Jeg har levet som en grævling i en skov i Wales, som en odder i floderne i Exmoors nationalpark, som en byræv der gennemrodede skraldespandene i London, en kronhjort i det skotske højland og – meget overmodigt – som en mursejler, der pendler mellem Oxford og Vestafrika.
Derfor blev jeg for nylig tildelt en Ig Nobelpris for ‘først at få folk til at le, derefter til at tænke’.
Hvorfor jeg gjorde det, er ikke et urimeligt spørgsmål, og der er mange svar.
Ét er, at jeg ønskede at opfatte landskaber mere nøjagtigt.
LÆS OGSÅ: Skal mennesket og naturen skilles?
Vi bruger kun synssansen
Vi mennesker har mindst fem sanser. I det store hele bruger vi kun én af dem – synssansen.
Det er en skam. Vi går nemlig glip af 80 procent af den tilgængelige information om verden omkring os.
Jeg har en mistanke om, at det er hér ansvaret for en stor del af vores usikkerhed omkring, hvilke slags skabninger vi er, vores personlige kriser og den ærligt talt psykopatiske måde, de fleste af os behandler naturen, ligger.
Hvis vi kun opfatter 20 procent af noget, er det usandsynligt, at vi er i stand til at forholde os hensigtsmæssigt til det.
Og det står faktisk endnu værre til. Synssansen – som tyranniser os – er tæt knyttet til kognition.
»At se er at tro,« fortæller vi os selv. Og hvis vi forstår hinanden, siger vi: »Det kan jeg godt se.«
LÆS OGSÅ: Ig Nobel 2016 går til manden, der levede som ged
Konsekvensen af vores evolutionære udvikling
Den udvikling er en konsekvens af vores evolutionære udvikling.
Vores art udviklede sig på Østafrikas sletter. Da vi rejste os op på bagbenene for første gang, skete der noget, der på samme tid var både fantastisk og katastrofalt.
De fleste af vores sanser er indlejret i vores hjerner. Hjerner, der pludselig var langt væk fra jorden.
Vi mistede pludselig det perspektiv, som vi førhen delte med alle vores evolutionære forfædre.
Vi mistede vores forhold til dem og vores forhold til jorden – et forhold vi aldrig har genvundet; hverken til dem eller til naturen.
For enkelte af os føles det fremmedgørende og som et smerteligt tab.
LÆS OGSÅ: Vindere af Ig Nobel ‘folkeoplyser’ på danske universiteter
Vi føler os kolonialt overlegne
De fleste af os føler os kolonialt overlegne. Vi spankulerer rundt og ser bogstaveligt og billedligt ned på det, vi engang var og det sted, hvorfra vi kom.
Vores nye tobenede perspektiv var praktisk og effektivt – som katastrofale ting så ofte er.
Det betød, at vi havde et godt udsyn til alle sider. Vi var i stand til at se, hvordan de ting, der før lå skjult i det lange græs, var forbundet.
Ved at se de mønstre, som gnuerne skabte, når de bevægede sig over savannen, forstod vi på en måde gnuernes liv bedre, end de selv gjorde.
Det er ikke så overraskende, at vi blev skabelsens selvkronede konger.
LÆS OGSÅ: Krogh-princippet: Det kan vi lære om og af naturen
Vi er blevet svært usensuelle skabninger
Vi ved ikke, om vores tobenethed genererede vores pragtfulde kognitive software, eller om dette software allerede eksisterede og blot ventede på en chance til at udnytte den tobenede informationsrevolution.
Men der er ingen tvivl om, at kognition og tobenethed passede godt sammen.
Tobenetheden betød et omslag til visuel bearbejdning.
Vores kognition og vores syn var partnere i et stykke tid, og derefter indtog kognitionen lederrollen.
Vi er nu svært usensuelle skabninger. Vi kan ikke lugte, røre, høre eller smage. Og ikke nok med det; vi kan næsten ikke se.
LÆS OGSÅ: Ig Nobel: Se de 10 mest gakkede forskningsprojekter
Vi ser ikke naturen
Når jeg går i skoven, ser jeg kun på et træ i et millisekund.
Den visuelle information om træet, der strømmer ind gennem mine øjne, bliver næsten øjeblikkeligt oversat til en abstrakt kode.
Hvis jeg forsøger at beskrive træet, beskriver jeg overhovedet ikke dét træ, men mine egne tanker om træet.
