Ålegræs (Zostera marina) findes på havbunden. Det findes ikke på land, så skal det da lige være i tørret tilstand som tag på huse.
I Plantejagten, sæson 2, afsnit 12, besøger vi Læsø, hvor tækkemanden Henning Johansen holder liv i denne gamle tradition, når han tænger øens tage med ålegræs.
Når det er ålegræs, taget beklædes med, hedder det at tænge.
Ud over tangtage er salt nok det, mange tænker, når de hører ordet ‘Læsø’. I dag er syderiet en stor seværdighed på øen, men historien om saltsyderierne er ikke ufarlig.
Produktionen fra det salt-rige grundvand blev nemlig stoppet af kongen i 1600-tallet, da selvsamme produktion havde ryddet området for træer. Det medførte en sandflugt, der lagde dele af øen ned, ødelagde huse og i stor stil forhindrede landbrug. Mænd tog på havet for at få en indtjening, ofte med livet som indsats, og Læsø udiklede sig til et matriakat, hvor kvinderne blev ansvarlige for livet på øen.
\ Om Plantejagten
Plantejagten er en podcastserie på foreløbig 12 afsnit. Den handler om alle de spændende historier, som vores vilde planter gemmer på.
På Instagram kan du se billeder af de planter, der indgår i hvert enkelt afsnit.
Værterne er Emma Aller og Niels Christian Sanden, der begge er postdoc’er på Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet.
Plantejagten er blevet til som et samarbejde mellem Københavns Universitet og Videnskab.dk. Projektet er støttet af Novo Nordisk Fonden
At kvinderne overtog arbejdet på øen, kan vi stadig se i dag, fortæller Henning Johansen. En af de måder, han lærte at tænge på, var at skille de gamle tage fra hinanden. Her så han en tagkonstruktion med ålegræs, der i særdeleshed mindede om måden, kvinder historisk har spundet garn.
Konstrukionen kan holde i flere hundrede år, det høje saltindhold forhindrer brande, og de store mængder ålegræs i sig selv udgør et isolerende lag. At lægge et sådan tag er en bekostelig affære, og Henning har da heller ikke planer om, at alle Danmarks tage skal beklædes sådan.
For ham er tagene et anker i historien og en vigtig påmindelse om, at vi skal tænke kreativt i brugen af de ressourcer, vi har omkring os.
Tage af ålegræs anlægges af opskyllede planter og ikke ved høst af de levende. Betydingen af det levende ålegræs taler vi med Kasper Elgetti Brodersen om. Han forsker i netop ålegræs på Roskilde Universitet.
Ålegræs spiller en vigtig rolle for biodiversiteten, for eksempel ved at være opvækstområde for småtorsk og andre dyr. Det hjælper til øget vandkvalitet og stabiliserer havbunden. Dets tilstedeværelse dæmper bølger og kan derved modvirke kysterosion. Derudover bidrager planten til at lagre CO2, omend i mindre omfang end nogle gange nævnt.
På trods af ålegræs’ vigtige roller fylder havets græs ikke meget på havbunden. Planten har brug for sollys, og det begrænses af dårlig sigtbarheded, især som følge af næringsstofudledninger. Af samme grund virker ålegræs som en markør for havets tilstand, da dets vækst kræver en vis vandkvalitet. Bundtrawl har også påvirket plantens overlevelsesmuligheder.

Hør meget mere om ålegræs’ betydning og historien om Læsøs tage ved at lytte med på Plantejagten, sæson 2, afsnit 12. Du kan høre afsnittet i afspilleren øverst i denne artikel, eller hvor du hører normalt hører dine podcast.
\ Kilder
Henning Johansen, tækkemand på Læsø
'Historie - Læsø Klitplantage', Naturstyrelsen


































