Unges boligmangel fylder i valgkampen: Her er 3 forskeres ønsker til politikerne

Boligmangel er blevet en voksende udfordring i Danmark - især for unge.

I de største byer er priserne steget markant, ventelisterne til almene boliger er lange, og mange studerende og unge i starten af arbejdslivet har svært ved at finde et sted at bo.

Samtidig viser analyser fra Danmarks Statistik, at unge med økonomisk stærke forældre har en klar fordel på boligmarkedet, hvor forældrekøb udgør en betydelig del af ejerlejlighederne i de største studiebyer.

Derfor fylder spørgsmålet om boliger til unge stadig mere i den politiske debat.

Mens Radikale Venstre foreslår at skabe flere ungdomsboliger har SF foreslået at fjerne boligstøtten til unge, der bor i forældrekøb, og i stedet give flere unge i kollegier og bofællesskaber mulighed for at få boligstøtte

Men hvad peger forskningen egentlig på som de mest effektive løsninger? Her er tre forskeres ønskeliste til den kommende regering.

Udenlandske modeller for fleksible lejemodeller

Mens mange peger på nybyggeri som den oplagte løsning, mener Mette Mechlenborg, leder af Sektionen for By, Bolig og Ejendom på Aalborg Universitet, at en kommende regeing bør vende blikket mod de kvadratmeter, vi allerede har. Rundt omkring i byerne gemmer der sig nemlig store boliger, hvor kun ganske få mennesker bor.

»I stedet for, at man forsøger at løse boligproblemerne i byen ved at bygge nyt, så skal man også kigge på det, der i forvejen er bygget, og tænke over, hvordan kan vi udnytte det bedre.«

Sammen med sine kollegaer arbejder hun på projektet Rightsizing, der præsenterer internationale indsatser, som skal sikre en bedre udnyttelse af enfamiliehuset.

Inspireret af disse indsatser fra udlandet foreslår hun, at man i Danmark introducerer alternative og mere fleksible lejemodeller.

I Tyskland og Belgien kan unge flytte ind hos folk, der har for meget plads - eksempelvis enlige ældre. Til gengæld for at hjælpe lidt til i hverdagen får de unge en billig bolig.

På den måde kan begge parter få noget ud af ordningen: Den unge får adgang til en billig bolig, mens den ældre får både selskab og en hånd med i dagligdagen.

»Hjælpen kan bestå af rengøring, indkøb, at bære tunge varer hjem eller blot at holde med selskab og spille skak,« forklarer Mette Mechlenborg.

For at skabe tryghed og få det til at fungere i praksis forestiller hun sig, at kommuner eller kommercielle aktører driver digitale platforme, der skal fungere som bindeled og tage sig af screening, standardkontrakter og alt det juridiske.

»Erfaringerne fra Tyskland og Belgien viser, at det er en stor fordel for begge parter; de unge får et trygt sted at bo og en genvej ind på boligmarkedet, mens de ældre får tiltrængt hjælp og selskab,« fortæller Mette Mechlenborg.

I en dansk kontekst påpeger hun desuden, at denne model er genial, fordi den slår to store politiske fluer med ét smæk: Den afhjælper de unges boligmangel og støtter op om sundhedsreformens ambition om, at ældre skal blive i eget hjem længst muligt.

Opgøret med parcelhusdrømmen

Også Heidi Svenningsen Kajita er skeptisk over for forestillingen om, at boligproblemet først og fremmest skal løses ved at bygge mere.

Hun er lektor i arkitektur og bygningskultur på Københavns Universitet og forsker i landskabsarkitektur og byplanlægning med særligt fokus på almene boligområder.

Klimaforskningen viser nemlig, påpeger hun, at nybyggeri ofte er meget ressourcekrævende, fordi produktionen af byggematerialer udleder store mængder CO₂.

Derfor er det ifølge hende »en dårlig idé kun at lede efter løsninger i nybyggeri«. I stedet bør en kommende regering i højere grad fokusere på, hvordan vi udnytter de kvadratmeter, der allerede findes.