Det er ikke godt.
Mine tanker om træet er absolut hverken så smukke eller spændende som selve træet og er kun i meget ringe grad forbundet til det.
Vi ser hverken træet eller skoven.
En del af den personlige krise er, at de fleste af mine tanker om skoven er tanker om mine egne tanker.
Når jeg tror, at jeg forholder mig meningsfyldt til naturen, er det faktisk kun onani.
LÆS OGSÅ: Naturen kan gøre dig kreativ
Forsøget på at sejre over de kognitive fordomme
Jeg forsøgte at sejre over mine kognitive fordomme, da jeg kravlede gennem skoven, svømmede i floderne, drev omkring i Bethnal Green midt om natten, rystede af kulde i det skotske hedelandskab og kortlagde luftstrømningerne i toppen af træerne.
Jeg forsøgte at undvige det visuelle og kognitive tyranni. Jeg forsøgte at lade min næse og ører og tunge og håndflader have medindflydelse på min hjernes rekonstruktion af verden.
Jeg forsøgte at bruge noget af den oversete 80 procent datamængde.
Jeg forsøgte at marinere mig selv i følelse og fornemmelse; i stedte for bare at blive patetisk duppet.
LÆS OGSÅ: Skabelse: Er du, har du været, eller bliver du?
En svær (og pinlig) opgave
Jeg klarede det ikke særlig godt. Men det var det hele værd. Det er en igangværende opgave.
Prøv selv. Det er ret pinligt, så vent, til du er i en stille, øde skov.
Fald på alle fire. Snus til jordbunden, stik tungen ud og slik et blad, lad dine fintfølende fingre føle sig vej langs jorden. Prøv, om du kan høre en fugl over den kognitive øresusen, der hvisler i dit hoved.
Jeg kan ikke fortælle dig, hvad du vil opdage; det ville være indbildsk.
Der er så mange mysterier derude.
Kognition kan kurere de sygdomme, den skaber
Sørg for, at du har en undskyldning klar, hvis en geskæftig hundeejer truer med at ringe efter en psykolog.
Og husk at minde dig selv om, at du nu kender skoven en smule bedre end både hundeejeren og psykologen. Ja, måske endda bedre end hunden.
Kognition kan kurere alle de sygdomme, den skaber.
Det er min eneste undskyldning for at skrive – med ord – en bog om alle de ting, som jeg ved, der ikke findes ord for.
Charles Foster er forfatter af bogen ‘Being a Beast’. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
Oversat af Stephanie Lammers-Clark
\ Ig Nobelprisen
Ig Nobelprisen er en parodi på Nobelprisen, der uddeles hvert år i oktober omkring samme tidspunkt, hvor de rigtige Nobelpriser offentliggøres.
Ig Nobelpriserne uddeles for at hædre bedrifter, der ‘først får folk til at le, derefter til at tænke’.
Priserne er til tider udtryk for kritik eller satire, men også regulær (men ‘mærkelig’) videnskabelig forskning bliver hædret. Prisuddelingen arrangeres af det videnskabelige, humoristiske tidsskrift Annals of Improbable Research, og uddeles af en gruppe, der inkluderer rigtige Nobelprisvindere ved en ceremoni i Harvard University’s Sanders Theater.
De første Ig Nobelpriser blev uddelt i 1991 for opdagelser, der ‘hverken kan, eller bør, gentages’.
Det erklærede mål er dog i dag et andet, nemlig ‘at fejre det usædvanlige, hædre det fantasifulde – og anspore interessen for videnskab, medicin og teknologi’.
Kategorierne skifter fra år til år, men er ofte indenfor tilsvarende kategorier som de rigtige nobelpriser, herunder fysik, kemi, medicin, litteratur, fred m.v.
Der er dog også uddelt priser inden for emner som ‘Aviation’, ‘Science Education’, ‘Visionary Technology’, ‘Computer Science’ og ‘Fluid Dynamics’; sidstnævnte pris er bl.a. blevet uddelt til en gruppe forskere, der beregnede, hvorledes tryk opbygges i en pingvin, når den skal have afføring.
Navnet er et ordspil på det engelske ord ‘ignoble’ (for uædel), og Alfred Nobels efternavn.
Prisen omtales ofte som en ‘alternativ Nobelpris’. Ved selve prisuddelingen medvirker som regel flere modtagere af ‘den rigtige’ Nobelpris.
