Smadrede ruder, udbrændte biler og stenkastende unge. Igen er der demonstrationer og uroligheder i Frankrig. I øjeblikket demonstreres der mod en lov, der vil hæve pensionsalderen fra 60 til 62 år. Og den nyest demonstration skriver sig ind i en lang tradition af demonstrationer siden den franske revolution i 1789. Den franske revolution er blevet en del af den franske folkesjæl. Det er blevet almindeligt at demonstrere, for de ved at det virker.
Ph.d. studerende på Afdeling for Idehistorie ved Aarhus Universitet, Holger Ross Lauritsen, har boet i Frankrig fra 2002-2007 og har hele sit studie beskæftiget sig med demokrati. Han har haft fokus på Frankrig. »En del af forklaringen på, hvorfor franskmændene så ofte demonstrerer, er at der er en stærk tradition for at det, som går tilbage til franske revolution. Frankrig var det første sted i Europa, hvor man forsøgte at indføre demokrati. De betød, at oprørene mødet en masse modstand fra dem der havde privilegierne – altså adelen og de royale. Der skulle en eller anden form for vold til at starte noget så uhørt som demokrati i frankrig,« fortæller Holger Ross Lauritsen.
Banede vejen for europæiske demokratier
Under den franske revolution viste befolkningen, at den kunne mobilisere sig selv. Det var helt uhørt at folk kunne afsætte konger, og lave et nyt politisk system. Ude i den store verden var adelen og kongedømmerne skræmt over revolutionen i Frankrig. De havde set, de kunne ende med at dø af det, og at det ikke var sikkert, at det var muligt at nedkæmpe oprørene. »Det de startede i Frankrig gjorde, at den danske revolution blev langt mere fredelig, fordi den danske konge, havde set hvad der var sket i Frankrig og derfor var bange for folket,« siger Holger Ross Lauritsen.
Den kompromisløse indstilling fra revolutionen sidder stadig fast i franskmændene, påpeger han. Det skyldes at det politiske system i Frankrig med sine høje spærregrænser udelukker mindre partier. Den høje spærregrænse betyder, at det tit er et af de to store fløjpartier, der alene sidder på regeringsmagten – de behøver altså ikke at indgå kompromis med nogen, og det giver ofte stor politikerlede blandt de menige franskmænd. »Små partier har svært ved at komme ind, så der vil altid være mange, som føler, at de ikke er repræsenteret i parlamentet. Det generere en stor utilfredshed i befolkningen. Folk føler sig længere væk fra politikerne og dermed indflydelsen,« forklarer Holger Ross Lauritsen.
Kompromis eller konfrontation
I Danmark er politikerne mere lydhørhed over for befolkningen. Udviklingen af en politik minder mere en samtale. Det betyder, at man i Danmark er i stand til at opbygge ting mere hensigtsmæssigt, mener Holger Ross Lauritsen. »Det er klart, at forhandlingerne ikke bliver ført så hensigtsmæssigt, når det er så voldsomt. Det ville være at fortrække, at snakke stille og roligt om det. Som Frankrig er nu kan det gå to veje – enten får de en mere samarbejdsvillig og kompromissøgende kultur. Den anden mulighed er, at de får skabt et mere autoritært system, der standser den revolutionære glød,« mener han. Konflikten i Frankrig ser ud til at blive forværret, mener Holger Ross Lauritsen. Han begrunder det med, at præsident Nicolas Sarkozy har lagt en meget aggressiv og kompromisløs linje. Præsidenten vil blandt andet afskaffe strejkeretten. Der har også været skriverier om, at de franske politikere har set mod den danske flexsecurity-model, men ifølge Holger Ross Lauritsen, har de kun adopteret fleksibiliteten for arbejdsgiverne og helt fravalgt sikkerheden for de arbejdende.
Vigtigt at markere sig
Franskmændene engagere sig ikke i politik i det daglige, men ved store omvæltninger og folkelige bevægelser, så går folk på gaden. »Det er en politiske kultur, der har groet sig fast. Store optøjer gør, at man bliver hørt. Man kan se det ved demonstrationer mod en lov i 2007, som gjorde det nemmere at fyrer unge. Det var der stor folkelig modstand imod. Det virkede, der trak man loven tilbage. Demonstrationerne virker også indirekte, fordi pol ved det kan ske og går derfor ikke så meget imod befolkningens ønsker. Det er der mange pol der brokker sig over,« fortæller Holger Ross Lauritsen. Demonstranterne er hovedsageligt unge. Selv om det er pensionsalderen det handler om i denne omgang. Men generelt er det politisk fra midten og til den yderste venstrefløj der går i demonstrationer. »Jeg tror, at mange franskmænd har det i sig. Hvis der først kommer store demonstrationer, så engagere folk sig også i det. Det er tradition. De mener, at det er vigtigt at markere sig engang imellem,« fortæller han.
