‘Sprogdetektiven’ Magnus vil løse mysterium om oldtidsfolk og deres syn på Venusstjernen

To guder på himlen bidrager til at løse en gåde.

De er tvillinger, og hver morgen står den ene op på himlen og slår alle de onde stjerner ihjel. Morgenstjernen, hedder den, bror til Aftenstjernen, som i stedet dukker op sidst på dagen for at tage Solen med sig ned i Dødsriget, så de begge kan dø og blive født på ny.

Imens forsøger en dansk sprogforsker at løse mysteriet om deres fortælling.

For hvorfor er der spor af himlens tvillinger fra syd til nord i Amerika og i en periode på over flere tusinde år? Og hvorfor kan man stadig høre historien fortalt blandt folk i Mexico?

»Jeg rekonstruerer tidligere former af oprindelige folks sprog for at finde ud af, hvordan de tænkte om sig selv og verden før kontakten med europæerne,« siger Magnus Pharao Hansen til Videnskab.dk.

Han sidder på sin kontorstol på Københavns Universitet og stiller de spørgsmål, han søger svar på:

»Hvad var folks verdensbillede? Hvordan opfattede de regnbuer og forskellige himmellegemer, hvordan var deres fortællinger?«

Magnus Pharao forsker i forskellige sprogs oprindelse, deres interaktion og bevægelse, og han arbejder som lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier. Hans mål er at genskabe sprog og lægge fundamentet for Amerikas tidligste forhistorie, et næsten ubeskrevet blad inden for sprog- og kulturhistorien.

»Det er en form for detektivarbejde,« siger han, mens han tegner på et stykke papir for at forklare sin metode.

Venus kan være nøgle til glemt sprog

Magnus Pharao tegner en stjerne. Han skriver ordene 'xuurawe' og 'sautari', navne for to venusguder på henholdsvis náayeri og wixárika, to sprog, som fortsat bliver talt af omkring 60.000 mennesker i det nordvestlige Mexico.

De taler om de samme guder, Morgenstjernen og Aftenstjernen, og når de fortæller, peger begge på planeten Venus, der lyser op på himlen både morgen og aften.

Det er i hvert fald Magnus Pharaos teori: At der er spor af de samme guder og den samme stjerne over en periode på mere end 2.000 år i Amerika, fra arkæologiske fund og helt frem til de historier, som fortsat bliver fortalt.

»Stjernen og myten om tvillingerne er en af de forbindelser, jeg leder efter,« fortæller han.

»Jeg arbejder med de sproglige spor, der findes i dag for at skabe en model af, hvordan sproget må have udviklet sig over de forudgående årtusinder.«

Alting giver mening i Ringenes Herre

Historier skal helst hænge sammen og give mening rent sprogligt.

Sådan har Magnus Pharao haft det, lige siden han som barn læste om elvere og orker i Ringenes Herre.

Det er »lidt en kliché blandt lingvister«. Det understreger han selv, mens han mentalt rejser tilbage til barndomsværelset i Langåsen på Vestsjælland, hvor han gennemtrawlede bøger og tegneserier for at kunne sætte ord i system.

Filologen og fantasyforfatteren J.R.R. Tolkien vækkede hans fascination for sprog.

Han kan huske, hvordan han som 12-årig lærte sig selv det elviske sprog sindarin ved at slå op i appendikset til Tolkien-bogen Silmarillion.

»Når man læser Tolkiens appendikser, forstår man, at alt hænger sprogligt sammen og giver mening i hele hans univers,« siger han og tegner streger i luften.

»Alt kan oversættes. Man ved, at hvis en person hedder dét på det ene elviske sprog, så hedder han dét på det andet elviske sprog. Og ‘Aragorn’ er ikke bare er et tilfældigt navn, det siger noget om, hvem han er, og hvor han kommer fra,« siger Magnus Pharao og afbryder sig selv.

Han tager sig til hovedet.

»Altså, der er ikke noget, der generer mig mere end fantasyforfattere, der bare giver deres karakterer tilfældige navne. Så kan man pludselig have en ‘Mikael’, og så er der en anden, der hedder ‘Tudumir’ eller sådan noget. Det har ikke noget med noget at gøre, det hænger overhovedet ikke sammen.«

»Men det gør det altid hos Tolkien.«

Genskaber et sprog uden kilder

På en måde er Magnus Pharao selv taget på en mytisk rejse for at skabe balance i universet, sætte sproget og kulturen i system på den anden side af Atlanten.

Hans aktuelle forskningsprojekt, som han i øvrigt helt ekstraordinært har fået 11 millioner kroner fra Det Europæiske Forskningsråd til at udføre over fem år, handler kort fortalt om at dokumentere tabte og truede sprog i Mexico.

Han skal skabe nye og større ordbøger for to sprog, som stadig bliver talt, men som er i fare for at forsvinde.

»Og det må helst ikke ske,« siger Magnus Pharao, for han ser dem som nøglen til at rekonstruere et tredje og endnu ældre sprog.

Et sprog uden skriftlige kilder, som de nyere sprog alligevel ser ud til at nedstamme fra. Magnus Pharao kalder sproget for ‘proto-corachól-nahua’.

Det er formentlig mere end 2.000 år gammelt, og hvis man genskabe det, kan man afsløre noget af den tidligste amerikanske mytologi, de oprindelige folks selvforståelse og verdensbillede, siger han.

Man kan måske bedre forstå, hvorfor de har bygget de pyramider, de har efterladt, og man kan blive klogere på, hvordan de indrettede sig i familier og magtstrukturer. Og hvordan de forstod menneskenes forhold til naturen og guderne.

Det er et tværfagligt samarbejde, både mellem forskere i Mexico og i Danmark, understreger han.

