Noget af det, som i sin tid fik mig til at ville forske i menneskerettigheder, var, at de tilsyneladende kunne betyde forskellige ting til forskellige tider.
Alt afhængigt af om man var for eller imod krigen i Irak, kunne den udlægges som et forsvar for en undertrykt befolknings rettigheder eller som en ulovlig intervention anført af et hævngerrigt USA.
Hvis man støttede Jyllands-Postens ret til at trykke Muhammed-tegningerne lagde man vægt på ytringsfrihedens ukrænkelighed, mens kritikere så tegningerne som et angreb på danske muslimers ret til at praktisere deres tro.
Jeg undrede mig for det første over, at menneskerettighederne var så bøjelige i den offentlige samtale, at de tilsyneladende kunne bruges til at forsvare modsatrettede synspunkter.
Jeg fandt det for det andet mærkeligt, at politiske modstandere – på trods af deres forskelle – begge rakte ud efter netop menneskerettighederne, når de skulle fremføre deres sag. Hvorfor var de så tiltrækkende? Og kunne de virkelig betyde hvad som helst?
Jurister, filosoffer og historikere ville alle kunne bidrage med forskellige typer af svar på den slags spørgsmål. Som litteraturhistoriker med interesse i fransk 1700-talslitteratur ville jeg imidlertid prøve at gå en anden vej.
Det førte mig til at skrive bogen ‘Reimagining Society in 18th Century French Literature: Happiness and Human Rights’, som netop er udkommet (se mere under artiklen), og som denne artikel bygger på.
Revolutionen og menneskerettighederne
De franske revolutionære afsluttede forhandlingen af deres menneskerettighedserklæring 26. august 1789. Deres ide var, at erklæringen skulle bruges som et ultrakort principprogram for den nye forfatning, de endnu ikke var begyndt at forhandle om.
Den skulle altså i få ord og i et umisforståeligt sprog indeholde fundamentet for det nye Frankrig.
Den franske Revolution var imidlertid en dramatisk og til tider voldelig affære, og konfliktstemningen gjorde det ekstremt svært at nå til enighed om, hvilke principper, der skulle grundlægge det nye Frankrig.
Skulle der være religionsfrihed eller ej? Skulle de fattige have stemmeret? – og hvad med kvinderne? Skulle staten foretage en økonomisk omfordeling fra rig til fattig?
Spørgsmålene var mange, og derfor er det heller ikke nødvendigvis overraskende, at der i erklæringens forhandlingsfase cirkulerede i hundredevis af erklæringsforslag, som hver især betonede forskellige hensyn og principper.
Det er mere overraskende, at de revolutionære parlamentsmedlemmer, som forhandlede erklæringen, afsluttede deres diskussioner med at give hinanden hånd på, at erklæringen var ufærdig.
Stoltheden over en ufærdig erklæring
Revolutionens bagmænd havde ikke mere tid nu, men når de fik det senere, ville de gå tilbage og færdiggøre det, der kom til at hedde ’Erklæring om menneskets og borgerens rettigheder’. Og faktisk vendte franskmændene tilbage til erklæringen i både 1793 og 1795, hvor de ud fra først mere radikale ideer og siden mere konservative principper forsøgte at omskrive erklæringen.
På trods af at erklæringen altså i 1789 var ufærdig, blev den cirkuleret vidt og bredt. På plakater, i aviser, i skolemateriale – overalt fandt man stolte billeder af erklæringen.
Illustrationerne havde ofte karakter af en fejring af revolutionen, og de skulle bekræfte franskmændene i, at revolutionen var i gang, og at de politiske repræsentanter arbejdede hårdt for at grundlægge et nyt Frankrig.
Selv om erklæringen måske ikke var perfekt, så indeholdt den dog et fundamentalt opgør med det gamle monarki og med ideen om, at folkets lykke ville opstå som en naturlig konsekvens af, at de adlød kongens dekreter.
Med revolutionen blev ideen om folkets lykke gentænkt, og nu vurderede man, at den kun kunne opnås, hvis individets rettigheder blev respekteret.
\ Læs mere
Litteraturen og menneskerettighedernes paradokser
Menneskerettighedserklæringen var et juridisk og politisk forsøg på at grundlægge et nyt Frankrig med udgangspunkt i en sammenvævning af ideerne om ’alles lykke’ og ’individets rettigheder’.
Ligesom flere andre, der har studeret de politiske ideers historie, ser jeg heri et muligt paradoks. Vil det ikke ganske ofte være sådan, at fællesskabet kun kan trives, hvis man nedtoner sine individuelle krav og forventninger? I hvert fald er balancen mellem fællesskabets lykke og individets trivsel altid svær at finde.
En anden udfordring for de franske revolutionære var at gøre erklæringens abstrakte principper håndgribelige og forståelige for almindelige mennesker.
