Ved du, hvad strukturpolitik er?
Mette Frederiksens åbningstale i Folketinget handlede næsten kun om strukturproblemer og strukturpolitik. Læs med og forstå hvorfor.
Struktur-hvad for noget? Da jeg spurgte mine planlægger-studerende på fjerde semester på Aalborg Universitet, om de havde hørt det ord før, så svarede 42 nej og 15 ja.
Samtidig undersøgte jeg, hvor ofte ordet blev brugt i de landsdækkende printmedier i løbet af et år. Det kunne tælles på to hænder.
Men selv om ordet ikke er ret kendt, og sjældent bruges i daglig tale af andre end økonomer, så er den politik, som betegnes med det ord, vigtig – meget vigtig. Derfor denne oplysende artikel.
For selv om du ikke kender ordet, så har du allerede mærket eller vil mærke konsekvenserne af strukturpolitik flere gange – senest med afskaffelsen af Store Bededag, som skal øge arbejdsudbuddet.
Du kender således fænomenet strukturpolitik, men i forklædning under andre ord som ’reformer’, ’arbejdsudbudsreformer’ og ’arbejdsmarkedspolitik’, ’forbedre erhvervslivets rammebetingelser’ og ’skatten skal ned’.
I denne artikel vil jeg forklare, hvad strukturpolitik er, og hvorfor den er så vigtig for dig og for dansk økonomi.
\ Hvad er en ’struktur’?
Struktur betyder indre opbygning. I en samfundssammenhæng sker der en løbende strukturudvikling, hvor nogle strukturer stivner, andre afvikles, samtidig med, at nye strukturer udvikles af politikere og embedsmænd, og andre strukturer udvikler sig af selv – mere naturligt.
Eksempelvis er der ’strukturer’ på arbejdsmarkedet som: hvor lang tid vi skal arbejde om dagen, pensionsalder, vores dagpengesystem, minimumslønninger, overenskomster og så videre.
Her ændrer overenskomster sig ofte uafhængigt af den arbejdsmarkedspolitik, som Beskæftigelsesministeriet står for. Gradvist ændrer arbejdsmarkedet sig til noget helt andet, end det var en gang.
Strukturer kan fremstå permanente, men er løbende til forhandling og under gradvis forandring.
Arbejdsmarkedspolitik er strukturpolitik
Men hvad er strukturpolitik så?
Annonce:
Det forstår du bedre ved at blive introduceret til, hvad målet har været med den politik. Målet er ganske ofte at øge arbejdsudbuddet (antallet af personer, der er er i arbejde eller aktivt søger et).
Det sker gennem ’arbejdsmarkedspolitikken’ ved eksempelvis at kræve, at arbejdstagerne skal gå senere på pension.
Men det ved jeg ikke, hvor meget klogere du blev af.
Selv om de fleste nok har hørt ordet arbejdsudbud, så forstod knap ¾ af befolkningen ifølge en meningsmåling i 2005 ikke, hvad ordet betyder.
De fleste tror, at det er et andet ord for flere jobs. Det kan det også være, men det er ikke nødvendigvis tilfældet. Her gemmer sig en længere diskussion.
En væsentlig del af strukturpolitikken udøves ved, at embedsmænd løbende holder øje med, om der opstår strukturproblemer, som kalder på en politisk indgriben.
Det sker eksempelvis når arbejdsmarkedet har svært ved af sig selv at få rodløse unge, flygtninge og indvandrere samt ældre ledige i job, og der derfor udarbejdes politiske tiltag som den nye kontanthjælpsreform for at få disse grupper i arbejde.
Annonce:
\ Hvad er strukturpolitik og strukturproblemer?
Formålet med ’strukturpolitikken’ er at afhjælpe akutte og potentielle fremtidige strukturelle problemer.
Det drejer sig typisk om grus i samfundsmaskineriet eller i visse tilfælde større sten, hvor det er strukturpolitikkens opgave af fjerne såvel grus som sten eller i det mindste begrænse omfanget af grus og sten. Det kan være svært at fjerne et strukturproblem 100 procent, men det kan ofte afhjælpes.
Et af de ’strukturproblemer’, der har været mest oppe og vende, er ’ældrebyrden’. Et strukturpolitisk svar har været, at nutidens unge skal forvente at arbejde til, at de er 72 år mod tidligere 67 år.
Afskaffelsen af efterlønnen skal ses i samme lys. Det var en særdeles effektiv måde at øge arbejdsudbuddet på, fordi de ældre bliver længere på arbejdsmarkedet.
Alle politikker kan rumme strukturpolitik
For at lette forståelsen har jeg indtil nu fokuseret på arbejdsmarkedet, men strukturpolitik handler i min fortolkning om alle politikker, der søger at forbedre på samfundsmaskineriet.
Det vil sige også spørgsmål som eksempelvis sundhed og uddannelse. Derfor fører stort set alle ministerier strukturpolitik.
Når politikerne eksempelvis har gennemført en afkortning af visse kandidatuddannelser og i stedet opprioriteret erhvervsuddannelser, så er det ligeledes strukturpolitik.
