De danske moser har bevaret nogle helt unikke arkæologiske fund for eftertiden: Grauballemanden og Tollundmanden for at nævne nogle få.

Hvis du har læst om disse jernalderkendisser, er du sikkert også stødt på historierne om, hvordan de blev både maltrakteret og tortureret op til deres død. Teorierne har floreret livligt: Måske var der tale om særlinge, som skilte ud fra resten af jernaldersamfundet og derfor blev dømt til en voldelig død? Måske var det syge eller homoseksuelle, som skulle straffes?

Sidstnævnte aner vi fortsat ingenting om, da vi af gode grunde ikke kan spørge moseligene selv om deres seksuelle orientering - men ifølge professor Niels Lynnerup, som har medvirket i en række nye undersøgelser af alle de danske moselig, skal myten om, at det var mennesker, der fysisk skilte sig ud, punkteres.

»Ud fra vores samlede undersøgelser kan vi nu sige, at der ikke er noget ved disse mennesker, der adskiller sig fra andre skeletter fra jernalderen. Det er ikke folk, der er underligt syge, to meter høje, ekstraordinært små eller på andre måder skiller sig fysisk ud fra mængden.«

Mosen nedbryder hård hud

På et tidspunkt blev det ligefrem foreslået, at moseligene var homoseksuelle, fordi de ikke havde hård hud på hænderne.

»Derfor mente man, at det måtte være mennesker, der ikke havde beskæftiget sig med hårdt, manuelt arbejde, og dermed at det var nogle forfinede mænd. Måske endda, at der var tale om bøsser,« siger Niels Lynnerup, som arbejder ved Antropologisk Laboratorium, Københavns Universitet.

Han tilføjer, at man selvfølgelig ikke kan sige noget om moseligenes seksualitet ud fra deres fysiske ydre - men nu kan han og hans kollegaer i hvert fald trække al luft ud af teorien, for så vidt at der slet ikke var forskel på hænderne hos moseligene og andre mennesker fra jernalderen.

I dag ved forskerne nemlig, at hudens yderste lag, som primært består af proteinet keratin, bliver opløst af mosens sure miljø, fortæller professoren.

De nye undersøgelser er udført i samarbejde med de danske museer, som har moseligene liggende i deres udstillinger, og har blandt andet bestået af røntgen- og CT-skanninger samt 3D-rekonstruktioner. Hvor rekonstruktionerne i sin tid slet ikke var en mulighed, er skanningerne blevet voldsomt meget bedre.

Meget ny viden er kommet til

De første danske moselig, der blev fundet overhovedet, så dagens lys (igen) helt tilbage i 1800-tallet.

I nyere tid er Tollundmanden (4-300 f.vt.) og Grauballemanden (3-200 f.vt.) de ældste fund - begge dukkede op af mosens dyb for over snart 70 år siden og blev første gang underlagt undersøgelser i henholdsvis 1950 og 1952.

Siden da er der kommet meget ny viden; blandt andet om, hvordan mosen påvirker knoglerne, fortæller Niels Lynnerup. Ligesom mosen kan opløse det yderste hudlag, kan den også afkalke knoglerne, så moseligene får en blød og bøjelig konsistens, næsten som vådt pap.

»Knoglerne på et ’frisk’ moselig er vitterligt helt bløde. Hvis man ikke har viden om, hvordan de skal opbevares – og det havde man ikke på nogle af de ældste moselig – vil de stivne og skrumpe,« siger Niels Lynnerup.

»Da videnskabsfolkene nogen tid senere undersøgte moseligene, tænkte de ikke så meget over udtørringen, men gjorde sig i stedet mange tanker om, hvilke sjældne sygdomme der kunne have forvoldt de forvanskede knogler – og hvis disse mennesker led af sådanne sjældne sygdomme, var det måske derfor, at de var blevet ofret. I dag ved vi, at der snarere er tale om, hvad mosen har gjort,« fortsætter han.

Forsøgte at 'reparere' ligene

Før i tiden forsøgte man desuden ofte at ’reparere’ på moseligene. Eksempelvis var det en brugt skik at udstoppe deres, ofte medtagne og indsunkne, ansigter med forskellige moderne materialer.

Det gælder eksempelvis for Auning-kvinden, som blev fundet i 1886. Dengang havde man ikke de konserveringsmetoder, vi har i dag, og derfor tog man hjerne og kraniedele ud af hendes hoved, udstoppede det og syede det sammen.

Tanken var at give en bedre fornemmelse af, hvordan moseligene så ud i levende live – resultatet var af meget varierende succes. Auning-kvindens hoved skrumpede eksempelvis voldsomt ind på grund af behandlingen.

I dag kan forskerne genskabe moseligenes ansigter fuldstændig ved at skanne dem og dernæst lave en 3D-rekonstruktion.

Det har Niels Lynnerup blandt andet været med til at gøre for Grauballemanden, som du kan se på billedet her.

Her ses en rekonstruktion af Grauballemandens ansigt, som er blevet til på baggrund af CT-skanninger og 3D-modeller. (Foto: Rógvi N. Johansen, Moesgaard)

Teori om Grauballemandens ben er forkert

De nye undersøgelser af de danske moselig har dog også afsløret andre opsigtsvækkende ting om disse mennesker, som vi fortsat ved så lidt om: Ofrene blev for eksempel slet ikke tortureret før deres død, sådan som der fortsat er en udbredt antagelse omkring.

Flere kilder opgiver eksempelvis, at Grauballemandens bøddel eller bødler først slog ham hårdt i hovedet og brækkede hans ben, før han fik det endelige dødsstød.

