Det er nok ikke kun Jonatan Spang, der i sit satireprogram 'Tæt på Sandheden' undrer sig over, hvordan vi pludselig fik råd til en corona-regning i 3-400 milliarder kroners-klassen.
Eller bare hvordan, vi har råd til de to milliarder kroner, vi hver måned bruger på tests.
Især når nu regningen til 'Arne' på 3-4 milliarder, før coronaen, af sine modstandere blev fremstillet som helt uoverskuelig.
Der var også mange, som spærrede øjnene op, da Frederik Vad Nielsen, formanden for DSU, i 'Debatten' på DR2 sagde: »Der kommer ingen regning.«
Han mente, som Mette Frederiksen også har udtrykt det, at den udbredte angst for, at den offentlige sektor gældsætter sig, er »lidt gammeldags.«
Men hvad er op og ned i den diskussion, hvor kommer de mange dejlige penge fra, og hvorfor kommer de? Og er det virkelig rigtigt, at der ikke kommer en regning?
At kunne forstå den slags spørgsmål kræver lidt elementær nationaløkonomisk forståelse, men ikke mere, end at enhver kan være med.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Vi 'lader seddelpressen gå'
For det første kom de mange milliarder, der blev spenderet på hjælpepakker med videre i 2020, ikke som manna fra himlen. Staten har sin egen bank – Nationalbanken.
I den bank har staten en konto, hvor den nu og her kan hæve lige så mange penge, som den vil. Og uden at skulle betale strafrenter.
Så på den korte bane kan man populært sige, at en stor del af det offentlige underskud – forskellen mellem statens indtægter og statens udgifter – bliver finansieret eller dækket ved at ’lade seddelpressen gå’.
At 'lade seddelpressen gå' er en udbredt, men lidt gammel og slidt metafor.
At staten 'trækker på sin konto' flytter ikke så meget som en bøjet enkrone ud af Nationalbanken, da pengene overføres til staten rent elektronisk.
Coronaregningen dækkes med statsobligationer
Reglen er imidlertid, at det underskud, der er på kontoen i Nationalbanken, skal dækkes. Det sker konkret ved, at Nationalbanken udsteder statsobligationer.
Her står mange desværre allerede af, fordi de aldrig rigtig har forstået 'det med obligationer'.
Statsobligationer er et gældsbevis, hvor staten får et bestemt beløb for hver obligation, som den 'sælger' på obligationsmarkedet. Det lyder næsten for godt, at man kan sælge 'gæld', og det er da heller ikke det, som staten gør.
Den sætter sig bare i gæld på en lidt indviklet måde.
\ Corona – en stor engangsudgift
En lille, men ikke uvigtig ekstra krølle, som har fyldt i debatten, er, at de fleste økonomer har været ret sorgløse over den dramatiske øgede gældsætning, fordi det er én stor engangsudgift.
Det er altså ikke en løbende højere regning – som efterlønnen – der skal udbetales år efter år og dermed tages fra andre aktiviteter.
Sådan fungerer statsobligationer
Lad mig forklare det med et eksempel. På billedet herunder ser du Danmarks sidste statsobligation i papir. Papirobligationen på billedet blev udstedt, det vil sige trykt og solgt, helt tilbage i 1955, hvor gælden blev stiftet.
Nationalbanken søgte på daværende tidspunkt at 'sælge' statsobligationen for den pålydende værdi; det vil sige den værdi, der står på papiret, som er 1.000 kr. Den pris, der faktisk blev betalt for obligationen, kender jeg ikke.
Staten har så siden hvert år skullet betale fire procent af de 1.000 kr. til køberen af obligationen.
Og det er netop fidusen ved obligationer for ejerne: Ejer man en obligation, får man en fast rente; i dette tilfælde 40 kr. om året svarende til 4 procent af 1.000 kr. Uanset, hvad man måtte have givet for obligationen.
Hvis 'markedet' ikke havde fidus til den danske stat som låntagere i 1955, kunne den have afstået fra at købe obligationen eller budt mindre end de 1.000 kr.
Eksempelvis 500 kr. Hvis Nationalbanken havde accepteret den pris, ville långiver reelt have fået otte procent i rente – ved at prutte om prisen så at sige.