Selv om det sidste er uddannelsespolitik, så er der klare koblinger til arbejdsudbuddet. En afkortning af kandidatuddannelsen får folk hurtigere ud på arbejdsmarkedet.
Og erhvervsuddannelserne skulle gerne blive bedre og dermed øge kvaliteten af den del af arbejdsudbuddet.
Strukturpolitik er at smøre hjulene, skifte defekte eller mangelfulde dele ud eller ændre på dele af samfundsmaskineriet.
Den anden centrale strukturpolitik er erhvervspolitik
Den anden klassiske strukturpolitik er erhvervspolitik. Erhvervspolitikken er rettet mod at gavne erhvervsvilkår på alle andre områder end arbejdsmarkedet.
Annonce:
Det er en vigtig pointe, fordi min erfaring er, at mange blander arbejdsmarkeds- og erhvervspolitik sammen. Erhvervspolitik kan være en række små og større håndtag, som er kendetegnet ved, at de sigter mod at øge erhvervslivets vækst og eksport.
Det kan handle om alt fra programmer, der søger at få erhvervslivet til at produktudvikle mere, blive mere effektive til eksportstøtte.
Et andet tilbagevendende eksempel på strukturpolitik er forenkling af regler og lettelse af administrative byrder for især erhvervslivet, men også for den enkelte borger.
Her handler det altså også om at få den offentlige sektor til at fungere bedre. Her hører man ord som regelforenkling, modernisering og effektivisering.
Strukturpolitik som pisk
En central del af erhvervspolitikken har dog mere karakter af pisk.
Eksempelvis overvåger Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen løbende konkurrencen i Danmark ved at holde øje med karteldannelse. Der kan for eksempel være påfaldende ens prisstigninger, som virker koordinerede.
Styrelsen holder også øje med andre konkurrencebegrænsende praksisser, herunder tendenser til monopoldannelse, hvis større virksomheder inden for samme branche fusionerer.
Annonce:
Styrelsen er således også den myndighed, der skal give tilladelse til eller nægte retten til at fusionere større virksomheder. Danske Bank blev således nægtet opkøb af andre banker for at undgå for stor markedsmagt i Danmark og deraf følgende begrænsning af konkurrencen.
Skattepolitik er i høj grad strukturpolitik
En tredje central del af strukturpolitikken føres gennem skattepolitikken.
I mange år blev skat primært set som finanspolitik. Politikerne hævede skatten, hvis der var for meget gang i hjulene. Og sænkede den, hvis økonomien var gået i stå.
Den gang var der altså mindre vægt på strukturpolitik og mere vægt på det, der kaldes den økonomiske politik. Eller aktiv finanspolitik.
I dag er vægten på skattens betydning for både arbejdskraftens og virksomhedernes virkelyst. Hvis skatten sænkes, så vil alle arbejde mere, og virksomhederne vil investere, fordi de vil tjene mere ved at investere. Er antagelsen.
Det er ikke let at dokumentere, at den type af strukturpolitik er effektiv. Og typisk er Enhedslisten mest imod sådan en politik og Liberal Alliance mest for.
\ Strukturpolitik: Den langsigtede udvikling
Et meget vigtigt element i strukturpolitikken er, at strukturpolitikken typisk søger at opretholde eller øge væksten ikke bare i morgen, men i mange år fremover. Det som økonomer gerne kalder det lange sigt.
Hele det danske vindmølleeventyr kan ses som udtryk for en vellykket (og heldig) strukturpolitisk indsats, der har bidraget positivt til væksten, beskæftigelsen og betalingsbalancen.
Fremtidens grønne strukturpolitik
Ovenfor har jeg præsenteret en ret bred forståelse af strukturpolitik, som stammer fra min bog ’Forstå de økonomiske nyheder: økonomi for ikke-økonomer’.
I Den Store Danske giver to danske økonomer udtryk for en mere gængs, men også meget mere snæver forståelse af strukturpolitik:
»Strukturpolitik er økonomisk-politiske tiltag, som har til formål at få markedsmekanismen til at fungere bedre på bestemte områder.«
Jeg har imidlertid gjort mig til talsmand for en strukturpolitik, som sigter på at få hele samfundet og ikke kun ’markedet’ til at fungere bedre.
Ved samfundet forstår jeg markedet, den offentlige sektor, samspillet mellem markedet og den offentlige sektor og endelig også den civile sektor (eksempelvis frivilligt arbejde).
Derfor handler nutidens og fremtidens strukturpolitik ikke kun om at få markedet til at fungere bedre, men klimaforandringerne kræver, at der gennemføres en grøn omstilling af hele samfundet, også globalt.
Derfor er der meget, som tyder på, at klima-, miljø- og energipolitik bliver de helt centrale strukturpolitikker fremover.
Men generelt har alle strukturpolitikker også en grøn dimension, og fremover vil den grønne dimension ikke være et appendiks, men det helt centrale. At få markedet til at ’fungere bedre på bestemte områder’ er ikke nok til at bekæmpe klimaforandringerne.
