Vi har aldrig brudt os om djøf’ere, akademikere og københavneri

28. juli 1866 underskrev kong Christian 9. på Amalienborg Slot en ny dansk grundlov.

Mens 5. juni 1849, dagen for underskrivelsen af Junigrundloven, havde været præget af et heftigt tordenvejr, som af de skeptiske blev taget for et dårligt varsel, så var denne sommerdag i 1866 bare almindeligt kølig.

Den konkrete proces mod en ny grundlov var begyndt små to år før i december 1864 efter det ikoniske krigsnederlag mod prøjserne og østrigerne.

Men debatten, som processen havde foranlediget, trak på stridigheder, der gik årtier tilbage.

Der er flere forhold ved grundloven fra 1866, som gør den særlig interessant at dykke ned i. Det er nemlig også en af de første reformer, hvor man bruger nederlaget i 1864 som argument for de politiske tiltag.

Og en af de vigtigste argumenter, som nederlaget blev brugt til at underbygge, var en folkelig lede ved datidens embedsmænd. Et mishag, vi kan genfinde helt frem til i dag.

Set som et tilbageskridt

Denne grundlov bliver i den danske historieskrivning ofte fremstillet i et dårligt lys.

Det gør den, fordi den i forhold til 1849-grundloven fra en nutidig demokratisk betragtning var et tilbageskridt.

Og fordi den førte til et 30 år langt sammenstød fra 1870 til 1901 mellem Folketingets liberale flertal samlet i partiet Venstre og Landstingets konservative flertal organiseret i partiet Højre, der opstår som led i forfatningskampen efter 1870.

Det stod på indtil kong Christian 9. begyndte at udpege regeringer med udgangspunkt i Folketingets, ikke Landstingets flertal.

Dermed bliver 1866-grundloven også gjort til en udfordring for den stadige udvikling mod mere samfundsmæssig frihed og indflydelse, som bondestanden havde været genstand for siden landboreformernes dage i sidste halvdel af 1700-tallet.

Privilegeret valgret til Landstinget

Den væsentligste ændring i 1866-grundloven i forhold til Juni-grundloven fra 1849 var, at den danske godsejerstand nu blev stærkt overrepræsenteret i sammensætningen af Rigsdagens overhus, Landstinget.

Indtil da, var Landstinget ligesom underhuset, Folketinget, valgt ved lige og almindelig valgret af alle danske mænd over 30 år med egen husstand.

Folketinget beholdt sin indretning, men Landstinget blev altså nu valgt af en anderledes elitært sammensat vælgergruppe.

Ud af 66 medlemmer var de 12 valgte af regeringen, et medlem af Færøernes lagting.

Resten blev valgt halvt på baggrund af almindelig valgret, halvt på baggrund af privilegeret valgret, der i begrænset grad tilgodeså højborgerskabet i byerne, men gav hver enkelt af de største godsejere i landområderne samme indflydelse på udfaldet som en hel sognekommune.

En overraskende stemme

Venstre var et bondeparti, der meget energisk forsvarede den lige og almindelige valgret som udtryk for folkets sande opfattelse, hvilket ikke stemte overens med den nye grundlov.

Men både den markante venstrefører J.A. Hansen og den fremtidige venstrehøvding Christen Berg stemte for ændringen.

Det må fremmane spørgsmålet: hvorfor? Hvordan kunne venstreliberale kræfter stemme for en begrænsning af jævne folks demokratiske rettigheder?

Blev Venstre-høvdingen snydt til at stemme for?

En del historikere har besvaret spørgsmålet på den måde, at J.A. Hansen blev snydt af godsejergruppen med lensgreve C.E. Frijs og J.B.S. Estrup i spidsen.

De to kunne som led i forliget med bønderne i Venstre om grundlovsændringen indtage regeringsmagten i 1865 som henholdsvis konseilspræsident (statsminister) og indenrigsminister – uden dog at invitere bønderne til at være en del af regeringen.

Man skal dog ikke have kigget mange gange på J.A. Hansens cv for at se, at han var en dreven politiker.

Han havde været en ledende skikkelse i venstreliberal presse og foreningsliv siden 1840’erne, havde siddet i Den Grundlovgivende Rigsforsamling 1848-49 og været folketingsmand konstant siden det første folketingsvalg i 1849.

Stemte for med åbne øjne

J.A. Hansen havde tilmed tidligere stillet sig på samme linje som eller indgået kompromiser med godsejerne, for eksempel ved ændringen af sogne- og amtsrådenes (datidens kommunalbestyrelses og regionsråds) sammensætning i 1855.