Obligationen på billedet, der først blev indfriet i 2017, har gennem sin lange levetid formentlig skiftet hænder et utal af gange. Uden at det har 'slidt' på den. For en obligation er en helt speciel 'vare', der som aktier og valuta kan omsættes igen og igen uden at miste værdi.
Men kursen vil skifte meget over tid – alt efter udbuddet og efterspørgslen efter statsobligationer.
Statsobligationer og statsgæld under coronakrisen
Men hvad har alt det at gøre med coronakrisen? Jo, da coronaunderskuddet skulle dækkes ind i 2020 og 2021, udstedte Nationalbanken drypvis obligationer på de såkaldte auktioner.
Det skete og sker gradvist for at undgå at tonse markedet med et pludselig kæmpeudbud af obligationer og dermed risikere at gøre obligationskursen unaturligt lav og statslånene unødigt dyre (øget udbud → lavere pris på obligationerne).
Den 03/03 2021 gik det sådan her til:
Som det fremgår, kan obligationer have forskellig løbetid eller levetid. I ovenstående auktion blev der stiftet et 2-årigt lån på 1,2 milliarder til en negativ rente på 0,55 procent per år (p.a.).
Det er det renteniveau, som i medierne og i det følgende kaldes 'renten'.
Helt så begejstret er markedet ikke for de tiårige statslån. Der vil det finansielle marked næsten have 0 procent i rente.
\ Vi låner ikke pengene i udlandet
Mange tror, at vi låner penge i 'udlandet' for at betale coronaregningen. Det gør vi i hovedsagen ikke, for langt de fleste statsobligationer udstedes i kroner.
Mange af de danske statsobligationer købes givetvis af udenlandske pensionskasser, men altså for danske kroner. Det vil sige, at en amerikansk pensionskasse må veksle sine dollar til kroner, hvis den vil købe danske statsobligationer.
Udenlandslån er primært noget, som staten stifter, når den mangler valuta. Altså har underskud på betalingsbalancen, som Danmark havde det 25 år i streg fra 1964 og frem.
Men på trods af coronakrisen eksporterer den danske økonomi stadig langt mere, end den importerer, og vi mangler derfor ikke valuta.
Er der virkelig ingen regning?
Under hele coronakrisen har Nationalbanken ikke haft problemer med at få afsat sine statsobligationer. De er faktisk gået som varmt brød.
Men betyder det, at Frederik Vad (DSU-formanden fra indledningen) har ret i, at der ikke kommer nogen regning? Og at Mette Frederiksen har ret i, at det er en 'gammeldags' måde at tænke økonomi på?
Nej, det er i bedste fald et par upræcise udsagn, og i det følgende vil jeg prøve at gætte på, hvad det er, at Vad & Frederiksen egentlig mener.
Som I så ovenfor, havde gælden en løbetid og dermed et bestemt år, hvor den forfalder. Det vil sige, at staten er pisket til at indfri dele af gælden på bestemte tidspunkter.
Det vil de, som er skeptiske overfor al den gældsætning, også fremføre. Og videre vil de fremføre, at det kun kan ske for skatteydernes penge.
I praksis ville det betyde, at skatten må sættes op, og derved får vi alle en regning en gang i fremtiden.
Men regeringen kan bede Nationalbanken om løbende at udstede nye obligationer til at afbetale den gamle gæld. Det er det, som også kaldes refinansiering.
Det er reelt det samme som, at staten har afdragsfrie lån. Du behøver heller ikke at gå gældfri i graven, og stater lever 'evigt'.
Statens gæld er steget voldsomt…
Her kommer vi imidlertid til det helt springende punkt. Hvad vil renten på nye statsobligationer være om eksempelvis 10 år, når dele af gælden skal refinansieres?
De fleste økonomer forventer, at renten vil være væsentlig højere end i dag, men det forventede de også i 2010 om renten i 2021. Og i dag er renten endnu lavere, end den var i 2010. Så der er ikke noget, der er sikkert her, selv om jeg deler den vurdering.
Men hvis vi antager, at renten på statsobligationer til den tid er steget til to procentpoint, betyder gældstiftelsen i dag, at staten skal sætte en portion penge af hvert år til fremtidige rentebetalinger, som i stedet kunne være gået til fremtidens velfærd.
Men vi får formentlig snart bedre råd til gælden
Der er imidlertid en sidste vigtig krølle, som vi skal have med. At den danske vækst og dermed BNP formentlig er langt større om 10 år, end tilfældet er i dag.
