Vikingegården ved Erritsø kan være grundlagt langt tidligere, end vi troede

Vi har tidligere skrevet om vores udgravninger ved den befæstede vikingegård ved Erritsø syd for Fredericia her på Forskerzonen.

Og nu er der nyt fra vikingeborgen, der kan have spillet en rolle i Danmarks 'Game of Thrones'.

Denne artikel er baseret på vores feltobservationer og skal ses som foreløbige hypoteser, der skal underbygges af de mange naturvidenskabelige prøver, vi har sendt ind til analyse på Nationalmuseet.

De nye undersøgelser

Den befæstede vikingegård, som vi skrev om i 2018, blev sandsynligvis grundlagt i starten af 800-tallet.

Typen på gården og en brønd, hvori en træplanke kunne dateres til efter 779 e.v.t., antyder, at det sene 700-tal eller begyndelsen af 800-tallet nok var grundlæggelsesfasen.

Målet med årets undersøgelser var at få afklaret, om vi kunne bekræfte det. Desuden var det også vigtigt at finde ud af, hvornår stedet blev forladt.

At få klarhed over disse to hovedspørgsmål er en vigtig del af projektet af flere grunde.

Den ene er, at 700- og 800-tallet i Danmark er dårligt belyst i de skriftlige kilder. Og det er her, at arkæologien må træde ind som assisterende medforfatter til danmarkshistorien.

Det er eksempelvis sidst i 800-tallet, at vi læser om et flere dynastier af ukendte konger.

Derfor blev hovedmålet på dette projekt at få indsamlet så mange præcise, naturvidenskabelige prøver fra så sikre kontekster som muligt, så vi kan indsnævre dateringsrammen betydeligt.

Som det ser ud lige nu, slutter Erritsø-lokaliteten, inden Hardeknud dukker op på scenen i begyndelsen af 900-tallet, og stedet kan derfor nok ikke relateres direkte til Jelling-dynastiets opstigning til magten senere i 900-tallet i Jelling.

Det har vi tidligere skrevet om i denne artikel på Forskerzonen, i SKALK samt i en videnskabelig artikel.

Det andet vigtige mål fra de netop afsluttede undersøgelser var at finde ud af, hvornår stedet blev grundlagt som et elitært miljø. Og her dukkede der i 2019-sæsonen en del overraskelser op.

LÆS OGSÅ: Vikingeborgen ved Erritsø kan have spillet rolle i Danmarks 'Game of Thrones'

En ældre hal viser lang plads- og stedkontinuitet

Undersøgelserne viste nemlig, at Erritsø-bebyggelsen overordnet set potentielt blev grundlagt i første halvdel af 700-tallet, måske endda sent i 600-tallet - afhængigt af, om vi anslår en fase til at vare 30 eller 50 år. Det skal de C-14-dateringer, Nationalmuseet er i gang med at lave, hjælpe med at opklare.

Ved udgravningerne dukkede der cirka 60 meter sydøst for det befæstede undersøgelsesområde fra 800-tallet nemlig endnu en 50 meter lang hal op (på grund af størrelsen på 50 meter og 11 meters bredde kalder vi det også en hal).

Udgravninger af den nye hal viser, at den havde tre faser, hvilket betyder, at den blev genopbygget mindst tre gange (figur 1 og 2). Det er en vigtig observation, fordi den dermed har haft en levetid på cirka 150 år, det vi her kalder pladskontinuitet – at huset lå på samme plads.

Det kan vi formode, fordi en sådan bygning må have stået en 30-50 år inden den skulle bygges om.

Da de to store gårde i området tilsammen har fem byggefaser giver det op til 250 år på samme sted (altså inden for en radius på 60 meter), hvilket betyder, den nyfundne hal kan være bygget sent i 600-tallet.

Dermed har Erritsø-lokaliteten længere stedkontinuitet (at have ligget samme sted), end Jelling nogensinde fik få årtier senere.

Det er vigtigt at vide, hvor længe man har boet i området, fordi det for det første underbygger stedets vigtighed, strategisk og magtmæssigt.

For det andet er det vigtigt, fordi stedets lange kontinuitet og hallens form kan sammenlignes med elitære lokaliteter på Sjælland, især Tissø, Lejre og Järrestad – steder der er blevet sat i forbindelse med den tidlige kongemagt i Danmark.

Disse tre sidste steder udmærker sig især ved at have ligget det samme sted i mange hundrede år.

Hvilken gård kom først?

Som det ser ud fra observationer fra to feltsæsoner respekterede de to haller hinanden. Med det mener vi, at de ikke var bygget oven i hinanden – hvilket dermed i teorien kan betyde, at de var samtidige, altså at der var flere samtidige stormandsgårde i flere faser det samme sted.

Men i løbet af udgravningen i felten viste det sig imidlertid, at ét af de hegn, der findes i den nye hals indergård, dækkes til af voldgraven fra den befæstede gård mod vest, vi daterer til 800-tallet.

Denne vigtige observation må, indtil der foreligger andre naturvidenskabelige dateringer, underbygge, at hallen længst mod øst (altså den, vi lige har fundet) er ældst.

