De allierede aflyttede danskerne langt mere end nazisterne

Da Danmark blev befriet den 5. maj 1945, fulgte fem måneder med masseovervågning. Hundredtusinder af private telefonsamtaler, telegrammer og breve blev nøje gransket.

Under Besættelsen havde de danske myndigheder i samarbejde med besættelsesmagten også overvåget kommunikationsforbindelserne.

På befrielsesmorgenen havde overvågningen dog set ud til at være et overstået kapitel, og pressen proklamerede, at »Angsten for at tale frit i Telefon er ophørt«.

Men lidet vidste danskerne, at tiden, hvor de kunne tale frit i telefonen, skulle blive ganske kort.

Allerede den 12. maj genoptog telefonaflytterne arbejdet. Men nu var det befrielsesmagten, som forlangte, at kommunikationsforbindelserne skulle overvåges.

Det er denne teleovervågning, som nærværende artikel belyser.

Et europæisk overvågningsnetværk

Forberedelserne til overvågningen efter Befrielsen var allerede begyndt i London i 1944.

Da de allierede iværksatte befrielsen af Europa med invasionen af Normandiet 6. juni 1944, indførte de censur.

Kort tid efter begyndte overvågningsforhandlingerne med de andre besatte lande.

Målet med overvågningen var at udrydde nazismens spor og skabe et frit Europa.

Planen var, at alle lande overvågede de nationale kommunikationsforbindelser ud fra de allieredes retningslinjer og indrapporterede resultaterne til England og USA.

Alle de besatte lande skulle derfor indgå i et frivilligt overvågningssamarbejde med de allierede, efter de var befriet.

Reelt bestod det frivillige dog kun i, at de besatte lande kunne samarbejde med de allierede om censuren – ellers blev der indført militærcensur.

Det var det danske gesandtskab i London, som førte overvågningsforhandlingerne fra dansk side.

Censur er forbudt, men kontrol er tilladt

For at få styr på lovgivningen rekrutterede de allierede den danske professor i jura, Stephan Hurwitz.

Stephan Hurwitz var en pragmatiker med et godt øje for det realpolitiske spil.

Efter at have gransket overvågningsforslaget påpegede han, at det var vigtigt, at regeringen ikke oplyste til befolkningen, at der blev indført censur, da censur var forbudt ifølge Grundloven.

Han tilføjede dog, at den kommende regering kunne undgå problemet ved i stedet at bruge »Udtryk, der ikke taler om Censur, men Kontrol eller lignende«.

Professor Hurwitz’ analyse viser, hvor let Grundlovens lidt vagt formulerede forbud mod censur kunne omgås ved blot at kalde censuren noget andet.

Og det lader til, at de danske myndigheder efter krigen tog Hurwitz’ indstilling til efterretning. I al fald betegnede myndighederne udelukkende overvågningen som kontrol i pressemeddelelserne.

Da Danmark atter var frit

Befrielsesovervågningen blev indført en uge efter Befrielsen, den 12. maj, og den omfattede alle telefonsamtaler, telegrammer og postforsendelser ind og ud ad landet.

Derudover var der begrænset pressecensur.

De allierede stillede også krav om, at de indenrigske telefonforbindelser skulle aflyttes. Men det blev afvist fra dansk side - muligvis fordi det ikke havde været et krav under Besættelsen.

I Danmark herskede der en stemning af frihed, og befrielsesregeringen var generelt meget tilbageholdende med at genindføre overvågningen.

Samtidig medførte den forholdsvise milde besættelse, som danskerne havde været igennem, at danskerne også forventede en mild befrielse.

Det kom derfor bag på dem, at de allierede forlangte mere omfattende overvågning, end den tyske besættelsesmagt havde forlangt.

Gentagne gange beklagede de allierede sig over danskernes afvisende stilling og mangel på forståelse for verdenssituationen.

De allieredes første censurchef i Danmark opsagde da også allerede sin stilling efter halvanden måned og begrundede det med, at de danske ministerier havde nægtet at samarbejde.

I dansk interesse

På trods af modviljen mod de allieredes overvågningskrav forstod ministerierne at få det bedste ud af situationen.

Så kort tid efter censuren var etableret, kontaktede Trafikministeriet, som havde ansvaret for telefonselskaberne, de andre ministerier i al hemmelighed.

Trafikministeriet fortalte, at de andre ministerier havde mulighed for at modtage rapporter fra overvågningen, hvis de blot meddelte, hvilke informationer de var interesserede i.

Og mange af ministerierne var ganske interesserede i at få del i det omfattende overvågningsmateriale:

Krigsministeriet og Marineministeriet begyndte efterfølgende at modtage oplysninger om militære emner.

Indenrigsministeriet modtog oplysninger om statsborgerlige forhold.

Fiskeridirektoratet fik oplysninger, der omhandlede handel med fisk.

Nationalbanken fik oplysninger relateret til valutatransaktioner og indløsning af pengesedler.

Politiet modtog oplysninger om blandt andet spionage, sabotage og propaganda.

Overvågningen bredte sig således hurtigt til mange nye områder, og i praksis kom den først og fremmest til at tjene danske interesser, selv om den var et allieret krav.

