Syv myter om videnskabsjournalistik

De ligger og roder rundt nede i rendestenen ved siden af brugtvognsforhandlere og spindoktorer. Journalisterne, altså, der altid får dumpekarakter i troværdighedsundersøgelser. Anderledes er det med dem i kitler. Læger, dommere og forskere. Dem stoler vi på.

Derfor er det forudsigeligt, at det er damp-journalisten og ikke flittig-forskeren, der ryger i skammekrogen, hvis der er ballede i klassen. Det er journalisternes skyld, at gensplejsning blev et usælgeligt brand. Det er journalisternes skyld, at vi tror, en kræftkur er i handlen på mandag. Og det er journalisternes skyld, at dagplejemødre for en dag smed giftige riskiks i skraldespanden.

Det kan da godt være, journalister har behov for en opsang i dækningen af videnskaben, men kritikken af dem, mener jeg, træder vande i en sump af myter.

Myte nr. 1: Journalister overdriver og forkludrer fakta

Lad os få denne myte dementeret hurtigst muligt. Allerede i 1970’erne begyndte nysgerrige videnskabssociologer i USA at undersøge, om det nu også kunne passe, at journalisterne var så sløsede, som forskerne gav dem ry for. Deres resultater var overbevisende, og ingen har siden med vægt kunne modsige dem. Langt de fleste artikler er lødige og kun få overdriver.

Samme konklusion fik jeg, da jeg i 2010 skrev speciale om korrektheden af klimanyheder. Der er mange fejl, men de er ubetydelige.

Den nye generation af forskere i videnskabsjournalistik har til gengæld gjort nogle provokerende fund:

• Nyhedsartikler om nye videnskabelige studier er mere korrekte, hvis de citerer uafhængige forskere, end hvis de går til forfatterne bag studiet.
  
• Pressemeddelelser overdriver også, og de er en hyppig kilde til misforståelser.
  
• Overdrivelser kan stamme fra de videnskabelige artikler.
  
• Massemedierne evner ofte at holde hovedet koldt i videnskabelige kontroverser, mens tidsskrifterne bliver sensationsprægede.
  
• ‘Spin’ i pressemeddelelser stammer ofte fra den videnskabelige artikel.
  

Myte nr. 2: Der skal mere og bedre videnskabsjournalistik til for at gøre borgerne gladere for videnskaben

Underskudsmodellen er den døbt. Idéen om at jo mere viden i medierne jo mere begejstring for videnskaben. Den blev forladt i de tidlige 1990’ere af medieforskere, for den er pivforkert.
Kritikere af videnskabelige fremskridt som atomkraft og stamceller er ikke frygtsomme ignoranter, tværtimod. De er akademisk polstrede debattører.

Borgere bliver bedre rustede til at træffe beslutninger, jo mere viden, men de træffer ikke altid de beslutninger, videnskabsfolkene ønsker, og det er måske også godt nok med en sådan demokratisk håndbremse.

Myte nr. 3: Videnskabsjournalister tolker til folket fra forskerne

Hvis den var sand, så forstår man godt, at aviserne fyrer videnskabsjournalister, for hvad adskiller dem så fra de statsansatte kommunikationsmedarbejdere på de danske universiteter?
Alligevel kan man læse i et blogindlæg fra en af denne sides redaktører at: »Artiklerne på videnskab.dk er i sig selv mere traditionel forskningsformidling med en afsender (forskeren) og en modtager (borgeren) hjulpet på vej af en journalist.«

Som om forskeren lægger sit nyfødte barn i journalistens hænder.

Hvis videnskabsjournalistikken skal have en chance for at overleve, så mener jeg, det er alfaomega, at denne myte begraves 10 meter under jorden. Forskere har blogs, foredrag, bøger, populærvidenskabelige magasiner, hjemmesider, twitter, facebook og youtube, hvor de kan nå publikum direkte, eventuelt assisteret af en kommunikationsmedarbejder, så massemedierne skal bruges til noget andet end en at omskrive ‘neutrofile granulocytter’ til ‘kroppens hjemmeværn’. Det er der i hvert fald mere skødehund end vagthund over.

Hvad massemedierne i stedet skal, er dér, hvor jeg mener, at debatten bør starte. Men hvis forskerne forventer, at medierne er deres talerør, så tro da pokker, at de bliver fortørnede, når journalisten i deres øjne får vinklet en skævert ud af et timelangt interview.

Myte nr. 4: Forskere har pligt til at formidle i massemedierne

Hvor stammer den fra? Ja, universitetsloven anno 2007, men jeg mener, hvordan er forskerens død og pine afhængighed af formidling blevet omdannet til en pligt? Det at forske ER at formidle.

Hvorfor valgte Galileo Galilei at skrive på italiensk og ikke snobbesproget latin? Hvorfor tager Eske Willerslev, Anja Andersen og Niels Egelund telefonen, hver gang en snoldet journalistpraktikant ringer? Hvorfor var alle stjernerne til ESOF2012-konferencen, der ellers skulle promovere europæisk forskning, amerikanere? Måske fordi de forstod/forstår, at forskning og formidling er pot og pande.

To studier viser endda med al tydelighed, at videnskabelige artikler dækket i aviserne, citeres oftere i den videnskabelige litteratur.

