker i stand til at blive professionelle dansere, mens andre bevæger sig akavet rundt på gulvet ved gymnasiefesterne.

Den første vigtige faktor er visse fysiske egenskaber. Dansere har en tendens til at have små fødder - to skostørrelser mindre end gennemsnittet - og de er ofte en smule højere end gennemsnittet, med en eller to centimeter.

Genetiske faktorer, der fremmer social kommunikation ved at øge udskillelsen af bestemte neurotransmittere i hjernen, er mere almindelige hos professionelle dansere, hvilket øger deres evne til at udtrykke følelser gennem dans.

Dansetræningens fantastiske fordele

Men selvom vi måske ikke er heldige nok til at besidde en professionel dansers genetiske og fysiske egenskaber, kan vi stadig komme langt med lidt hårdt arbejde.

Dans kræver en integration af musik, bevægelse og rumlig bevidsthed, som alle styres af hjernen. Det er her, den bemærkelsesværdige effekt af mange års træning ligger kodet.

Dansetræning producerer subtile ændringer i hjernen. Det sker ved en proces kaldet plasticitet, hvor hjernen tilpasser sig som reaktion på oplevelser.

Dans kan øge plasticiteten i hele hjernen, selv hos ældre.

Når vi danser, forbinder den præmotoriske cortex og det motoriske hjerneområde, som ligger i nærheden af den forreste del af hjernen, vores minder om tidligere bevægelser med vores rumlige bevidsthed.

Signalerne bliver transporteret til den primære motoriske cortex, som videresender instruktionerne til musklerne via rygmarven, og så kan dansen begynde.

Jo oftere vi udfører denne opgave, desto lettere bliver den for vores krop at udføre uden en bevidst indsats.

\ Læs mere

Hjerneforsker: »Hjernen er måske det organ, som bliver styrket mest af motion«

Træning frakobler visse input i hjernen

Netop denne proces er det neurale grundlag for såkaldt Muscle Memory (den kropslige hukommelse, eller muskelhukommelse, red.), som professionelle dansere taler om.

Bagerst i hjernen modtager lillehjernen vigtig information, som beskeder fra vores auditive og visuelle systemer. Et hjerneområde, kaldet anterior vermis, hjælper med at synkronisere dansetrinene med musik.

Lillehjernen regulerer også balance og koordination og modtager information fra vestibulærapparatet (hvoraf det vigtigste sidder i øret), som fortæller os, at vi føler os svimle.

Interessant nok er det område, der modtager vestibulære input, meget mindre hos klassiske balletdansere.

Træningen bevirker simpelthen, at hjernen gennem plasticitet frakobler de input, der kan forårsage svimmelhed, fra følelsen af svimmelhed. Det gør, at de kan udføre smukke piruetter og fantastiske drejninger. Her er træning vigtigere end genetik.

\ Læs mere

Dansere husker med kroppen

Reducerer risikoen for at udvikle demens

Dedikation og træning kan altså hjælpe danserne med at forfine og udvikle deres kunst, hvilket indikerer, at vi alle kan blive bedre dansere.

Det er værd at stræbe efter, fordi dans har så mange fordele.

Argentinsk tango-træning kan forbedre gang og kropsholdning hos patienter med Parkinsons sygdom, mens livslang dans har vist sig at reducere risikoen for at udvikle demens.

Vibrationer i stedet for lyd

Takket være hjernens plasticitet kan selv ikke-hørende dansere lære at danse, selv på et ekstraordinært niveau, hvilket illustrerer dansens rummelighed og dens evne til at bringe mennesker sammen.

Ved hjælp af spejle og visuelle signaler, som at kopiere lærernes bevægelser, kan døve dansere tilegne sig dansens fysiske dimensioner.

For at opnå en enormt imponerende musikalsk timing rapporterer ikke-hørende dansere, at de bruger vibrationer til at følge musikkens takt.

Deres hjerner har tilpasninger i et område kaldet den auditive cortex, som aktiveres som respons på vibrationer i stedet for lyd - et andet eksempel på plasticitet.

Hørehæmmede dansetrupper som DMD (Deaf Men Dancing, red.), der integrerer elementer af tegnsprog i deres forestillinger, kan være med til at sikre, at dansens tilgængelighed bliver ved med at vokse.

Selvom nogle hjerner er 'skabt' til at danse takket være genetiske forskelle, der bidrager til følelser og kommunikation, kan vi alle 'omskabe' vores hjerne til at blive bedre dansere, mens vi nyder de mange sundhedsmæssige og sociale fordele, som dans leverer.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

\ Læs mere

Hvorfor motiveres vi af musik, når vi træner?

\ Læs mere

Vægtløftere har en undervurderet evne, du normalt forbinder med balletdansere