Udtrykket 'at gå bersærk' kendes fra den norrøne litteratur om krigere, der i kamp blev grebet af et vildt og ustyrligt raseri, så hverken ven eller fjende kunne vide sig sikre.
Krigerne gik bersærkergang og blev i norrøne tekster (udtryk om vestnordisk litteratur og kultur fra vikingetiden og middelalderen, hovedsagelig overleveret i håndskrifter) beskrevet som 'gale som hunde' samt 'lige så stærke som en bjørn eller en okse'; i stand til at dræbe med et enkelt slag.
De bed i skjoldene, spiste gløder og gik gennem ild, skriver Store norske leksikon.
Forskerne har tidligere haft en teori om, at krigerne var høje af rød fluesvamp, men nu mener forsker Karsten Fatur, at han har fundet en alternativ forklaring, skriver ARS Technica, som først omtalte den nye teori.
Vikingernes kamprus stemmer godt overens med bulmeurts symptomer
Ph.d. Karsten Fatur arbejder ved University of Ljbuljana i Slovenien, hvor han som etnobotaniker studerer forholdet mellem planter og mennesker.
For nylig publicerede han et studie, hvor han argumenterer for, at krigerne var høje af planten Hyoscyamus niger eller bulmeurt, som vi almindeligvis kalder den.
Karsten Fatur begrunder sin teori med beskrivelser af de vilde krigere i forskellige norrøne tekster.
Tilstanden 'at gå bersærkergang' startede angiveligt med kulderystelser og skælven, før krigerens ansigt hævede op og blev rødt. Så blev han rasende.
I takt med at effekten aftog, blev krigeren syg, udmattet og følelsesmæssig lammet, skriver ARS Technica.
Sammen med opkast, svedeture, akut forvirring, hallucinationer samt anfald stemmer beskrivelserne godt overens med den forgiftning, man oplever, hvis man spiser rød fluesvamp.
Alligevel mener Karsten Fatur, at det er mere sandsynligt, at krigerne var høje af bumleurt.
LÆS OGSÅ: Hvorfor var vikingerne så overlegne i kamp?
Bulmeurt dukker ofte op i vikingegrave
Bulmeurt blev brugt i vikingetiden, fortæller ph.d. Anneleen Kool. Hun arbejder ved Naturhistorisk museum (NHM) i Oslo og forsker netop i, hvordan man brugte planter i vikingetiden.
»Den dukker ofte op i vikingeudgravninger, og den er fundet flere steder i Danmark, York, Dublin og Staraja Ladoga i Rusland,« skriver hun i en email til forskning.no, Videnskab.dk's norske søstersite.
Arkæologerne har blandt andet fundet spor efter planten i en grav tilhørende en spåkvinde i Danmark, fortæller hun.
Det fund kan du læse mere om i artiklen »Det var satans«: Dette smykke kan have tilhørt Blåtands troldkvinde.
Anneleen Kool fortæller også, at planten igennem tiderne er blevet brugt som beroligende middel, sovemiddel og til at fremkalde hallucinationer.
Planten er dødelig giftig, og selv om planten blev brugt, var den bestemt ikke ufarlig, påpeger Anneleen Kool.
Den indeholder nemlig stofferne hyoscyamin og skopolamin, som har en stærk narkotisk effekt på nervesystemet, ifølge denne artikel fra Naturhistorisk Museum i Oslo.
Hvis frøene fra blomstens frøkapsler bliver varmet op, fordamper stofferne, og dampen kan virke bedøvende. Oraklet i Delfi inhalerede angiveligt dampen fra frøene.
LÆS OGSÅ: Vikinger dyrkede hamp i Norge
Bulmeurt havde muligvis bedøvende effekt
Både bulmeurt og rød fluesvamp kan have forårsaget mange af krigernes symptomer, men ifølge Karsten Fatur er den voldsomme aggression ikke typisk for en person, som har indtaget rød fluesvamp.
