Videnskab er en menneskeret - men hvad kan vi egentlig bruge den ret til?

Der foregår i disse år en kamp om videnskaben. Et dugfrisk eksempel er konflikten mellem præsident Trump og eliteuniversitetet Harvard i USA, som har udviklet sig til et retsligt opgør.

Det er et af de mere larmende eksempler. Men kampen udkæmper sig også i mindre larmende arenaer, som jeg vil komme ind på senere i denne artikel.

Men hvorfor skal jeg bekymre mig om det, tænker du måske?

Det skal du, fordi adgang til videnskabelig viden ikke bare er en menneskeret - det er en ret, som danner fundamentet for alle de andre menneskerettigheder.

Netop dét - og hvordan vi så kan bruge retten til videnskab, har jeg skrevet en ny bog om. Svarene på begge spørgsmål får du en smagsprøve på i denne artikel, der bygger på bogen.

Videnskab som menneskeret

Når vi taler om menneskerettigheder, tænker rigtig mange nok på ytringsfrihed, censur, tortur, forfølgelse af minoriteter mv. Så lad os først lige runde, hvordan videnskab er en menneskeret.

Som jeg har skrevet om før her hos Videnskab.dk er retten til videnskab omtalt i artikel 15 i Den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder fra 1966.

’Retten til videnskab’ er en forkortelse for det, der rent faktisk står i artikel 15, nemlig at enhver har ret til »at nyde fordel af videnskabens fremskridt og dens anvendelse«.

Dette bygger på ordlyden i artikel 27 i FN’s Verdenserklæring fra 1948, som siger, at enhver har ret til »til at blive delagtiggjort i videnskabens fremskridt og dens goder«.

I min nye bog ’Hvad er retten til videnskab’ tager jeg udgangspunkt i en artikel, som FN’s højkommissær for menneskerettigheder, Volker Türk, udgav som en hyldest til Verdenserklæringen i tidsskriftet Nature i november 2023.

Verdenserklæringen fyldte en måned senere 75 år, og Türk valgte i sin hyldestartikel at fokusere på netop retten til videnskab. Denne menneskeret udgør, skrev Türk, en slags fundament for alle andre menneskerettigheder.

Og vi kan derfor bruge den som et redskab til at sikre, at videnskabeligt funderede dagsordner - som for eksempel kampen for et bedre klima - bliver baseret på fakta og beviser og ikke på grådighed og profit.

Hvem ejer videnskaben?

I både Verdenserklæringen og i den internationale konvention fik retten til videnskab plads side om side med retten til at deltage i kulturlivet og den ret, som på engelsk forkortes til ’author’s rights’.

Det kalder danske jurister for ideelle rettigheder – altså beskyttelsen af de interesser, der følger en persons intellektuelle frembringelser eller produktioner.

Det kan for eksempel være retten til at blive navngivet som forfatter. Eller beskyttelse mod, at et værk bliver ændret på en måde, der er krænkende for forfatterens integritet og anseelse.

Hvad der lige præcis gemmer sig i den lange og noget uigennemsigtige beskrivelse af de ideelle rettigheder i artikel 15 har dog i årenes løb været genstand for megen diskussion. I min nye bog kommer jeg ind på denne diskussion, som er ganske vigtig for den videnskabelige verden.

For hvem ejer den viden og teknologi, som frembringes af forskere - og er patenter og ophavsret også menneskeretligt beskyttet?

Den bærende sten i bygningsværket

Under udarbejdelsen af Den Internationale Konvention blev videnskabens betydning som menneskeret yderligere understreget.

UNESCO’s repræsentant fremhævede retten til videnskab som »slutstenen i menneskerettighedernes bygningsværk« og betragtede den som »i vid udstrækning den afgørende faktor for menneskehedens udøvelse af mange andre rettigheder.«

Den filippinske delegerede gik endda så langt som til at sige, at retten til videnskab omfattede »de mest noble rettigheder, der kunne tilskrives et individ«.

Også i denne ombæring var de ideelle rettigheder et af de emner, der var allermest uenighed om, som du kan læse mere om i boksen herunder.

Er frugten af videnskab forskerens eller samfundets eje?

Spørgsmålet om, hvem der ejer kulturen, kunsten og videnskaben er allestedsnærværende, når det handler om de kulturelle menneskerettigheder.

Skal forskere og kunstnere ikke have lov til at nyde fordel af og tjene penge på det, de frembringer? Og hvordan er det lige med ønsket om at udbrede adgangen til viden i forhold til privatiseringen af samme viden via IP-rettigheder? (se boksen herover)

Der er alle mulige grunde til, at det ikke er enkelt. Men det er ikke mindst svært i forhold til FN-systemet, som opererer med menneskerettigheder som universelle størrelser og ikke som noget, en bestemt gruppe (og ikke andre grupper) kan have.

Her kan det (måske) hjælpe, at de kulturelle menneskerettigheder i modsætning til andre dele af det menneskeretlige system kan påberåbes af både enkeltindivider og af grupper af personer – som eksempelvis oprindelige folk.

Men det er ikke kun i sammenhæng med oprindelige folks rettigheder, at IP-rettigheder er begyndt at komme på banen.

I EU’s ’Charter om grundlæggende rettigheder’ fremgår det som tidligere nævnt, at den intellektuelle ejendomsret skal beskyttes.

Og også UNESCO’s anbefaling fra 2017 om videnskab og forskere understreger behovet for »fuldt ud at respektere individuelle forskeres intellektuelle ejendomsrettigheder«.

Tjener samme mål, men ender i konflikt

De ideelle rettigheder og IP-rettighederne har faktisk en hel del fælles historie.