Censuren i modvind

12. maj, samme aften som den nye censuraftale var indgået, løb der klager ind hos Udenrigsministeriets Pressebureau fra utilfredse redaktører og journalister, der havde hørt rygter om den nye censur.

Enkelte aviser gik også til direkte angreb på overvågningen i den følgende tid.

Ekstra Bladet skrev, at »Tyskens Gestapo-System ønsker vi ikke opretholdt nu, da vi endelig skulle være blevet Frie«.

Den tidligere illegale avis Morgenbladet fulgte trop med en meget kritisk forsideartikel med overskriften: »Grundloven og Censuren«, hvor avisen fremhævede, at efterkrigscensuren både var grundlovsstridig og mere omfattende, end krigscensuren havde været.

Information, der jævnligt havde advaret mod den tyske overvågning under krigen, fandt det også paradoksalt, at med den nyligt vundne frihed fulgte den forhadte overvågning fra Besættelsen.

Både Udenrigsministeriet og Post- & Telegrafvæsenet fortalte også de allierede, at den danske befolkning generelt havde svært ved at forstå, hvorfor reglerne skulle være så strenge, når Danmark endelig var befriet.

Udenrigsministeriet selv mente da også, at overvågningen under krigen havde været mindre streng.

Det kom dog ikke bag på de allierede. De havde forudset, at danskerne ville synes, at der efter Befrielsen var »skrappere Kontrolbestemmelser«.

En ny besættelse?

Enkelte steder i kilderne optræder betegnelsen 'besættelsesmagt' også om både de russiske allierede på Bornholm og de vestallierede i resten af landet. Det viser, at de allieredes tilstedeværelse i Danmark ikke entydigt blev set som en egentlig befrielse i den umiddelbare efterkrigstid, og at i alt fald nogen så Befrielsen som en ny besættelse.

Amerikanerne betragtede da også formelt set stadig Danmark som »enemy territory« de første uger efter krigen.

Briterne betegnede også sig selv som besættelsesmagt enkelte gange. Eksempelvis havde de en »British Army Occupation Mission to Denmark«.

Og i de allieredes retningslinjer til de danske telefonaflyttere fra august 1945 lyder det, at formålet med overvågningen blandt andet var at sikre sig, at »Besættelsesmyndighedernes Love overholdes«.

På linje med danskerne

De allierede var da heller ikke blinde for, at danskerne kunne være utilfredse.

De fulgte nemlig med i danskernes holdninger til overvågningen og til Befrielsen gennem aflytningsreferaterne og telegram- og brevafskrifterne.

I en rapport fra juli fremhævede de allierede, at kritikken af censuren i samtaler og i breve var tiltagende. Nogle danskere havde holdningen, at: »Germany put her heel on Denmark but the Allies sit on her«.

Mange sendte derfor deres breve og telegrammer illegalt uden om de officielle kanaler, eksempelvis ved at rejse til Sverige og sende beskederne – og de allierede vidste det.

I en aflyttet telefonsamtale fra en forretningsmand til en virksomhed lød et råd: »Hvorfor sender du det ikke illegalt, ligesom så mange andre gør?«.

Det lykkedes imidlertid ikke de allierede at dæmme op for problemet, så censuren forblev mangelfuld og forholdsvis let at omgå.

Da krigen i Asien var vundet, blev der truffet aftale med de allierede om, at censuren kunne afvikles den 1. oktober 1945.

Briterne fik dog samtidig tilladelse af den danske regering til at aflytte alle de danske telefonsamtaler, både indenrigske og udenrigske, som briterne fandt nødvendige.

Overvågningen steg efter Befrielsen

Selv om Danmark var befriet, endte efterkrigscensuren af udlandskommunikationen med at være væsentlig mere omfattende, end krigscensuren havde været.

Eksempelvis blev der under Besættelsen, fra den 15. april til den 22. april 1945, aflyttet 3.015 udlandssamtaler, hvorimod der i den samme uge i maj efter Befrielsen blev aflyttet 10.937 samtaler.

Altså over tre gange så mange aflyttede samtaler efter Befrielsen som lige inden.

Årsstatistikkerne afslører det samme mønster.

Gennem hele 1944 aflyttede censuren samlet set 157.037 udlandssamtaler, men i de første fem befrielsesmåneder, fra maj til oktober 1945, aflyttede censuren 202.997 samtaler.

Med friheden følger overvågning

Den markante stigning i aflytningerne efter Befrielsen skyldtes, at restriktionerne på kommunikationsforbindelserne til udlandet blev lempet, så det nu var tilladt at kommunikere med de allierede lande.

Der blev derfor talt mere i telefon efter Befrielsen, og overvågningen steg tilsvarende.

Det var altså den øgede frihed, som fordrede den øgede overvågning, og i alle de tidligere besatte lande var friheden således tæt forbundet med masseovervågningen.

På flere måder var det således et paradoksalt befrielsesprojekt, som de allierede iværksatte for at udrydde nazismens spor.

Masseovervågning skulle skabe et frit Danmark og Europa, og Befrielsen var samtidig en ny – eller forlænget – besættelse med mere frihed på nogle områder, men også med øgede krav om kontrol og overvågning.