Billeder af de amerikanske helikoptere, der letter, mens den fundamentalistiske islamistiske gruppe Taliban indtager Afghanistans hovedstad Kabul, har fået flere medier og analytikere til at sammenligne med 'Saigons fald' i 1975, som blev slutningen på Vietnamkrigen.
Dengang måtte USA evakuere flere end 5.000 amerikanske statsborgere og samarbejdspartnere i Sydvietnam, da det kommunistiske Nordvietnam indtog Saigon. I dag forsøger NATO-landene at evakuere mindst lige så mange fra Afghanistan.
Efter 20 års krig er det ikke lykkedes at gøre Afghanistan til et frit og demokratisk samfund, der minder om vores i Vesten. På samme måde lykkedes det heller ikke efter 20 års krig i Vietnam.
Men fiaskoen er ikke den eneste lighed mellem de to krige. Både Vietnamkrigen og krigen i Afghanistan var præget af:
- En manglende forståelse af det land og den region, man intervenerede i.
- Et forsøg på at eksportere USA’s og Vestens forståelse af et godt samfund.
- Finansiering og oprustning af en lokal hær, som ikke kunne forsvare landet.
- Støtte til et korrupt styre, som arbejdede for at fylde deres egne lommer i stedet for at sikre befolkningen et bedre liv.
Der er også mange på Twitter, der har bemærket ligheden mellem tilbagetrækningen fra de to krige. For eksempel undersøgende journalist Stefan Simanowitz
»Jeg bliver faktisk lidt træt, når jeg ser det her. Vi har nærmest ikke lavet andet på Forsvarsakademiet end at forske, i hvordan vi kan undgå den type fejltagelser, som er præcis det, der gik galt i Vietnam og nu også i Afghanistan,« siger professor på Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen.
Han er overhovedet ikke overrasket over, at Taliban har overtaget magten i Afghanistan, kun over, hvor hurtigt det er gået i forhold til dengang i Vietnam.
»Det er en anden geopolitisk kontekst i dag, men mange af grundene til, at det går galt, er ens,« siger professoren.
Afslutningen er meget ens
Lighederne mellem Vietnamkrigen og krigen i Afghanistan starter med slutningen.
Det er nemlig slutningen og de nærmest identiske fotos derfra, der har fået mange til at sammenligne de to krige.
I Vietnam havde USA trukket sine tropper ud i 1973 og efterfølgende trænet den sydvietnamesiske hær til at kunne bekæmpe kommunisterne, som havde magten i nord . Der gik næsten to år, før Nordvietnam indtog Sydvietnams hovedstad Saigon i april 1975 , hvor USA evakuerede sin ambassade.
I Afghanistan trak man på samme måde størstedelen af kamptropperne ud i 2014 og trænede den afghanske hær til at kunne bekæmpe Taliban. Men USA var stadig militært til stede.
Da Joe Biden i juni måned erklærede, at de sidste tropper ville forlade Afghanistan 11. september i år (2021), gik det stærkt.
»I Vietnam tog det trods alt et par år fra 1973-75, før kommunisterne overtog hele landet. Her er der gået et par måneder. Den største forskel er i virkeligheden, at det gik så ekstremt hurtigt i Afghanistan,« siger Peter Viggo Jakobsen.
De amerikansk trænede forsvarsstyrker i Afghanistan har hurtigt erkendt, at de ikke kunne vinde over Taliban uden USA’s tilstedeværelse. Det fortæller chefkonsulent hos Forsvarsakademiet David Vestenskov.
Han har arbejdet med stabiliseringsindsatser i Afghanistan og Pakistan.
»De her sikkerhedsstyrker har faktisk kæmpet i hvert fald de seneste 8 år mod Taliban. Men de ved også godt, at uden amerikansk tilstedeværelse vil det system, de er en del af, ikke overleve. Så valget har stået mellem at give op hurtigt eller tage nogle måneders ødelæggende kamp i byerne,« siger David Vestenskov.
Støtte til korrupt styre
Det bringer os meget fint videre til en anden vigtig lighed mellem de to krige. Nemlig, at USA, både i Sydvietnam og i Afghanistan, hjalp med at indsætte og efterfølgende støtte en regering, som viste sig at være bundkorrupt.
»Hverken i Vietnam eller i Afghanistan havde den amerikanskstøttede regering som primær interesse at hjælpe befolkningen. I Afghanistan har styret sendt store pengesummer til udenlandske bankkonti og købt lystyachter, men de var ikke i stand til at levere et minimum af sikkerhed eller bare vand, varme og job,« siger Peter Viggo Jakobsen.
Den udbredte korruption, både i Sydvietnam og i Afghanistan, gjorde, at befolkningen i højere og højere grad mistede troen på det politiske projekt, USA var kommet med.
I Sydvietnam betød det, at oprørere fra Nordvietnam fik opbakning fra befolkningen i Syd, og flere tilsluttede sig oprøret mod det korrupte regime og USA. I Afghanistan har det givet grobund for, at Taliban stille og roligt har kunnet generobre hele landet. Først landområderne, så de store byer og nu hovedstaden Kabul.
»Selv hvis du som almindelig afghaner går ind for kvindefrigørelse, så vil det blive overskygget af et behov for og ønske om bare at kunne leve i fred. Folk kan leve med nogle ret trælse regimer, hvis de blot kan levere på nogle helt basale behov, og det kunne den afghanske regering ikke,« siger Peter Viggo Jakobsen.
