Du er efter al sandsynlighed at dømme enig med de 73 procent af befolkningen, der ifølge en meningsmåling fra januar 2015 mener, at øget arbejdsudbud er det samme som flere jobs.
Derfor betragter du det formentlig også som ret entydigt positivt, at en afkortelse af dagpengeperioden til to år øger arbejdsudbuddet.
Men er det nu også det?
For at kunne besvare det spørgsmål er det nødvendigt med en kort økonomilektion:
Ved et øget arbejdsudbud forstår økonomer, at befolkningen som helhed gerne vil arbejde mere. Sigtet med mange reformer er at få folk til at blive længere på arbejdsmarkedet og arbejde mere. Kort sagt: øge arbejdsudbuddet.
Men på den korte bane giver et øget arbejdsudbud aldeles kontraintuitivt en øget ledighed. Det er helt ukontroversielt for en økonom. Et øget udbud af eksempelvis tomater kan heller ikke forventes straks at blive efterspurgt.
Først hvis og når det ekstra udbud af arbejdskraft gradvist presser lønnen nedad, vil merledigheden lidt efter lidt forsvinde. Og i mellemtiden kan den usolgte arbejdskraft ikke bare smides væk, som var det rådne tomater.
Vi mangler viden om arbejdsmarkedet
Økonomer har langt fra præcise tal for, hvad der sker, når der indfases en reform, der sigter på at øge arbejdsudbuddet.
Økonomen ved ikke, hvor meget arbejdsudbuddet stiger, og hun ved slet ikke, hvor meget eller hvor hurtigt lønnen falder. Og det er endnu vanskeligere at sætte tal på, hvor hurtigt og i hvilket omfang efterspørgslen stiger efter den nu billigere arbejdskraft, da det er tredje led i en usikker kæde.
Det vil sige, at vi mangler nogenlunde præcis viden om, hvor hurtigt arbejdsmarkedet vil og kan opsuge den ekstra arbejdskraft, der følger af en reform.
De fleste økonomer i Danmark har imidlertid en ret stor tillid til, at det nok skal gå. Det vil ’markedet’ sørge for – ad åre: Det øgede udbud (af arbejdskraft) vil mere eller mindre automatisk skabe sin egen efterspørgsel.
Fortidens økonomer troede, at denne ’markedstilpasning’ skete nu og her. I dag erkender alle danske økonomer, at arbejdsmarkedet i praksis er langt mere ’trægt’ eller rigidt; dvs., ’markedet’ kan først omsætte det øgede udbud til en tilsvarende efterspørgsel på lidt længere sigt.
Mekanismen, som de fleste økonomer abonnerer på, er: Det øgede arbejdsudbud presser lønnen ned, fordi der opstår en øget konkurrence om jobbene. Arbejdskraften er nu billigere til salg, og arbejdsgiverne giver mindre i løn.
Usikkert, hvordan arbejdsudbudsreformer virker
Den markedsmekanisme eller selvregulerende kræfter vil ifølge teorien lidt efter lidt øge efterspørgslen efter den arbejdskraft, der bliver gradvist billigere.
Den ’tilpasningsproces’, antager økonomer, vil i løbet af nogle år at føre til, at det øgede arbejdsudbud enten er kommet i arbejde eller har gradvist trukket sig fra arbejdsmarkedet. Enten pga. alder, nedslidning eller afskrækkelse som følge af de lavere lønninger.
Økonomer er uenige om, hvorvidt tilpasningstiden er 4 år, 7 år eller helt op til 20 år. De meget varierende skøn er begrundede i modstridende fortolkninger af historiske data. Men sådanne beregninger er - som det fremgår - mere end almindeligt usikre. De handler mere om, hvordan vi tror og håber, at et fremtidigt (!) arbejdsmarked virker – frem for reel viden herom.