Hvad kan der være galt med strukturpolitik?
Det lyder jo meget godt med langsigtede politiske tiltag, der tænker grøn omstilling helt ind i kernen.
Men der er mange gode grunde til at forholde sig kritisk til strukturpolitik. For det første er det et politisk spørgsmål, om noget er et strukturproblem eller kun et forbigående problem.
Er manglen på praktikpladser et strukturproblem eller et forbigående problem? Eller hvad med problemerne inden for sundhedsvæsenet?
For det andet er det et problem, at de forskellige strukturpolitikker på forskellige områder ofte føres helt ukoordineret.
Der kan eksempelvis være en strukturpolitik, som søger at gøre noget ved stress og dermed kvaliteten af arbejdsudbuddet, mens en anden prøver at få os til at arbejde mere.
En højere grad af koordination af strukturpolitikken vil gøre den mere målrettet og effektiv.
Virker strukturpolitikken?
Endelig er det svært at dokumentere, om strukturpolitik virker. Dels er der ofte tale om ganske små indgreb, dels kan det selv ved større indgreb være svært at måle effekten, fordi det kan tage lang tid, før den kan ’ses’ og mærkes.
Eksempelvis vil det blive svært definitivt at afgøre, hvilken effekt afskaffelsen af store bededag har haft på arbejdsudbuddet (det med, om flere vil arbejde mere).
At det er så svært at måle effekterne, gør det også svært at vælge den ’rigtige’ strukturpolitik.
For hvordan skal strukturpolitikken sammensættes og ’doseres’, når politikerne og de økonomer, der rådgiver dem, mangler viden om eller er uenige om, hvordan den virker? (se boks nedenfor)
\ Uenige økonomer
Ofte fremstår økonomer meget enige, men hvad angår konsekvenserne af en afskaffelse af store bededag, var der uenighed blandt fremtrædende økonomer.
Carl-Johan Dalgaard, der er formand for Det økonomiske Råd (ofte kaldet overvismanden) udtalte i Jyllands-Posten om reformen, at: »[…] jeg kan ikke se, at det skulle betyde noget på længere sigt.«
Finansministeriet har været uenige med sig selv og foreslog først, at arbejdsudbuddet ville stige med 8.500 fuldtidspersoner. Siden faldt tallet til 6.500.
Mads Lundby Hansen, der var cheføkonom i CEPOS, lagde sig i starten i slipstrømmen af Finansministeriet. Han endte dog med at konkludere, at hele regnestykket omkring effekten af at afskaffe store bededag er ’skrøbeligt’.
I Børsen gjorde han opmærksom på den alt-andet-lige betragtning, der er tale om i Finansministeriet:
»Jeg ser for mig, at fagbevægelsen vil kræve en ekstra feriedag før eller siden.«
Bededagspolitikken er således en ret kortsigtet strukturpolitik, som en del økonomer frygter, ikke vil få nogle positive permanente konsekvenser for hverken arbejdsudbud eller beskæftigelse. Og var den så al den ballade værd?
Strukturpolitik virker, men ikke altid efter hensigten
Der er imidlertid ingen tvivl om, at strukturpolitik som fjernelsen af Bededagen har en eller anden form for effekt og ændrer, hvordan samfundet fungerer på kort og på lang sigt.
Men for at regne den præcise effekt ud skal man tænke strukturpolitikken væk og regne ud, hvordan verden ville have set ud – uden strukturpolitikken. Det er en helt umulig øvelse – også fordi strukturpolitikken er så langsigtet.
Alligevel sætter Finansministeriet præcise tal på (se boksen ovenfor). Men Finansministeriet ved faktisk ikke noget om, hvordan lønmodtagerne reagerer. Og det er afgørende for effekten af afskaffelsen.
Men der er ingen historiske erfaringer med at bortskaffe Bededage. Derfor er den slags regneøvelser netop øvelser og mere politik end videnskab.
Strukturpolitik giver derfor også god plads til ideologiske slagsmål.
Strukturpolitikken er kommet for at blive
Men strukturpolitik, der for alvor kom på banen i 1986-87 under den daværende Schlüter-regering, er imidlertid kommet for at blive, fordi der hele tiden vil være krav fra befolkningen til politikerne om, at de skal gøre noget i forhold til dit. Eller dat.
Og strukturpolitikken giver politikerne muligheden for at virke handlekraftige samtidig med, at det er vanskeligt at blive holdt op på, om politikken virker eller ej, da den jo først virker på lang sigt - om overhovedet.
Mens vi venter på effekten, vil der være opstået nye strukturproblemer, som sikkert fremstår mere akutte og kræver nye resolutte strukturpolitikker. Og den gamle strukturpolitik går i glemmebogen.
Her har medierne en rolle at spille som kollektiv hukommelse. Det kunne man skrive en hel artikel om.
Bemærk eksempelvis hvordan den nuværende regering blev helt til grin, da den ville lave regelforenkling; medierne viste adskillige klip, også helt tilbage til Schlüters tid – med det samme uforløste løfte (se eksempelvis dette klip fra et satire-program).