Det er en ting at notere sig, at ’mennesker er født og forbliver frie og lige i rettigheder’, men det er noget andet at gøre sig begribeligt, hvad det vil sige i praksis. Betyder det, at forskellene mellem herrer og tjenere, slavegjorte og frie, med ét er blevet udviskede?
Lige rettigheder i praksis
For franskmændene var det en enorm opgave, ikke blot at formulere disse nye ideer om lighed for alle, men også at omsætte dem til praksis og forestille sig, hvad frihed og lighed betød for almindelige mennesker af kød og blod.
Det arbejde med at gentænke samfundet og forholdene mellem dets medlemmer begyndte naturligvis ikke med ét en dag i slutningen af august 1789. Det havde rumsteret i årtier, men nåede med revolutionen en foreløbig kulmination.
Tvivlsspørgsmål, uafklarede relationer mellem mennesker og invitationen til at forestille sig et nyt samfund – alt dette er benzin på bålet for enhver samfundsengageret forfatter.
Ja, faktisk kan man vel sige, at det er det stof meget litteratur er gjort af. I hvert fald begyndte skønlitterære forfattere allerede fra omkring 1770 at forestille sig et nyt Frankrig.
Nogle af dem gjorde det ved at lancere sønderlemmende kritikker af det bestående. Andre foreslog nye måder, mennesker kunne omgås med hinanden på, i familien såvel som i samfundet.
Noget af det, forfatterne bidrog med i deres håndtering af periodens politiske problemer, var en mere hverdagslig og genkendelig gennemspilning af de dilemmaer, som blev formuleret mere abstrakt af periodens politikere og filosoffer.
Lad mig komme med et eksempel.
Den lykkelige drøm om år 2440
En af de forfattere, der drømte om et nyt Frankrig var Louis-Sébastien Mercier. På grund af hans kompromisløse kritik af religiøse og politiske autoriteter var hans bøger forbudte i Frankrig.
Det afholdt ham imidlertid ikke fra at skrive og udgive bøger. Faktisk var han i perioden fra 1770 og frem til Den franske Revolution den mest populære forfatter på det illegale franske bogmarked.
Og ingen af hans bøger var så populære som ’År 2440, om noget en drøm’ (1771).
Bogen beskriver et fremtidigt, utopisk samfund, men handlingen afbrydes hele tiden af fodnoter, som forklarer, hvilket nutidigt problem fremtidssamfundet har fundet en løsning på.
Så når romanens karakter går gennem fremtidsbyen, harcelerer fortælleren i fodnoter over 1700-tallets elendige gadebelysning (som tiltrækker prostituerede), de beskidte gader, hvor man går i mudder til knæene, og hvor man konstant er ved at blive kørt ned af nyrige charlataner til vogns.
På den måde opnår Mercier at give et billede af et helt anderledes samfund, som er lykkedes med at skabe lykkelige borgere. Han formår samtidig at sende en bredside afsted imod alle levende autoriteter og deres manglende evne til at løse Frankrigs problemer.
Læs eventuelt mere om Mercier og menneskerettighederne i artiklen ’Mennesket og borgeren’.
Samfundsspørgsmål bliver håndgribelige
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Nu skal det dog ikke lyde, som om litteraturen rummer svar på alle de spørgsmål, politikerne og filosofferne kun kan stille.
Snarere er det sådan, at forfatterne arbejder med de samme dilemmaer og med de samme spørgsmål som deres samtidige politiker- og filosofkollegaer. Men de gør det i et konkret og genkendeligt miljø, og så gør de det på en måde, som fordrer læsernes og teatertilskuernes følelsesmæssige indlevelse.
I periodens litteratur bliver dilemmaet mellem individuelle rettigheder og fællesskabets lykke håndgribeligt.
Alt sammen betyder det, at litteraturhistorien er en uvurderlig kilde til at forstå de paradokser, som menneskerettighederne på den ene side forsøgte at bygge bro over, men som på den anden side har vist sig at være så sejlivede, at vi på mere end to hundrede års afstand stadig kæmper med at forlige individets rettigheder med fællesskabets lykke.
\ Lykke og menneskerettigheder i 1700-tallets Frankrig
Den Franske Revolutions vigtigste juridisk-politiske dokument var en menneskerettighedserklæring. Den forsøgte at bygge bro mellem individets rettigheder og fællesskabets lykke.
Det brobygningsforsøg står for så vidt ufærdigt den dag i dag, men i en ny bog viser jeg, at franske forfattere før og under revolutionen brugte romaner og skuespil til at gentænke det franske samfund.
På deres måde bidrog forfatterne dermed til udviklingen af et nyt samfund eller til – som en af dem skrev – at skabe nye mennesker til de nye love.
Min nye bog ‘Reimagining Society in 18th Century French Literature: Happiness and Human Rights’ er udkommet i serien Routledge Studies in Eighteenth-Century Literature.