»Arkæologer kan grave en krukke op med et billede af en guddom, men de ved ikke, hvad man kaldte den gud, og det er svært for dem at sætte dem ind i en bredere kulturel sammenhæng. Hvordan de folk, der lavede krukken, selv forstod den guddoms betydning.«

»Men fordi jeg kan rekonstruere det ord, som man brugte for den guddom, så kan vi sammen komme endnu tættere på at forstå, hvilken kultur der var tale om, og hvordan den kultur sidenhen udviklede sig.«

Sproget fra et mystisk magtcentrum

På Magnus Pharaos kontor på Søndre Campus i København hænger der forskellige kort over Mexico.

Der er pletter og prikker i rød, sort og grøn, og forskeren peger og forklarer, hvordan farverne er udtryk for sprogenes geografiske bevægelse. Og hvordan de samlet er tegn på en kulturel smeltedigel i midten af det nuværende Mexico. Et sted, hvor folk fra både det sydlige og nordlige Amerika mødtes og udvekslede sprog og kultur.

»Mon ikke Teotihuacan var et af de steder, hvor talerne af de mange forskellige sprog mødtes og blandede sig?,« spørger han retorisk.

Teotihuacan er navnet på en arkæologisk by med en oprindelse, som er sporet tilbage til omkring 100 år før vores tidsregning.

Den ligger nord for den nutidens Mexico City, og her opførte man engang en af verdens største pyramider, her boede flere hundrede tusinde mennesker, og sammen udgjorde de måske Amerikas første magtcentrum. En central magt, som kom før aztekernes dominans i området.

»Men man ved ikke med sikkerhed, hvem der byggede Teotihuacan, og hvilket sprog de talte,« siger Magnus Pharao.

»Det er en gåde, som mange forskere arbejder på at løse.«

Der er spor af tvillingeguderne fra vægmalerier med hieroglyffer i byens huse. Men man er ikke sikker på, hvem der har malet dem, og hvordan man skal læse dem.

Kan Magnus Pharao og hans kolleger være med til at finde evidens for en forklaring?

Hvad var Amerikas forhistoriske kultur?

Man ved, at de her guder går igen. Tvillingerne fra Venusstjernen eksisterer i både græsk og romersk mytologi, og de trækker tråde mellem flere af verdens kulturer, religioner og kontinenter på tværs af både Asien og Europa.

»Vores teori er, at stjerneguddomme er almindelige i hele verden, og at det er planeten Venus’ helt specielle bane, der gør, at den nogle gange er morgenstjerne og andre gange aftenstjerne, også i den mesoamerikanske mytologi,« siger Magnus Pharao og indskyder:

»Hos Tolkien kaldes Aragorns kæreste Arwen i øvrigt 'Undomiel', som betyder aftenstjerne på elvisk, fordi hun symboliserer den elviske kulturs undergang i Midgård.«

Den her slags forbindelser har sit helt eget forskningsfelt: indoeuropæistik.

Her har man skabt et mytologisk stamtræ, der for eksempel afslører slægtskab mellem den hinduistiske gud Indras drab på en drage og den nordiske gud Thors mord på Midgårdsormen.

Men hvordan opstod de tidligste idéer om verden i Amerika? Og hvordan bevægede de idéer sig rundt på kontinentet?

Det er det, Magnus Pharaos forskning skal være med til at give svar på. Men i modsætning til sine kolleger fra de indoeuropæiske studier har han stort set ikke nogen skriftlige kilder at læne sig op ad.

Så hvad gør han?

»Jeg lytter blandt andet til folks fortællinger i nutiden,« svarer han.

Han rejser til Mexico og taler med repræsentanter for cora- og huichol-folket. Han lytter til deres myter, han skriver deres ord ned og skaber en endnu større lingvistisk database, som han kan søge i og bruge til at trække tråde mellem forskellige sprog i fortiden og nutiden.

Fra »selvcentreret projekt« til fælles kamp

Men hvorfor?

Hvorfor går han så meget besvær igennem for at genskabe tabte sprog og bevare sprog, som kun tales af folk i en fjern egn på den anden side af Jorden?

»Til at begynde med var det nok et lidt selvcentreret bevidsthedsudvidende projekt for mig,« svarer Magnus Pharao.

»Det var jo ikke mine sprog, og jeg begyndte at studere dem, fordi der var så få andre forskere, som beskæftigede sig med dem.«

De er kun omkring »to håndfulde på verdensplan«, der beskæftiger sig med lige netop náayeri og wixárika, anslår han.

»Men med tiden er jeg blevet klar over, at det jo ikke er mine sprog, selv om jeg er en af de eneste til at forske i dem. Det er de oprindelige folks sprog, og det er noget, som de kæmper for at holde i live. De kæmper for, at deres børn skal kunne tale det i skolen, at deres historier ikke bliver glemt. Den kamp kan jeg godt forstå, og jeg føler mig forpligtet til at give noget tilbage i bytte for de historier og den viden, som de har givet mig,« siger han.

»Bare se på studier af oldgermansk i forhold til dansk, og hvor stor en betydning vikingerne efterhånden har fået for vores identitet som danskere. Det har stor social og kulturel betydning at kunne redegøre for sit sprogs historie, og hvordan vores kultur opstod.«

Magnus Pharao finder et par malerier fra reolen på sit kontor. De er dannet af uldtråde, der er limet fast på et bræt af medlemmer af wixárika-folket fra det nordvestlige Mexico.

Det er ikke, fordi han som sådan forsker i ikonografi, men han synes, de »er smukke«, siger han, og »fyldt med betydning«. De har kraftige blå og røde farver, de er fyldt med symboler.

Shamaner med hjortegevir, pile, slanger og dér, der er de igen, stjernerne på himlen.

Er det de samme stjerner, vi taler om?