Verdens bestande af ålegræs er under pres som følge af klimaforandringerne.
Og en svindende mængde ålegræs er en dårlig nyhed i kampen mod klima- og biodiversitetskrisen.
Sunde ålegræsbede er nemlig effektive til at optage og lagre kulstof og kvælstof, og når bedene forsvinder, frigives stofferne ud i vores atmosfære, viser et nyt studie fra Syddansk Universitet (SDU).
I det nye studie har Marianne Holmer, der er ekspert i kystzoneøkologi og professor på SDU, været med til at dokumentere, at tabte ålegræsbede fører til betydelige udslip af kulstof og kvælstof, skriver SDU i en pressemeddelelse.
Holmer har samarbejdet med svenske forskere om at undersøge to områder i det vestlige Sverige. Det ene område har mistet sine ålegræsenge siden 1980’erne, mens det andet uafbrudt har været bevokset med ålegræs.
Forskerne konkluderer, at der siden 1980’erne er eroderet et sedimentlag på mindst 35 centimeter væk i tabs-området, og samtidig er kulstof og kvælstof frigivet til miljøet.
»Ålegræsenge kan have kulstof- og kvælstoflagrende sedimentlag under sig, som kan være adskillige meter tykke, og det gør dem til globale hotspots for lagring af kulstof og kvælstof,« siger Per Moksnes, der er lektor på Göteborg Universitet og hovedforfatter til studiet, i pressemeddelelsen.
I studiet vurderer forskerne desuden, at der frigives mere end 60 ton kulstof og 6,6 ton kvælstof for hver hektar ålegræsbed, der forsvinder.
Ifølge forskerne kræver det 1.038.000 kroner at kompensere for tabet af en hektar ålegræsbed i det område, forskerne har undersøgt.
SDU skriver i pressemeddelelsen, at fjordene omkring Marstrand ved Göteborg har mistet næsten 10 kvadratkilometer ålegræsbede siden 1980’erne, hvilket har ført til en frigivelse af 60.000 tons og 6.600 tons kvælstof over en 20-årig periode.
En kompensation for dette ville koste 1.038 milliarder kroner.
Ålegræsbestandene går tilbage over hele verden, og forskerne opfordrer til, at øge indsatsen for at bevare de bede, der stadig findes, og gøre en indsats for at genetablere de tabte.
Studiet er publiceret i tidsskriftet Ecosphere.