I 1855 havde både J.A. Hansen og J.B.S. Estrup siddet i det folketingsudvalg, der var nået til enighed med regeringen om reformen.

Amtsrådenes sammensætning fra 1855 tilgodeså, ligesom 1866-grundloven kom til at gøre det, de største skatteydere og dermed godsejerne.

J.A. Hansen vidste altså godt, hvad han havde med at gøre. Amtsrådsreformen kom netop til at danne forbillede for 1866-Landstingets sammensætning.

Tilmed var det J.A. Hansen, der i 1865 i grundlovssagen havde taget initiativet til forhandlinger om et forlig med C.E. Frijs og hans ligesindede – samtidig med at han kraftigt benægtede ethvert rygte i den retning udadtil.

Hvis ikke han blev snydt, hvorfor så dette forlig?

For at besvare det spørgsmål, må vi ud på en lille omvej.

Kan slaget ved Dybbøl reparere rulletrappen på Vesterport?

9. maj 2023, på årsdagen for søslaget ved Helgoland i 1864, udkom min bog ’De træer, de drypper endnu – 1864 i dansk politik’.

Bogen er en gennemgang fra 1864 og indtil i dag af de væsentlige tidspunkter, hvor nederlaget i 1864 er blevet brugt til at forme dansk politik.

Situationer, hvor danske debattører og politikere har inddraget nederlaget i en politisk diskussion med større eller mindre held.

Nederlaget er blandt andet blevet brugt som argumentation for militær oprustning, militær nedrustning, for at placere den dansk-tyske grænse nord om Flensborg. Og for at placere den syd for.

Nederlaget er også blevet brugt til at få repareret rulletrappen på Vesterport Station, til at bygge en Storebæltsbro, og til at invadere Irak - og en hel masse andet.

Rendyrket had til ’professorpartiet’

Grundlovsforliget i 1865, der baner vejen for grundlovsændringen i 1866, har en særlig plads i denne fortælling, fordi det er et af de første markante politiske spørgsmål, hvor der drages lektier af nederlaget, og det bruges til at få gennemført en bestemt politik.

Og så kan vi vende tilbage til spørgsmålet om, hvorfor J.A. Hansen fra bondepartiet Venstre, valgte at indgå forlig med de konservative godsejere.

Han gjorde det på grund af et rendyrket politisk had til ’Professorpartiet’, det nationalliberale parti, som de ønskede i videst muligt omfang at holde udenfor.

Nederlaget pustede til hadet

Det nationalliberale parti var præget af embedsmænd, akademikere og københavnere med markante overlap.

Det var nationalliberale skikkelser som Orla Lehmann og D.G. Monrad, der havde ledt marchen til Christiansborg i marts 1848, der førte til enevældens afskaffelse, og det var de samme skikkelser, der havde virket til udarbejdelsen af 1849-grundloven.

De nationalliberale havde indtil krigen i 1864 været repræsenteret i regeringen næsten konstant siden december 1854.

Fra 1857 og til nytårsaftensdag 1863 (med små tre måneders undtagelse 1859-60) havde C.C. Hall været konseilspræsident og fra 1858 udenrigsminister.

De havde dermed siddet på afgørende poster i perioden op til Anden Slesvigske Krig i 1864, der endte i det forsmædelige og ikoniske nederlag.

Hadet til de nationalliberale havde derfor fået ekstra vind i sejlene, fordi mange så dem som skyldige i krigsudbruddet og dermed også i nederlaget.

Hvem var skyld i nederlaget?

Den 6. februar 1864 styrtede mange danskeres verden i grus.

Mindre end en uge efter, at krigen mod Prøjsen og Østrig var begyndt, havde hæren forladt den ældgamle grænsevold Dannevirke uden et sværdslag.

Der var gode grunde til at tænke stillingen stærk, men da krigen begyndte, var stillingen både ufærdig og underbemandet. Men troen på fæstningens uindtagelighed havde fået sit eget liv.

Da Dannevirke derfor blev rømmet uden et sværdslag, blev det startskuddet til en diskussion, som løbende har været taget op siden: Hvem havde skylden for nederlaget i 1864?

De nationalliberale var tidligt ude at undslå sig skylden for krigen.

De henviste i stedet til tysk aggression, der bundede i den ekspansionsbestræbelse, som Prøjsens kansler Otto von Bismarck havde proklameret ved at udtale, at tidens store spørgsmål skulle løses med »Jern og Blod«.

