Tværvidenskab. Det ord kommer du sikkert til at høre en del fremover. I øjeblikket er det nemlig en trend i forskningsverdenen, at forskere fra forskellige fag skal samarbejde ’på tværs’ med hinanden.

Håbet er, at de tværvidenskabelige samarbejder kan skabe ny og spændende forskning. Tænk for eksempel på, hvor forskellige perspektiver bioanalytikere, statskundskabere og filosoffer kan have på problemerne med overvægt. Når de forskellige perspektiver mødes, opstår nye løsninger.

Desværre har de videnskabelige tidsskrifter svært ved at følge med trenden. De publicerer ikke ret meget tværvidenskabelig forskning. Et problem, der fuldt ud bliver annerkendt af Philip Campbell, chefredaktør på verdens førende naturvidenskabelige tidsskrift, Nature.

»Det er sværere at få interdisciplinære artikler accepteret. Redaktørerne har nemlig problemer med at finde de rigtige bedømmere, som har den rette viden,« siger Philip Campbell.

Han besøgte for nylig Københavns Universitet under konferencen ’How do we get (even) better at doing interdisciplinary research and education?’. Han vurderede, at kun omkring 15 procent af artiklerne i Nature kan kaldes tværvidenskabelige – og som regel er der kun tale om samarbejde mellem to forskellige discipliner.

Dansk professor: Jeg kender problemet

Lotte Holm er professor ved LIFE, Det Naturvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet. Dér forsker hun som sociolog – altså samfundsvidenskabelig forsker – i, hvornår folk får lyst til at spise sundere. Det er igennem flere år sket i et samarbejde med naturvidenskabsfolk, der undersøger, hvordan mad påvirker vores kroppe.

Målet med det tværvidenskabelige samarbejde er at finde mere viden om forholdet mellem sundhed og mad. Det er lykkedes. Men det kan være svært at få forskningsresultaterne trykt. Særligt har sociologi-professoren i det fremmede farvand oplevet to problemer, når hun har sendt sin forskning ind til tidsskrifter:

• Når tidsskriftet skal vurdere, om forskningen er i orden, sætter de nogle uvidende folk til at vurdere den. Redaktøren sætter nogle ’reviewere’ på opgaven, som ikke har forstand på alle aspekterne i den tværvidenskabelige forskning, der er sendt ind.

»Det er svært at kommunikere, når dem, der sidder i den anden ende ikke ved, hvad de har med at gøre,« siger Lotte Holm.

• Redaktørerne vil kun acceptere forskning, der er lavet efter én bestemt videnskabelig fremgangsmåde – det, forskerne kalder ’metode’.

»Redaktørerne på nogle af de tidsskrifter, jeg har sendt artikler til, har tit haft naturvidenskabelig baggrund.  De er blevet bedre og bedre til at acceptere, at det også kan være relevant med kvalitativ forskning – altså forskning, hvor data ikke har form af tal og numeriske værdier, som man kan lave statistik på.«

»Men samtidig overfører de idealer fra naturvidenskaben, så de for eksempel tvinger alle til at skrive deres metodeafsnit ens. De skaber konventioner om, præcis hvordan kvalitativ forskning skal laves. På den måde negligerer redaktørerne, at kvalitativ forskning kan gribes an på mange forskellige måder inden for sociologi, etnografi og antropologi,« siger Lotte Holm.

Svært at finde egnede folk til at vurdere tværvidenskab

Det er surt for en forsker at få sin forskning bedømt af ukyndige kollegaer. Men når det sker, skyldes det sandsynligvis, at tidsskriftsredaktørerne har store problemer med at finde egnede ’reviewere’. Det erkender Philip Campbell.

»Reviewere er mere tilbøjelige til at sige ’nej’ til at læse en artikel, hvis den er interdisciplinær.«

»Det kræver tid – og er svært – at sætte sig ind i flere forskellige forskningsområder. Redaktøren har derfor problemer med at finde nogen, der kan og vil forholde sig til artiklen,« sagde Philip Campbell.

Lykkes det ikke at få reviewet en artikel, kan den ikke blive optaget i et tidsskrift.

Tidsskrifter er for specialiserede

Chefredaktøren har selv det overordnede ansvar for Natures særudgaver – for eksempel Nature Chemistry og Nature Cell Biology.

Der er tale om meget specialiserede tidsskrifter. Netop dét faktum kan skabe problemer for tværvidenskabelige bidrag.

»Tidsskrifter er som regel rettet mod en særlig videnskabsgren. En del redaktører er derfor tilbøjelige til at se på et interdisciplinært studie og sige: ’Det her er ikke en Nature-artikel’.«

»Andre vil dog vurdere, at resultatet er så vigtigt, at det under alle omstændigheder skal ud,« siger Philip Campbell.

Tværvidenkabsfolk stod med hatten i hånden

Lotte Holm kan tydeligt huske problemerne i sine første år som tværvidenskabelig forsker. Hun husker, hvordan hendes forskning blev kritiseret på en – for hende at se – uretfærdig baggrund. Og det tog lang tid, før hun følte sig berettiget til at gå i clinch med tidsskrifterne.

»I mange år havde jeg følelsen af at være den ny-ankomne. Derfor var det svært at vende tilbage til en redaktør og sige, at reviewernes kommentarer ikke holdt.«

»Vi har som tværvidenskabsfolk stået med hatten i hånden og bedt om at få lov til at komme i de store tidsskrifter. Det er dog mit indtryk, at det nu er ved at vende. Jeg får henvendelser fra tidsskrifter, der vil have mig til at skrive. Så måske er holdningen ved at ændre sig,« fortæller Lotte Holm.

Tidsskrifter vil tilpasse sig tværvidenskab

Ved konferencen på Københavns Universitet forudså Philip Campbell, at tidsskrifterne med tiden vil tilpasse sig den tværvidenskabelige forskning mere.

»Måske vil der med tiden blive gjort mere ud af forfatterlisterne, så det bliver mere tydeligt, hvem der har bidraget med hvilken viden. Måske vil det det endda blive specificeret, hvem der har skrevet hvilke dele af artiklen,« sagde Philip Campbell.

På den måde kan forskere trygt gå ind i et tværvidenskabeligt samarbejde uden frygt for, at deres indsats bliver overset i myretuen af andre forskernavne.

»Desuden skal vi som tidsskrifter ud og lede efter redaktører og reviewere, der har integritet og erfaring med interdisciplinært arbejde. Vi skal kunne forholde os til den interdisciplinære forskning på dens egne præmisser,« konstaterede Philip Campbell.

Sådan løser vi en del af problemet

Lotte Holm har på baggrund af sine erfaringer selv en idé til, hvordan tidsskrifterne kan finde frem til de rette reviewere.

»Man kunne opfordre tidsskrifterne til at få forfatterne til at foreslå 2-3 navne på forskere, der potentielt kunne fungere som reviewere.«

»Som forsker aner man ikke, om tidsskriftet vælger at bruge dem. Eller om navnene bliver puttet i en kasse og gemt til en anden gang. På den måde bevarer vi princippet om, at ingen ved hvem, der er reviewere på deres artikler,« siger Lotte Holm.

Hun fortæller, at nogle tidsskrifter allerede er begyndt at følge den sti – og at der desuden er kommet flere decideret tværvidenskabelige tidsskrifter.