»Da man fandt ham, var røntgenanalyserne ikke så gode som i dag. Man kunne godt se, at der var et brud, men man kunne ikke nærmere analysere det, og man kunne ikke afgøre, om det var sket, da han var i live. Det blev så lanceret som en teori, at han måske blev slået i hovedet og fik brækket benet, så han ikke ville flygte, og den har hængt ved,« lyder det fra Niels Lynnerup.

En anden teori lød på, at offeret måske var blevet udsat for ’overvold’ – på engelsk ’overkill’ – altså mere vold, end hvad der var strengt nødvendigt, af rituelle årsager.

Skader skyldes mosens tryk

I dag ved forskerne, at skaderne på Grauballemandens hoved og ben er opstået post mortem, dvs. efter at han døde. Det gjorde han i øvrigt ved ét skarpt snit over halsen fra øre til øre, mens han lå på knæ og fik trukket hovedet bagover.

Skaderne på ben og hoved skyldes derimod mosens massive tryk på de bløde knogler, viser de nye undersøgelser. Det er særligt de forbedrede skanningsmetoder, der kan fortælle forskerne, at skaderne er opstået efter dødens indtræffen.

Det samme gør sig gældende for et andet berømt moselig, nemlig Borremosekvinden, som blev fundet i 1948 af tørvegravere i den sydligste del af Borremose i Nordjylland. De oprindelige undersøgelser konstaterede ellers, at hun måtte have fået et meget voldsomt slag, som havde knust hele ansigtet.

»For Grauballemanden og Borremosekvindens vedkommende kan vi se, at de her brud er opstået efter dødens indtræden. Vi kan ikke fuldstændig afvise, at det i nogle tilfælde kan være anderledes, men for de her moselig er der ikke tale om ekstrem vold op til døden,« siger Niels Lynnerup.

»Det var ikke meningen, de skulle lide«

Denne analyse bliver bakket op af den irske arkæolog Eamonn Kelly, som er involveret i forskningsprojektet ’Bog Bodies Research Project’ ved det irske nationalmuseum.

Projektet er tværfagligt og har til formål at undersøge de irske moselig gennem en række moderne analysemetoder, såsom CT- og MRI-skanninger, palæodiæt-analyser, mikroskopi og patologiske undersøgelser. Det vil sige kroppens celler og væv i forbindelse med sygdom.

I modsætning til Danmark er mange af de irske moselig fundet i nyere tid, efter år 2003 og frem, og Eamonn Kelly har været involveret i undersøgelser af dem alle - uden at finde spor efter tortur.

»Der har været diskussioner om, hvorvidt moseligene er blevet tortureret før deres død, men det finder vi ingen beviser for i vores undersøgelser,« fortæller han til Videnskab.dk.

Det er særligt interessant, fordi ligene faktisk generelt har adskillige skader, men rækkefølgen ser ud til at være sådan, at den første skade var den, der enten slog dem ihjel eller gjorde dem bevidstløse.

»Det var ikke meningen, at de skulle lide. Der var intet ønske om at være ond mod de her mennesker. De efterfølgende skader ser ud til at være pådraget med rituelle tanker in mente,« siger Eamonn Kelly.

Var de lokale eller outsidere?

Men hvis der ikke var tale om outsidere, og hvis de ikke blev tortureret, før de døde – hvem var disse mennesker så? Og hvorfor skulle de slås ihjel og efterlades i en mose?

Svarene på disse spørgsmål vil Niels Lynnerup helst ikke gisne for meget om. Men han understreger, at selvom der ikke var fysiske faktorer, som skilte dem ud fra mængden, kan der alligevel godt have været sociale af slagsen.

Forskerne afventer eksempelvis resultaterne fra såkaldte strontiumisotop-analyser, som kan afsløre, hvor i verden disse mennesker kom fra. Var de lokale? Havde de boet i området længe, eller var de lige kommet dertil?

Strontium-metoden er den samme, som blev brugt til at fastslå, at de to bronzealder-ikoner Egtvedpigen og Skrydstrupkvinden begge blev født udenfor Danmark.

En lokal signatur kunne pege på, at der enten er tale om mennesker, der har begået en synd og derfor skulle ofres. Men man kunne også forestille sig, at det var en ære at blive udvalgt som mosens offer, påpeger Niels Lynnerup. »Måske har familien derefter nydt godt af det, det kan man ikke afvise,« siger han.

Kan have været fyrste-gidsler

Hvis strontiumanalyserne viser, at det er mennesker, der har rejst meget, eller som har boet et andet sted helt op til deres død, kan det pege mere i retning af en anden teori:

»Det kan have været gidsler fra fyrstefamilier, sådan som romerne eksempelvis beskriver det som udbredt praksis i forbindelse med Cæsars felttog i Gallien,« forklarer Niels Lynnerup.

Spørger man Eamonn Kelly, kan de irske moselig ligefrem have været konger. Denne teori kan du læse mere om i en senere artikel på Videnskab.dk.

Måske en dag bliver det endda muligt at trække DNA ud fra de medtagne knogler og sige endnu mere om moseligenes ophav: Er nogle af dem beslægtede? Var de del af en indvandringsbølge? Havde de alligevel nogle, skjulte, sygdomme?

»For bare 10 år siden krævede DNA-teknikkerne relativt store intakte stykker DNA, men man skal hele tiden bruge mindre og mindre, og der kommer hele tiden nye teknikker til. Hvis vi en dag lykkes med DNA, vil det formentlig give os en masse svar,« slutter Niels Lynnerup.