Man kan måske endda sige, at de oprindeligt blev tænkt lidt som komplementære størrelser, der deler et fælles mål: at øge adgangen for alle til videnskabelige fremskridt og dermed fremme menneskelig velfærd og livskvalitet.

Det ser vi for eksempel udtrykt i den amerikanske forfatning fra 1789, som i sin første artikel om Kongressens beføjelser siger:

»Kongressen skal have magt til… at fremme videnskabelige og kunstneriske fremskridt ved for en begrænset periode at sikre forfattere og opfindere eneret til deres respektive skrifter og opdagelser.«

Hovedideen er, at uden IP-lovgivning ville der ikke være tilstrækkelig motivation til at opfinde og skabe viden og til at opbygge kommerciel goodwill.

IP-beskyttelsen af forskeres videnskabelige viden kan dog komme i konflikt med behovet for at gøre denne viden tilgængelig.

Ikke blot for den brede offentlighed, men også for forskerne selv, som jo kun kan drive deres videnskab fremad ved at kende til og bygge på det, deres kolleger rundtomkring i verden har gang i.

I denne henseende er IP-lovgivning også i konflikt med retten til videnskab.

Bløder skattekroner for noget, der burde være frit tilgængeligt

Når det drejer sig om adgang til de data og den teoretiske og anvendte viden, der fremstilles i den videnskabelige verden, handler det i dag i høj grad om adgangen til de digitale medier.

Og her opstår der ofte problemer i form af betalingsmure. Der er godt nok en tendens til, at videnskabelige tidsskrifter og arkiver kører med en eller form for åben adgang, men det gælder endnu ikke for nogle af de vigtigste videnskabelige tidsskrifter i verden.

Her kan den absurde situation opstå, at en offentlig betalt naturvidenskabelig forsker skal betale et stort beløb for at få en artikel udgivet i meget prestigefyldte tidsskrifter som f.eks. Nature, Science eller Cell – hvorefter et bibliotek skal betale for at kunne give andre forskere og den brede offentlighed adgang til artiklen.

Det offentlige må altså bløde tre gange for at give adgang til noget, som menneskeretligt set burde være almindeligt tilgængeligt for alle, i både den enkeltes og samfundets interesse.

Privat forskning er et menneskeretligt problem

I Danmark er vi heldige at have gode, offentligt tilgængelige biblioteker, men der er mange andre dele af verden, hvor folk ikke har den slags muligheder – eller for den sags skyld bare råd til at få adgang til internettet.

Hertil kommer også, at en stor del af den videnskabelige forskning i dag udføres i virksomheder og af ikke-statslige aktører.

Som en konsekvens heraf har niveauet af IP-beskyttelse været stigende i de seneste årtier. I den private sektor er kommercielle interesser afgørende – det kan ikke være anderledes.

Men menneskeretligt set er det et problem, hvis hensynet til at tjene penge bliver prioriteret på bekostning af de menneskelige interesser, som det internationale menneskerettighedssystem blev skabt for at beskytte.

Mindre grundforskning, mere impact

Dette kan mærkes i videnskabens verden. Efterhånden som finansiering mere og mere kommer fra private og/eller kommercielle kilder, har kommercialisering haft en væsentlig rolle at spille i forhold til forskningsprioriteringer.

I det europæiske – og i stigende grad også det danske – funding-landskab bliver det mere og mere populært at uddele forskningsmidler i forhold til ’impact’ eller konkret effekt.

Der tales om ’missionsdreven forskning’ – altså en form for strategisk forskning, som skal hjælpe med til at løse aktuelle, konkrete problemer.

Mens grundforskningen giver forskere frihed til at arbejde med selvvalgte temaer og problemstillinger, er den missionsdrevne forskning et forsøg på at gøre viden samfundsmæssigt brugbar og at skabe et økosystem for udveksling af viden mellem aktører.

Men kommer den videnskabelige frihed i klemme?

De fleste af os kan umiddelbart se det ønskværdige i, at danske forskere – især dem, som får deres løn af det offentlige – skal være med til at løse problemer, der har samfundets interesser.

Jeg tænker her først og fremmest på klimaforandringerne, men også folkesundhed, økonomisk og social ulighed, kunstig intelligens og digital omstilling har endog rigtig meget brug for god forskning.

Menneskeretligt set er det ikke desto mindre vigtigt, at den videnskabelige frihed ikke kommer i klemme, og at det ikke bliver kommercielle og/eller politiske særinteresser, der bliver bestemmende for, hvad der skal forskes i.

Her er det vigtigt at finde den rigtige balance mellem grundforskningen og den mere strategiske forskning. Som minimum skal det inden for den missionsdrevne forskning være muligt for forskere selv at vælge, hvilke metoder og teorier de vil anvende, ligesom de skal kunne bestemme, hvor de vil udgive deres forskning.

Her kan vi bruge retten til videnskab

Kan nu et menneskeretligt perspektiv, i særdeleshed retten til videnskab, gøre en forskel – presse på for at finde den rette balance mellem kommercielle interesser og/eller bestemte politiske hensyn på den ene side og den frie forskning og den enkelte forskers forskningsfrihed på den anden?

Ja, det vil jeg argumentere for, at det kan. Retten til videnskab kan nemlig bruges til at skubbe på for, at IP-rettigheder ikke automatisk skal beskyttes eller ’vinde’ på bekostning af individuelle rettigheder og sociale værdier.

Som alle andre menneskerettigheder hviler retten til videnskab på et værdisæt, som har den menneskelige værdighed, men også principper som ligeværd og ikke-diskrimination, i centrum.

Den er universel og gælder alle steder til alle tider – og udgør dermed et redskab, vi kan bruge til at prioritere videnskaben som et globalt, offentligt gode over hensynet til kommercielle - eller politiske - særinteresser.