Interessant er også, at denne ældre fase af stormandshallen, som vi udgravede i år har ikke voldgrav og palisade (et hegn af tilspidsede pæle), som den yngre hal mod vest.

Der er altså ikke den samme forsvarsdimension ved den hal, vi netop har udgravet, som der er ved den tidligere undersøgte. Det er underligt.

Men hvorfor har man flyttet en stor hal 60 meter mod vest ind bag en massiv palisade i 800-tallet?

En teori, kunne være, at den befæstede gård fra 800-tallet spillede en rolle i den kendte straffeekspedition, som Ludvig den Fromme (814-840 e.v.t.) satte i gang i 815 e.v.t.

Straffeekspeditionen er kendt fra de frankiske annaler (Annales Regni Francorum), og du kan læse mere om denne straffeekspeditions-teori i vores tidligere artikel på Forskerzonen.

LÆS OGSÅ: Tusindvis af fund fra stor ekspedition til vikingetidens første by

Gik hallen op i flammer?

Der er nogle steder fundet trækul, der antyder, at der har været en afbrænding, men vi har ikke en såkaldt brændhorisont – altså omfattende fund af trækul over det hele.

Så hvis lokaliteten er blevet hærget i forbindelse med straffeekspeditionen i 815, er det ikke lykkes at brænde den helt ned. Alternativt kan man tænke sig, at den befæstede gård, kan være bygget efter 815 e.v.t.

At man altså med de dårlige erfaringer fra denne invasion besluttede, at Erritsø var et vigtigt, strategisk knudepunkt i forsvaret af Jylland – en erkendelse man jo også nåede frem til mange århundreder senere med Fredericia, der blev anlagt fem km mod nord i 1650, efter svenskernes hærgen i Jylland, hvilket vi vender tilbage til nedenfor.

I så fald er det beboerne i den ældre gård, uden forsvarsværker, vi fandt i år, der har været ofre for denne hærgen af Ludvigs tropper. I voldgraven, der tilhører hallen mod vest fra 800-tallet, fandt vi en arabisk mønt i voldgravens øverste lag.

Den datereres ifølge specialister fra Nationalmuseet til at være fra mellem 750-815 e.v.t., hvilket bekræfter, at hallen mod vest er bygget i begyndelsen af 800-tallet omkring 815, som vi også tidligere har ment (billede 1), og før 900-tallet.

Denne hypotese kan forklare, hvorfor de flytter fra denne ellers stabile bolig, der har ligget øst for i hundreder af år, 60 meter mod vest og tilmed bygger en massiv voldgrav og en tre til fire meter høj palisade.

Vi vurderer ud fra vores undersøgelser, at dette forsvarsværk var ganske effektivt og ikke bare havde symbolsk værdi. Det var en konge værdigt.

Det perfekte sted til forsvar

Voldgraven minder om konstruktionsdetaljer fra den noget senere voldgrav, der er udgravet ved Kovirke ved Dannevirkevolden ved Hedeby 111 kilometer mod syd. Den er lavet med det mål at stoppe en indtrængende fjende fra syd i at komme op i Jylland.

I det billede kan man forestille sig, at den befæstede gård ved Erritsø har spillet en rolle som en af de retræteposter, der kan have ligget op langs den jyske kyst, en strategi man i Jylland flere hundrede år senere skulle bruge meget, fordi Jylland er svært at forsvare til lands.

Lad os derfor se lidt på det, vi ved nu:

På toppen, hvor den befæstede gård lå, er der udsigt kilometervis ud i det sydlige Kattegat mod nord og mod den tragtformede indsnævring i Lillebælt mod øst og syd.

Vi har ud fra moderne GIS-analyser og mobilselskabers viewsheds lavet analyser, der bekræfter, at en person på 180 cm har kunnet se meget langt ud i Kattegat og mod syd ned gennem Lillebælt.

Herfra har beboerne hurtigt med hjælp af store bål på høje bavnehøje langs kysten på få timer kunne advare og indkalde et forsvar i flere hundrede kilometers radius, samtidigt med at oplandets bønder tidligt kunne advares og trække sig om bag voldgraven og palisaden i Erritsø for at forsvare sig, medens skibene kunne gemme sig ovre på Fynssiden.

Der ligger faktisk en bavnehøj 300 meter fra Erritsø-lokaliteten.

Pollenanalyser fra voldgraven, som vi tog for tre år siden, antyder desuden, at bevoksningen i området ikke bestod af mange træer (se her og her).

Det betyder, at man faktisk kunne se meget længere end i dag, hvor udsynet dækkes af træer og to Lillebæltsbroer.

LÆS OGSÅ: Mindst 50 nye fund: Usædvanligt mange fortidsminder toner frem efter rekordsommer

Magtens landskab

Erritsø-lokalitetens strategiske placering gør lokaliteten til en del af magtens landskab i vikingetiden. Med dette mener vi, at et landskab kan have strukturer, der igennem århundreder dikterer, hvorfra mennesker bedst kan forsvare sig.

