Hvis der er én ting, vi ved om vores forfædre i jernalderen, er det, at de anstrengte sig for at være på god fod med deres guder. Blandt andet ved at ofre til dem.
I moserne fik guderne overbragt deres gaver, og takket være vådområdernes iltfattige og kolde miljøer er moselig, figurer, våben og meget andet blevet bevaret til i dag, hvor fundene fodrer vores fantasi med forestillinger om, hvordan livet var i jernalderen.
En fortælling, der dog har haft væsentlige mangler, når det drejer sig om de dyr, der har spillet hovedrollerne i talrige rituelle ofringer.
\ Jernalderen (500 f.v.t. til år 793)
Jernalderen er den sidste af Danmarks tre oldtidsperioder. De to foregående er sten- og bronzealderen.
Jernalderen varer fra cirka 500 f.v.t., og til vikingetiden buldrer gennem Skandinavien omkring år 793.
Perioden opdeles i ældre jernalder (500 f.v.t – 400) og yngre jernalder (400 – 800).
Ældre jernalder opdeles igen i tre underperioder:
- Førromersk eller keltisk jernalder (500 f.v.t – 1 f.v.t)
- Ældre romersk jernalder (1 – 200)
- Yngre romersk jernalder (200 – 400)
Jernalderen er kilde til flere af de uvurderlige historiske artefakter, der har formet vores selvforståelse. Både Guldhornene, Tollundmanden og Grauballemanden er fra jernalderen.
»Selvom der er blevet udgravet mange dyreofre gennem årene, og selvom de betyder meget for vores forståelse af jernalderen, er forsvindende få af dem blevet dateret,« siger zooarkæolog Jacob Kveiborg, Moesgaard Museum, til Videnskab.dk.
I hvert fald ikke før nu. Sammen med kollega Jesper Olsen fra Aarhus Universitet har Jacob Kveiborg dateret 154 dyrefund og på baggrund af dateringerne skabt en tidslinje over dyreofringer i jernalderen.
Deres arbejde giver os et meget bedre indblik i:
- hvornår jernalderens skikke med at ofre dyr i moser begyndte, og hvornår man stoppede igen,
- hvilke dyr, man ofrede,
- og hvilke dyr, der synes at have haft en særlig betydning som offergave til guderne.
Forsker: Vi har manglet en tidsskala
Anne Birgitte Gotfredsen, seniorforsker ved Globe Instituttet, Københavns Universitet, er begejstret for det nye studie. Hun har ikke været involveret i det, men har læst det for Videnskab.dk.
Studiet leverer en tidsskala, man har manglet, siger Anne Birgitte Gotfredsen, der selv har forsket i dyreofringer i jernalder og vikingetid.
»Jeg er utroligt glad for, at der nu er dokumentation for start, slutning og højdepunktet i perioden med dyreofringer,« siger Anne Birgitte Gotfredsen til Videnskab.dk.
800 år med dyreofringer
De 154 daterede dyr stammer fra forskellige museers samlinger. Størstedelen er dukket frem under udgravninger af danske moseområder, der er blevet foretaget gennem det 20. århundrede.
I alt 10 såkaldte offermoser i Danmark er repræsenteret i studiet. Det er offermoser med en nærmest ikonisk status blandt arkæologer, fordi der her er fundet mange spektakulære genstande fra jernalderen, fortæller Jacob Kveiborg.
\ Flest dyreofringer i Østjylland?
I studiet er Danmark inddelt i fire zoner – Nordjylland, Østjylland, Fyn og Sjælland. Der kan være flere moser i samme zone, og de har så sandsynligvis været en del af det samme fælles landskab med bopladser, gravpladser og områder til ofring.
Zonerne bruges til at vise, hvor lange perioderne med dyreofringer har været i hver zone. Forskerne finder den længste periode i Østjylland og den korteste på Sjælland.
Man kan ifølge Anne Birgitte Gotfredsen indvende, at der er flere moser at undersøge der, hvor de finder den længste periode.
»Sjælland har en relativt kort periode med dyreofringer, men der er også kun én mose i zonen. I Østjylland er der flere moser, der har bidraget til det samlede billede,« siger Anne Birgitte Gotfredsen.
Det er dog en problemstilling, forskerne selv nævner i studiet, påpeger hun.
Af samme grund har man formodet, at dyrene også stammer fra jernalderen. Nu kan dateringen bekræfte, at størstedelen af de 154 dyr er blevet ofret i det, vi kalder ældre jernalder.
De er blevet ofret over en periode på omkring 800 år fra cirka 400 f.v.t. til 400 e.v.t. med »et peak omkring Kristi fødsel«, fortæller Jacob Kveiborg.
De udvalgte dyrefund er blevet dateret ved hjælp af kulstof 14-metoden, der kan bruges til at aldersbestemme alt, der engang har været levende.
LÆS OGSÅ Kulstof 14-datering: Hvordan ved vi, hvornår denne mand blev begravet?
To dyr har muligvis haft særlig betydning
Studiet viser også, at 99 procent af de ofrede dyr var tamdyr, der har været en del af den daglige gang på bopladserne – heste, hunde, køer, får og svin.
Det er ikke overraskende ifølge Jacob Kveiborg, for man gik meget lidt på jagt i jernalderen.
