Stenhaven er sirligt revet, og moshaven blødt arrangeret. Den majestætiske indgangsport viser vej til de fine rum med stråmåtter bag rispapirs-skydedørene.
Præsten Kawakami viser rundt i de gamle gemakker i templet Shunko-in, hvor zen-mestre og samuraier har lagt deres visit. Templet er bare ét blandt 46 andre i det 700 år gamle tempel-kompleks Myoshinji i den nordvestlige del af den japanske kulturhovedstad Kyoto.
»Man kan komme og meditere og få indsigt i zen-buddhismens filosofi her, og på et tidspunkt vil jeg gerne lave workshops i yoga, kampkunst og te-ceremoni,« forklarer den unge præst, der på vanlig japansk vis har arvet templet fra sin far.
Kawakami er moderne. Ikke bare fordi, han bor her med sin amerikanske kæreste, eller fordi han taler udenlandsk her lige midt i traditionens højborg, hvor sladderen da også går. Han er også moderne, fordi han gerne vil gøre den klassiske japanske zen-buddhisme til det, den er blevet kendt for i Vesten, nemlig spiritualitet og selvudvikling.
Zen i Vesten
Zen har været i Vesten i årtier. Importeret af filosoffer og skønånder, medbragt og udviklet af japaneren D. T. Suzuki, der allerede for hundrede år siden kunne fortolke denne specielle østlige form for buddhisme for et vestligt publikum.
Som religion og spirituel praksis har den mest været for de få, fortrinsvist veluddannede personer med hang til filosofi, æstetik, psykologi, meditation og litterære dimensioner. Specielt zens fokus på meditation, indre styrke og »at leve i nu’ et« har vundet indpas også uden for religionens verden.
I Vesten er zen blevet udtryk for velvære og sjæl, renhed og dybde. Der findes bøger om zen og kampkunst, zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel, men også zen og kunsten at skrive, løbe, elske, og zen at spille golf, poker eller guitar. Åbn et dameblad eller livsstilsmagasin, og ‘zen’ vil vibrere som brand for alt godt, sandt og sundt. Men zen i Vesten er langt fra zen i Østen.
Levebrødspræster og begravelsesbuddhisme
Zen-buddhismen kom til Japan fra Kina i det 12. århundrede. Det er en retning, der lægger vægt på meditation og streng klosterdisciplin, og de tre zen-skoler rinzai, soto og obaku med omkring ti millioner medlemmer kendes da også som asketiske og »den rigtige vare«.
I Japan nyder zen en vis rustik respekt. Men zen er også kendt som en ritualiseret gammelmandsreligion med et konservativt præsteskab. Trods forsøg på at gøre menighed og brugere mere interesseret i læren og i meditationspraksis (zazen), kommer folk primært til de gamle templer for at fejre højtiderne, og når personer i familien dør.
Modsat shinto, der tager sig af fejring af liv og festligheder, står buddhismen for ritualer i forbindelse med døden. Der er ikke statsstøtte til religion, og mange præsters økonomi er baseret på den ganske udbredte industri relateret til døden, der også har givet buddhismen i Japan det lidet flatterende prædikat »begravelsesbuddhisme«.
Tempelarv til diskussion
Et andet aspekt, der møder kritik, er traditionen med tempelarv.
Nok skal tempelsønnen uddannes på universitet, et års tid i kloster samt i en slags mesterlære i faderens eller et andet tempel. Men arvesystemet lægger også op til produktion af »levebrødspræster«. For sønnerne ligger der et pres på at videreføre familietemplet, for præsten og hans kone ligger der fra menigheden et pres på at producere en søn.
Ingen vil alligevel af med arvesystemet, og undersøgelser har da også vist, at de fleste foretrækker præsten som hyggeonkel og traditionsbærer, frem for en standhaftig meditatør eller teologisk ekspert.
Der er religionsfrihed i Japan, og landet har aldrig været tynget af kommunisme, der i andre asiatiske lande har gjort sit til at udrydde buddhismen. Men landet er moderne og har smagt på sekulariseringens udfordringer. Religion er ikke længere naturgivent, og mange nye og »nye nye« religioner med vægt på individualisme, spiritualitet og brugervenlighed har givet traditionel religion baghjul.
Åbn et dameblad eller livsstilsmagasin, og ‘zen’ vil vibrere som brand for alt godt, sandt og sundt. Men zen i Vesten er langt fra zen i Østen.
Jørn Borup
For at tiltrække flere unge munke til zen-klostrene har man tilbudt kortere ophold og blødere regler inden for murene. Myoshinji bryster sig af ikke at slække på kravene om kadaverdisciplin. Men hvor længe kan de holde ved?
Kulturbuddhisme og spirituel buddhisme
Kulturreligion med tradition, højtidsfejring og kun begrænset indsigt i teologiske dybder er den mest udbredte form for religion i hele verden.
Også i Asien, hvor Vestens billeder af en idyllisk, dybt spirituel, filosofisk og fredselskende buddhisme i sammenligning med den levende religion ofte bliver gjort til skamme.
De fleste buddhister kommer i tempel til Buddhas fødselsdag, men mediterer ikke. De spekulerer ikke på idealet om endelig frelse fra livshjulet, men på at blive gode mennesker og på at opspare god karma ved gode gerninger, så de kan få en god genfødsel næste gang.
Dalai Lama-buddhisme og spirituel meditations-buddhisme findes naturligvis også i Asien. Både præster og lægfolk tager initiativer til at fordybe sig i skrifterne og vejen til indsigt. Også i Japan er der idealister, der vil genoplive eller opfinde den spirituelle zen.
Kawakami blev født ind i traditionel japansk zen, men blev inspireret af amerikaniseret, moderne zen. Han har fundet sit livsprojekt og vil kombinere de to verdener, bl.a. ved at give turister mulighed for at smage på zens lukkede verden i en lidt blødere udgave.
Kawakamis projekt vil mest være for udlændinge. For de færreste japanere forbinder zen med moderne spiritualitet.
