Livforskeren: Grundlovene dikterer liv på andre planeter
Liv kan principielt opstå alle steder i universet. Det skulle være kattens, hvis det ikke var sket, mener professor i fysik Steen Rasmussen, leder af FLinT-centret på Syddansk Universitet, hvor forskere forsøger at skabe primitivt liv fra grunden.

En kunstners bud på det jordlignende planetsystemet omkring den røde dværg Gliese 581. (Illustration: ESO)

Steen Rasmussen, er det sandsynligt, at der er liv i rummet?

»Det tror jeg. Jeg ville synes, det var mærkeligt, hvis der ikke var. Hvis de fysiske og kemiske betingelser er til stede for, at liv kan opstå, og hvis der er nok plads nok og lang nok tid, så kan det sagtens opstå.«

»Min gæt er, at der eksisterer liv andre steder, for grundlovene fungerer på samme måde alle steder. Og hvis man har gode betingelser ét sted, kan man også forestille sig, at man har gode betingelser mange forskellige steder.«

»Vi ved, der er jordlignende planeter mange steder rundt om ved mange stjerner. Og så vil jeg mene, at det var kattens, hvis ingen andre planeter også har lignende betingelser, og hvis ikke i hvert fald nogen af dem har opnået liv.«

Hvilken slags liv vil der være tale om?

»Det er klart - kigger man på fysikken og kemien er det ikke sandsynligt, at det er intelligent liv. Kigger man på vores eget solsystem, f.eks. på Mars, vores nærmeste kandidat, er det ikke sådan, at livet kommer os dansende i møde og byder os velkommen.«

Liv springer ikke bare frem bag hvert et hjørne. Der skal blandt andet være plads, så det er muligt at lave mange eksperimenter samtidig. Det korter tiden ned og øger sandsynligheden for, at noget virker.

Steen Rasmussen

»Hvis der havde været intelligent liv mange steder, så havde vi nok fundet ud af det. Intelligent liv kommunikerer, må man gå ud fra. Det er selvfølgelig ikke så længe, vi har været i stand til at opsnappe beskeder fra verdensrummet, men trods alt i en årrække. Det er værd at lytte, ligesom SETI gør. Det skal vi gøre. Men er det i sig selv et bevis for, at der eksisterer liv? Nej, det er det ikke.«

Hvad mener du om tanken om rumvæsner, rumskibe og rejser ved lysets hastighed?

»Det ved jeg ikke. Videnskabeligt ved vi, at livet på Jorden har eksisteret i op mod fire milliarder år. Det tog få millioner år, før livet opstod på planeten, og så tog det altså milliarder af år, før intelligent liv udviklede sig.«

»Det ser ud til - ud fra det ene eksperiment, vi kender - at det er meget nemmere at lave liv end at lave intelligent liv. Så jeg vil mene, at man skulle kigge mest efter primitivt liv, som ligner bakterier; meget simple organismer, meget robuste organismer. Det er også det, man gør i både hos NASA og ESA - de amerikanske og europæiske rumprogrammer. Det er det mest sandsynlige.«

»Vi kan ikke udelukke, at der eksisterer intelligent liv nogle steder. Men at spørge, om der er intelligent liv på f.eks. Mars, er ligesom at spørge: Tror du på nisser?«

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Det sker