Bønder og godsejere forenet i afskyen for embedsmænd

Stormagterne, navnlig Rusland, stillede efter Treårskrigen krav om, at den dansk-tyske helstat pinedød skulle holdes sammen som enhed – tilmed oven på en splittende borgerkrig mellem statens to dominerende nationale grupperinger.

Men i en nationalliberal optik var det reelt umuligt.

Fordi kravet var umuligt at honorere, fik prøjserne og østrigerne dermed også en undskyldning for at sætte Danmark på plads ved at hævde, at Danmark havde forbrudt sig mod sine internationale forpligtelser.

Ligegyldigt hvor udbredt denne offerfortælling så var umiddelbart efter krigen, så blev det ikke desto mindre svært i længden for de nationalliberale at undslå sig ansvaret for nederlaget i 1864.

Dét blev netop brugt i grundlovsdebatten i 1865 til at henvise de nationalliberale, embedsmændene, til en sekundær rolle i dansk politik.

Her kunne bønder og godsejere finde hinanden, for alle deres heftige interessekonflikter og historisk begrundede antipatier imod hinanden til trods, så afskyede de embedsmændene mere, disse ’levebrødsmænd’, som i deres øjne levede af andres arbejde.

Ingen københavnere i Landstinget

Det er i vore dage oppe i tiden at tale om levebrødspolitikere, københavneri og djøfisering for at beskrive den fremmedgørelse, altså den store forskel på politikere og almindelige mennesker, som nogle vælgergrupper oplever.

Korrigeret for tidens antikverede sprog og, det må man medgive, det betragteligt højere retoriske niveau dengang, så er det næsten ord til andet de samme beskyldninger, de nationalliberale blev overdængede med i 1865, som i dag bliver rettet mod de politikere og embedsmænd, der er nærmest magten.

Godsejeren Jakob Scavenius havde i Folketinget sagt, at de nationalliberale gennem nu ti år havde vist, at deres politik »svævede i skyerne,« ifølge Rigsraadstidende 1865 om forhandlingerne Folketinget, spalte 150.

Han sagde ligeud, at han kun nødig så, at københavnere blev valgt til Landstinget.

Nederlaget skabte ikke hadet – det fandtes allerede

Udover at være det første store eksempel på politisk historiebrug af nederlaget i 1864, er grundlovsdebatten i 1865 også ganske typisk for den måde, nederlaget generelt er blevet brugt på de seneste 159 år:

Det er kun meget sjældent blevet brugt til at skabe et standpunkt, men som oftest til at underbygge et.

Godsejernes og bøndernes uvilje mod akademikeren, københavneren, embedsmanden blev nemlig ikke født med 1864, men var der i forvejen.

En flig af denne skepsis over for de intellektuelle er den, vi ser i Ludvig Holbergs komedie Erasmus Montanus, når Rasmus Berg som lærd mand kommer tilbage til sin hjemstavn og får et hårdhændet møde med virkeligheden.

Og det er den uvilje, vi møder, når bonden i H.C. Andersens eventyr om Store-Klaus og Lille-Klaus ikke kan tåle at se degne.

Venstremanden Christen Berg, der skulle blive J.A. Hansens efterfølger som venstreleder, gjorde i valgkampen i januar 1865 endda hadet til eliten til en slags politisk konstant:

»Vore forfædre havde i gamle dage, fra den tid St. Knud blev myrdet i Albani Kirke kæmpet med le og spade mod riddersværdet […] kampen [er] endnu den samme, den førtes kun på en anden måde«.

En usikker alliance

Historiske begivenheder og nederlag i særdeleshed er kraftfulde sager.

De maner til spørgsmålet, hvad der kunne være gjort anderledes, og kun ved at indrette sig efter den erfaring, giver nederlaget mening. Så har man i det mindste lært af det.

Når landboerne i 1866 lykkedes med at få sat de nationalliberale til vægs, var det ikke alene, fordi de nationalliberale fik skylden for nederlaget i Den Anden Slesvigske Krig.

Det skyldtes også, at nederlaget gav en solid grund til at skille sig af med en elite, man på tværs af forligsgrupperne ikke brød sig om.

Det måtte efter nederlaget stå klart for alverden, at landboerne altid havde haft ret, og at embedsmanden skulle væk fra dansk politik.

Alliancen mellem godsejere og bønder holdt kun få år, så stærkere var enigheden om nederlagets årsag og den politiske løsning herpå ikke, men i et øjeblik kunne nederlaget bruges til en kraftfuld politisk omkalfatring.

Det var den første store politiske reform, hvor nederlaget blev brugt til at give reformen mening, men det blev ikke den sidste.