IPCC: Klima-forandringer giver sult og sygdom om få årtier
FN’s klimapanel er klar med en ny rapport, som fastslår, at global opvarmning rammer alle kontinenter med konsekvenser som fødevaremangel, sygdom og skader på infrastruktur og byggerier.

Tørke, hungersnød og flygtningekriser ligger tættere på, end vi tror, hvis vi ikke får gjort mere ved klimaforandringerne. Det konkluderer FN's klimapanel, IPCC, i deres seneste rapport. (Foto: Colourbox)

Klimaforandringerne er allerede over os, og et stigende CO2-udslip vil forstærke risikoen for konflikt, hungersnød, oversvømmelser og flygtningekriser i dette århundrede.

Sådan lyder advarslen i en ny rapport fra FNs klimapanel IPCC, som offentliggøres mandag.

Rapporten er kulminationen af fire års arbejde, og hundredvis af forskere har bidraget til den.

»Vi lever i en æra af menneskeskabt klimaforandring. I mange tilfælde er vi ikke forberedt på de klimarelaterede risici, som vi allerede står over for,« siger Vicente Barros, som er medformand for arbejdsgruppen, som står bag rapporten, i en pressemeddelelse fra IPCC.

Dansk medforfatter: Vi vil mangle mad

Den netop offentliggjorte rapport bærer titlen 'Climate Change 2014: Impacts, Adaptation, and Vulnerability', og den kortlægger, hvordan klimaforandringerne vil ændre verden, hvilke farer der er forbundet med ændringerne, og hvad verden kan gøre ved forandringerne.

»Ingen på denne planet vil være uberørte af konsekvenserne af klimaforandringer,« advarer IPCC's formand Rajendra Pachauri ifølge BBC.

Den nye rapport er anden del af FNs femte klimarapport, og den fastslår blandt andet, at klimaforandringerne vil medføre mangel på fødevarer på verdensplan.

Professor ved Københavns Universitet John R. Porter er en af hovedmændene bag rapportens kapitel om fødevareforsyning, og han forudser, at verden kan ende med en alvorlig mangel på mad allerede om få årtier.

»Situationen rent tidsmæssigt er så graverende, at børn født i dagens Danmark knap nok er blevet studenter, før problemerne for alvor vil vise sig, hvis der ikke bliver handlet inden for en ganske kort årrække. Og grunden til, at der skal handles hurtigt er, at det er gået kraftigt tilbage på langt de fleste områder, siden vi udgav den seneste rapport i 2007,« siger John Porter i en pressemeddelelse fra Københavns Universitet.

Voksende befolkning øger problemet

Ifølge pressemeddelelsen kan fødevareforsyningen blive ramt på verdensplan med nedgang i udbyttet af en række kornsorter – blandt andet hvede og majs. Det samme er tilfældet med fangst og opdræt af fisk fra både ferskvand og havvand.

Oven i dette vil verdens voksende befolkningstal forstærke problemerne med at skaffe mad nok til alle, lyder det i rapporten.

Professor John Porter påpeger, at det især er befolkningerne i mange tropiske områder og den sydlige del af Europa og Nordafrika, som kommer til at betale prisen for klimaforandringer.

Disse befolkningsgrupper – især de fattige - er nemlig de mest udsatte for fejlslagen høst, højere priser og underernæring i den nære fremtid, siger han.

»Når man sammenkobler nedgangen i udbytte af føde fra blandt andet planter med den eksplosive faktor – befolkningstilvæksten - så står vi overfor meget store udfordringer om 20-30 år, hvis verden ikke bevæger sig i en grønnere retning,« siger John R. Porter i pressemeddelelsen fra Københavns Universitet.

Positive virkninger i Norden

Klimaforandringer kan give alvorlige problemer med verdens fødevareforsyning allerede om 30 år, lyder det fra professor John R. Porter fra Københavns Universitet. Ifølge universitetet er Porter den eneste danske forfatter bag den nye rapport og koordinerende hovedforfatter bag kapitlet om fødevareforsyning. (Foto: Shutterstock)

Til gengæld har klimaforandringerne betydet en positiv udvikling i nogle regioner på den nordlige halvkugle. Blandt andet her i Skandinavien, hvor det mildere klima har betydet større høst end i andre regioner, lyder det i pressemeddelelsen fra Københavns Universitet.

Men vi kan ikke læne os tilbage af den grund, advarer professor John Porten:

»Der er ingen tvivl om, at evidensen og konklusionen af flere end 1000 globale og regionale studier i denne forbindelse viser, at en temperaturstigning på 1-2 grader celcius i forhold til nu generelt vil betyde tab i udbyttet af en række kornsorter. Både i de tropiske og de tempererede egne,« siger han.

Huse og infrastruktur skades

I den nye rapport konkluderes det også, at klimaforandringerne ændrer på Jordens økosystemener og forårsager stor skade på infrastruktur og beboelser.

Og ifølge FNs klimapanel IPCC er vi dårligt forberedte på, at kunne håndtere klimaforandringerne.

»Konsekvenser fra de seneste klima-relaterede ekstremer som for eksempel hedebølger, tørke, oversvømmelser, cykloner, skovbrande afslører den signifikante skrøbelighed og eksponering, som nogle økosystemer og mange menneskelige systemer har over for nutidige klimaforandringer,« hedder det i rapporten ifølge nyhedsbureauet Ritzau.

I rapporten påpeges det samtidigt, at klimaforandringerne vil betyde større sygelighed og dødelighed blandt jordens befolkning.

Hidtil skarpeste rapport

Klimapanelets advarsel er den hidtil skarpeste om klimaforandringernes konsekvenser, siden panelet blev oprettet i 1988.

Siden dengang er FNs klimarapporter udkommet hvert syvende år, og den seneste rapport udgør således panelets femte.

Rapporten er opdelt i tre delrapporter og en opsamlende rapport, og den netop offentliggjorte delrapport udgør således anden del af klimapanelets femte rapport.

Omkring 500 forskere og regeringsrepræsentanter har været samlet i den japanske storby Yokohama for at blive enige om ordlyden i resuméet.

Første del af FNs femte klimarapport blev udsendt i efteråret 2013, og her konkluderede IPCC blandt andet, at klimaforandringer med stor sandsynlighed er menneskeskabte.

Desuden fremskrev rapporten på temperaturstigninger og havstigninger på helt op mod en meter.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Det sker