Han henviser til andre tilfælde, hvor planter i slægt med bulmeurt - som indeholder de samme stoffer - forårsagede aggression.
Bulmeurtens bedøvende effekt gjorde muligvis krigerne i stand til at modstå mere, hvilket kunne give et indtryk af, at de nærmest var uovervindelige på slagmarken.
Og fordi krigerne havde tågesyn og hovedpine i de efterfølgende dage, mener Karsten Fatur, at de indikerer, at de havde indtaget stoffer fra bulmeurt og ikke rød fluesvamp, som kun sjældent er skyld i efterfølgende bivirkninger.
LÆS OGSÅ: Hvad får svampe ud af at være giftige?
Bare spekulationer - ingen arkæologiske fund
Anneleen Kool ved NHM mener, at studiet er lidt spekulativt.
»Men sådan er det jo ofte, når man prøver at komme frem til denne her slags ting.«
Om vikingerne brugte bulmeurt til lige dette formål, er hun usikker på.
»Det ville have været svært at have så stor militær succes som vikingerne, hvis de var under indflydelse af narkotika,« siger Anneleen Kool.
Kartsen Fatur understreger også selv, at det selvsagt kun er spekulationer baseret på de tilgængelige kilder, for hans teori bliver foreløbig ikke understøttet af arkæologiske fund.
Det var muligvis helt andre ting, som stod bag den såkaldte bersærkergang. Måske hidsede krigerne sig op med ritualer, eller måske var det epilepsi, psykisk sygdom eller alkohol, skriver ARS Technica.
LÆS OGSÅ: Første bevis: Vikinger kan have dyrket vin
Det komplicerede ord 'bersærk'
Et problem er, at vi ikke har et entydigt svar på, hvad begrebet 'bersærk' egentlig betyder.
I bogstaveligste forstand af det norrøne ord 'berserkr' er 'bjørneserk' (en serk er en kjortel).
Ordet refererer formentlig til den udrustning, som nogle af krigerne brugte til at beskytte sig med under kamp, fortæller Karoline Kjesrud, lektor og forsker ved Kulturhistorisk museum i Oslo.
»Ordet bliver ofte brugt om bestemte krigere eller mennesker med krigerkvaliteter og relaterer ofte til størrelse og egenskaber. En bersærk er ofte synonym med en kæmpe, som gerne bliver beskrevet som stærk,« skriver hun i en email til forskning.no.
LÆS OGSÅ: Arkæolog: Vikinger kæmpede ikke bag mure af skjolde
Ingen beskrivelser af, at vikingerne var 'høje'
Men ordet 'bersærk' bliver også brugt i andre sammenhænge.
I visse tilfælde er det brugt synonymt med krige eller om krigerkæmper fra fjerne lande. I litteraturen fra senmiddelalderen har bersærkerne overnaturlige egenskaber:
»De kan for eksempel ændre form og styrkeområder i kamp, så de er ekstra vanskelige at bekæmpe,« siger Karoline Kjesrud.
Så vidt hun ved, er der ingen beskrivelser af, at bersærkerne indtager noget, før de skal i kamp. Det er deres styrke og størrelse, der bliver lagt vægt på.
Hun er tvivlende overfor, at krigerne brugte en bestemt plante som rusmiddel, før de gik i kamp.
»Bulmeurt bliver nævnt i et par medicinske anvisninger dateret til slutningen af 1400-tallet, men som lægemiddel, for eksempel til udvortes brug som hjælp til vandladning, og ikke som rusmiddel. Hvis planten var et almindeligt rusmiddel i forbindelse med krig og kamp, ville vi muligvis se flere spor af det i middelalderkilderne,« slutter Karoline Kjesrud.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.
LÆS OGSÅ: Spor af cannabis fundet nær amerikansk vikingeboplads: »Det vækker en masse spørgsmål«
LÆS OGSÅ: Hvilke vikinger var mest barske: Danske eller norske?
LÆS OGSÅ: Forsker: Vikingerne var ikke 'racerene' skandinaver