Der er et lille mindretal af danske økonomer, deriblandt undertegnede, som fastholder, at det er usikkert, hvordan arbejdsudbudsreformer virker. Af de ovennævnte grunde, men også fordi efterspørgslen efter arbejdskraft bestemmes af meget andet end arbejdsudbuddet og lønniveauet. Bl.a. skal der jo være en efterspørgsel efter det, som den nyansatte arbejdskraft producerer.
Der skal derfor gerne være mere gang i verdensøkonomien. Og lavere lønninger trækker den gale vej, fordi de påvirker lønmodtagernes efterspørgsel i Danmark negativt.
Endelig – og måske vigtigst – ser arbejdsudbudsøkonomerne helt bort fra andre negative konsekvenser af arbejdsudbudsreformerne. Hvor meget usikkerhed har en dagpengeperiode på 2 år skabt? Afskaffelsen af efterlønnen? Og hvordan har det påvirket privatforbruget? For slet ikke at tale om de private investeringer, der er meget følsomme overfor for forventningsskift blandt forbrugerne.
Kort sagt: Det hele er langt mere indviklet og nuanceret, end ’man-skal-jo-bare-øge-arbejdsudbuds-tilhængerne’ lader ane.
Danskerne forstår ikke centrale økonomiske begreber
Tilbage til dig, kære læser. Hvorfor er befolkningen og økonomer uenige om, hvad arbejdsudbud er? Forklaringen er, at store dele af befolkningen ganske enkelt har svært ved at forstå centrale, økonomiske begreber, som også påvist i et speciale udarbejdet af Bine Iversen i 2011.
Dertil kommer imidlertid begrebsmæssig lobbyisme fra partier som Liberal Alliance, der har fået for meget arbejdsudbud til morgenmad siden undfangelsen. Derfor holder de liv i tvetydigheden.
Et øget arbejdsudbud fremstiller LA glad og gerne som det samme som øget beskæftigelse. Joachim B. Olsen skrev i den ånd for nyligt på sin Facebook-side: »Lavere marginalskat betyder højere beskæftigelse!«
Blind høne kan dog også have rent mel i posen: Størrelsen af arbejdsudbuddet er faktisk ganske vigtigt for Danmarks fremtid. Men det er højst en nødvendig, ikke en tilstrækkelig, forudsætning for en sikring af den fremtidige velfærd. Selv om man skulle tro det, når man følger den offentlige debat.
Der skal gang i private investeringer, iværksætteri, forskning og uddannelse
Den debat ser gerne bort fra, at efterspørgslen efter arbejdskraft er lige så afgørende som udbuddet.
Der skal gang i de private investeringer i de små og mellemstore virksomheder for at kunne få fuldt udbytte af et øget arbejdsudbud. Iværksættere skal stimuleres en masse.
Og for at få væksten sparket i gang på den korte bane er der er behov for en ganske massiv ekspansiv finanspolitik i form af målrettede offentlige investeringer og forbrug på områder, der har potentialet til at skabe vækst på den korte og lange bane – herunder selvsagt forskning, uddannelse og ikke mindst et tilstrækkeligt antal lærepladser.
I øjeblikket virker det, som om vi tror, at vi kan spare og arbejdsudbyde os til velstand. Det kan vi ikke. Som Mette Frederiksen mere end almindeligt forsinket også erkendte den 1. maj.
Isolerede forsøg på at øge arbejdsudbuddet kan føre til øget ledighed i længere tid. Gang i hjulene og lavere ledighed kræver offentlige såvel som private investeringer og skabelse af en fornyet optimisme.
Det er en udfordring, som hverken den tidligere eller nuværende regering har magtet at løfte. Og hvortil der ikke er nogen lette svar. Slet ikke bare at øge arbejdsudbuddet. Det er et svar på et helt andet spørgsmål.
Men mange almindelige danskere tror som Cepos på, at et øget arbejdsudbud udgør svaret på alle vore trængsler.
Det gør det ikke. Endda langt fra.