Formidlingen er hele endemålet med forskningen, fordi forskeren er vores alle sammens spejder ude i naturen. Derfor forstår jeg ikke Bente Klarlunds udmelding: »Forskere skal kun formidle, når det giver mening.« Og videre: »Vi skal huske på, at forskernes vigtigste arbejde er at forske.« Det er lidt samme logik, som når fodboldlandsholdet glemmer, at det er tilskuerne, der giver dem værdi – ikke deres gyldne ben.

Videnskabsjournalistik er derfor ikke en irriterende blindtarm, som kan opereres ud af forskningen, hvis den bliver betændt.

Myte nr. 5: Det er vigtig med korrekte videnskabsnyheder for at undgå skandaler

Min uvidenskabelige erfaring er, at især yngre forskere ofte er bange for at blive fejlfortolket i medierne. Sæt nu der sneg sig fejl ind, som udløste en skandale i GMO-klassen. I så fald har de en overdreven og paranoid tilgang til mediernes magt. Det sker sjældent, at mediernes dækning er direkte årsag til antividenskabelige skandaler.

Husk på, at GMO- og MFR-vaccine-hysteriet begyndte med fejlagtige videnskabelige artikler.

Langvarige mediekampagner kan påvirke folks holdninger, men adskillige faktorer spiller ind. Modtageren tygger drøv på mediebudskaber og vender dem med familie, venner og kollegaer. Der skal mere til end en uheldig avisoverskrift, før de sætter sig fast.

Amerikanske forskere undersøgte for eksempel, hvordan medierne påvirkede amerikanernes bekymringer for klimaforandringer. Undersøgelsen strakte sig over otte år. Videnskabelig formidling gennem medierne havde stort set ingen effekt.

Sproget, spændingen, kilderne, opsætningen og billedvalget er langt vigtigere end korrektheden. Forkerte årstal er uheldigt, men et dårligt sprog er en dødssynd i populærvidenskaben.

Myte nr. 6: De bedste videnskabsjournalister har en videnskabelig baggrund

At angribe journalisternes inkompetence er en gammel kending. Men denne myte afslører nu mere et akademisk snobberi i feltet. Flere undersøgelser har ikke formået at finde en forskel i kvaliteten af artikler skrevet af journalister med en ren journalistisk baggrund i forhold til dem skrevet af journalister med en videnskabelig baggrund.

Myte nr. 7: Der er for lidt videnskabsjournalistik i de danske medier

Der er ingen undersøgelser, der dokumenterer, at der er kommet færre videnskabsnyheder i medierne de sidste 50 år. Tværtimod. Der er sket en mere end en tidobling af antallet af eksperter i danske avisartikler.

Syd for grænsen viser en stor undersøgelse fra 2008, at videnskabsjournalistikken er eksploderet med en stigning på 50 procent i tyske aviser fra 2003/2004 til 2006/2007.
Jeg er selv i gang med en ph.d. om videnskabsnyheders fødekæde, og her viser foreløbige tal, at antallet af videnskabsnyheder er fordoblet fra 1999 til 2012, hvis man altså medregner netaviser. Meeen så kan man altid diskutere kvaliteten, når mere end hver anden artikel i 2012 er et stykke kopier-indsæt-arbejde.

Er videnskabsjournalistikken for pæn?

Hvis jeg skal binde en sløjfe på myterne, må det være, at der er opstået et misforstået magtforhold mellem forskere og journalister.

I Videnskabsministeriets rapport Forsk og Fortæl fra 2004 anbefales for eksempel et væld af initiativer, der skal styrke forskernes og universiteternes formidling, men meget få initiativer til, hvordan journalisterne og medierne styrker deres dækning. Rapporten er ellers udarbejdet af en 24 mand stor tænketank med ni journalister – men ingen forskere i videnskabskommunikation.

Det har betydet, at der i dag er hundredevis af pressefolk på universiteterne, men kun et par enkelte dedikerede videnskabsjournalister på hvert af de store dagblade.

Forskerne får lov at fylde og bestemme for meget, for de anskues som mere troværdige, ærlige og klogere end alle os andre. Korsriddere i naturens tjeneste. Men pst! Det er det slet ikke… De er lige så egoistiske, bedrageriske og løgnagtige som journalisterne og alle andre almindelige mennesker.

Måske videnskabsjournalistikkens største problem er, at den er blevet for pæn. Der er for meget heppekors-journalistik i jagten på at please forskerne. Journalisterne skal turde tage ejerskab over deres artikler og turde lægge en tolkning ned over et emne – selvfølgelig baseret på grundig research – som en af kilderne måske rynker på næsen over. Ellers bliver artiklerne til tandløse referater.

Dér mener jeg, debatten bør starte. Hvordan kickstarter vi den kritiske, debatterende, perspektiverende videnskabsjournalistik? Den journalistik, hvor kilden holdes i armslængde, og det engang i mellem koster en glohed indbakke.

Så kære forskere og journalistkollegaer. Tøm skålen for tudekiks, og drop brokkeriet over, hvor lidt plads redaktørerne levner til videnskaben, eller hvor talblinde journalisterne er. Sæt i stedet fokus på, hvordan artiklerne slår så mange gnister, at ingen avis tør fyre videnskabsjournalisten.