\ Læs mere
Kunstigt system kan ikke fungere uden vestlig tilstedeværelse
Ud over at være korrupt i både Afghanistan og Sydvietnam var hele systemet omkring styret i Afghanistan kunstigt og fuldstændig ubæredygtigt, forklarer David Vestenskov.
»Den vigtigste præmis for, at systemet kunne fungere, var det amerikanske engagement. I Afghanistan finansierede Vesten 70-80 procent af statsbudgettet. Det burde være tydeligt for enhver, at sådan et system vil kollapse, når vi trækker os,« siger han.
Et godt eksempel på et system, der ikke fungerer, er de 300.000 afghanske sikkerhedsstyrker, som USA har trænet og bevæbnet til at modstå Taliban.
»Hvis du ser på antallet og styrkeforholdet, så er 300.000 alt for mange. Uden USA’s støtte vil Afghanistan aldrig være i stand til at finansiere så stor en hær. Sikkerhedsstyrkerne ved godt, at det system, de er en del af, ikke kan fungere, når amerikanerne trækker sig. Så selvom de kæmper nogle måneder eller år, vil de kæmpe for et system, der ikke kan overleve,« siger David Vestenskov.
De gigantiske summer, Vesten har postet i Afghanistan, kan faktisk have bidraget til korrumperingen og undermineringen af det samfundssystem, man så gerne ville opbygge.
»Regeringen og styret i Kabul har godt vidst, at det her system ikke ville fungere uden den massive vestlige støtte. Så rigtig meget politik er lavet med det formål at bevare støtten; ikke at gøre, hvad der var bedst for befolkningen i Afghanistan,« uddyber David Vestenskov.
Krigen i Vietnam var i mindre grad et ideologisk projekt, og der blev ikke i samme grad postet milliarder af dollars i nationsopbygning.
Eksport af ideologisk vestlig samfundsmodel
Ifølge de to forskere har de to krige også det til fælles, at man i begge tilfælde forsøgte at overføre en styreform og økonomisk struktur, som fungerer i Vesten, men uden at gøre sig klart, om den ville fungere i det land, man ønskede at reformere.
Vietnamkrigen brød ud, efter den franske kolonimagt forlod landet i 1954. Landet blev delt i et kapitalistisk Sydvietnam - støttet af Frankrig og USA - og et kommunistisk Nordvietnam, som blev støttet af Rusland.
Et nationalt valg i 1956 skulle samle landet. Men USA og Sydvietnam blokerede valget, fordi kommunisterne stod til valgsejr.
USA gik ind i krigen, for at forhindre at Vietnam blev kommunistisk.
Krigen i Afghanistan handlede i første omgang om at straffe Taliban-regimet for at have huset de Al Qaeda-celler, som stod bag terrorangrebet på USA 11. september 2001. Og om at sikre, at terrororganisationer ikke kunne gemme sig i Afghanistan og lægge nye terrorplaner.
Efterfølgende ville man (Vesten med USA i spidsen) sørge for, at Afghanistan udviklede sig til et demokratisk land som de vestlige og frem for alt sikre, at det undertrykkende Taliban-regime ikke kunne overtage magten.
»I begge tilfælde forsøger USA og Vesten at kopiere vores samfundsmodel til et samfund, som måske ikke ønsker denne her model, eller hvor vores model simpelthen ikke passer,« siger Peter Viggo Jakobsen.
Hverken i Vietnam eller Afghanistan forstod Vesten det land, man intervenerede i eller de omkringliggende lande.
»I debatten og medierne i Vesten har der været meget fokus på undertrykkelse af kvinder. Det spørgsmål har nok også været vigtigt for mange i Kabul, men hvis du er fattig bonde ude i bjergene, er det vigtigste formentlig, at der er nogenlunde fred og sikkerhed. Vi har haft et billede af, at majoriteten af afghanerne var med på vores ideologiske krig,« siger Peter Viggo Jakobsen.
Oprørere kan gemme sig i nabolande
Både Vietnamkrigen og den 20 år lange konflikt i Afghanistan var i høj grad guerillakrige, hvor et veludrustet vestligt militær kæmpede mod mindre oprørsgrupper uden for byerne - i junglen i Vietnam og i bjergene i Afghanistan.
»Her begår man igen samme fejl i Afghanistan, ved at tro at man kan lave oprørsbekæmpelse med et veludrustet militær. Under Vietnamkrigen kæmpede man også mod kommunistiske oprørsgrupper i Sydvietnam, som var støttet af Nordvietnam, og som kunne trække sig tilbage og genopbygge deres styrker i nabolandet Nordvietnam,« siger Peter Viggo Jakobsen.
I Afghanistan har man kæmpet i bjergene mod Taliban, som har fået støtte af Pakistan, og som har kunnet trække sig tilbage og genopbygge deres styrker i Pakistan.
»I Afghanistan har man (igen) set landet som isoleret og ikke ordentlig tænkt de regionale forhold og nabolandenes interesser ind. Pakistans anspændte forhold til Indien gør, at de vil modarbejde enhver politisk løsning i Afghanistan, som risikerer at give konflikter mellem Pakistan og Afghanistan. Simpelthen, fordi de har nok i konflikten med Indien,« siger David Vestenskov.
Iran har støttet Taliban, fordi de var bekymrede for, om de selv ville blive næste mål for amerikansk invasion, hvis Afghanistan hurtigt blev stabiliseret.
»Der er nogle lande rundt omkring, som bruger Afghanistan, og som har store interesser i en bestemt udvikling i Afghanistan. På samme måde som USA og Kina og Rusland havde store og modsatrettede interesser i Vietnam,« siger David Vestenskov.