»Vi finder fisk og fugle, men ellers finder vi stort set aldrig knogler fra vilde dyr. Hvis vi gør, er det bare en enkelt hare eller et krondyr,« siger han.
Mere overraskende er det måske, at to dyr skiller sig ud, når arkæologerne sammenligner moser med bopladser.
»Der er markant flere hunde og heste i moserne, end der er på bopladserne, hvor vi hyppigst finder køer, får og grise. Det fortæller os, at der har foregået noget specielt i mosen. Det er dyr, der er udvalgt til noget rituelt og ikke bare madaffald,« siger Jacob Kveiborg.
»Måske har man ofret de dyr, der har betydet mest for en,« siger han og tilføjer så, at man omvendt kan indvende, at det kan have været de dyr, man bedst kunne undvære.
Indblik i jernalderens ritualer
I jernalderen var stort set alle bønder, og man »levede et liv i pagt med årets gang«, fortæller Jacob Kveiborg.
»Der var specifikke ting, man skulle lave på specifikke tider af året. Nogle tider havde man travlt med markerne, andre tider med at plukke frugt, slagte dyr og tørre kød. Man sørgede for vinterforrådet. De lange vinteraftener har man siddet og lavet de redskaber, der skulle bruges næste år,« siger han.
Vi ved også, at det at ofre til guderne har fyldt meget. Sandsynligvis fordi man skulle bruge deres velvilje for at få korn på marken og frugt på træerne, fortæller Jacob Kveiborg.
Der er rigtig mange fund fra jernalderen, der giver et indblik i den rituelle praksis. En lerkop, der har været bygget ind under et ildsted, eller en hund, der har været begravet under husets trædesten eller i dørstolpehullet, giver Jacob Kveiborg som eksempler.
»Lerkoppen under ildstedet kunne være et symbol på, at man ønsker, at maden, man laver her, skal blive god og rigelig. Hunden under dørstolpen har måske været husets beskytter,« siger han og fortsætter:
»Der er ingen facitliste i forhold til, hvilken betydning ofrene præcist har haft. Her er vi overladt til fantasien.«
Stor ros til metoden
Anne Birgitte Gotfredsen roser studiet for sin grundighed, særligt i udvælgelsen af de 154 dyr, der er blevet dateret.
Her er kunsten nemlig at undgå, at knogler fra det samme dyr ved en fejl tæller med som flere dyr.
»Det, de har gjort, er at bruge det samme knogleelement til dateringen. Hvis du hele tiden holder dig til eksempelvis venstre skinneben, er du sikker på, at det samme dyr ikke tæller med flere gange,« siger Anne Birgitte Gotfredsen.
Dertil tager studiet højde for, at de forskellige dyrearter har spist forskellig føde, tilføjer hun. Svin og hunde kan eksempelvis have spist mere føde fra havet, og det kan have indflydelse på kulstof 14-dateringen.
»Udvælgelsen er beskrevet grundigt, og det er hele forudsætningen for, at de finder svaret på det, de gerne vil vide, nemlig hvornår den her praksis med dyreofringer begynder og slutter,« siger Anne Birgitte Gotfredsen.
Studiet er blevet udgivet i Journal of Archaeological Science: Reports og støttet af Kulturministeriets Forskningspulje og Dr. Margrethe II’s Arkæologiske Fond.
\ Kilder
- “Targeted radiocarbon dating of animal bones from ritual wetland depositions in early Iron Age (Denmark)”, Journal of Archaeological Science: Reports (2023), DOI: https://doi.org/10.1016/j.jasrep.2022.103766
- Jacob Kveiborgs profil (ResearchGate)
- Anne Birgitte Gotfredsens profil (KU)
- Jesper Olsens profil (Pure)
\ Datering: Når der er rod i jordlagene
Arkæologer studerer den menneskelige aktivitet gennem tiderne, blandt andet ved at se på, hvad mennesker før os har efterladt i jorden. Genstande, der dukker frem af jorden, kan – alt efter hvilken genstand, der er tale om – dateres på forskellig vis. En metode er ved hjælp af stratigrafien.
Stratigrafi betyder læren om jordlag og går ud på at se på skiftene mellem aflejringer i jorden. Ved en udgravning, hvor man laver en form for tværsnit af jorden, en såkaldt profilvæg, bliver det tydeligt, at den består af mange forskellige lag. Genstande, der ligger i de øverste jordlag, vil være yngre end genstande i lag længere nede.
Kender man alderen på en genstand i et lag (hvis man eksempelvis har dateret denne med Kulstof 14-metoden) kan andre genstande i jorden omkring vurderes i relation til alderen på det lag.
Mosefund kan være svære at datere alene ud fra stratigrafien, fortæller Anne Birgitte Gotfredsen:
- Offergaverne er blevet overbragt i vand. Bagefter har mennesker og dyr, hvis offerstedet var nær bredden, i årevis trampet rundt i det bløde dynd og lavet rod i stratigrafien.
- Mange fund er dukket op ved rene tilfælde, for eksempel fordi man har gravet tørv til brændsel. Knogler og andre genstande er taget op af jorden, uden at man har registreret præcis hvor de lå – og det er helt afgørende for at kunne datere ud fra stratigrafien.