I dag bor mange danskere på flere kvadratmeter end tidligere generationer, og i mange boliger står der derfor plads ubrugt. For eksempel når børn flytter hjemmefra, men forældrene bliver boende i samme store bolig.

Ifølge Heidi Svenningsen Kajita er løsningen en kulturændring, hvor vi tør tænke nye måder at bo på, som går ud over det traditionelle boligmarked.

Det kræver dog et opgør med ældre generationers forestilling om det gode liv - drømmen om parcelhuset, store boligarealer og individuelt ejerskab.

»Det kræver, at vi rydder ud i vores fordomme og skaber boformer, hvor man for eksempel deler plads, går sammen om boliglån, bor på færre kvadratmeter eller flytter ud af byen - for eksempel i form af andelsgårde,« forklarer lektoren.

Men hvis der skal skabes plads til flere unge på boligmarkedet, kræver det også, at nogle af dem, der i dag har meget plads, vælger noget andet.

Det kan ske ved, at man skaber nye forestillinger som leder til nye boligpolitikker, foreslår hun. Vi skal som samfund skabe attraktive alternativer.

»Hvis man skal have nogen til at afgive noget, så tænker jeg, at det skal gøres i et perspektiv af et andet ideal eller et andet boligliv.«

Her peger hun blandt andet på den almene boligsektor, som har erfaring med, at beboere flytter mellem større og mindre boliger, i takt med at deres behov ændrer sig gennem livet.

Kommunerne skal turde tænke nyt

Boligproblemet hænger først og fremmest sammen med, at mange unge efterspørger boliger i de store studiebyer. Det forklarer Martin Vinæs, der forsker i byudvikling, stigende boligpriser og i, hvordan nybyggeri påvirker lokalbefolkningen.

Han er lektor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.

Når mange vil bo de samme steder, stiger priserne. I dag er huslejen mange steder blevet så høj, at den ifølge Finans Danmark ofte ligger over, hvad man kan betale med en almindelig SU.

»Hvis man gerne vil gøre det lettere at få adgang til en bolig, er den mest oplagte løsning at øge boligudbuddet i de byer, hvor mange gerne vil bo,« siger lektoren.

Et finsk studie fra 2023 peger på, at nye boliger ofte sætter gang i en kæde af flytninger: Når én flytter ind i en ny bolig, efterlader personen en anden bolig til den næste - og sådan kan der gradvist blive plads til flere længere nede i boligmarkedet.

Men hvis der skal bygges mere i Danmark, kræver det ifølge Martin Vinæs, at kommunerne er villige til at gentænke reglerne for nybyggeri.

Han peger blandt andet på tre mulige greb:

• Øget økonomisk støtte: Byggegrunde i de store byer er ofte meget dyre. Derfor kan det være nødvendigt, at staten eller kommunerne støtter byggeriet økonomisk, hvis huslejen skal holdes på et niveau, som unge har råd til.
• Tillad flere små lejligheder og tættere byggeri: Kommunerne kan gøre det lettere at bygge mindre boliger end dem, der typisk opføres i dag. Mindre lejligheder betyder lavere husleje og gør det muligt at udnytte de dyre byggegrunde bedre.
• Gå på kompromis med faciliteterne: Boliger til unge behøver ikke nødvendigvis de samme faciliteter som familieboliger. Det kan for eksempel være boliger, hvor beboerne deler køkken og badeværelse - ligesom på et klassisk kollegie.

Selvom mindre og billigere boliger kan hjælpe, advarer Martin Vinæs samtidig mod meget snævre regler, hvor boliger reserveres til bestemte grupper, for eksempel unge under 30 år eller studerende.

»Når man reserverer boliger til en bestemt gruppe, kan det i praksis betyde, at andre grupper, som folk med lav eller en mellemstor indkomst, har svært ved at finde en bolig i byen,« forklarer han.

Dermed risikerer man, at boligproblemet ikke forsvinder, men blot flytter sig fra én gruppe til en anden.

I stedet bør politikerne ifølge Martin Vinæs fokusere på at skabe flere små og relativt billige boliger, som ikke er reserveret til én bestemt gruppe, men kan bruges af både studerende, unge i arbejde og andre med almindelige indkomster.