Alle dyre- og plantearter har et latinsk navn. Helt fra den lille bænkebider (Oniscus asellus) til havets konge, blåhvalen (Balaenoptera musculus). Det samme gælder alle vores dele i kroppen, som også har fået et latinsk mærkat. Men det stopper ikke her.
Flere europæiske sprog som fransk, italiensk og spansk har også det flere tusinde år gamle sprog til fælles, og latin er grunden til, at vi i Danmark ikke længere kommunikerer med runer på skrift, men i stedet bruger det latinske alfabet.
Brugen af latin, men også det endnu ældre sprog græsk, har fået en af Videnskab.dk's læsere til at undre sig.
»Hvor kommer latin og græsk fra?« spørger Antoine Groslier i en mail til Spørg Videnskaben.
For at svare på det spørgsmål, skal vi en del år tilbage i tiden - 5.500 år sådan cirka. På dette tidspunkt talte menneskene i de europæiske egne med ret stor sikkerhed fællessproget ur-indoeuropæisk, lige indtil det blev opdelt, forklarer sprogforsker Bjarne Simmelkjær Sandgaard Hansen.
»Det indoeuropæiske ordforråd og arkæologiske undersøgelser peger samstemmende på, at ur-indoeuropæisk kommer fra det østlige Ukraine og det sydlige Rusland, hvorfra det har spredt sig til store dele af Europa og Vest- og Sydasien, og for ganske nylig er den teori blevet bakket op af DNA-analyser.«
»I takt med dette udviklede sproget sig og delte sig op i flere sprog, fordi talerne af sproget ikke længere var i kontakt med hinanden og kunne udvikle sproget i fællesskab. Det er i denne proces, at sprog som græsk og latin opstår,« fortæller Bjarne Simmelkjær Sandgaard Hansen, der er postdoc ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet og selv har forsket i ur-indoeuropæisk.
Han fortæller, at græsk er det tidligste af de to sprog og kan dateres tilbage til cirka 1.500 år f.v.t i sin såkaldte mykenske form, som er den ældste udgave af græsk. Latin derimod kendes fra tiden omkring 500 år f.v.t.
Men hvordan kan forskerne egentlig være sikre på, at der overhovedet har været et fællessprog, som græsk og latin er kommet ud af?
De ældste sprog stammer fra et fællessprog
Den viden, vi har om de ældste europæiske sprog, kommer primært fra gamle tekster nedfældet på alt fra skrøbeligt pergament til solide sten. Det er de selv samme oldgamle sprog, der har ledt forskerne i retningen af, at der må have været en form for fællessprog.
»Vi kan ikke læse ur-indoeuropæisk, men det er et sprog, som vi i teorien mener, har eksisteret. Vi kan se, at hver gang et ord starter med ’p’ på græsk eller latin, starter den germanske pendant med ’f’ – og det er ikke et tilfælde. Den eneste forklaring er, at ordene må komme fra ét og samme sprog og have udviklet sig derfra,« siger Bjarne Simmelkjær Sandgaard Hansen.
Han forklarer, at der vil være andre lyde og ord på dansk, hvor det ikke giver mening at sammenligne direkte med latin, men derimod hænger bedre sammen, hvis man går via ur-indoeuropæisk. Eksempelvis lyder 'mus' og 'nu' ens på dansk og ur-indoeuropæisk, og betyder det samme.
Forskere har i tidens løb forsøgt at komme nærmere på præcis, hvor og hvornår det urindoeuropæiske sprog faktisk opstod. I 2012 mente et hold internationale forskere, det ældgamle sprog måtte være omkring 9.000 år gammelt og udsprunget omkring Tyrkiet.
Den teori fejede Bjarne Simmelkjær Sandgaard Hansen dog selv af bordet, fordi forskerne havde anvendt en noget omdiskuteret teori til at nå frem til deres resultater. Han holder fast i, at det stammer fra området omkring Det Kaspiske Hav og fortæller, at ur-indoeuropæisk formentlig selv har en moder.
LÆS OGSÅ: Forskere: Sproget oprindelse fundet
»Der er gode beviser for, at urindoeuropæisk har haft en moder, der er endnu ældre, og jeg tror, at vi kan rekonstruere det nærmest ligeså godt, men går vi længere tilbage, så bliver det usikkert, og det vil, når vi når langt nok ud, ende i det rene gætteri,« siger han.
Rekonstruktionen af gamle sprog kræver, at der er gamle tekster til rådighed, som forskerne kan anvende. Men des længere tilbage i tiden man går, des mere sparsomt bliver det med skriblerierne.
Sprog begik selvmord
Det urindoeuropæisk sprog lagde altså grunden for, at sprog som græsk og latin kunne opstå, men selvom græsk er ældst, har det haft en mindre effekt på andre sprog. Bjarne Simmelkjær Sandgaard Hansen fortæller, at hvor græsk ’kun’ udviklede sig fra oldgræsk til det moderne græsk, har latin haft en større effekt på, hvilke sprog der findes i Europa i dag. Det kan vi takke romerne for.
Latin blev i starten af sin karriere 500 år f.v.t. primært brugt omkring Rom, men da den romerske kultur spredte sig til store dele af Europa, fulgte latin med.
»Da romerne spredte sig, mødte de folkeslag, som eksempelvis talte gallisk som Asterix og Obelix, og fordi romerne var så effektive, blev det attraktivt for andre folkeslag at vende sig mod romersk, og derfor opgav flere at tale deres egne sprog. Det er altså ikke latin, der har dræbt de andre sprog, de har selv valgt at begå selvmord,« fortæller Bjarne Simmelkjær Sandgaard Hansen, og forklarer, at græsk altså ikke har haft en stor effekt på andre sprog, fordi grækerne ikke var ligeså udfarende som romerne.
Men selvom et folkeslag vender sig mod at tale et andet sprog af praktiske årsager, kan der sagtens være en lille gruppe, som ikke følger med.
I et område i det vestlige Sverige kaldet Älvdalen fortsatte lokalbefolkningen med at skrive med runer indtil for bare 100 år siden, og de taler i dag et helt særligt sprog kaldet elvdalsk. De er altså ligeglade med, at svenskerne for næsten tusinde år siden mere eller mindre droppede de oldnordiske runer til fordel for det latinske alfabet.
Vi håber, at Antoine Groslier er blevet klogere på græsk og latin og kvitterer med en Videnskab.dk t-shirt som tak for det gode spørgsmål. Hvis du skulle brænde inde med en undren, som du mener, at videnskaben må kunne svare på, skal du ikke tøve med at skrive den ned og sende den i en mail til SV@videnskab.dk.