Ofte er det på de højeste punkter og et stykke fra havet, hvor der er udsigt til både hav og til det indre land, og hvor man tilmed hurtigt kunne rømme til en ø, hvis det blev for hedt. Erritsø-lokaliteten, der er det højest liggende sted i Elbo herred, opfylder alle disse krav.

Om der også har været en havn, ved vi ikke med sikkerhed, men der er to mulige steder, henholdsvis Snoghøj to kilometer væk og Gudsø Vig otte kilometer. Læs mere om de mulige havne og magtens landskab i boksen under artiklen.

Kongelige stednavne

Erritsø-lokalitetens forsvarsdimension underbygges af flere stednavne i området. Selvom stednavne er problematiske at datere har flere stednavneforskere peget på, at et navn som Herslev, et sted hæren var, og Kongsted, kongens sted, underbygger Elbo Herreds forsvarsmæssige og magtmæssige betydning.

Desuden har stednavneforskere også bekræftet, at et af de kendte Huseby findes i området. Husebyer er i andre dele af Skandinavien blevet sat i forbindelse med tilstedeværelsen af en elite (figur 6).

Til dette skal tilføjes stednavneforskeren Sofie Laurine Albris' (Bergen Universitet) forskning. Hun foreslår nemlig, at Erritsø kan sættes i forbindelse med kongenavnet Erik, som på oldnordisk kommer af ordet *aina-rīkiaʀ.

Dette ord betyder oprindelig den 'almægtige enehersker', altså en overkonge, der er anerkendt af andre konger.

I Sverige har professor Stefan Brink analyseret et lignende navn, Eriksör på Öland, der betyder, den høj hvor overkongen bor. Baseret på det kan man måske lidt forsigtigt foreslå, at navnet Erritsø er det samme.

I så fald skal navnet Erritsø fortolkes som 'Den høj, hvorpå den almægtige overkonge bor'. I den forbindelse er det interessant, at Erritsø-lokaliteten ligger på det højeste punkt i Elbo Herred.

Navnet Erik blev som bekendt et almindeligt kongenavn i middelalderen og kan ifølge Albris have nedstammet fra den oprindelige betydning af en overkonge.

LÆS OGSÅ: Google Earth-billeder af den sjællandske muld afslører ukendte vikingehuse

Sluttede Erritsø, da Jelling-dynastiet begyndte?

Som antydet i begyndelsen er vi også optaget af dynamikken mellem Jelling, som jo er mere kendt, og Erritsø-lokaliteten, som vi kun har kendt i 12 år.

Var der en relation? Grundlagde Jellingdynastiet sin magt ved at opkræve afgifter ved Lillebælt, sikkert en meget indbringende forretning for en konge, der skal skaffe mad og våben til sin hær?

Eller er stedet, som de arkitektoniske detaljer i husbyggeriet antyder, en del af den østdanske hegenomi?

Ligheden i detaljer mellem gårdene ved Erritsø, Lejre og Tissø på Sjælland samt Järrestad i Skåne, tyder på, at det må være samme bygherre, der står bag, hvilket peger på den sidste forklaring.

Som dateringerne ligger lige nu, mener vi derfor, at det erden sidste hypotese, der er mest sandsynlig. Især så længe Erritsø-lokaliteten synes at slutte i begyndelsen af 900-tallet.

Hed han Erik?

Der er altså endnu mange ubesvarede spørgsmål ved Erritsø-lokaliteten, og VejleMuseerne ser sammen med Nationalmuseet frem tilat få lavet flere analyser af de mange prøver, der er hentet ind.

På baggrund af de resultater kan man stille nye spørgsmål til fremtidige undersøgelser, der bidrager til at få opklaret puslespillet om kampen om den tidlige kongemagt i Danmark i en periode, hvor de skriftlige kilder svigter os.

Men vores undersøgelser antyder, at der på denne høj boede en overkonge, som etymologien antyder.

Om han hed Erik ved vi ikke. Der findes en runesten 40 km mod syd, hvorpå navnet Erik indgår. Den antyder, at navnet var i brug allerede i 700-tallet. Der forekommer i overleveringen af konger kun en samtidig Rorik og så Horik den I og II, der regerede det meste af 800-tallet, men det udelukker ikke, at der var én der hed Erik.

Alternativt er det begrebet overkonge, der har dannet grundlag for stednavnets overlevering, og ikke navnet Erik, der først rigtigt dukker op i kongerækken i middelalderen, hele syv gange, faktisk.

Hvad man end mener, kan indicierne fra både arkæologien og de få skriftlige kilder efter vores vurdering godt tilknyttes en overkonge (*aina-rīkiaʀ) i 700- og 800-tallet, der kunne være danernes overkonge.

Hvor langt Danmark strakte sig rent territoriemæssigt på dette tidspunkt, og om kongen bevægede sig mellem kongsgårdene for at hævde sin magt er en anden diskussion. Men Erritsø-lokaliteten må under alle omstændigheder have spillet en central rolle.

Udgravningerne ved Erritsø er foretaget med støtte fra Augustinus Fonden og i samarbejde med Nationalmuseet.

LÆS OGSÅ: Lær at gøre arkæologiske fund i Google Earth

LÆS OGSÅ: Forsker: Vikingetiden begyndte i jernalderen