Som andel af BNP er gælden altså mindre i 2031, end den er i 2021. Den absolutte størrelse kan være den samme, men relativt set vil gælden være langt mere overskuelig i 2031.
Vi har bedre råd til at være gældsatte, kan man sige.
Man måler statsgælds tyngde og dermed økonomiske betydning, ved at måle hvor stor en andel den udgør af BNP. Et land som Japan har været oppe på over 230 procent.
Ifølge Nationalbanken udgjorde den danske statsgæld 18 procent af BNP i 2019. Den steg til 23 procent i 2020. En dramatisk stigning på så kort tid – lad os give kritikerne af offentlige gældsætning dén – men altså stadig på et internationalt set meget lavt niveau.
En stat, der ikke er mere gældsat end det, kan let låne flere penge, så længe der er tillid til dens økonomi.
Og jo højere vækst fremover, jo flere penge fosser der ind i statskassen, og dermed bliver der også flere penge til at betale rente og afdrag på statsgælden.
Tilliden til dansk økonomi kan svækkes
Nu kommer vi så til slutspurten. Er det så ikke et problem, at den danske stat i dag er betydelig mere gældsat i dag, end vi var for et år siden?
Det er ikke et spørgsmål, man kan svare klart ja eller nej til. Man kan sige, at almindelige danskere ikke vil komme til at mærke noget til det på den korte og lidt længere bane.
Det har den gode Frederik Vad ret i.
For der kommer ikke nogen og pludselig afkræver os ekstra penge nu og her.
Men hvis det finansielle marked gradvis begynder at miste den tårnhøje tillid, der er til den danske stat og dens økonomi, så bliver det gradvis sværere og dyrere at refinansiere gælden, fordi renten på den vil stige.
Og renter skal løbende betales af skatteyderne, hvis ikke staten skal gældsætte sig for at betale renter.
\ Læs mere
Alternativet til øget gæld var en økonomi i frit fald
Men når vi er på den anden side af coronaen – og hvis dansk økonomi har en årlig stabil vækst på cirka to procent, og hvis dansk økonomi fortsætter med at være sund...
Ja, så vil gælden komme til at fylde mindre og mindre, og vi vil snildt kunne betale en lidt højere rente, uden at det kommer til at påvirke skattetrykket. Husk at vi slet ikke behøver at afdrage på gælden. Den kan få lov til at bare at ’stå’.
Det ville selvsagt have været federe ikke at have haft den gæld, fordi staten så i stedet kunne have brugt midlerne til eksempelvis klimaregningen. Men det kunne vi ikke have undgået.
Alternativet ville have været at lade dansk økonomi falde frit i 2020 og 2021. Det vil have ført til massearbejdsløshed og døde virksomheder.
Det ville have givet øget offentlige udgifter og stærkt faldende skatteindtægter og dermed en endnu større offentlig gæld end de førnævnte 23 procent.
Og vi kunne være endt med en økonomi i en meget dårlig forfatning. I det tilfælde ville det have været så godt som umuligt at få 'markedet' til at dække den corona-regning.
Hvis du stadig synes, at økonomi er vildt svært, men interessant, kan det tænkes, at den her nye bog af undertegnede kunne være noget for dig: Madsen, P. T. (2020). Forstå de økonomiske nyheder: økonomi for ikke-økonomer. Samfundslitteratur.
\ Kilder
\ Kan staten ikke nøjes med at lade seddelpressen gå?
Kan staten ikke bare dække coronaregningen ved at lade seddelpressen gå? De fleste ikke-økonomer vil gyse ved tanken og tænke, at det kan man da ikke, og vil det ikke bare give en masse inflation?
Andre økonomer vil være nervøse for konsekvenserne af de dejlig mange ’nye penge’ for tilliden til pengene. Penge er kun noget værd, så længe, at vi alle sammen tror, at de er det.
Og staten gør alt, hvad den kan, for at styrke det indtryk – blandt andet ved at betale med gode danske kroner, når der skal købes ind og gives løn til offentligt ansatte. Men i det øjeblik den tillid forsvinder, vakler hele fundamentet under økonomien.
For ikke at risikere at ’rokke ved båden’ opererer de fleste økonomer ud fra et forsigtighedsprincip.
Derfor dækker Nationalbanken hver en underskudskrone ved at udstede statsobligationer.
